Rohinton Mistry skriver om korruption og drømme i 1970’ernes voldsomme Indien

Rohinton Mistrys roman A Fine Balance fra 1995 er indrammet af to begivenheder fra premierminister Indira Gandhis regeringsperiode.

Prologen finder sted i sommeren 1975, den dag premierministeren indfører en national undtagelsestilstand, The Emergency, som midlertidigt suspenderer en række basale menneskerettigheder.

Epilogen, 600 sider senere, springer frem til 1984, kort tid efter at Indira Gandhi er blevet myrdet af to af sine egne livvagter.

Den mellemliggende roman udspiller sig over et års tid og handler om livet for en håndfuld almindelige mennesker i politisk voldsomme tider.

Indira Gandhi nævnes ikke ved navn i Mistrys roman, hun kaldes bare »the Prime Minister«, men det er tydeligt, at romanen bygger på historiske begivenheder.

Undtagelsestilstanden er et ekstremt kapitel i Indiens nyere historie, hvor censur, fængsling af politiske modstandere og tortur blev hverdag under regeringens arbejde mod en økonomisk 20-punktsplan.

Især to politiske programmer fra denne periode spiller en central rolle i Mistrys roman: Beautification-programmet, som skulle udrydde slummen i den enorme nation, og Family Planning, som skulle afhjælpe problemet med den øgede befolkningsvækst – i praksis ved at tvangssterilisere millioner af indere fra de fattigste samfundsklasser.

Tre fremmede mænd

Midt i denne kaotiske tid møder vi fire personer fra forskellige hjørner af det indiske samfund.

Dina Dalal er 42 år gammel og enke. Hun bor i en ikke navngivet storby ved havet og lever af at sy tøj for et eksportfirma. Hun kommer fra en velhavende familie og arbejder ihærdigt på at opretholde sin selvstændighed.

Efter først farens og siden hendes ægtemands død er hendes primære mål at undgå at måtte flytte tilbage til sin undertrykkende bror og hans familie.

Til hendes beskedne lejlighed ankommer en dag tre fremmede mænd.

Den ene er den følsomme unge student Maneck Kohlah, som lejer et værelse hos Dina, mens han studerer refrigeration and air-conditioning på universitetet. Han kommer fra bjergene i nord, hvor hans far ejer en købmandsbutik. Ligesom Dina, er han parsi, en befolkningsminoritet i Indien.

De to andre er Ishvar Darji og hans 17-årige nevø Omprakash Darji, eller ’Om’, som er rejst fra land til by for at søge arbejde. Som chamaar-folk tilhører de en af de ’urørlige’ kaster, men har gjort oprør mod deres forudbestemte læderarbejde ved at uddanne sig til skræddere.

Samtlige personer introduceres igennem deres slægtshistorie, sådan at Mistrys roman også dækker den historiske periode omkring landets selvstændighed i 1947 og opdelingen af Indien og Pakistan:

»A foreigner drew a magic line on a map and called it the new border; it became a river of blood upon the earth.«

Romanen dækker i store træk de første tre fjerdedele af det 20. århundrede. Hvert årti har sin egen blodige fortælling om hinduer og muslimer, hinduer og sikher, nord og syd, land og by. Derfor går der også næsten 200 sider, før den sidste af romanens hovedpersoner, Maneck, gør sin entré.

Mest grusom er historien om Darji-familien, der som del af en af de laveste kaster i deres landsby, har levet uden rettigheder i generationer. En skygge, der falder på en person af højere rang, eller et barn, som kommer for tæt på landsbyens brønd, kan betyde liv og død for en hel familie.

Afgørende undtagelsestilstand

Ingen af de fire hovedpersoner er synderligt interesserede i politik.

»Government problems – games played by people in power. I doesn’t affect ordinary people like us,« siges det tidligt i romanen.

Alligevel kommer undtagelsestilstanden til at blive afgørende for deres liv og fremtid. Nye love vedtages hurtigere, end nogen kan nå at følge med, og et opgør med langsomt bureaukrati fører til korruption på alle niveauer.

Når Ishvar og Om efter at have levet på gaden endelig får et sted at bo i et frygteligt slumkvarter, kommer de en dag hjem fra arbejde til et bulldozed område.

Regeringen har gjort flere tusinder hjemløse på en eftermiddag og dermed opfyldt deres mål om at udrydde slummen.

Dina lever med en konstant frygt for at blive smidt ud af sin lejlighed og finder midlertidig beskyttelse da den lokale ’Beggarmaster’ – ham, der organiserer og samler penge ind fra tiggerne i byen – påtager sig at beskytte hendes lejemål mod god betaling.

På universitetet er Maneck vidne til, hvordan politiske modstandere og medlemmer af studenterorganisationer forsvinder og senere dukker op som mystiske dødsfald.

Skæve eksistenser

Man skulle måske ikke tro det ud fra beskrivelserne ovenfor, men A Fine Balance er en fryd at læse. Mistry skriver med humor, for eksempel når hele slumkvarteret samles i busser og køres til en politisk tale, hvor alt går galt for premierministeren med den ikoniske hvide hårstribe.

Den absurde politiske situation udstilles som klodset og grinagtig, samtidig med at den har tragiske konsekvenser for virkelige mennesker.

Skæbnens ironi tilvejebringes i romanen, når der ikke er andre måder at lade de svage sejre over de stærke på.

A Fine Balance er befolket med skæve eksistenser, mennesker, der forsøger at overleve ved diverse småjob – især mod slutningen af romanen er der lige lovligt mange tilfældige møder mellem mennesker, som på magisk vis finder hinanden i millionbyen.

Mistry beskriver sanseligt de kummerlige vilkår: lugten af affald i gaderne, rådnende forbindinger fra tiggernes hænder, afføring og opkast, madboder og de rituelle afbrændinger af lig. Eller lyden af sælgere og raslebøsser, fødsler i slummen, barnelatter, monsunregn og trafik.

Samtidig har den ambitiøse roman masser af plads til det, der gør det muligt at læse 600 sider om menneskelig modgang: forelskelser og venskaber, eller noget så banalt som to teenagedrenges glimt af en kvindekrop gennem omklædningsrummets forhæng.

To metaforer

Romanen er medrivende, og den er godt skrevet, om end det ordrige og personificerende sprog nogle steder fører til ret omstændelige beskrivelser. En tissetrængende mand lader vandet med »the reluctance of an overfull bladder«; en læbestift, som ikke har været brugt i mange år, »poked up its head reluctantly as she rotated the blade«.

To metaforer, som går igen i løbet af romanen, er skakbrættet, som Maneck får af en medstuderende, og kludetæppet (patchwork), som Dina i løbet af romanen sætter sammen af overskydende stof fra skræddernes arbejde.

»God is a giant quiltmaker,« siger en af personerne bittert – livet er sat sammen af både gode og dårlige stykker.

Og så er der selvfølgelig det store balance sheet ved regnskabets time: titlens henvisning til den tilfældige, minimale forskel mellem dem, der klarer sig, og dem, der ikke gør, spørgsmålet om retfærdighed og om fordelingen af tilværelsens goder og onder, når alt gøres op.

I sidste ende er de fire personer i Mistrys roman er ikke styret af skæbnen, men af en undertrykkende politik skabt af andre mennesker.

Det er en umage forsamling, der mødes i den egenrådige Dina Dalals lejlighed for at bo og arbejde. Når fordommene efter en tid langsomt begynder at fortage sig, ender de fire som en lille lykkelig provisorisk familie i deres eget hjem.

Men idyllen varer aldrig længe i det indiske samfund, som Mistry illustrerer. Det er smertefuldt at følge en håndfuld udsatte mennesker over så mange sider, se dem kæmpe, heppe på dem, når det en overgang ser lyst ud, og i sidste ende være vidne til deres uundgåelige fald.

Især Maneck har svært ved at indfinde sig i den nye verden. For at overleve, må de alle som én acceptere forandring – men betyder det også, at de må acceptere forandringer til det værre?

For hvert skridt, Mistrys personer tager fremad, slås de to skridt tilbage. Og det ville også være en slags løgn, hvis alt endte lykkeligt for alle romanens hovedpersoner. For selv om A Fine Balance er en roman om fiktive mennesker, tegner den et billede af alt for virkelige hændelser i stor skala.

Rohinton Mistry: ’A Fine Balance’, 614 sider, 1996, Faber & Faber