Læsetid: 6 min.

Med sin stemmes fejlbarlighed demonstrerer Chance The Rapper, at det er nemmere sagt end gjort at gøre det rigtige

Noget varmt og ægteskabeligt er ankommet. Det er Chicagos egen socialpolitisk aktivistiske Chance The Rapper, der har givet os sit debutalbum. Her hylder han familien og filantropien, og det sker i et søgende og musikalsk idérigt sprog. Når det er bedst. Når det er værst, så lyder han sat i det ægteskab, som han ellers – mod den herskende trend – hylder
Chance er nem at elske for sin sociale aktivisme, der måske ikke flytter bjerge, men i hvert fald indgyder håb. Om man kan lide hans musik er en anden snak.

Chance er nem at elske for sin sociale aktivisme, der måske ikke flytter bjerge, men i hvert fald indgyder håb. Om man kan lide hans musik er en anden snak.

Nolis Anderson/Scanpix

30. juli 2019

Alle elsker 26-årige Chancellor Jonathan Bennett, bedre kendt som Chance The Rapper. I hvert fald hvis man er en demokratisk anlagt og lighedsorienteret amerikaner, især hvis man kommer fra hans fødeby Chicago i staten Illinois.

Lutter positive vibes omgiver den unge amerikaner, der ernærer sig som rapper, sanger, producer. Men som også har gjort sig stærkt bemærket for sit socialpolitiske arbejde, der har givet ham øgenavnet Chance The Advocate.

I 2014 startede han en kampagne mod våbenvold i Chicago på Twitter. Det lykkedes ham at stoppe drabene i 42 timer i den voldsplagede hjemby. I 2015 indsamlede han og broren 100.000 dollar til byens folkeskoler.

I april 2016 var han i selskab med andre musikstjerner i audiens hos præsident Obama. Det handlede om My Brother’s Keeper-initiativet, der støtter unge farvede mænds kamp mod racebaseret ulighed. Og i august 2016 startede han SocialWorks, der rejser penge til sociale formål for unge i Chicago.

I marts 2017 mødtes han med Illinois-guvernøren Bruce Rauner i håbet om at skaffe mere støtte til folkeskolerne. Noget som Rauner havde vetoet imod. Det gik ikke, som Chance ønskede, og efter mødet kritiserede han Rauner for at komme med »vage svar«.

»Det er børnene, der er på bordet nu,« sagde han.

»Jeg er her bare, fordi jeg vil have folk til at gøre deres arbejde.«

Altså, gider han ikke alt det politiske bullshit.

I september 2017 kunne han præsentere en fond til Chicagos offentlige skoler på 2,2 millioner dollar, hvoraf han selv og basketballholdet Chicago Bulls havde doneret en million hver.

Middelklassedrengen Chance har det så heller ikke fra fremmede. Hans far var assistent for Obama, da han var senator samt for Chicagos borgmester Harold Washington. Og hans mor har arbejdet for statsadvokaten i Illinois.

Forsøger at gøre det gode

Chance er nem at elske for sin sociale aktivisme, der måske ikke flytter bjerge, men i hvert fald indgyder håb.

Om man kan lide hans musik er en anden snak. Men man skal dog være lavet af en særlig stædig træsort, hvis man er multiresistent over for al hans charme. Hans udfordring af konsensus, hans soulfuldt saliggørende harmonier, hans stilistiske legesyge, hans optimisme.

»We come in peace / But we don’t come in pieces.«

Og hans søgen efter svar. Han noterer sig, at sex sælger, men filosoferer videre dérfra:

»Guess bein’ all alone ain’t so scary no more / Guess our lives ain’t for sharin’ no more.«

Og der er et øjeblik på hans spritnye debutalbum The Big Day, der siger alt om Chance The Rappers humanistiske appeal.

»They go low, we go … hiiiigher,« rapper og synger han på »We Go High.« Og han rækker ubehjælpeligt op i falsetten på »hiiiigher«, så hans stemme brydes op, som var den en gennemtør baguette.

Det er en smuk gestus. For med sin stemmes fejlbarlighed demonstrerer han, at det er nemmere sagt end gjort at gøre det rigtige, det gode. Men i det mindste skal vi forsøge, akkurat som Chance gør – med både stemme og handlinger.

Uafhængig i musikbranchen

The Big Day udkommer helt uafhængig af almindelig musikbranche, og albummets ophavsret tilhører firmaet Chance The Rapper LLC. Det er vigtigt. Her er en mand, der ejer sin kunst helt og holdent. Og fra sin frie position kan han tale frit mod musikindustrien, og det gør han.

»Their boiler rooms look like eight Channing Tatum’s and a Peyton Manning / And they all been married / They celebrate anniversaries and nurseries and try to play Santa / But they don’t sell marriage no more.«

Tillad mig at oversætte. Pladeselskabernes mødelokaler er befolket af hvide (Tatum og Manning er begge hvide stjerner). Og Chance noterer sig, at den hvide bestyrelse består af familiefædre, der fejrer familieidylliske højtider – imens de tjener penge på musik, der hylder det modsatte, sex og utroskab.

Det vil jeg så ikke kalde problematisk i sig selv. Men alligevel er det værd at konstatere, at de lavere samfundslags sønderrevne familier er et tilbagevendende tema hos et væld af amerikanske rappere. Og at det er et tema, som hvide direktører med langt mere socioøkonomisk velfungerende familier tjener masser af penge på. Om ikke andet er det bittert ironisk.

Og det er befriende, at Chance The Rapper besynger det modsatte (men han er så også middelklasse), nemlig ægteskabet.

Han er blevet gift med sin udkårne Kirsten Corley. Og det dyrker han i stor stil på albummet. På coveret ser man hans hånd med vielsesring, og i musikken besynger og berapper han deres forhold.

Men han fortæller også om udfordringer. Som i den periode, hvor hustruen – efter deres første barn – nægtede ham sex grundet vedholdende offentlige rygter om utroskab, som Chance ikke fik dealet ordentligt med. Nu er Corley gravid med parrets andet barn, og der er ro på bagsmækken:

»It’s true, God, this union was for you, God,« lyder det fra Chance.

Det burde være løgn

Verden har ventet længe på debutalbummet The Big Day, der udkom i fredags. Men hans seneste mixtape Coloring Book fra 2016 var egentlig det egentlige debutalbum. Så overbevisende og alt-med-sig-rivende i sin sprudlende optimisme, karnevalske kerneeksplosion og gospelrap-vision.

Ja, The Big Day virker endda mindre helstøbt end Coloring Book. Og heller ikke lige så medrivende og sprudlende, ikke mindst fordi hans gospelvisioner glimrer ved deres fravær.

Vi taler så også om et overvægtigt album med 19 tracks og tre skits fordelt over 77 minutter. Med karakter af disse crowdpleaser-buffeter med varieret indhold i alskens retninger, som streaming-æraen har afstedkommet. Ja, det kan nærmest høres som et bryllupssoundtrack: for mange soul-sjælere, for meget blød fællesnævner.

Men The Big Days bedste numre er til gengæld så fulde af groovekunst, vokal ramasjang og overrumplende ideer, at det burde være løgn. Flere af dem takket være samarbejdspartnere, mest signifikant hvide indiemusikere og sorte rapmestre.

Efterlader os i støvet

Mest behersket, men alligevel fremragende på »Big Fish«, der banker ny melodisk elasticitet, men også soulfuld twang i trap-hiphop-genren i duet med mesteren Gucci Mane.

Og langt mere udfordrende på det helt rørende titelnummer, der er blevet til i samarbejde med Francis and The Lights og tæller hele ti sangskrivere, herunder Bon Iver.

Efter at have forklaret med tørt henført sangstemme, at det her må være den lykkeligste dag i hans liv, så synger han »The only way to survive is to go crazy«.

Og snart synger to stemmer visdomsordene oven i hinanden, en behersket taknemmelig og en skingert desperat. Flere stemninger og følelser på spil på samme tid.

Og så er der det mageløse B-stykke, hvor det ret så enkelt melodiske omkvæd afløses af noget kompliceret vaklende. En saxofon hiver tuberkuløst efter vejret et sted langt ude i et knirkende hjertekammer, mens overraskende akkorder ødelægger den gode stemning på smukkeste vis.

Og så er der en skingert løssluppen hovedperson på »Let’s Go On The Run«, hvor han vil have sin udkårne med på farten. Og, fuuuck, hvor det eksploderer, når han slipper håndbremsen. Take a chance on Chance, når han speeder ud over vidderne inden for ægteskabets rammer!

Her efterlader Chance The Rapper os i støvet fra hans baghjul, mens han andre steder lyder som den, der er på jagt efter trends. Når han leger med hollywoodificeret Afrika-kor/-rytmik. Ja, der er allerede en nostalgi på spil hos ham, på »Do You Remember«, hvilket ikke nødvendigvis er gode nyheder. For her lyder han sat.

Men når han er bedst, så formår han at formidle menneskelig søgen, filantropi og fejlbarlighed – i både ord og musik.

Chance The Rapper: ’The Big Day’ (Chance The Rapper LLC)

Run the Jewels, der består af rapperne Killer Mike og El-P, holder på Run the Jewels 3  håbet forrest og starter pladen med sætningen »I hope (I hope)/ I hope with the highest of hopes«.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu