Læsetid: 6 min.

OsloBiennalen tror på, at værker lever bedst, når de overlades til publikum

Den første OsloBiennalen har foretaget et interessant greb ved at tage kunsten fra de store museumsinstitutioner i centrum og flytte den ud i bydelene og de offentlige rum
Et af kunstværkerne på OsloBiennalen er Annie Dillards The Viewers (2019). Værket består af en gruppe mennesker, der står på rad og række og stirrer på menneskene omkring dem.

Et af kunstværkerne på OsloBiennalen er Annie Dillards The Viewers (2019). Værket består af en gruppe mennesker, der står på rad og række og stirrer på menneskene omkring dem.

Pressefoto

16. juli 2019

På pladsen foran Oslo Sentralstasjon står en gruppe mennesker på rad og række. De ligner et kor forberedt på sang. Men i stedet står de bare og stirrer på menneskene omkring dem. Nogle forbipasserende bliver skræmt, andre smiler. Et par småfulde trønderdamer poserer sammen med dem og tager selfies.

Dette er Annie Dillards The Viewers (2019), et af kunstværkerne på OsloBiennalen, der denne sommer og dette efterår vil kunne opleves forskellige steder i Oslo, blandt andet ved Operaen og i Torshovparken.

Dillard vil gøre os bevidste om, hvad mødet med andre kan indebære: Værket er en platform for et skærpet blik på både glæden og ubehaget i det sociale rum i byen. For de fleste er det ubehageligt at blive stirret på. Samtidig ønsker vi alle blive set, også af fremmede. Hvad er bedre end flirtende blikke, som bekræfter, at man stadig er tiltrækkende, eller anerkendende nik, som spejler, at man siger noget interessant?

Fremkaldelsen af minder

Et af de flotteste bidrag på biennalen er Øystein Wyller Oddens lydværk på Oslo Rådhus – byens storstue, som både tjener som valglokale og scene for uddelingen af Nobels fredspris.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu