Læsetid: 4 min.

Med Morti Vizkis dramatik rejser sig et større lys end det, teaterchefer anno 2019 lader skinne

Morti Vizkis dramatiske værk minder os om, at det poetiske teater er muligt, at det engang for ikke så længe siden stadig kunne være mainstream
Morti Vizki fotograferet i 2003.

Morti Vizki fotograferet i 2003.

Martin Zakora

5. juli 2019

Godt 1.000 sider, 24 teaterstykker, opførte og ikke. 1985-2004, teater som man så og hørte det dengang. Sproget er poetisk, det er en digter, der taler med forskellige stemmer, de danner forskellige kroppe i skiftende konstellationer. Ikke traditionelt psykologisk sammenhængende, men traditionelt alligevel, en tradition der går langt tilbage i tid og rum.

Som i alt teater er der forklædninger og masker, men de er gennemskuelige, så egentlig er der ingen filtre, i hvert fald ikke andre end en eventuel opførelse vil kunne tilføre.

»Jeg er en af de få, der kan huske tomheden. Tomheden kan regne med mig.«

»Jeg er løgn, jeg er løgn. Jeg er en ægte løgn.«

»I dag så en fugl mig.«

»Selv er jeg en stækket fugl, jeg mener: Kontrasten mellem min uendelige digterfrihed – og så min hjernes indvoldssorte banken mig på plads.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Asger Schnack
Asger Schnack anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu