Læsetid: 4 min.

Sophie sendte forskruede dystopiske skrig gennem Roskilde-natten

Det blev aldrig så smølfepoppet og avantgardisk aparte, som man kunne have håbet, da den sky popproducer Sophie fredag nat efterlod de ravehungrende fremmødte med abstinenser
6. juli 2019

Det er blevet midnat. Det er så småt begyndt at blive koldt. Og det er ikke, fordi der ligefrem er proppet på pladsen foran Apollo-scenen. Den pletvist sivende røgkanonsrøg dækker den urbane stilladskonstruktion i en blå dis, da et tungt blødt beat sætter i gang.

Så bliver der stile. Demonstrativt. Folk hepper forventningsfuldt. Der er mørkt på scenen. Lige længe nok til at det bliver et statement. Og så ser man hende pludselig som en rank skygge bag pulten i den blå røg. En silhuet iklædt sort, med et hvidt tørklæde svunget om hovedet, så et par lokker fra det karakteristiske rødkrøllede pagehår kan titte frem.

Lyden ulmer, som var vi i maskinrummet under en foruroligende raketaffyring, mens det blødeste glas, man kan forestille sig, smadres med en gummihammer. Det knaser, som har hun sat sig for at kortslutte samtlige af sine elinstallationer med en vandkande. Og der går flere dramatisk underspillede minutter, før en fjern kvindevokalssample nærmer sig.

Er det en undervandselver, der synger sig ind på os, mens Sophie tilsætter de første elektronisk svirpende trommebeats?

På ansigtsindkøb

Sophies udflydende lyde er på samme tid genkendelige og umulige at orientere sig i. Fantasien farer vild i konnotationerne. Lydbølgerne slår store og angstprovokerende ud over os og sender fragmentarisk bizarre stykker af elektronisk vraggods med i kølvandet.

Bag kunstnernavnet gemmer sig en skotsk dj, producer, sangskriver og transkvinde, der har produceret for både Mø og Madonna. Til at skabe sine smidigt forvrængede soniske lydflader, betjener hun en såkaldt monomaskine.

Hun har timet sit sæt til at vare præcis en time og konstrueret det med suspense som skelet. Jeg befinder mig konstant i forventningen af, at lige om lidt, bare et splitsekund ude i fremtiden, vil hun lade galskaben eskalere. Men de skæve og gakkede yderligheder, som hun gik til på de tidlige singler, der udkom samlet som Product i 2015, er i dette live-format fortrængt til periferien.

Derimod spiller hun »Is It Cold In The Water?« og en række andre numre fra debutalbummet Oil of Every Pearl's Un-Insides, der udkom sidste sommer.

Højdepunktet er »Faceshopping«, der rejser det aktuelle eksistentielle spørgsmål: Er de polerede og photoshoppede billeder, vi med moderne teknologi kan skabe af os selv, et mere sandfærdigt billede af, hvem vi i virkeligheden er?

Teksten kunne være et konkretistisk digt om plastikkirurgi:

»My face is the front of shop / My face is the real shop front / My shop is the face I front / I'm real when I shop my face / So you must be the one / That I've seen in my dreams / Come on, touch me / Set my spirit free / Oh, test me / Do you feel what I feel? / Do you see what I see? / Oh, reduce me to nothingness«.

Da den skingert pitchede kvindevokal, hun mixer ind, når til at ytre ønsket om at kunne blive reduceret til intet, får jeg den tanke, at det måske er sådan, hun har det, som hun står der bag sin pult, omringet af dramatisk røde projektørlys. At hun egentlig helst så sig selv retoucheret ud af rampelyset.

For hun virker sky. Og da hun under nummeret »Whole New World« tænder en cigaret, er den lille røde glød i mørket det eneste tegn på, at hun ikke er blevet helt opslugt af det sorte hul, PC-musikken skaber omkring hende.

Mørk hvid støj

Hvis aftenens oplevelse er en pejling om den elektroniske popmusiks fremtid, går vi en dyster tid i møde. Kortvarigt tror jeg, at hun har tænkt sig at sample en bid af Britney Spears »Toxic« ind i en loopet mandestemmepludren, men det udvikler sig i stedet til et forskruet skrig og en maskinpistolssalve af svirpknas og bas, der dundrer af undergang.

Mange af de elementer, der gør Sophies musik til noget spektakulært, har hun ærgerligvis valgt at nedtone. Jeg savner flere af hendes helliumvokaler, flere aparte lydeffekter og noget af den orgasmiske Prince-patos, som hun så ovelegent leverer på »It's Okay To Cry«; et nummer hun til min store ærgrelse ikke synger for os.

Publikum står konstant på tæer for at springe i vejret. Nogle svinger med et lyssværd, mens de spændt venter på at få forløst den danseenergi, som de er kommet med, og som Sophie kun gradvist giver dem mulighed for at udleve. Med mellemrum kaster hun en technoluns ud til de hungrende, der prompte responderer med huj, hop og løftede hænder. Blot for igen at lade de hektiske beats overgå til en mørk hvid støj.

Til slut går stroboskoplyset for alvor i spasmer, og ekstranummeret giver den lille kerne af lyttere, der er blevet tilbage, en afsluttende mulighed for at få dulmet deres rave-abstinenser.

Koncert med SOPHIE fredag den 5. juli på Apollo-scenen på Roskilde Festival.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Tænk at håbe på avantgarde. Ligefrem aparte avantgarde. Så er man cool as fuck. Det er vel dog begrænset, hvor avantgardistisk noget kan være, hvis det håbes på og skydes ned for ikke at leve op til forventningerne.