Læsetid: 5 min.

Våd venus i Vejle Lystbådehavn

Inden for sin genre er ’Cry Me A River’, sommerens vandede særudstilling på Vejle Fjord, helt sikkert en orgiastisk, kuratorisk spurt med et mangfoldigt felt af kunstnere, der desværre har det lidt for kulørt til at sige noget alvorligt om særlig meget
Ceylan Öztrüks bidrag til Cry Me A River består af en sølvfarvet vandcykel svulmende, corny strandfotos af kunsthistoriske Venus-skulpturer reproduceret i dildoform.

Billede og skulptur: Call me Venus, Venus I, Ceylan Öztrük

Ceylan Öztrüks bidrag til Cry Me A River består af en sølvfarvet vandcykel svulmende, corny strandfotos af kunsthistoriske Venus-skulpturer reproduceret i dildoform.

Billede og skulptur: Call me Venus, Venus I, Ceylan Öztrük

2. juli 2019

Det er alletiders spøjse møde – mødet mellem Vejle Lystbådehavn og Vejle Kunstmuseums tilbagevendende satsning udi offentlig kunst ved fjorden, særudstillingskonceptet Floating Art – der i år har titlen Cry Me A River.

Det er nemlig mødet mellem jysk sommerhygge og klimapoetisk, kropspoppet kunst. Det er mødet mellem Vejles juvel, det funktionelle, gennemdesignede fjordområde med nuttede lystbåde og blandt andet Henning Larsens tegnestues lejlighedsbyggeri Bølgen – strømlinet ind i blodfattigheden selv – og så kurator Mette Wollers overdrevne, frivole sammenkog af en hel række tendenser i samtidskunsten til en selvstændig kuratorisk fortælling om vand, ud fra hvilken en jury har udvalgt ni danske og internationale kunstnere til at udstille nye værker ved fjorden.

Jeg indrømmer blankt: Jeg har ikke set Cry Me A River under de bedste betingelser. Det er ikke lykkedes mig at komme til én af de guidede sejlture ud på den underskønne fjord, der helt sikkert giver det bedste indblik i udstillingen.

I stedet ankommer jeg desorienteret til Vejle ved højlys dag, er på vildspor i havneområdet i en evighed, før jeg finder selve lystbådehavnen, hvor værkerne svømmer i fjorden eller befinder sig langs havnepromenaden. Jeg snupper et katalog fra en holder og begiver mig på jagt efter kunsten.

Justin Timberlake-inspiration

I kataloget læser jeg først Mette Wollers kuratoriske fantasi inspireret af Justin Timberlake-hittet Cry Me A River (det er lidt uklart hvorfor Timberlake, men okay, der er en flod i titlen, og det er en god sang) formidlet som referater af tre fiktive science fiction-bøger.

Teksten minder mig lidt om en fan fiction-fortælling – som de internethistorier, hvor Harry Potter bliver kæreste med Bella fra Twilight, har et orgie med Buffy og føder en Hunger Games-kriger, mens han spiser pizza.

I Cry Me A Rivers univers introduceres en flerkønnet udgave af kærlighedsgudinden Venus hentet fra Botticellis berømte maleri. Hun er heltinde i den organiske vandverden Venusmira, opkaldt blandt andet efter en søsnegl, som bebos af transformative kroppe, der kæmper mod de normative efterkommere af indbyggerne på den hedengangne planet jord.

Fortællingen blander vitterligt alt godt fra samtidens store science fiction-inspirerede interesse i tænkning ’på tværs’ af kroppe, af arter, af køn, af økologier og discipliner: plotlinjer fra amerikanske Octavia Butlers romantrilogi Liliths Brood, hvor en sort kvinde overlever jordens udslettelse; den australske filosof Astrida Neimanis’ fantastiske tekst Hydrofeminisme, der taler om vandet som et bindeled mellem alle former for menneskelige og ikkemenneskelige kroppe i et kald for global solidaritet; diverse fantasier om overlevelse/undergang/erindring/migration til imaginære planeter (inklusive lidt spegede ideer om menneskelig selektion), kunsthistorisk kitsch, græsk mytologi.

Jeg fornemmer en stor iver efter at formidle klimakrise (i hvert fald hvid klimapanik, den slags, der har tendens til at glemme, at for utallige befolkninger har udslettelse historisk set allerede fundet sted) og solidaritet gennem en sexet og queer-agtig æstetik (venusdildoer!), der gør op med ’det naturlige’ til det brede publikum, der kommer forbi havneområdet.

Akkurat som i fan fiction-genren er der en ambition om at tilføre køns- og seksualitetsdiversitet til det perfekte mainstreamplot og på den måde at gøre det mere tilgængeligt, også rent sprogligt, som noget, den enkelte kan lege videre med i fantasien – og måske virker det? Jeg håber det! På mig virker konceptet umiddelbart charmerende og kulørt, også alt for kulørt til at sige noget alvorligt eller præcist om særlig meget overhovedet.

Velformidlet lystbådehavnskunst

De deltagende kunstnere, alle spændende navne, har skullet forholde sig til/afholde sig bevidst fra Venusmira-historien, og spørgsmålet er så, hvilke værker det her tendens-mashup tiltrækker? Kunstnere er i hvert fald oppe imod et hårdt benspænd: Genren ’velformidlet (det vil sige didaktisk) lystbådehavnskunst’.

Tag for eksempel det første værk, jeg får øje på. Den svømmer i fjorden, britiske Lewis Teague Wrights falliske kædeledsskulptur i varm orange med sølvpapirshat-erektion, i kataloget formidlet i new age-agtige vendinger om et lys og en undergang. Værket bekræfter mig i min hyppigt tilbagevendende mistro over for kunst i det offentlige rum.

Litauiske Beatričė Mockevičiūtės A Salute to Seabird, en smeltet skelignende spejlfigur på trappetrinene ved Bølgen, gør ligeledes et lidt for ihærdigt forsøg på at ligne samtidskunst.

Sjovere er Mockevičiūtės Seabird, en tynd stålfigur med flimrende skygger halvt gemt i fjordens grå vand. Værkets fantasi om at indfange lys fra Vilnius, efter at menneskeheden er forsvundet og fastholde det abstrakte er pirrende nok.

Tyrkiske Ceylan Öztrüks hollywoodagtige sølvfarvede vandcykel ligger fortøjet ved molen. Da jeg får øje på den, har jeg lyst til at sejle ud og bese værkerne, det er ifølge kataloget intentionen – men båden er låst – ak. Öztrüks andet bidrag til Cry Me A River består af katalogets og plakaternes svulmende, corny strandfotos af kunsthistoriske Venus-skulpturer reproduceret i dildoform. Kvinden som objekt nu som masturbationsredskab i new age-myndiggørelsens navn.

Billede og skulptur: Call me Venus, Venus XXIX. Af Ceylan Öztrük

Norske Marit Benthe Norheim udstiller to hvide, figurative skulpturer med høj symbolik tæt ved promenaden, og hendes datter, Tonje Terese, har skabt et dystert, episk lydværk til.

Hos danske Mie Edelgart er historien mere skør. Det flydende Pattedyr er en blå, ammende søløvevandmoder proppet med runde bryster, der sprøjter løs, inspireret af brystvortemiden Demodex. Måske skulle Edelgart have haft et lille bassin for sig selv?

Hverdagen i vandlivet 

Svenske Tor Jonssons fine lydværk The Reincarnation of MS Marietta kan høres på Floating Arts hjemmeside, og det er rart, at hverdagen endelig får lov til at flyde ind i vandlivet. Jonsson voksede op på fragtskibet Marietta og har skabt en skramlet collage af gamle kassettebåndsoptagelser, hvor stemmer synger vuggeviser eller øver sig i morsekode.

Nogle få værker leder jeg forgæves efter. Især er jeg ærgerlig over at gå glip af den danske mediekunstner Anu Ramdas’ »Parent Body – Sample 10«. Værket bør opleves i tus- eller nattemørke, det er en skulpturel registrering i lys af Ramdas’ krop under meditation.

Jeg finder heller aldrig kinesiske Liu Shiyuans »Floating Event«, en kasse lastet med evigt friske plasticfrugter made in china, der flyder rundt et sted, og er det værk, der kommer tættest på at forholde sig til materielle vilkår og migration frem for at springe direkte til tiden efter katastrofen. Det er en okay tanke, at en yacht sejler forbi, og de én procent om bord undrer sig – i bedste fald over, hvem og hvad der migrerer gennem vores vande.

Hvad Cry Me A River giver én, kommer nok an på, hvilke forventninger man kommer med.

Pointen er jo at brande og forskønne fjordområdet med spiselig kunst og sjove, opbyggelige, ufarlige fortællinger. Inden for sin genre er Cry Me A River helt sikkert en orgiastisk kuratorisk spurt med et mangfoldigt felt af kunstnere.

Med mit vinglas i hånden og udsigt over fjorden fra Restaurant Remouladen prøver jeg at abstrahere fra den voluminøse arkitektur i lystbådehavnen; jeg spotter en tømmerflåde med en gul plasticdims: er den også en muteret krop? Jeg ønsker, at det var nat, og at jeg, kroppen af vand, kunne svømme ud til Edelgarts Pattedyr og gramse sommerligt på den. 

Floating Art: Cry Me A River. Vejle Lystbådehavn. 23. juni-1. september 2019. Guidede sejlture på dansk og engelsk kan opleves 2. juli, 2. august, 14 august og 25 august. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Toft Sørensen
  • Oluf Husted
Bjarne Toft Sørensen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Pointen er jo at brande og forskønne fjordområdet med spiselig kunst og sjove, opbyggelige, ufarlige fortællinger".

Kunstkritik som essayistisk præget miljøskildring på højt niveau. Referencerne undervejs til det design og marketing (reklame) orienterede er velvalgte.

Det er interessant at gøre sig overvejelser over, hvordan man får finansieret en sådant projekt, og bidragyderne er jo nævnt i kataloget.

På sin vis er en sådan særudstilling vel et godt eksempel på, hvad det i store træk drejer sig om, også ved større og økonomisk krævende arrangementer inden for kunstverdenen, både nationalt og internationalt. Selv om det i denne sammenhæng fremgår mere åbenlyst end ellers, og selv om der her ikke er tale om et udstillingsvindue for dyr kunst.

Adspredelse og underholdning for den veletablerede og småborgerlige middelklasse, hvor nogle er mere kunstinteresserede end andre. I den aktuelle sammenhæng behøver man så ikke at være specielt kunstinteresseret for at få noget ud af særudstillingen.