Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Academy of St Martin in the Fields viste sin imponerende alsidighed

Et talstærkt publikum belønnede i Tivoli Academy of St Martin in the Fields fra London med varme og lange bifald. Anført af violinisten Joshua Bell serverede det legendariske kammerorkester, kendt for at sætte musik til bl.a. Milos Formans ‘Amadeus‘, en mættende koncertmenu med gedigne tyske og sanselige amerikanske værker
Kultur
20. august 2019

Tivoli har haft flere fine britiske orkestre på besøg i sommerens løb.

I juni var det Scottish Chamber Orchestra og Oxford Philharmonic Orchestra, og i sidste uge kom det superprofessionelle Academy of St Martin in the Fields, hjemmehørende i London.

De er formodentlig det flittigste af alle kammerorkestre i pladestudiet, og hvis man skulle mene aldrig at have hørt disse englændere, kan man sætte Milos Formans Amadeus i videomaskinen og lytte ekstra opmærksomt. Filmens soundtrack er solgt i seks en halv million eksemplarer.

Tivolis Koncertsal var velbesøgt af et seniorpublikum, som sikkert har levet med orkestret på pladespilleren i de 60 år, det har eksisteret. Nu ville man se musikken!

ASMF blev i et halvt århundrede ledet af grundlæggeren og dirigenten Neville Marriner, og siden 2011 har frontfiguren været den amerikanske stjerneviolinist Joshua Bell, som var med i København.

Det er for så vidt et selvspillende ensemble, det behøver ingen dirigent, derfor styrede Bell begivenhederne som siddende koncertmester og stående solist med øjne i nakken, og det fungerede fortræffeligt.

Programmet bevægede sig frem i tid, fra barok til tango, og opførelserne steg faktisk tilsvarende i kvalitet, uden at det på nogen måde begyndte mindre end godt.

Der var få skygger af historisk informeret opførelsespraksis over Bachs violinkoncert i a-mol, for sådan arbejder dette orkester ikke med barokmusik. Men tilgangen var frisk og flyvende, i bunden med syngende celloer og kontrabasser, i toppen med smukt legato violinspil, en poleret lyd i en strygersymfoni af den unge Mendelssohn.

Der stod ganske vist et cembalo, men det var ikke særlig hørbart, trukket baglæns i ly for de mange strygere.

Schubert i storformat

Springet til Schubert var kolossalt med strygekvartetten i d-mol kaldt Døden og Pigen arrangeret for strygeorkester af Gustav Mahler, subtil og solistisk kammermusik omsat til den store lyd med mange musikere på hver stemme.

Det var spændende at høre det kendte værk på den måde, men det havde også sine problematiske sider, som har en interessant baggrund.

Schubert skrev kvartetten i 1824, angiveligt for at berede vejen til den store symfoni i C-dur (nr. 9), som kom året efter.

Det ved vi fra et brev, han skrev til en ven, men det er langtfra sikkert, at Mahler kendte til brevet.

Han anede formodentligt, at der lå bundet nogle vældige dramatiske kræfter i kvartetten, som kun en stor besætning ville kunne forløse, og så skred han til handling.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er tale om et udskrevet arrangement af kvartetten. Mahler brugte Schuberts trykte partitur til at tilføje anvisninger om dynamik og udtyndinger, ikke en node blev ændret, og celloer og kontrabasser fik samme stemme.

Mahler var særligt optaget af én bestemt sats, den langsomme med variationerne over Schuberts lied Der Tod und das Mädchen. Kun denne sats blev opført ved den eneste opførelse af arrangementet i Mahlers levetid, i 1894 med Hamburg Operaens Orkester, som han var chef for på det tidspunkt.

Først i 1985 fik musikforskeren Donald Mitchell arrangementet i hænde via Mahlers datter, og sammen med komponisten David Matthews færdiggjorde han alle satserne til udgivelse. Og det var den, vi hørte med ASMF.

På den ene side var det fascinerende at høre Schuberts ofte oprørte og grænsesøgende strygekvartet som et symfonisk essay med klanglig vælde og dynamik i stor skala bl.a. i kraft af fire celloer og to kontrabasser. Måske var et lignende klangvolumen, Schubert rumsterede med i sit hoved på et tidspunkt, hvor hans musik generelt udviklede sig eksplosivt.

Således var ASMF og Bell mest overbevisende i førstesatsens originale temaudvikling og tonale rutsjeture og i finalens hæsblæsende dødedans.

På den anden side var det alligevel, som om den store besætning skubbede Schubert et stykke ud i kulissen, og dét mest uheldigt i andensatsen.

Godt nok har Mahler indsat nogle fine klangvirkninger i temapræsentationen, og kontrabasserne havde fået fri, men den uforlignelige andante er i lange stræk skrøbelig, intim kammermusik; det mindede eksempelvis mere om en omtrentlig vellykket gruppeøvelse end om sorgens tyste vingeslag, da otte førstevioliner skulle finde sammen i en overstemme af æteriske udsmykninger.

Piazzollas fire årstider

Anden afdeling blev indledt af en suveræn udgave af Samuel Barbers berømte Adagio, komponistens eget arrangement af en sats fra sin strygekvartet (1936), og et stykke med en kolossal emotionel impact, ofte fremført for at give udtryk for sorg i det offentlige rum.

Dette var ASMF på toppen – smukt, intenst og åndeløst musiceret.

Hvad der derefter lod sig høre, var endnu en bearbejdelse, som programmet nu ikke gav informationer om. Astor Piazzola komponerede fire tangoer under den samlende titel Fire årstider fra Buenos Aires, det skete i årene 1965-70, men oprindeligt var det ikke meningen, at stykkerne skulle hænge sammen. Skrevet til Piazzollas egen tangokvintet indbefattet violin og det harmonikalignende instrument bandonéon.

Næsten 30 år senere, efter Piazzollas død, arrangerede den russiske komponist Leonid Desjatnikov disse tangoer for soloviolin og strygeorkester, ganske gennemgribende, tilmed ved at indføje citater fra Vivaldis De fire årstider.

Hvad der var ægte argentinsk, og hvad der var russisk farvelade, var faktisk ikke helt let at finde ud af på stedet.

Men det var en medrivende opførelse med en ilter Joshua Bell som strålende solist og indpisker. ASMF beherskede hele dette arrangerede tangoapparat med bravour; der var præcise slagtøjseffekter på strengene i sommeren, der var lyrisk schmalz i foråret og et fandenivoldsk dansetrip i efteråret.

Bell introducerede ekstranummeret af den mexicanske komponist Manuel Ponce som en lille vits:

»Til ære for Donald Trump.«

Det gjaldt det smægtende salonstykke Estrellita for soloviolin og hvad der måtte være af akkompagnerende instrumenter, et nummer, som legenden Jascha Heifetz tryllede med for flere generationer siden.

Med Bells glidende portamenti, vovede rubati og det førerløse orkesters hydrauliske styring af de svage styrkegrader blev publikum således omfavnet, kærtegnet og beroliget efter en hidsig tangoopvisning.

Bach, Schubert, Barber og Piazzolla. Academy of St Martin in the Fields og violinisten Joshua Bell. Tivolis Koncertsal 12. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her