Læsetid: 6 min.

Popdronningen Robyn gav os det allermest private fra hele sit liv

Den svenske popstjerne Robyn kom til Roskilde med sit comeback efter otte års albumpause. Det føltes ikke som om hun havde mistet et eneste beat i de mellemliggende år. Men hun efterlod heller ingen tvivl om, at hun er blevet en anden
Robyn på Orange Scene natten til lørdag.

Robyn på Orange Scene natten til lørdag.

Kim Matthäi Leland

6. juli 2019

En storladen, men alligevel lun og kærlig synthbølge løfter sig ud af højtalerne og slænger sig udover Dyrskuepladsen. Orange Scene er badet i hvidt lys, og et enormt hvidt slør er i gang med at blive løftet. Det er egentlig ikke nødvendigt, for igennem det har vi allerede kunnet se dagens heltinde og identificeret hende som Robyn. En svensker, en skelsættende popdronning, der har været væk fra Roskildes rampelys i ni år.

Hun er kun 40. Men hun kan med en 25 år lang karriere i pop allerede se tilbage på det anselige kølvand, hun har trukket efter sig. Her sejler Lena Dunham, der har brugt hendes musik to gange i sin serie Girls. Her gynger Lordes, Rihanna, Taylor Swift, Ariana Grande, Carly Rae Jepsen, Charli XCX, der alle har lavet sange, der har hovedstol i den svensker sanger, sangskriver og producers værk – som påpeget i The Guardian for nylig. Ja, tænk bare at Britney Spears var pladeselskabet Jives reaktion på at Robyn sagde nej til en amerikansk kontrakt med hende. De fandt deres egen girl-next-door-stjerne.

Hårbørsternes musik

»I'm a human being«, insisterer Robyn på sit seneste 2018-album Honey, der brød otte års albumpause. Hun er af kød af blod, det efterlades der ingen tvivl om heller ikke på Orange Scene. I stand til at nyde sin egen musik, uden overdreven koreografi, ofte nærmest bare som en glad, men ferm solodanser i hjemligt regi. Hårbørsten er bare en virkelig mikrofon med trådløs forbindelse til 50-60.000 mennesker.

Robyns kunst er den instinktivt imødekommende pop, der ikke er skabt til at blænde, som hos Madonna eller Beyoncé. Den er skabt til at gå i dialog. Mere end en flig af det svenske Folkhemmats lighedstænkning kan anes i hendes verden, hvis man kigger efter. Robyns inderlighedspop kan alle danse til, og man skal ikke øve sig i twerking først. Hendes musikalske lingo er privatfesternes, ikke de mondæne klubbers soundtrack.

Bevares, det er musik der når ud i alle verdenshjørner, også klubberne, absolut. Og der er da også teknisk snilde på scenen. Bandet er fremragende. De blæser liv i sangene i en sømløs symbiose mellem mennesker og maskiner. Showteknologien er prunkløs i sin hvide minimalisme. Og undervejs kommer der også en smuk, dygtig solodanser på scenen. Som Robyn også danser lidt med – og endelig får en rose af.

Men det er ikke et show, der vil overtale. Det er et show, der blidt og uden falbelader favner publikum. Ja, der er endda et par enorme hænder som en del aftenens kulisse. Musikken og hovedpersonen er i centrum.

Det er musik, der vil være venner med dig. I lyst og nød. Sammen med Robyn – på plade og til koncert – danser og synger folk. Offentligt og privat. Sikkert i manges tilfælde med deres egne hårbørster eller håndbrusere som mikrofoner. Den slags musik, man kan selvreparere til. Hvis Marvin Gaye forsøgte sig med seksuel healing, så tilbyder Robyn os mental healing.

Det er dog blevet sværere på Honey, der tit nægter forløsning. Ingen galende udfrielser fra smerten, ingen orgastiske højdepunkter. Men Honey bevarer helt klart den ligefremme charme, som altid har forlenet Robin Miriam Carlssons pop-persona med en fornemmelse af ærlighed og autenticitet.

Fanget bag paraderne

Men mens hun tidligere har været netop en pop-persona, en figur i sangene, så er hendes biografi blevet en komponent på Honey. Det er – også – hendes egen sorg, hun synger om og overvinder. Ja, hun er i de otte år mellem de to seneste albummer blevet udsat en del for sorgens grusomme banalitet.

Hendes forhold med Max Vitali er blevet opløst, hun har været i psykoanalyse, hun har mistet sin nære ven Christian ’Falcon’ Falk og hendes forhold med Vitali er efter to års pause blevet genetableret.

Psykoanalysen fra 2010 til 2016 foregik nogle gange med fire sessions om ugen, fortæller hun i The Guardian i 2018. I et par år er hun helt nede og sætte fra på bunden. Uden nogen glæde ved at optræde, bare fanget bag de parader, hun som teenageidol lærte at holde oppe.

Honey er en heartbreak-plade, og den er blevet sammenlignet både med Bob Dylans Blood On The Tracks og med ABBA‚ måske mest nærliggende svenskernes sidste album, opløsningspladen The Visitors.

»If you got something to say / I need to hear it«, er nogle af de første ord, hun synger deroppe på podiet. Så der er altså en grund til at et slør løftes ved koncertens start, for der er en ny, aktuel selvbiografisk dimension i de nye sange. Det har hun endda været åbenhjertig omkring.

Martin Fælt Gonzales

En forbindelse skal genoprettes

Gad vide, hvordan det føles at står dér og se ud over en flok på måske 50.000 mennesker, mens man i sin sang forsøger at fikse en knasende kærlighedsforbindelse? At forvandle et forholds nederlag til en koncerts triumf. Det må være det mærkeligste mash-up mellem offentligt og privat. Svære, intime følelser, som en legion falder i svime over.

Men der sker jo også en mutation af tekstens betydning. Det er ikke kun en parforholdskrise, hun taler til. Det er også et publikum, som hun skal genoprette forbindelsen med.

Det er ni år siden, at hun sidst var på Roskilde, dengang i Arena-teltet, nu opgraderet til den største scene. Efter at have givet to intime åbningsnumre fra Honey bevæger koncerten sig over i hendes tidligere værk, og den skandinavisk forbeholdne hybris, der også er at finde i det. »I'm gonna love you like I'm indestructible«, synger hun deroppe. På besøg i hendes yngre jeg fra 12 år tidligere.

Således er Robyn alle sine levede aldre denne fredag nat. Teenager, ung, moden. En dame, der godt kan mærke alderen, men ser ud til at nyde den. Der er hjerter syet på hendes hvide kjole, og hun har en stille, rank autoritet foran masserne – vel at mærke af den feministiske, kropspositive, humanistiske variant.

Efter fire-numre skifter hun til sort tøj, med skrigblond hårpisk. En kærlighedens og fællessangens toreador. Ja, under megahittet »Dancing On My Own« lader hun hele pladsen gale både vers og omkvæd uden støtte fra hende. Og det klarer de til UG med kryds og slange. Og så står folket dér og er forladte og ensomme eller besøger dengang, de var. I fællesskab. Musikkens store paradoks – at være fælles om det ensomme – formidlet med krystallinsk klarhed.

To kolliderende oplevelser

Men der er alligevel to kolliderende måder, jeg oplever Robyn på. Jeg er ikke benovet over hendes musik eller stemme, men jeg er dybt indtaget af den persona, hun giver os.

Hun er langt fra at være en stor sanger i min verden. Jo, hun rammer da tonerne, men hendes stemme er lille, tynd, skarp. Min æstetiske sans er ikke fornøjet. Mens min anerkendelse af modtager-afsender-forholdet fortæller mig, at det også er en del af hendes appel. At hun heller ikke med sin sangstemme dominerer os. Hun anstrenger sig i stedet for at være blid og åben, helt modsat den amerikanske rapstjerne Cardi B, der piskede os til underkastelse to dage tidligere på samme scene.

Jeg ligger heller ikke i næsegrus beundring over hendes sange, som godt kan have en ferskvandsfornemmelse over sig. Yoghurt naturel. Men jeg anerkender også filosofien om at søge de ligefremme løsninger i sangene. At få dem til at virke selvfølgelige. Og det er ikke en nem kunst, slet ikke. Blot er det en kunst, der er nem at være i stue med.

Og det er her i en pop, der ikke vil fantasmet eller eskapismen, men den emotionelle superrealisme, at hun er blevet en stjerne. Og det er her, at man kan finde hvile og udfrielse uden de store musikalske fordringer. Og det er en honet ambition, som hun og hendes samarbejdspartnere er og har været brillante til at forløse.

Til sidst klinger fredagens finale fint ud med »With Every Heartbeat«. Hun efterlader os med ordene »it hurts with every heartbeat« og et varmt farvel. Men bandet forbliver på scenen og spiller videre. De vældige, varme synth-akkorder masserer folkets danse- og hjertemuskulatur. Giver dem en epilog, så de kan lande blidt og trygt efter euforien.

Det er nok bare ikke så meget en eufori for mig, som for de andre her på Dyrskuepladsen. Jeg kan godt kede mig i musikken, mens andre er revet alle de rigtige steder hen. Og det er de i deres fulde ret til.

Robyn – Orange Scene, fredag.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Robyn er DEN mest overvurderede kunstner nogensinde, og det eksemplificeres tydeligt ved anmelderens udsagn "... Lena Dunham, der har brugt hendes musik to gange ...".

Haha, SÅ er man noget ved muskikken. Man er simpelthen blevet brugt to gange i en sitcom (sorta). SÅ er man noget. Om ikke andet.

Robyn har af en eller anden grund fået folk med på ideen om, at hun er fantastisk. Hvori det fantastiske består, ved ingen - ud over at det selvfølgelig er godt gået at skrive middelmådige sange, der ikke bidrager med musik eller tekst på et højere plan end en hvilken som helst tilfældig popartist i et hvilket som helst årti.

Morten Balling

@Anders Sørensen

Jeg kender ikke specielt meget til Robyn, men du åbner op for et interessant spørgsmål. Kvaliteten eller værdien af kunst siges at kunne vurderes kvantitativt eller kvalitativt. Kvantitativt er der ikke tvivl om at både Robyn og f.eks. Mø rammer noget i mange mennesker. Det gør Taylor Swift tydeligvis også. Ift. den kvalitative vurdering af kunst, den du implicit antyder findes, hvad er det så Robyn mangler? Hvad definerer kvalitet når vi bruger begrebet ifm. kunst? Kan vi adskille kvantitativ værdi og kvalitet.

Når en masse mennesker står med kæresten i hånden foran Orange scene og fælder en tåre sammen til noget tuderock, er det så ikke kunst som har en funktion, og er funktion ikke bedre hvis den er nyttig for mange mennesker?

Hvis en masse mennesker vrider deres kroppe rundt på et dansegulv til noget tissemandsfunk, i håb om at finde en mage til en simuleret paring senere på natten, giver det så samtidig mening at kritisere tissemandsfunken set med kvalitative briller? Kunne kvaliteten måles på hvor mange som får scoret?

Hvad er kunstens rolle i vores samfund? Er pop i betydningen populær noget negativt. Kunne det tænkes at den gode smag kun er et spørgsmål om hvilken klasse i samfundet man tilhører?

Frem for alt: Hvad er det som definerer hvad som er god kunst, sådan helt kvalitativt?

Anders Sørensen

@Morten Balling, den kvalitative vurdering af kunst står jeg selv for, fordi kunstnerisk kvalitet ikke er objektivt målbar. Hvis man skal vurdere musikere objektivt må det blive på parametre som "synger de rent", har de en pr definition "god" stemme eller lignende. Robyn gør ikke og har ikke, men det er så heller ikke vigtigt. Man kan sagtens være en vigtig kunstner uden at leve op til normative krav for, hvad god musik er.

Problemet består i, at det, Robyn gør,ingen betydning har. Ingen bliver inspireret af Robyn. Hun er kedelig, midtsøgende og leflende i farvandet midt mellem kritikere og publikum. Og hun har formået at ramme begge, hvilket er endnu værre.

Morten Balling

@Anders Sørensen

Subjektivt er jeg ikke uenig i din vurdering af Robyn, men jeg er ikke nødvendigvis enig i at "Ingen bliver inspireret af Robyn". Jeg læste lidt op på hende tidligere idag og studsede bla. over nogle af titlerne på hendes sange. Jeg ved ikke hvad sangen "Call your girlfriend" handler om, men bare titlen satte en associationsrække igang i mig. Det gør titlen "Dancing on My Own" også.

Når jeg hører tATu synge Morrissey's "How soon is now", så ved jeg dybest set godt at det alt sammen bare var et kommerciel stunt, men jeg hører også stemmen fra en teenager synge:

There's a club if you'd like to go you
Could meet somebody who really loves you
So you go, and you stand on your own and
You leave on your own and you go home,
And you cry and you want to die.

På en eller anden måde rører det noget dybt i mig, og i mange andre. Kommercielt eller ej.

Anders Sørensen

@Morten Balling, Dancing on my own gør intet for mig. Eller andre, der ikke er forført af massepsykosens ulidelige lethed. Den kunne være et medlem af melodigrandprix anno nårsomhelst uden at vinde, uden at tabe, uden at gøre noget. Det er en tilfældig sang.

Eksempelvis Zeigeist har meget mere at byde på end Robyn. De bevæger sig i cirka samme genre, lyder lidt som The Knife, men hey. Stadig bedre end Robyn, objektivt.

https://www.youtube.com/watch?v=DSfIkCYVdNw

Morten Balling

@Anders Sørensen

Sangen " Dancing on my own" siger heller ikke mig noget, kun titlen og den er ikke særligt original. Til gengæld er der den markante forskel på Zeitgeist sangen og Robyn's, at Robyn's er set 171 gange mere. Hvis man kan vurdere kunst kvantitativt vinder Robyn.

"Stadig bedre end Robyn, objektivt."

Det er lige præcis det objektive jeg opponerer imod. Hvis du vil påstå at noget kunst objektivt er bedre end andet, så er du nødt til at kunne opstille en definition af "god kunst", og jeg tror vi er enige om at det ikke altid er et spørgsmål om at kunne synge rent, eller på en speciel måde. F.eks. er der mange som er vilde med Dylan, og næsten ligeså mange mener det er stor kunst, men manden er ikke i besiddelse af nogen "god" sangstemme. Det har Tom Waits heller ikke. Det har Mariah Carey derimod, men med få undtagelser (én) er hendes musik til at brække sig over, hvis min subjektive mening giver mening.

Bedømmelse af kunst er subjektiv, og det er helt fint. Kunstens "opgave" er bla. at vække følelser i beskueren, og det er formentlig godt at vi ikke alle har antenner som kun kan modtage de samme frekvenser. Når jeg derimod oplever at nogen prøver at adskille god fra dårlig kunst og mener man kan gøre det objektivt, så er jeg nødt til at spørge hvordan man objektivt vurderer kunstens kvalitet.

Subjektivt har jeg et godt øje til Lana Del Rey, og jeg er også ret vild med en del af hendes sange, selvom nogle af mine musikalske venner vrænger på næsen. Det opfatter jeg som stort set ligegyldigt. Det er mine ører :)