Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Jeg mødte INXS-forsanger Michael Hutchence kort før hans selvmord. Ny dokumentar prøver at forstå ham

Informations forhærdede musikredaktør, Ralf Christensen, bliver berørt af den tragiske fortælling om Michael Hutchence fra stjernebandet INXS, som den kan opleves i dokumentaren ’Mystify’. Han har selv mødt forsangeren til et interview kort før, at han begik selvmord i 1997. Her i nutiden forsøger han at få det hele til at give mening, mens han gransker sin datidspersons interview med den afdøde superstjerne
Midtfyns Festival 1997. Michael Hutchence på scenen.

Midtfyns Festival 1997. Michael Hutchence på scenen.

Nicolai Fuglsig

Kultur
25. juli 2019

Jeg husker Michael Hutchence som lattermild og venlig, da jeg møder ham i det spæde forår i 1997 på et hotel i København. Og min videooptagelse bekræfter det.

Leadguitaristen Tim Farriss fra Hutchences australske band INXS er der også, ja, han er den eneste til at starte med. Hutchence støder først til fem minutter inde i det 28 minutter lange interview.

»Joininski. That’s Russian,« siger han, da han kommer. Det er russisk for at deltage.

Jeg ser det på optagelsen, hvor jeg interviewer de to herrer til Chili-ROM, CD-ROM-udgaven af ungdomsmagasinet Chili. Og igen og igen har jeg gransket optagelsen med mit nervøse, klodsede, 22 år yngre datidsjeg bag videokameraet, som jeg selv betjener.

»You've got to get there with a bit of style«

Intet svar på det uforklarlige

Jeg har søgt yderligere svar i optagelsen efter at have set den nye dokumentar Mystify: Michael Hutchence om INXS-forsangerens liv og selvmord.

For hvor meget dokumentaren end prøver, så kan den ikke for alvor forklare, hvorfor Michael Hutchence den 22. november 1997 hænger sig på et hotel i Sydney lidt mere end et år efter, at han har fået sit første barn.

Det er der vel egentlig ikke noget, der kan. Heller ikke min videooptagelse. Og egentlig er Mystify en okay dokumentar. Lidt for følelsesmanipulerende, især musikken, bevares. Og helt klart for audiovisuelt overbroderet med splitscreens og emotionel soundtrackmusik under stemmerne.

Men den er samtidig god til at formidle Hutchences sympatiske gemyt. Hans beskedenhed, venlighed. Hans grounding.

»Ideen om succes er ekstremt begrænsende,« siger han i et interview.

Men også hans mangel på grounding. Hans kombination af overgivelse til og distance fra det overgearede rockstjerneliv.

»Vi oplever mange liv i ét liv,« siger han om stjernetilværelsen.

Spørgsmålet for ham er, om han kan holde fast i det længe nok til at forstå det. Det smutter tydeligvis mellem fingrene på ham til sidst.

Der er ingen talking heads fra nutiden i Mystify, så vi bliver i den fortalte fortid, mens nutidsstemmerne efterrationaliserer. Fra datiden får vi masser af koncertklip, musikvideoer, presseoptagelser og interviews. Og i en række klip leder instruktøren Richard Lowenstein i slowmotion efter mening i Hutchences ansigt. Det virker forceret.

Kommer fra et knækket hjem

Hutchence kommer fra et knækket hjem, formidles det.

»Han havde aldrig travlt med at gå hjem,« fortæller en ven.

Moren flytter fra faren med lille Michael, og de efterlader lillebroren Rhett med faren. Noget Hutchence angiveligt aldrig tilgav sig selv.

Han er en sanselig drømmer. Og berømmelsen tillader ham at opsøge alle mulige former for nydelse, også med sine kærester. Kylie Minogue, Helena Christensen og til sidst den engelske tv-stjerne Paula Yates.

»Det handlede rigtig meget om nydelse – lad os se det i øjnene,« siger Kylie Minogue på lydsiden.

Mystify advokerer også for Hutchences kunstneriske talent som tekstforfatter og sanger. Men INXS og deres sangkatalog kommer aldrig til at rage op i musikhistoriens øverst lag. Til gengæld er Hutchences showmanship og karisma en anden snak.

Det er tydeligt på min videooptagelse og i min erindring. Og det er tydeligt i musikvideoerne og til koncerterne. Han ser med et gennemborende blik. Også på tomandshånd. Han ser dig, han anerkender dig, han lytter til dig. Han virker som et menneske.

Men berømmelsens tab af privatsfære, hjemløsheden, det mærkværdige i at rejse fra by til by uden at se andet end et stadion indefra i op til 18 måneder, det slider. På turné er der 22 timers mærkelighed og to timer – koncerten – der giver mening, noterer han sig i Mystify. Og han hader det.

Mister lugtesansen ved overfald

Dokumentarens mest insisterende forklaring på hans deroute og hans selvmord er forankret i København – i en hjerneskade.

Helena Christensen og Hutchence går i august 1992 hjem efter en nat i byen, og Hutchence nægter at flytte sig for en taxi på kørebanen. Taxachaufføren springer ud og slår ham ned, så han slår hovedet alvorligt mod fortovet. Og får en hjerneskade, der berøver ham lugte- og delvist smagssansen.

