Læsetid: 3 min.

’Åleevangeliet’ er en indsigtsfuld historie om fællesskab og fascination

Trods sine ujævnheder er den svenske forfatter Patrik Svenssons nye bog 'Åleevangeliget' en indsigtsfuld skildring af fællesskab og fascination. Den er også en fortælling om tab – både det, Svensson allerede har mistet - sin far - og det, han frygter at miste, nemlig ålen, der ligesom så mange andre dyr er i fare for at blive udryddet
23. august 2019

En far og hans søn sætter strøm til deres græsplæne. Det vælter op med regnorme, som de syr sammen i en stor klump og smider i vandet. Sådan fanger de først 12 ål og senere 15 mere, og siden fisker de aldrig på den måde igen.

Metoden kaldes at ’tatte’, og det er én af mange ting, man lærer af at læse journalisten Patrik Svenssons Åleevangeliet, som blander personlig beretning med videnskabs- og kulturhistorie.

Bogen beskriver udviklingen fra æg til blankål samt ikke mindst ålens mystiske tilknytning til det nordamerikanske Sargassohav, som er det eneste sted i verden, den gyder. Det tror vi i hvert fald.

For mens han fortæller alt, hvad vi ved om ålen, viser Svensson, at det i lige så høj grad er historien om alt det, vi ikke ved. Selv om videnskaben har beskæftiget sig med ålen siden antikken, er der for eksempel stadig ingen, der har set voksne ål i Sargassohavet.

Patrik Svensson: ’Åleevangeliet’.

Saxo
Svensson fortæller den fascinerende historie om videnskabens forgæves forsøg på at få hold på ålen, lige fra Aristoteles til moderne datasendere.

Det vrimler med interessante oplysninger, også i bogens mange afstikkere. Eksempelvis findes der en udgave af Carl von Linnés taksonomiske hovedværk, hvor han placerede orangutangen i samme slægt som mennesket og »for en tid ophævede den givne grænse mellem menneske og dyr«.

Et morsomt kapitel handler om den unge Sigmund Freuds forsøg på at finde ålens testikler. Ved at citere fra hans breve fremstiller Svensson Freud som den oprindelige incel: Da han ankommer til Trieste for at forske, er kvinderne smukke som gudinder.

Efter hans mislykkede tilnærmelser er de alle sammen »grimme som arvesynden«.

Åleevangeliet er også en bog om maskulinitet. Fiskeriet er en fælles aktivitet for far og søn, som både handler om dannelse og identifikation:

»Jeg efterlignede far, mens han stod tavs en stund og inspicerede vandet, fulgte hans blik og bildte mig ind, at det, han så, også var det, jeg så«.

Efter at ålen har åbnet for et tæt fællesskab, glider de fra hinanden i Svenssons teenageår. Med tiden finder de dog sammen igen ved hjælp af fiskeriet, fordi det er den eneste aktivitet, der kan udligne forskellene mellem dem.

En indsigtsfuld skildring af fællesskab og fascination

Bortset fra miljøforskeren Rachel Carson består Svenssons referencer udelukkende af mænd – Aristoteles, Freud, Günter Grass, Graham Swift – og for mig at se er det også et klassisk maskulint træk, når han gør sin egen historie til selve menneskets historie.

Bestræbelsen på at ophøje spørgsmål og pointer til noget universelt virker dog forceret, og det samme gør den vedvarende sammenkædning af ålen og mennesket i formuleringer som »Det gedulgte i ålen er også det gedulgte i mennesket«.

Her havde det virket langt stærkere, hvis Svensson insisterede på sit personlige perspektiv i stedet for at søge den intellektuelle og universelle rygdækning.

Forfatterens journalistiske baggrund er tydelig. Sproget er sanseligt og klart, og de jordnære eksempler fungerer fint som formidling af blandt andet den sjette masseudryddelse, vi står midt i. Men Svensson har også en vis tendens til at overforklare.

Ålen bliver ikke mere mystisk af, at det igen og igen pointeres, hvor mystisk den er.

Ofte afbrydes fortællingen af baggrundsinfo og levnedsbeskrivelser. I nogle afsnit giver det interessante små oplysninger, i andre bremser det historien, fordi Svensson virker forhippet på at demonstrere sin viden eller grundighed.

Allerede inden udgivelsen i hjemlandet Sverige er Åleevangeliet solgt til oversættelse i 33 lande. Trods sine ujævnheder er den en indsigtsfuld skildring af fællesskab og fascination. Den er også en fortælling om tab – både det, Svensson allerede har mistet (sin far) og det, han frygter at miste (ålen, der ligesom så mange andre dyr er i fare for at blive udryddet).

Åleevangeliet er bedst, når Svensson skriver om viden, der også rummer dunkelhed. Om hygge, der også er uhygge. Om nærhed, der også rummer afstand.

Her forstår jeg hans fascination, selv når jeg ikke deler den, og derfor er jeg også villig til at følge ham så meget desto længere.

I øvrigt er det netop af respekt for den kompleksitet, at far og søn holder op med at ’tatte’ efter to gange. Tanken om ålen, der hægter sig på ormeklumpen og villigt lader sig trække med op, stemmer ikke overens med deres billede af den:

»Den bar sig ikke ad, som vi var vant til. Måske var vi simpelthen kommet den for nær«. Godt nok vil de fange ålen, men de ønsker ikke at få hold på den én gang for alle.

Patrik Svensson: ’Åleevangeliet’. Oversat af Søren Vinterberg. Gads Forlag, 268 sider, 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu