Læsetid: 6 min.

Popdronningen Robyn gav os det allermest private fra hele sit liv

Den svenske popstjerne Robyn kom til Roskilde med sit comeback efter otte års albumpause. Det føltes ikke som om hun havde mistet et eneste beat i de mellemliggende år. Men hun efterlod heller ingen tvivl om, at hun er blevet en anden
Robyn på Orange Scene natten til lørdag.

Robyn på Orange Scene natten til lørdag.

Kim Matthäi Leland

6. juli 2019

En storladen, men alligevel lun og kærlig synthbølge løfter sig ud af højtalerne og slænger sig udover Dyrskuepladsen. Orange Scene er badet i hvidt lys, og et enormt hvidt slør er i gang med at blive løftet. Det er egentlig ikke nødvendigt, for igennem det har vi allerede kunnet se dagens heltinde og identificeret hende som Robyn. En svensker, en skelsættende popdronning, der har været væk fra Roskildes rampelys i ni år.

Hun er kun 40. Men hun kan med en 25 år lang karriere i pop allerede se tilbage på det anselige kølvand, hun har trukket efter sig. Her sejler Lena Dunham, der har brugt hendes musik to gange i sin serie Girls. Her gynger Lordes, Rihanna, Taylor Swift, Ariana Grande, Carly Rae Jepsen, Charli XCX, der alle har lavet sange, der har hovedstol i den svensker sanger, sangskriver og producers værk – som påpeget i The Guardian for nylig. Ja, tænk bare at Britney Spears var pladeselskabet Jives reaktion på at Robyn sagde nej til en amerikansk kontrakt med hende. De fandt deres egen girl-next-door-stjerne.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Robyn er DEN mest overvurderede kunstner nogensinde, og det eksemplificeres tydeligt ved anmelderens udsagn "... Lena Dunham, der har brugt hendes musik to gange ...".

Haha, SÅ er man noget ved muskikken. Man er simpelthen blevet brugt to gange i en sitcom (sorta). SÅ er man noget. Om ikke andet.

Robyn har af en eller anden grund fået folk med på ideen om, at hun er fantastisk. Hvori det fantastiske består, ved ingen - ud over at det selvfølgelig er godt gået at skrive middelmådige sange, der ikke bidrager med musik eller tekst på et højere plan end en hvilken som helst tilfældig popartist i et hvilket som helst årti.

Morten Balling

@Anders Sørensen

Jeg kender ikke specielt meget til Robyn, men du åbner op for et interessant spørgsmål. Kvaliteten eller værdien af kunst siges at kunne vurderes kvantitativt eller kvalitativt. Kvantitativt er der ikke tvivl om at både Robyn og f.eks. Mø rammer noget i mange mennesker. Det gør Taylor Swift tydeligvis også. Ift. den kvalitative vurdering af kunst, den du implicit antyder findes, hvad er det så Robyn mangler? Hvad definerer kvalitet når vi bruger begrebet ifm. kunst? Kan vi adskille kvantitativ værdi og kvalitet.

Når en masse mennesker står med kæresten i hånden foran Orange scene og fælder en tåre sammen til noget tuderock, er det så ikke kunst som har en funktion, og er funktion ikke bedre hvis den er nyttig for mange mennesker?

Hvis en masse mennesker vrider deres kroppe rundt på et dansegulv til noget tissemandsfunk, i håb om at finde en mage til en simuleret paring senere på natten, giver det så samtidig mening at kritisere tissemandsfunken set med kvalitative briller? Kunne kvaliteten måles på hvor mange som får scoret?

Hvad er kunstens rolle i vores samfund? Er pop i betydningen populær noget negativt. Kunne det tænkes at den gode smag kun er et spørgsmål om hvilken klasse i samfundet man tilhører?

Frem for alt: Hvad er det som definerer hvad som er god kunst, sådan helt kvalitativt?

Anders Sørensen

@Morten Balling, den kvalitative vurdering af kunst står jeg selv for, fordi kunstnerisk kvalitet ikke er objektivt målbar. Hvis man skal vurdere musikere objektivt må det blive på parametre som "synger de rent", har de en pr definition "god" stemme eller lignende. Robyn gør ikke og har ikke, men det er så heller ikke vigtigt. Man kan sagtens være en vigtig kunstner uden at leve op til normative krav for, hvad god musik er.

Problemet består i, at det, Robyn gør,ingen betydning har. Ingen bliver inspireret af Robyn. Hun er kedelig, midtsøgende og leflende i farvandet midt mellem kritikere og publikum. Og hun har formået at ramme begge, hvilket er endnu værre.

Morten Balling

@Anders Sørensen

Subjektivt er jeg ikke uenig i din vurdering af Robyn, men jeg er ikke nødvendigvis enig i at "Ingen bliver inspireret af Robyn". Jeg læste lidt op på hende tidligere idag og studsede bla. over nogle af titlerne på hendes sange. Jeg ved ikke hvad sangen "Call your girlfriend" handler om, men bare titlen satte en associationsrække igang i mig. Det gør titlen "Dancing on My Own" også.

Når jeg hører tATu synge Morrissey's "How soon is now", så ved jeg dybest set godt at det alt sammen bare var et kommerciel stunt, men jeg hører også stemmen fra en teenager synge:

There's a club if you'd like to go you
Could meet somebody who really loves you
So you go, and you stand on your own and
You leave on your own and you go home,
And you cry and you want to die.

På en eller anden måde rører det noget dybt i mig, og i mange andre. Kommercielt eller ej.

Anders Sørensen

@Morten Balling, Dancing on my own gør intet for mig. Eller andre, der ikke er forført af massepsykosens ulidelige lethed. Den kunne være et medlem af melodigrandprix anno nårsomhelst uden at vinde, uden at tabe, uden at gøre noget. Det er en tilfældig sang.

Eksempelvis Zeigeist har meget mere at byde på end Robyn. De bevæger sig i cirka samme genre, lyder lidt som The Knife, men hey. Stadig bedre end Robyn, objektivt.

https://www.youtube.com/watch?v=DSfIkCYVdNw

Morten Balling

@Anders Sørensen

Sangen " Dancing on my own" siger heller ikke mig noget, kun titlen og den er ikke særligt original. Til gengæld er der den markante forskel på Zeitgeist sangen og Robyn's, at Robyn's er set 171 gange mere. Hvis man kan vurdere kunst kvantitativt vinder Robyn.

"Stadig bedre end Robyn, objektivt."

Det er lige præcis det objektive jeg opponerer imod. Hvis du vil påstå at noget kunst objektivt er bedre end andet, så er du nødt til at kunne opstille en definition af "god kunst", og jeg tror vi er enige om at det ikke altid er et spørgsmål om at kunne synge rent, eller på en speciel måde. F.eks. er der mange som er vilde med Dylan, og næsten ligeså mange mener det er stor kunst, men manden er ikke i besiddelse af nogen "god" sangstemme. Det har Tom Waits heller ikke. Det har Mariah Carey derimod, men med få undtagelser (én) er hendes musik til at brække sig over, hvis min subjektive mening giver mening.

Bedømmelse af kunst er subjektiv, og det er helt fint. Kunstens "opgave" er bla. at vække følelser i beskueren, og det er formentlig godt at vi ikke alle har antenner som kun kan modtage de samme frekvenser. Når jeg derimod oplever at nogen prøver at adskille god fra dårlig kunst og mener man kan gøre det objektivt, så er jeg nødt til at spørge hvordan man objektivt vurderer kunstens kvalitet.

Subjektivt har jeg et godt øje til Lana Del Rey, og jeg er også ret vild med en del af hendes sange, selvom nogle af mine musikalske venner vrænger på næsen. Det opfatter jeg som stort set ligegyldigt. Det er mine ører :)