Læsetid: 9 min.

Her er seks bøger, vi ikke nåede at anmelde inden sommerferien

Flere bøger nåede ikke at blive anmeldt inden sommerferien. Hermed råder vi bod på seks af forårets forsømmelser
I stedet for at samle reoler og sortere skuffer, ligger jeg nu på sofaen og heler, og hvorfor ikke udnytte situationen til at læse nogle af de bøger, der ikke nåede at blive anmeldt i løbet af foråret? skriver Martin Bastkjær.

I stedet for at samle reoler og sortere skuffer, ligger jeg nu på sofaen og heler, og hvorfor ikke udnytte situationen til at læse nogle af de bøger, der ikke nåede at blive anmeldt i løbet af foråret? skriver Martin Bastkjær.

Joel Saget

19. juli 2019

For nylig lavede jeg en liste over sommerens praktiske gøremål. Alt det, jeg ikke lige fik ordnet i foråret, der gik så underligt stærkt. Men bedst som jeg troede, at jeg skulle i gang med dem, blev jeg indlagt og opereret for blindtarmsbetændelse. I stedet for at samle reoler og sortere skuffer, ligger jeg nu på sofaen og heler, og hvorfor ikke udnytte situationen til at læse nogle af de bøger, der ikke nåede at blive anmeldt i løbet af foråret? Bare fordi man er en avis, behøver man jo ikke at være for fin til hængepartier.

Forsømmelse I: ’Lyngtarm’

Nanna Storr-Hansen: ’Lyngtarm’.

En operation er en mærkelig oplevelse. Det at overgive sin krop fuldstændig til andre, så de kan skære i den for at gøre den rask, er på samme tid voldsomt og intimt. Den dobbelthed indfanger Nanna Storr-Hansen fint i digtsamlingen Lyngtarm, hvor jeget bliver opereret for tarmslyng:

»omsorgen […]
denne storm af hænder
som rører
den hagl
af nåle«.

Flere af digtene skildrer en fremmedfølelse, som både kommer af sygdommen og operationen:

»jeg er ikke helt
mig selv
jeg er tektonisk
skyder væk
fra hinanden«.

Lyngtarm kredser om motiver som forholdet mellem det åbne og det lukkede, væsker (vand, urin og gråd), ar og tid. Samlingen spørger, hvad det gør ved kroppen, at den bliver åbnet og lukket igen, samt hvordan det påvirker tidsfornemmelsen at være overladt til hospitalets særlige rum og rytme. Storr-Hansens jeg er rasende over at være underlagt sin krop, over ikke længere at kunne bevæge sig som normalt, men hun er også fuld af kærlighed:

»pendulerer
mellem
tre hjerter
mor
Trine
Duncan«.

Flere af digtene er på blot to-tre linjer, og de allerkorteste er temmelig spinkle. Til gengæld er den vedvarende sammenskrivning af forskellige modsatrettede følelser og bevægelser en stor kvalitet ved samlingen.

Forsømmelse II: ’Afrikas virkelige historie’

Ola Julén: ’Afrikas virkelige historie’.

Afrikas virkelige historie er et efterladt manuskript af den svenske digter Ola Julén. Ligesom debuten Orissa består bogen af banale og pinligt selvudleverende tekster, der ofte kun fylder en enkelt linje. Den skildrer et »alvorligt handicappet menneskes kærlighed«, hvor handicappet primært består i ikke at have fået »den selvfølgelige støtte fra min egen familie /som man behøver / for at udvikles til et normalt menneske«.

I Brasilien har digterjeget forelsket sig i kvinden Jacqueline, som nu ikke vil have noget med ham at gøre. Som en ægte forsmået elsker erklærer han både, at han ikke kan leve uden hende, og at hun ikke er »noget særligt. Der er tusindvis / hundredtusindvis, Jacqueline«. Med Juléns egne ord er det »små onde digte fulde af længsel og ulykke«, og det er faktisk en ganske væmmelig bog. Ikke mindst fordi Julén konsekvent infantiliserer Jacqueline:

»Der skal kun være
en svag duft af sæbe og lille pige
om dig når du ikke har tøj på
elskede elskede skat«.

For mig er Orissa en uudgrundelig bog, fordi det netop er de små sætningers banalitet, der skaber dens bemærkelsesværdige tyngde. Udsagnene er som hugget ud af en stor verdensblok, hvilket får dem til at virke hårdtslående ensomme og desperate. Den slags findes også i den nye bog, som når der bare står:

»Også inde i det varme vand fra hanen i køkkenet
findes der noget jeg ikke kan forstå«.

Orissas knaphed skabte et overskud midt i afmagten, som gjorde skriften intens og fængslende. Teksterne i Afrikas virkelige historie er sorteret alfabetisk efter første ords begyndelsesbogstav, men selv om den er strammere komponeret end forgængeren, virker den mere løs og alt for lang. Alvoren og desperationen siver ud i ubetydelige variationer og svagere sætninger. Afrikas virkelige hjerte skildrer stedvist afmægtigheden godt, men formen trækker indholdet ned i stedet for at løfte det.

Forsømmelse III: ’Lærerindens sang’

Vigdis Hjorth: ’Lærerindens sang’.

Efter de seneste års virak om den glimrende, måske/måske ikke selvbiografiske Arv og miljø er norske Vigdis Hjorth nu klar med en ny roman. Lærerindens sang handler om den midaldrende Lotte Bøk, der underviser i dramatik på en kunsthøjskole. I sin fritid samler hun svampe i skoven eller hjælper sin datter i Australien med at forfatte sobre mails til eksmanden. En dag bliver hun kontaktet af den unge kunstelev Tage Bast. Som afgangsprojekt vil han lave en film, der undersøger forholdet mellem lærernes liv og undervisning.

Lotte takker ja til at medvirke, og herefter ændrer hendes liv sig på en måde, hun ikke havde forestillet sig. Tilstedeværelsen af Tage og hans kamera skaber nemlig et ydre blik på hendes bevægelser, hendes hjem og ikke mindst hendes arbejde. Blikket – alene tanken om det – rokker ved Lottes selvforståelse. For hvad nu, hvis det ikke er hendes elever, der er uengagerede, men hende, der er en dårlig lærer?

Lærerindens sang stiller interessante spørgsmål om, hvordan vi skaber vores selvbillede, og om angsten for at udforske og udfordre det. Men trods det – og gennemgangene af Bertolt Brechts teaterstykker, der virkelig gav mig lyst til selv at læse dem – kommer romanen ikke helt i mål. Vi får et dybdegående kendskab til Lottes tankeverden, men de øvrige karakterer forbliver vage. Særligt Tage er mærkeligt underudviklet. Ideen er god, men Hjorth gør ikke noget overraskende med den. Filmprojektet går lige så galt som forventet, og når der endelig sker noget andet på de sidste 40-50 sider, virker det forhastet.

Forsømmelse IV: ’Alverdens-vandringerne’

Madame Nielsen: ’Alverdens-vandringerne’.

Den 6. maj 2013 gik multikunstneren Madame Nielsen tur i Paris. Anledningen var, at hendes tidligere identitet, Claus Beck-Nielsen, den dag ville være fyldt 50 år. I de efterfølgende år fortsatte fodrejsen gennem byer som Skt. Petersborg og Mexico City, og teksterne herfra er nu samlet i Alverdens-vandringerne. Bogen åbner med en programerklæring om ’Den Kvindelige Rejsende’, hvor Nielsen skriver, at hun i modsætning til de rejsende mænd, som kommer med deres store koloniserende blik og tror, de ved alt i forvejen, vil være nysgerrig og finde »de små nuancer og sprækkerne i hverdagen«.

Enten er bogen et ironisk projekt, jeg ikke forstår, eller også er den et selvmål. Hvis pointen er at skabe et alternativ til de selvoptagede mandlige rejsende, så lykkes det i hvert fald ikke. For med enkelte undtagelser handler rejseteksterne kun om Madame Nielsen selv. Omgivelserne påvirker sproget – teksten fra Berlin er på tysk, og der står både flickan og samhället i den fra Stockholm – men de er stadig underordnet forfatterens jeg. I en boghandel spørger hun efter sin egen roman, og hun beder konstant fremmede om at fotografere sig. Aldrig før har jeg set en rejsebog med så mange billeder af forfatterens ansigt (jeg talte over 75).

Nielsens performative fetichering af sorthed er iøjnefaldende, men kedelig:

Etiopiske løbere er »lysebrune som Toms guldbarrer«, en mand er »sort som undergrundens olie«. Lige så idéforladt er det, når Madame hænger sin hat på hegnet i Auschwitz og foreviger det med kameraet. Helt grundlæggende undrer jeg mig over, hvad formålet med disse rejsetekster er. Hvad vil en passage som

»Madame, den vandrende pincette.
14:34
Strandskade, terne, klyde« for eksempel sin læser?

Problemet er ikke, at Madame Nielsen er neurotisk og koket, for det er hun med overlæg og til perfektion. Problemet er, at disse træk skygger for verden i stedet for at skildre den. I åbningsteksten fremstiller Nielsen sin skrift som et vindue til verden. I resten af bogen viser hun, at den blot er et spejl.

Forsømmelse V: ’Fuglene under himlen’

Karl Ove Knausgård: ’Fuglene under himlen’.

Næsten uanset hvad Karl Ove Knausgård foretager sig, bliver det en nyhed i kulturspalterne. Dette forårs store sensation var, at nordmanden for første gang i flere år har skrevet noget, der kan betegnes som fiktion. Fuglene under himlen danner udgangspunkt for en moderne teateropsætning af Henrik Ibens Peer Gynt, men udgives også som en lille bog med fotografier af engelske Stephen Gill.

Novellen handler om en kvinde, der er flyttet tilbage til sit barndomshjem for at passe sin syge mor. Hendes 20-årige datter kommer på besøg for at få læsero til sine eksamener, men bruger det meste af tiden på at være indesluttet og gå lange ture. Kvinden befinder sig i en mellemposition med moderen til den ene side og datteren til den anden. Hun forsøger at hjælpe dem begge, men formår ikke at leve op til sine egne krav, og da en af dem kommer ud for en ulykke, spidser situationen endnu mere til.

Fortællingen sammenvæves med storladne og grænsende til romantiske naturbeskrivelser:

»Spejlingen fra det lave, rødlige sollys fik det til at se ud, som om fjeldet brændte langs kanten. Holmene der set herfra tilsyneladende lå lige under den stejle fjeldvæg, men som i virkeligheden befandt sig flere hundrede meter fra den, sendte også lyset tilbage, svagt glødende over den blåsorte vandflade.«

Ikke overraskende fylder fugle en hel del i beskrivelserne. Bogens titel henviser til Kierkegaards tekst om, hvad vi kan lære af »Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen«. I stedet for som mennesket at gøre modstand mod verden ved at bekymre sig om for- og fremtid, hengiver fuglen sig til den ved at leve i nuet. Derfor viser den for Knausgårds fortæller vejen ind i Guds rige. Men er det overhovedet muligt for mennesket at give slip på sit eget lille perspektiv?

Det spørgsmål stiller teksten, men den lykkes ikke helt med at kombinere kvindernes liv med Kierkegaards tanker og en tung fuglesymbolik. Alligevel er Fuglene under himlen værd at læse for de fine naturbeskrivelser, samt ikke mindst den særegne stemning af, at noget urovækkende ligger og ulmer under overfladen. Her vil jeg særligt fremhæve fortællerens gamle mor, der næsten ikke har nogen stemme længere, men stadig rummer et stort følelsesliv, som hendes krop kun undtagelsesvist formår at udtrykke. Portrættet af hende var det, der gjorde størst indtryk på mig.

Forsømmelse VI: ’Normale mennesker’

Sally Rooney: ’Normale mennesker’.

Irske Sally Rooney tog den internationale litteraturverden med storm, da hun udgav sin debut Samtale med venner i 2017. Hendes anden roman Normale mennesker blev ikke anmeldt her i Information, men flere af avisens anmeldere anbefalede den som sommerlæsning. Og med rette, for Normale mennesker er en både letflydende og indsigtsfuld pageturner.

Marianne og Connell bor i en lille irsk landsby. Hun er rig, begavet og reserveret, han er intelligent, populær og fra en lavere samfundsklasse. I skolen har de intet med hinanden at gøre, men de mødes da Connell kommer for at hente sin mor, der gør rent i Mariannes hus. Efter en kort affære, som det næsten lykkes dem at holde hemmelig, begynder de begge på Trinity College i Dublin.

Normale mennesker følger Marianne og Connell gennem fire år, hvor de falder ind og ud af hinandens liv. De fester og får nye venner, den ene bliver fyret og må flytte hjem, den anden mister kontakten til sin familie. Selv om de kommer fra forskellige baggrunde, er de begge studerende med alt betalt, og de stipendieprivilegerede teenagere er både selvoptagede og stride. Deres verden er lige så lille og indspist som i Beverly Hills 90210.

Når det alligevel lykkes at undgå de fleste melodramatiske klicheer og gøre bogen vedkommende, skyldes det Rooneys imponerende evne til at skildre menneskelig interaktion. Hun blotlægger de sociale dynamikker, når magtbalancerne i forhold ændrer sig eller folk rutsjer op og ned ad anseelsens rangstige, og hun laver blændende og nedslående portrætter af folk, der har syet sig selv så stramt ind i dårlige adfærdsmønstre, at de ikke længere kan skelnes fra dem. Her er særligt beskrivelsen af Mariannes bror og deres mor virkelig stærk.

Både Marianne og Connell ændrer sig alt efter hvem, de er venner eller kærester med, men de er aldrig mere åbne, end når de er sammen med hinanden. Og det er netop skildringen af deres helt særlige bånd, der bærer romanen. Uden sammenligning i øvrigt tog jeg mig selv i at heppe lige så frustreret på, at de skulle tage sig sammen og få løst deres følelsesmæssige forviklinger, som når jeg læser Jane Austen. Alle generationer har hver deres rodløshed og overfladiske omgangsformer, og med denne bog indfanger Rooney på fornem vis 2010’ernes særlige afarter. Normale mennesker er det foreløbigt bedste bud på SoMe-generationens samtidsroman.

Nanna Storr-Hansen: ’Lyngtarm’. Forlaget Virkelig. 58 sider, 130 kroner

Ola Julén: ’Afrikas virkelige historie’. Oversat af René Jean Jensen. Basilisk, 327 sider, 250 kroner

Vigdis Hjorth: ’Lærerindens sang’. Oversat af Karen Fastrup. Turbine, 218 sider, 300 kroner

Madame Nielsen: ’Alverdens-vandringerne’. Herman & Frudit, 254 sider, 250 kroner

Karl Ove Knausgård: ’Fuglene under himlen’. Oversat af Karen Fastrup. Lindhardt & Ringhof, 78 sider, 130 kroner

Sally Rooney: ’Normale mennesker’. Oversat af Karen Fastrup. Rosinante, 288 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu