Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Thomas Bernhards ’Beton’ er et stærkt portræt af en fortvivlet overspringshandler

Thomas Bernhards bøger holder sig oftest inden for et begrænset antal emner, der udforskes. Sådan er det også i Beton, der netop er blevet oversat til dansk. Den er afgrænset til at handle om en mands tærende lungesygdom og hans foragt for læger. Og det er et stærkt portræt
De seneste år er flere af Thomas Bernhards bøger blevet oversat til dansk. Nyeste skud på stammen er ’Beton’.

De seneste år er flere af Thomas Bernhards bøger blevet oversat til dansk. Nyeste skud på stammen er ’Beton’.

Meller Marcovicz

Kultur
26. juli 2019

De seneste år har de to små forlag Basilisk og Sisyfos gjort en brav indsats for at gøre østrigske Thomas Bernhards forfatterskab tilgængeligt på dansk.

Både hans mest kendte og hans fem fremragende selvbiografiske romaner er oversat, og nu er der så kommet endnu en roman, Beton fra 1982.

Fortælleren, Rudolf, lider af morbus boeck (sarkoidose), en betændelsessygdom, der svækker hans helbred og går særligt ud over hans lunger.

Han bor alene i sine forældres gamle hus i byen Peiskam. I mindst ti år har Rudolf forsøgt at skrive sit store værk om den tyske komponist Mendelssohn Bartholdy, men trods et omfattende forarbejde er det endnu ikke lykkedes ham at komme i gang.

For det første mangler han stadig den altafgørende åbningssætning, for det andet forhindrer omverdenen ham konstant i at skrive.

Rudolf overvejer, om hans blokering mon skyldes, at den nærliggende papirfabrik forgifter ham, men for det meste retter han skylden mod sin søster.

Ved romanens begyndelse er hun lige rejst hjem til Wien efter et længere uanmeldt ophold i Peiskam, og som om det ikke var rigeligt, at hendes tilstedeværelse forhindrede Rudolf i at skrive, så hænger hendes nærvær fortsat i huset og gør det umuligt for ham at komme i gang.

Minder om et klaverstykke

Ligesom de fleste andre af Thomas Bernhards bøger er Beton en hidsig monolog med sidelange sætninger, der står som en massiv tekstblok uden afsnitsinddeling.

Thomas Bernhard: ’Beton’

Saxo
Der er sjældent den store fremdrift i værkerne – historien er ofte ganske enkel, til gengæld er der masser af temperament. For mig at se er den bedste tilgang til Bernhards bøger at læse dem som man ville lytte til et stykke musik.

Den lange monolog minder om et klaverstykke, der veksler i intensitet – et generelt højt tempo, men med afsnit, der dvæler lidt mere, og afsnit, hvor der slås hårdt mod tangenterne. Tekstens mange gentagelser kan ses som et melodisk tema, der optræder i næsten umærkelige variationer:

»Men jeg fortrængte denne tanke, jeg fortrængte den, skønt den uafbrudt var der, jeg fortrængte den uafbrudt, fordi den var der uafbrudt«, for nu at tage et meget kort eksempel.

Romanerne kan ses som afgrænsede udforskninger af enkelte motiver – eller måske simpelthen som improvisationer på et klaver med meget få tangenter.

Dette er ikke en kritik, men et udtryk for, at Bernhards bøger tit holder sig inden for et begrænset antal emner; i én bog kan det være at få en lungesygdom og nære en dyb foragt for læger, i en anden kan det være at sidde i en øreklapstol og nære en dyb foragt for en teaterskuespiller – og uanset de øvrige emner er en stor del af foragten ofte forbeholdt Wien eller Salzburg.

Fortællerne har typisk en række kæpheste, de insisterer på at skamride hidsigt, indtil de enten får formuleret sig med gnistrende præcision eller fortaber sig i følelsesudbruddets lurende paradokser.

Det sidste er særligt tydeligt i Beton.

Splittet fortæller

Rudolf er en langt mere splittet person end de fleste af forfatterskabets andre fortællere:

»Jeg havde altid troet, at jeg kun kunne udføre mit åndsarbejde fuldstændig alene, uden noget andet menneske, hvilket nødvendigvis måtte vise sig at være en fejltagelse, men samtidig er det også en fejltagelse at tro, at vi virkelig har brug for et andet menneske; snart har vi for at kunne udføre et åndsarbejde brug for et andet menneske, snart har vi ikke.«

På samme måde er han i tvivl om, hvorvidt han skal blive i Peiskam eller rejse til Mallorca, for sidste gang han tog sådan et styrkende ophold, blev han syg af at komme tilbage til de lavere østrigske temperaturer.

Jo mere, han beretter, jo tydeligere bliver det, at forholdet til søsteren er langt mere kompliceret end først antaget. Udlandsrejsen er hendes forslag, og man forstår, at hun faktisk forsøger at hjælpe ham ud af isolationen og skrivekrisen, men hun afvises af sin skumlende og neurotiske bror.

Rudolf er i højere grad »drevet frem af væmmelse end af nysgerrighed«, som han selv siger, og Beton er da også en vred bog, men den er samtidig et stærkt og grusomt portræt af en person, der mest af alt må betegnes som ulykkelig og fortvivlet.

Bernhard er en mester i citatværdige vredesudbrud. I denne bog er min favorit:

»Hvert enkelt menneske er en virtuos på sit instrument, men tilsammen udgør de en utålelig kakofoni«, samt en længere, urimeligt morsom passage om menneskets forhold til hunde, der blandt andet fører til udsagnet:

»Den såkaldte kærlighed til dyr har allerede lavet så mange ulykker, at vi, hvis vi virkelig tænkte på det med den størst mulige intensitet, øjeblikkeligt ville blive udslettet af forskrækkelse.«

Men der er trods alt ikke lige så mange som i hans andre bøger, og romanen virker i det hele taget mindre intens og lidt mere vævende.

Af den grund er Beton måske ikke den bedste introduktion til forfatterskabet – start i stedet med de fem selvbiografiske romaner – men for dem, der allerede har læst lidt og gerne vil have mere, er der masser at komme efter.

Thomas Bernhard: ’Beton’. Oversat af Søren R. Fauth. Sisyfos, 152 sider, 240 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"For mig at se er den bedste tilgang til Bernhards bøger at læse dem som man ville lytte til et stykke musik".

Som supplement vil jeg foreslå opmærksomhed i læsningen ud fra såvel et konceptkunstens som en filosofisk kulturkritiks perspektiv. Et opgør med en romantisk "dyb" sandhedssøgen, som vel når sit højdepunkt hos tænkere som Heidegger og Adorno. Hos ham er der i stedet tale om en tænkning, der har paralleller i tidens postmodernisme, dekonstruktion og poststrukturalisme.

Det forudsætter selvfølgelig som læser, at man forstår sig på tidens kunst og filosofiske ideer.