Molières komedie ’Tartuffe’ i fandenivoldsk fortolkning

Molières komedie Tartuffe fra 1664 er fuld af fromhed og tro.

Ikke nødvendigvis tematikker, der tænder publikum anno 2019. Selv om teksten har fået en overhaling og en sproglig opdatering i instruktør Johan Sarauws bearbejdning til Teatret Slotsgården, forbliver Molières snak om gudfrygtighed og næstekærlighed lidt altmodisch.

Tilføjelser med hentydninger til alt fra bådflygtninge og aktiv dødshjælp til tvivlsomme skatteregnskaber og dyre kemobehandlinger giver ikke Tartuffe en nutidig relevans i den lukkede, brostensbelagte slotsgård midt i Odense.

Men i virkeligheden er det uendeligt ligegyldigt, for i Sarauws iscenesættelse er underholdningsværdien af det forfriskende, festlige og frigjorte friluftsteater i fokus.

Det er sjette år i træk, at Teatret Slotsgården giver Molière »et moderne spark i røven«.

Skuepladsen i slotsgården er pyntet i cirkustema med balloner, farvede lyskæder, halmballer på et knaldpink scenegulv, en sort/hvid-stribet cirkusvogn og en popcornmaskine, der lystigt popper løs, så duften af nypoppede popcorn driver ind over publikumsrækkerne.

Olivia Hetman, der igen i år har stået for kostumerne, følger op på cirkustemaet med dragter, der med en afdæmpet farveskala i gråtoner og guld alligevel er fulde af finurlige påfund og skæve detaljer, som på samme tid mimer både tradition og nytænkning.

I det blinde cirkus er den enøjede konge

Den kunstneriske leder, skuespiller Jacob Moth-Poulsen, der var med til at åbne Teatret Slotsgården tilbage i 2012, står på scenen som patriarken Orgon.

En fornem herre, der har ladet sig fuldkommen forblænde af den udspekulerede charmør Tartuffe, der i Morten Klodes hvidsminkede, storsmilende og lurvet klædte skikkelse prædiker overdreven fromhed. Og troen er noget af et cirkus. For hvad skal man tro – og på hvem?

For såvel publikum som for Orgons familie står det klart, at Tartuffe er knap så from, som han syner.

Men mens Sophie Zinckernagel som Orgons smukke hustru Elmire, der som en mystisk spåkoneklædt femme fatale med mørksminkede øjne tiltrækker sig Tartuffes begær, sammen med tjenestepigen Dorine (Freja Klint) og Orgons børn af første ægteskab forgæves forsøger at holde sammen på familien og få Orgon til at se klart, så lykkes det alligevel (næsten) for den manipulerende Tartuffe at franarre Orgon alt.

Der må – som så ofte før og siden i Molières komedier – lidt ekstra snuhed og nogle udklædninger til, før alting igen falder på plads.

Kun Elmires enøjede bror Cléante formår at holde hovedet koldt gennem hele fadæsen.

Blandt de blinde er den enøjede konge – åbenbart også i troens cirkusmanege – og Kasper Dalsgaard indtager rollen som Cléante med lige dele beskedenhed og kækt trylleri.

Han forsøger forgæves at forklare sine fæller om næstekærlighed og tilgivelse, men hans pointer og moraler falder gang på gang til jorden, og ingen af de øvrige lærer tilsyneladende noget nævneværdigt af hele Tartuffe-historien.

De kan noget særligt på Teatret Slotsgården. Noget med nærvær. Publikum kan mærke skuespillerne på en helt anden og mere intens måde end ellers.

Spillestilen er langt mere løssluppen og improvisatorisk, end man oplever på de indendørs teaterscener resten af året.

Det er, som om reglerne for teatret sættes ud af spil i sommerperioden.

Mens københavnerne i år har kunnet opleve to forskellige, flamboyante Shakespeare-fortolkninger i Ørstedsparken og på Grønnegaards Teatret, kan fynboerne (og nordjyderne i en kortere periode) endnu engang fornøje sig med en vellykket, moderne version af et Molière-stykke.

’Tartuffe’. Tekst: Molière. Instruktør: Johan Sarauw. Kostumer: Olivia Hetman. Med: Morten Klode, Jacob Moth-Poulsen, Sophie Zinckernagel, Kristian Rossen, Amanda Bøgestrøm, Kasper Dalsgaard, Anton Sager og Freja Klint. Spiller på Teatret Slotsgården i Odense til den 17. august og på KUNSTEN i Aalborg den 29. juli – 2. august