Læsetid: 4 min.

Thomas Bernhards ’Beton’ er et stærkt portræt af en fortvivlet overspringshandler

Thomas Bernhards bøger holder sig oftest inden for et begrænset antal emner, der udforskes. Sådan er det også i Beton, der netop er blevet oversat til dansk. Den er afgrænset til at handle om en mands tærende lungesygdom og hans foragt for læger. Og det er et stærkt portræt
De seneste år er flere af Thomas Bernhards bøger blevet oversat til dansk. Nyeste skud på stammen er ’Beton’.

De seneste år er flere af Thomas Bernhards bøger blevet oversat til dansk. Nyeste skud på stammen er ’Beton’.

Meller Marcovicz

26. juli 2019

De seneste år har de to små forlag Basilisk og Sisyfos gjort en brav indsats for at gøre østrigske Thomas Bernhards forfatterskab tilgængeligt på dansk.

Både hans mest kendte og hans fem fremragende selvbiografiske romaner er oversat, og nu er der så kommet endnu en roman, Beton fra 1982.

Fortælleren, Rudolf, lider af morbus boeck (sarkoidose), en betændelsessygdom, der svækker hans helbred og går særligt ud over hans lunger.

Han bor alene i sine forældres gamle hus i byen Peiskam. I mindst ti år har Rudolf forsøgt at skrive sit store værk om den tyske komponist Mendelssohn Bartholdy, men trods et omfattende forarbejde er det endnu ikke lykkedes ham at komme i gang.

For det første mangler han stadig den altafgørende åbningssætning, for det andet forhindrer omverdenen ham konstant i at skrive.

Rudolf overvejer, om hans blokering mon skyldes, at den nærliggende papirfabrik forgifter ham, men for det meste retter han skylden mod sin søster.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For mig at se er den bedste tilgang til Bernhards bøger at læse dem som man ville lytte til et stykke musik".

Som supplement vil jeg foreslå opmærksomhed i læsningen ud fra såvel et konceptkunstens som en filosofisk kulturkritiks perspektiv. Et opgør med en romantisk "dyb" sandhedssøgen, som vel når sit højdepunkt hos tænkere som Heidegger og Adorno. Hos ham er der i stedet tale om en tænkning, der har paralleller i tidens postmodernisme, dekonstruktion og poststrukturalisme.

Det forudsætter selvfølgelig som læser, at man forstår sig på tidens kunst og filosofiske ideer.