Det bliver af en neurolog i dokumentaren beskrevet som et ekstra stort tab for et sensuelt menneske som Hutchence, at miste lugtesansen.

Og det er en bitter skæbnens ironi, at Hutchence er besat af Patrick Süskinds roman Parfumen, der netop handler om dufte som det helt centrale og om parfumisten og seriemorderen Grenouille, der har en helt overnaturligt, veludviklet lugtesans.

Det beskrives i Mystify, hvordan han tager sin daværende kæreste Kylie Minogue – før Helena Christensen – på besøg på et sted, hvor en afgørende scene i bogen udspilles.

Efter overfaldet udvikler han en svær depression, han har tilbagevendende hovedpine og kommer på Prozac (antidepressiv, red.).

Instruktør Lowenstein har været ferm til at finde klip med en mere mut og prøvet mand efter overfaldet, og det ser vitterlig ud, som om hans ansigtstræk er faldet, og hans flammende øjne er blevet slukkede.

Og hans ellers så kærlige og givende væsen modsvares nu af en ustyrlig, rasende slagside. Snart skændes han med samtlige bandmedlemmer, og han truer ifølge bassisten Garry Beers denne med en kniv. Det er virkelig sørgeligt.

Men i 1997 ved jeg ikke bedre. Han virker i balance. Hans øjne er mørke, de drager. Og han ser på mig med et åbent blik. Han må have været i et godt lune. Selv når jeg stiller åndssvage spørgsmål, er han høflig, mens guitaristen begynder at melde sig ud af samtalen.

Jeg spørger Hutchence hvilke tre ting, han ville tage med på en øde ø (Nutidsralf til Datidsralf: seriøst!?) Han tager fire med: Sin kæreste, datteren, en fiskekrog og en schweizerkniv.

En buffet for sladderpressen

I 1994 har Hutchence en affære med tv-stjernen Paula Yates, og året efter separeres hun fra ægtemanden Bob Geldorf, som hun har tre børn med.

Den engelske presse slikker sig om munden og går om bord i de nye kæresters liv. Og det er den rene buffet. Hutchence angriber en fotograf, og i 1995 starter en bitter strid mellem Yates og Geldorf om forældreretten.

I 1996 skilles de, og samme år publiceres en sladderhistorie om, at der er blevet fundet opium i Hutchence og Yates’ hjem. Sagen droppes, men parret er ikke desto mindre i gang med et misbrug, herunder af heroin.

Datidsralf har ikke fulgt med i Hutchences liv, så han spørger i 1997 genuint interesseret til australierens forhold til sladderpressen. »Tager den her fyr pis på mig,« spørger han guitaristen. Og vender sig så mod mig:

»Jeg har forsøgt at undslippe pressen i to år. De er besatte af magt og vil ikke have, at der er nogen, der er stærkere end dem. Men glem mig. Dem, jeg har det ondt af, er mine børn, der er nødt til at leve med, at deres forældre er ødelagte. Når man intet har gjort forkert, så skal man alligevel deale med det konstante stormløb af dehumanisering og dæmonisering. Som intet har med dig at gøre. Og du kan ikke straffe dem. Der er ingen love, der hjælper dig. I England er tabloidaviserne trådt i retfærdighedens sted. Det er et orwellsk mareridt. Big Brother er ankommet. Og hans navn er Murdoch. OK, måske ikke helt. Men det er Murdoch-effekten.«

Om pressen

Forudser Fox News’ dominans

Og det får Hutchence ret i. Tænk blot på de mange ulovlige overvågningsskandaler, der op igennem 00’erne og ind i 10’erne har rystet den australske mediemogul Rupert Murdochs medieimperium.

Og allerede den 7. oktober 1996 får imperiet en afgørende ny gren. Dagen hvor Murdoch søsætter Fox News Channel, en afgørende bastion for højredrejet, enøjet og ikke altid sanddruelig nyhedsformidling. Og Hutchence har fanget, hvor det bærer henad, for han har allerede set – og mærket – Murdoch-effekten i den trykte presse i England.

»Man har en hel generation af især arbejderklasse, der intet ved. En hel generation, der ikke aner, hvad der foregår.«

Så drejer samtalen tilbage på sladderstoffet, for pludselig vender guitaristen tilbage og har en bog i hænderne. The Making of The Soviet System, står der på den. Hutchence griber bogen og siger:

»Faktisk er det sådan her at leve i London lige nu som celebrity. Som at leve i sovjetsystemet. Der er aflytning af din telefon. Der er fyre ude foran dine vinduer med telelinser i biler dagen lang. Og hvis ikke du gør noget, de kan lave en historie ud af, så finder de på den for dig, skat.«

Det er tydeligt i dokumentaren Mystify, at det er ubærlige tider for Hutchence og Yates i denne sidste tid.

Journalister og fotografer camperer vitterlig uden for deres hus, og der er en scene, hvor Hutchence går uden for og ser fortabt efter Yates, mens han sludrer med sladderjournalisterne om, hvem der skal hente ham en is.

INXS er begyndt på turné i april 1997, kort efter at jeg har interviewet Hutchence, og i november tager bandet hjem til Australien – uden Paula Yates – for at spille koncerter.

På det tidspunkt er Hutchence begyndt at glemme tekster til nogle sange, og manageren skriver et bekymret brev til ham. Men showet bliver ikke stoppet.

Fødsel hjemme på badeværelset

Jeg forsøger at få billedet til at passe med dét, jeg ser på videooptagelsen. Efter hjerneskaden beskrives hans adfærd i Mystify som en sult efter farer og et raseri imod verden. Men her på hotelværelset er hans indignation krystalklar og under kontrol.

Han er fattet og ikke mindst ædru. Hans øjne er klare. Måske slapper han bare af, da han finder ud af, at jeg intet ondt vil ham. Og selvfølgelig er det tidligt på dagen, og, ja, man mander sig op i mødet med pressen. Men det er svært at få til at passe med dokumentaren og med hans endeligt.

Naturligvis spiller vi alle roller – selv tæller han i et interview op til fem versioner af sig selv – men det er alligevel forvirrende. Det er svært at få til at passe. Det er en påmindelse om, hvor meget af et show vores liv er. Ikke kun på en scene.

Han har levet op til rock’n’roll-mytologien. Hans mørkt erotiske udstråling, stofferne, frihedsfølelsen, hedonismen og med tiden også selvdestruktionen. Men her i København i foråret 1997 er han skeptisk over for stjernelivet, og da jeg spørger til rockklicheerne, så kalder han dem åndssvage:

»Hvis man kan overbevise sig selv om, at det er fedt at smide tv’er ud af hotelvinduer, så er man blevet Spinal Tap,« siger han med reference til den sygt morsomme mockumentary This is Spinal Tap om det bøvede, engelske metalband Spinal Tap.

»Det vil vi ikke i nærheden af. Vi har levet livet til det yderste og fået masser af rigdom ud af det – rigdom, der har at gøre med mennesker og oplevelser. Og vi er meget heldige, at vi har oplevet det.«

»Og er kommet helskindede ud på den anden side,« siger guitaristen.

»Og er kommet ud i okay stand. Okay-ish. Lidt,« siger Hutchence. Stadig midt i mediestormen.

Det er tydeligt, at kommunikationen i bandet ikke lige frem er på sit højeste i 1997. Han fejer sit lange, sortfarvede, krøllede hår væk fra øjnene, ryger smøger og drikker tranebærjuice under interviewet. Ingen af delene kan han smage i videre grad. Alligevel spørger Tim Farriss:

»Er det ikke dit livs bedste tranebærjuice?«

Hutchence bliver fjern i blikket og ser udad vinduet. Så siger han:

»Mmmm, den er lækker.«

Rock’n’roll mytologien

Og under hans fortælling om fødslen af Heavenly Hiraani Tiger Lily, der på det tidspunkt er otte måneder gammel, er det tydeligt, at han ikke har fortalt Farriss særlig meget. Forsangeren sidder foroverbøjet mod mig og kameraet, mens Farriss sidder tilbagelænet, så Hutchence hele tiden må vende sig om for at svare på afbrydelserne.

Hutchence: »Jeg tog imod hende på badeværelsesgulvet.«

Farriss: »Skar du navlestrengen over?«

Hutchence: »Nej, der var ikke tid til det. Hun trak ikke vejret.«

Farriss: »Den er også ret tung.«

Hutchence: »Det er okay. Jeg er en smule traditionel, når det kommer til den slags ting.«

Farriss: »Det er lige som at skære i en haveslange.«

Hutchence: »Hun havde en knude på sin.«

Farriss: »Virkelig? Wauw.«

Hutchence: »Ja, hun trak ikke vejret. Jeg vidste, det ville blive stort. Jeg har altid ønsket mig et barn. Det er en vidunderlige følelse. Jeg elsker hende meget højt. Jeg føler, at jeg er en del af menneskearten.«

Datidsralf: »Er det en ny følelse?«

Hutchence: »Nej. Men at have et barn er en blanding af den mest unikke og den mest universelle oplevelse i verden. Og du …« Så begynder han at spille sig selv i fødselsøjeblikket, vildt agiteret. »Åh, Gud, det her sker nu!«

Om at blive far

Han snapper efter vejret og ser ned på sine hænder med en vild undren, i dem en imaginær udgave af den nyfødte datter.

Cirka otte måneder senere binder han en løkke med de hænder og hænger sig selv. Han er 37 år gammel, og hans datter er præcis 16 måneder gammel.

Og det bliver værre. I år 2000 dør Paula Yates af en overdosis heroin, og Bob Geldorf adopterer parrets eneste barn.

Efter sin død fortæller obduktionen – ifølge dokumentaren – at Hutchence led under to uopdagede, skadede områder i hjernen.

Men det er stadig ikke til at forstå.

Mystify: Michael Hutchence. Instruktion og manuskript: Richard Lowenstein. Fotografi: Andrew De Groot. 102 minutter. Vises i Empire og Valby Kino, Kbh. samt Øst For Paradis, Aarhus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her