Læsetid: 3 min.

De unge dansede vildt for Elton Johns finske idol Alma

Den festglade finne Alma, der lyder som en værtshusslidt version af Adele, havde fra første nummer publikum med sig på Roskildes Apollo Scenen.
Den festglade finne Alma, der lyder som en værtshusslidt version af Adele, havde fra første nummer publikum med sig på Roskildes Apollo Scenen.

Peter Nygaard

7. juli 2019

Der er en scene i dokumentarfilmen MØ for evigt, hvor den danske popstjerne Mø fortæller, at hun er vildt begejstret, fordi den unge finske superstjerne Alma skal varme op til hendes koncert i Helsinki. Mø siger, at hvis Alma nogensinde kommer på turné til Danmark, skal hun nok sørge for at varme op for hende. Og på en måde kan man godt sige, at hun har holdt sit løfte. For da Alma spiller på Apollo Scenen lørdag aften, har Mø to dage tidligere stået på Orange Scene og varmet Roskilde Festivalen op til dans.

Men Møs finske kollega behøver nu ingen opvarmning. Hun klarer som det naturligste i verden at få sine tilhørerre i dansemode. Allerede fra første nummer, »When I Die«, har hun det fyldte forfelt foran scenen med sig. I sangen bedyrer hun, at ingen skal fælde tårer, hvis hun skulle dø i en tidlig alder, som konsekvens af at hun har levet sit liv som en stjerne. Og det er betryggende viden, når nu hun fører sig frem på scenen som netop det: en popstjerne i fuld firspring med selvlysende gulgrøn manke.

Det er ikke kun Mø, der finder Almas festgalde pop attraktivt. Også Elton John har erklæret sig som fan af den 23-årige sangerinde, hvis stemme klinger som Adeles ville gøre, hvis hun havde tilbragt den sidste uge på et værtshus.

For selvom Alma synger gennemtrængende og selvsikkert, er hendes stemme også let raspende. Men det giver den blot lidt kant. Og det matcher det primært helt unge publikum. De skråler med på hendes numre med mindst lige så rustne stemmer efter en lang festival og en hel dags druk.

Festfaser

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at Alma er en festbombe, da hun er nået gennem andet nummer »Karma«. Og hendes ihærdige party-aktivitet bekræftes af den fotokavalkade, der vises på skærmen bag bandet. Det er den ene sort/hvide billeddokumentation efter den næste på, at Alma ikke står tilbage for en god brandert. Hun headbanger gerne eller giver kysmunde til kameraet.

Hendes sange henvender sig direkte til den festglade ungdom. De handler om det vilde natteliv, om at søge kærligheden på byture, blive for fuld og låse sig inde i et værelse med en fyr, man så snart promillerne er ude af blodet, ikke længere har lyst til at være sammen med. Eller som hun selv forklarer det i introduktionen til nummeret »Legends«: Hun synger til folk som hende selv, der går på natklub, brækker sig i en taxa og fucker sine forhold op.

Hun startede sin karriere i den finske pendant til X-Factor. Men selvom det kun blev til en femteplads i den tv-transmitterede sangkonkurrence, førte det alligevel til, at hun to år efter blev signet af Universal Music. De udgav i 2018 hendes debut, en EP med titlen Heavy Rules Mixtape, hvorfra hun spiller de fire numre »Legends«, »Dance For Me«, »Good Vibes« og »Chit Chat«.

Da hun når til »Dance For Me«, som hun har skrevet sammen med Mø, sender hun en hilsen til veninden, som ifølge Alma godt nok ikke har sms’et hende i anledning af hendes landsbesøg, men som stadig er hendes yndlingsperson i Danmark.

Peter Nygaard

Og folk danser for hende, for Mø og med hinanden. Ved min side hopper en pige rundt, hvis sko blinker i forskellige farver, for hver gang hun rammer de brolagte underlag. Det er tydeligt, at publikum lige her og nu kan relatere fuldt ud til Almas tekstunivers. 

Alma er en af de ganske få musikere, der har overvægt af uptempo, dansevenlige, højenergiske sange i sit repertoire. Så det er undtagelsen, der bekræfter hendes heavy rules, da hun i et par minutter skruer ned for tempoet og spiller den inderligt blide popballade »Summer«.

»You told me that I'm crazy, always fucking faded / Wanna change my ways, yeah, out here / Never been the wife type / Always 'bout that nightlife / But I'm about to make it right out here,« synger hun.

At man ikke kan blive ved med at leve det natteliv, som Alma synger om, er der ingen, der bekymrer sig om før i morgen, når festivalen er slut. Her lørdag aften rammer hun plet hos de yngste blandt publikum med sin løsslupne popnumre.

Koncert med Alma lørdag den 6. juli kl. 22:00 på Apollo-scenen på Roskilde Festival.

Serie

Roskilde Festival 2019

Musikken er lige så tilbage- og fremadskuende som altid. Hedonismen har fået nye stoffer og teknologier plus rosévin, men fællesskaberne er stadig i centrum. Informations udsendte medarbejdere gennemtrawler med reportager og kritik Dyrskuepladsen for den vigtigste musik og for festivalkulturer i evig forandring.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu