Læsetid: 4 min.

Med Morti Vizkis dramatik rejser sig et større lys end det, teaterchefer anno 2019 lader skinne

Morti Vizkis dramatiske værk minder os om, at det poetiske teater er muligt, at det engang for ikke så længe siden stadig kunne være mainstream
Morti Vizki fotograferet i 2003.

Morti Vizki fotograferet i 2003.

Martin Zakora

5. juli 2019

Godt 1.000 sider, 24 teaterstykker, opførte og ikke. 1985-2004, teater som man så og hørte det dengang. Sproget er poetisk, det er en digter, der taler med forskellige stemmer, de danner forskellige kroppe i skiftende konstellationer. Ikke traditionelt psykologisk sammenhængende, men traditionelt alligevel, en tradition der går langt tilbage i tid og rum.

Som i alt teater er der forklædninger og masker, men de er gennemskuelige, så egentlig er der ingen filtre, i hvert fald ikke andre end en eventuel opførelse vil kunne tilføre.

»Jeg er en af de få, der kan huske tomheden. Tomheden kan regne med mig.«

»Jeg er løgn, jeg er løgn. Jeg er en ægte løgn.«

»I dag så en fugl mig.«

»Selv er jeg en stækket fugl, jeg mener: Kontrasten mellem min uendelige digterfrihed – og så min hjernes indvoldssorte banken mig på plads.«

»For en tid sprøjtede jeg imidlertid Noipothal direkte i venen for at falde i søvn. Det er det, man bruger, når narkoselægen sætter nålen i armen og siger ’Tæl til ti’, og før du er nået tre, sover du.«

»Du er pludselig blevet niogtredive. Du hører musik i det fjerne. De hits du hører er de forkerte, på den forkerte kanal.«

»Jeg kalder alle mine stykker for komedier. Dermed mener jeg, at de skal være underholdende. Man skal grine for så meget stærkere at kunne mærke tragedien bagved. Det humoristiske er ligesom tremmer af lys, så bliver virkningen af mørket bagved større.«

Og bagved det bagvedliggende mørke rejser sig uden tvivl et højere, større lys end det, samtidsdagens teaterchefer anno 2019 lader skinne igennem deres tremmer og parader af musicals og mere eller mindre queer teatraliseringer af populære bøger, film og serier, for vi må jo have folk i tale, vi må få de unge i teateret.

Vi må fylde salene med underholdning uden andet mørke bagved end det der allerede står og lyser på den store sorte skærm derhjemme i det digitale neverland. Uden noget bagved, foran, indeni, udenpå, over, under, til venstre, til højre, og uden anden form end det for den flygtende tid mest populære, hotte og hippe.

Verden er en scene

Selvfølgelig kan man sige, som man har gjort i hvert fald i hele den periode, vi indtil videre stadig kalder det postmoderne, fordi det moderne, som nogen måske endnu husker, var det indtil videre seneste nye, at virkeligheden har overhalet kunsten indenom.

Men når man står midt i en bog som den her med udsigt alle vegne hen gennem Morti Vizkis strålende sætninger, ved man, at ingen virkelighed nogensinde kan overhale poesien, som jo ikke er noget skønmaleri men selve den sandheds form, verden altid har haft i sproget.

Der stod Morti Vizki. Hans værk er ikke færdigt, og heller ikke i færd med at blive det.

Det står til rådighed som et krat eller en tåge over engen, man kan strejfe i. Det er ikke et værk, der er demonstrativt trukket tilbage fra verden. Det er teater, sætningerne er en scene og hele verden er en scene, som Shakespeare var så venlig at sige det. Det er simpel mainstream. Og selvfølgelig er det ikke uskyldigt. Uskyld og glemsel, barndommens og alderdommens privilegier, er sminket på. Morti Vizki nåede ikke at opleve de sidste.

»Jeg var en dreng,« siger han, »og det er jeg stadig. Jeg leger med dødningeverdenen altid og stadig. Jeg betræder farvevejenes støv og forbliver smådrengen fra udlandet.«

Anerkendelsen

Villy Sørensen holdt talen, da Morti Vizki i 1997 fik Det Danske Akademis Kjeld Abell pris. Han talte om teatrets rødder i det græske drama, der henter sine skikkelser blandt guder og helte, og om Shakespeare, der befolker sine stykker med konger og fyrster.

I dag er det randeksistenser på samfundets bund, der fylder scenen. Morti Vizkis drama er ikke socialt, det har ingen tydelig tendens eller satire. Men dets rødder stikker måske dybere end samfundets bund, som den så ud i 1997, ned i kulten, ned til teaterets oprindelse i den græske Dionysos-kult.

Dion kalder Morti ham, i stykket af samme navn, den dæmoniske jockey og joker, der som helt lille barn blev trillet rundt i barnevogn i staldene på livets galopbane. Med den erfaring af det dyriske træder han så frem.

Villy Sørensen taler om, at Kain må forlade paradis, og hvordan hans vej ubønhørligt fører til Auschwitz. Måske var paradiset af den kunstige slags, som hos Charles Baudelaire. Morti Vizki kendte sit værks historiske forudsætninger. Sørensen mindes i den forbindelse Calderons klassiske »Livet er en drøm«, hvor kongen »har gemt sin barbar af en søn af vejen i et fjernt tårn, hvor han skal bevares til efter krigen«.

Morti Vizkis stykke med den problematik hedder Fyrtårnet. Sådan et var han. Det ligger ikke ligefor, siger Villy Sørensen, at sammenligne hans leg med de gamle former, der fornyer alting ved blandt andet uden videre at lade dem vokse sammen eller ud af hinanden, med nogen andens. Egentlig ikke engang med Jean Genet, Bernard-Marie Koltès eller Boris Vian.

Det eneste i dansk litteratur, denne bog måske så alligevel kan sammenlignes med, er Jess Ørnsbos 14 spil for løst publikum, også den på omkring 1000 sider. Fra 1987.

Morti Vizki: ’Dit hjerte’. Samlet dramatik 1985-2004. 936 sider. 250 kr.

I år er det 25 år siden, Morti Vizki debuterede med 'Digtsamling', og en skovalf pludselig viste sig i 80'er-digtningens storby og neonlys. Det markeres med en udgivelse af hans samlede digte
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Asger Schnack
Asger Schnack anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu