På pladsen foran Oslo Sentralstasjon står en gruppe mennesker på rad og række. De ligner et kor forberedt på sang. Men i stedet står de bare og stirrer på menneskene omkring dem. Nogle forbipasserende bliver skræmt, andre smiler. Et par småfulde trønderdamer poserer sammen med dem og tager selfies.
Dette er Annie Dillards The Viewers (2019), et af kunstværkerne på OsloBiennalen, der denne sommer og dette efterår vil kunne opleves forskellige steder i Oslo, blandt andet ved Operaen og i Torshovparken.
Dillard vil gøre os bevidste om, hvad mødet med andre kan indebære: Værket er en platform for et skærpet blik på både glæden og ubehaget i det sociale rum i byen. For de fleste er det ubehageligt at blive stirret på. Samtidig ønsker vi alle blive set, også af fremmede. Hvad er bedre end flirtende blikke, som bekræfter, at man stadig er tiltrækkende, eller anerkendende nik, som spejler, at man siger noget interessant?
Fremkaldelsen af minder
Et af de flotteste bidrag på biennalen er Øystein Wyller Oddens lydværk på Oslo Rådhus – byens storstue, som både tjener som valglokale og scene for uddelingen af Nobels fredspris.
Væggene prydes i forvejen af heroiske vægmalerier, som beretter om polfarere og kendte politikere, som har »bygget landet«. Men Wyller Odden tager i sit lydværk udgangspunkt i et orgel, som aldrig blev bygget færdigt; kun orgelpiberne blev sat op. Nu kan vi høre toner fra orgelet; musikken er hentet fra summelyden fra strømnettet, som forsyner alle husholdninger i byen.
Wyller Odden har forstærket en lyd, vi ellers ikke kan høre, således at den runger ud i rådhushallen. Tusindvis af hjem og rådhuset flettes nu sammen gennem klange fra et orgel, som ikke gav lyd fra sig før nu. At tonen af strøm pludselig bliver til musik i rådhuset gør, at det hverdagsagtige skubbes op i det højtideliges sfærer.
Et af de flotteste bidrag på biennalen er Øystein Wyller Oddens lydværk på Oslo Rådhus. I dette lydværk tager Odden udgangspunkt i et orgel, som aldrig blev bygget færdig. Fra værket hører man nu musik, som er hentet fra summelyden fra strømnettet, som forsyner alle husholdninger i byen. På denne måde flettes tusindvis af hjem og rådhuset ammen gennem klange fra et orgel, som ikke gav lyd fra sig før nu.
En stor del af kunsten på biennalen berører fortællinger, som er til stede i byens historie eller landskab, men som ellers er skjult eller gemt væk.
Den tydeligste formulering af denne omtanke for byens underkendte sider artikuleres gennem Lisa Tans Other Artists (2019-), hvor hun har fået renoveret toiletterne i biennalens hovedbygning i Myntgata 2, som også huser atelierer for kunstnere. Tan forvandler dermed et rum, som vi normalt ikke ofrer meget opmærksomhed på, til en luksuriøs patina: Både rummet og de aktiviteter der er knyttet til det, anerkendes som værdifuldt; som en viktig del af byens liv.
Vi får en dybdegående omrokering af det synlige og det usynlige i Jan Freuchen, Jonas Høgli Major og Sigurd Tenningens Oslos Samlede Verker (OSV), en gruppe skulpturer, som hører til Oslo Kommunes kunstsamling.
Når kunstnerne gransker byens historiske samlinger – ligesom når vi undersøger os selv ved at gennemgå glemte skatte på loftet – gør de det i en del af byen, som normalt ikke er skuested for nogen som helst byhistorisk refleksion. De har længe samlet støv på et lager, men er nu hentet frem i dagens lys midt i trafikmaskinen på Økern, en af byens mest triste områder.
Denne placering synliggør OsloBiennalens ethos: Det handler om, hvordan kunsten kan bidrage med nyt liv til Oslos mindre skattede bydele eller glemte historier.
Uprætentiøs formidling
Biennalen foretager med andre ord et interessant greb, når den vælger at udfolde sig i bydelene og i offentlige rum frem for i centrum eller de store museumsinstitutioner. Monica Nador og Bruno Oliveira går direkte ind i materien i En annen grammatikk for Oslo (2019-20), som består af workshops på deichmanske bibliotekfilialerne på Holmlia, Bjerke og Grünerløkka.
Pointen her er at hjælpe beboere i bydelene med at formulere deres egne historier og samle dem, således at de slutteligt kan publiceres i bogform. Hlynur Hallsson Syv kunstverk for syv forskjellige steder (2019-) er et spejlbillede på bydelenes etniske sammensætning: På T-banestationer og andre vægge i det offentlige rum har han samlet udsagn på de sprog, som afspejler de mennesker, der rent faktisk bor i området.
Dette er elementer af byens liv og historie, som ikke har noget med berømmelse eller direkte værdifulde ting at gøre. Tværtimod drejer det sig om folks liv og levned. Nogle bliver set som dem, der passerer Dillards betragtere – eller hører sætningerne i Julien Bismuths performanceprojekt Intet er stort intet er liten (2019), hvor en gruppe skuespillere får uddelt udvalgte ord ved pavillonen i parken Birkelunden på Grünerløkka, som de derefter går rundt i byen og gentager, reciterer, før de – en sidste gang – fremfører teksten foran Nationaltheatret.
Små hændelser og justeringer på de steder, hvor folk færdes, griber ind i Oslo-borgernes fælles liv på måder som synliggør, hvordan kunsten kan være et bevidstgørende spejl, hvori man kan se sig selv og andre – og det sted, man befinder sig – i et andet og måske mere klargørende lys.
Denne produktive opløsning af sondringen mellem ’vigtige’ og ’uvigtige’ steder, eller mellem kunstværket og dets omgivelser, skaber en flydende zone mellem by og kunst, men også mellem os, som ser, og kunsten selv.
Hverdagens magi
Flere værker skelner heller ikke tydeligt mellem formidler og publikum; som Benjamin Bardinets Et kart for å gå seg bort (2019) – et faktisk kort – som nægter at spille rollen som nøgtern vejviser, men i stedet tilrettelægger sig som et kort for at den, som skal se kunst, kommer på afveje og opdager noget helt andet end den planlagte ’rette vej’.
Et af kunstværkerne på OsloBiennalen er Annie Dillards The Viewers(2019). Værket består af en gruppe mennesker, der står på rad og række og stirrer på menneskene omkring dem.
Et af de mest diskrete – men også et af de mest poetiske – bidrag, leveres af Michael Ross, som placerer kunstværker ude i rum, som sædvanligvis ikke har noget med kunst at gøre.
I en urmager kan vi betragte to ægformede skulpturer balancere mellem urene – og i Norli antikvariat hænger der en bøjet gaffel ned fra taget mellem bogreolerne i en tynd tråd.
Genstandene åbner det hverdagsrum, de er placeret i, for små mirakler for den, der skal have repareret sit ur eller hente en bog, hun har ledt efter. Sådanne interventioner i bymiljøet, som udvider, hvad steder sædvanligvis er, forankrer fascinationen og eftertanken i helt enkle justeringer, som kan føre os væk fra vores vante tankemønstre.
Åben kuratering
Det smukkeste værk er Mette Edvardsen projekt Time has fallen asleep in the afternoon sunshine – et bibliotek av levende bøker (2010-), hvor vi træffer en række mennesker, som har lært sig bøger udenad.
Inspireret af Ray Bradburys roman Fahrenheit 451 kan vi sætte os ned med ’bogmenneskerne’ og høre dem recitere fra den bog, de har memoreret. Selv hørte jeg Herman Melvilles Bartleby læse op fra ’sig selv’ – og mens jeg gradvis levede mig ind i historien, som blev fortalt af kvinden foran mig, slog det mig, hvor fastkørte vi kan blive i kategorier som ’bog’ og ’kunst’ og de steder og former, vi forventer at møde dem i. I Edvardsens værk var kunsten og livet forenet.
Og det er netop dét, jeg finder så sympatisk med OsloBiennalen: At den appellerer til en nysgerrighed, fascination og undren, som ikke behøver at være indrammet af kunstbegrebet for at være givende.
Biennalen er kuratorisk løs og åben, i positiv forstand. Der er ingen overordnede temaer, som skal undersøges, ej heller nogen form for programtekst om kunstens frigørende kraft, som det ellers er det almindelige i forbindelse med store biennaler.
Nogle vil muligvis opfatte dette som en svaghed, men for mig understreger det kuratorernes tillid til, at værkerne lever bedst, når de overlades til publikum.
OsloBiennalen, første udgave 2019-2024. Gratis. Oslo, Norge. Kjetil Røed (f. 1973) er norsk anmelder og kritiker og skriver bl.a. for Morgenbladet og Klassekampen.
