Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Om angstens triumf og hvorfor kapitalisme fører til krise

Fordi kapitalismen altid vil skabe ulighed og angst er det afgørende, hvad staten gør, argumenterer ny bog om verdenshistorien fra 1850 til 1914
Kultur
16. august 2019
»Regeringen er ikke løsningen på vores problemer, regeringen er problemet.« erklærede USA’s præsident Ronald Reagan i sin tiltrædelsestale Den 20. januar 1981. Det blev soundtracket til slutningen af det 20. århundrede. »Rul staten tilbage« blev »markedsrevolutionens« mantra anført af Reagan og Margaret Thatcher.

»Regeringen er ikke løsningen på vores problemer, regeringen er problemet.« erklærede USA’s præsident Ronald Reagan i sin tiltrædelsestale Den 20. januar 1981. Det blev soundtracket til slutningen af det 20. århundrede. »Rul staten tilbage« blev »markedsrevolutionens« mantra anført af Reagan og Margaret Thatcher.

MIKE SARGENT

Den 20. januar 1981 erklærede USA’s præsident Ronald Reagan i sin tiltrædelsestale: »Regeringen er ikke løsningen på vores problemer, regeringen er problemet.«

Det blev soundtracket til slutningen af det 20. århundrede. »Rul staten tilbage« blev »markedsrevolutionens« mantra anført af Reagan og Margaret Thatcher.

Men som Donald Sassoon argumenterer i The Anxious Triumph, er forestillingen om, at kapitalistisk økonomi kan trives uden staten det rene vrøvl. Den moderne stat og økonomien er tvillinger, som blev født sammen i det 17. århundrede. Gennem absolutismen og de store 1800-talsrevolutioner voksede deres forhold ind i en stadigt højere grad af gensidig afhængighed.

Dette var især tydeligt i det 19. århundredes nytilkomne nationer som f.eks. Meiji-periodens Japan eller Bismarcks Tyskland. Men det var mindst lige så sandt for ’liberale’ magter som det victorianske Storbritannien.

Præcis hvordan økonomiske og politiske interesser bliver formuleret skifter verden over og afhænger i høj grad af den givne nations plads i den internationale orden. En del af årsagen til, at klassisk liberalisme fik så godt fodfæste i det victorianske Storbritannien var, at Storbritannien rykkede først.

Efter at have skabt en magtfuld kombination af centraliseret statsligt skattesystem og globalt imperium, blev Storbritanniens nationalstatslige apparat først for alvor udviklet i det 20. århundrede sammen med en stærk vision om en national økonomi. Men da det endelig skete, var det, som historikeren David Edgerton for nylig har vist, med brask og bram.

Når nogen siger, at staten skal rulles tilbage, betyder det i virkeligheden, at de vil genforhandle relationen mellem stat og økonomi. Libertarianere – heriblandt nutidens fortalere for kryptovaluta – har lov at drømme. Men den skilsmisse som de fantaserer om, er ikke en utopi men et mareridt. I den udstrækning den situation nogensinde har eksisteret, er det som resultat af et katastrofalt statskollaps, hvis forløb er ubehageligt, brutalt og kort.

Donald Sassoon: ’The Anxious Triumph: A Global History of Capitalism 1860-1914’.

Saxo
Når problemet omkring relationen mellem regering og økonomi ikke desto mindre bliver fremsat igen og igen, er det fordi begge sider af forholdet er præget af spændinger. For at kunne fungere, som Sassoon understreger, har staten behov for politik, og det indebærer kævlende eliter og mere eller mindre mobiliserede masser.

Massepolitik og moderne ideologier, frem for alt nationalisme, har eksplosivt potentiale. Tager man det seriøst nok, så er selve ideen om politik en proces, der involverer kollektive valg, og selvrealisering er antitesen til et økonomisk system, der bygger på forpligtende kontrakter mellem grundlæggende private interesser, der ikke har nogen respekt for den politiske kollektivitet.

Økonomiske fantasier

En lang række liberale, heriblandt vor tids neoliberale, drager den konklusion, at løsningen er at tæmme det politiske: gennem lovgivning, internationale traktater, uafhængige centralbanker og så videre. Den strategi afstedkommer, ikke overraskende, politisk modstand, fra både højre og venstre. Men endnu mere destabiliserende er det faktum, at liberale overordnet set er håbløst urealistiske omkring, hvad der reelt får økonomien til at fungere.

En af disse fantasier, som fejlagtigt tilskrives Adam Smith, var det langstrakte landskab af selvopretholdende markeder. Som Sassoon viser, var der aldrig mange, end ikke i det 19. århundrede, der troede på den. Det 20. århundredes version var den makroøkonomiske idé om, at nationale økonomier kunne styres som maskiner. Det var, som vi ved nu, et nationaløkonomisk statistisk fantasifoster. Målinger som BNP giver os et falsk indtryk af at have fælles interesser i at gøre den samlede kage større.

Heller ikke den utopiske forestilling om ’den usynlige hånd’ eller byggeklodsforestillingen om en national økonomi kan indfange den dynamiske, disruptive og kreative ødelæggelse, som er virkeligheden under den nuværende form for kapitalisme. Denne uforudsigelige kraft skaber konstant ulighed, kriser og en altomfattende angst, som har givet inspiration til titlen på Sassoons bog.

Der har været tider, hvor spændingerne i dette ladede forhold har været effektivt inddæmmet. I midten af det 20. århundrede, hvor velfærdsstaterne var på deres velmagts højde, blev stat og økonomi holdt i fin balance. Tiden før 1945 og fra 1970’erne og frem har været langt mere ustabile.

Sassoons bog taler ind i samtiden ved at minde os om æraen mellem 1850’erne og 1914, hvor spændingerne mellem global kapitalisme og moderne politikformer blev tydelige.

Det var i den moderne politiks, om ikke demokratiets, ungdom – på Gladstone, Disraeli, Lincoln og Bismarcks tid. Det var imperialismens og de tidligere eksperimenter med social sikrings tidsalder. Det var i togforbindelserne, dampskibenes og den global bomuldsindustris æra.

Sassoon tegner et vidtrækkende kort til os, fuld af fascinerende detaljer. Er du nysgerrig på byens fattige i det 19. århundredes Napoli? Vil du vide, hvorfor liberalisme blev hæmmet i Rumænien i slutningen af det 19. århundrede? Så er Sassoon manden, der kan fortælle dig det. Har du nogensinde hørt om byen Elkader, Iowa, grundlagt i 1846? Nej, vel. Det havde jeg heller ikke. Den var, viser det sig, navngivet efter emiren Abd el-Kader, leder af modstanden mod den franske besættelse af Algeriet.

Finurligt genialt

Efterhånden som man bliver kastet rundt mellem skitser og scenarier bliver læsningen af Sassoon en hallucinerende oplevelse. Indsigter bliver lagt frem og siden gentaget, indimellem adskillige gange. Velkendte fakta blandes med forbavsende nye oplysninger. Kronologien hopper rundt, og rammer nogle gange ind i nutiden, for så at bevæge sig tilbage til ikke bare det 19. århundrede, men dybt ned i det 18.

Er der et kunstnerisk design på spil bag denne tilsyneladende forvirring? Er bogens svimlende uorden en måde at spejle sit emne på? Hvis, som Sassoon bemærker, kapitalismen bevæger sig »uden mål og med«, ville det så ikke være misvisende, hvis en historiker skabte for megen orden i fortællingen? Hvis det er logikken, så har Sassoon formidabelt held med sit ærinde. Men af en bog på 758 sider at være, så er resultatet også svimlende, og ikke på den gode måde.

Dem, som ønsker orden, rådes til at gå til Sassoons bog kapitel for kapitel. Spring over indledningen, hvor han utålmodigt afviser at definere kapitalisme, og de første kapitler, i hvilke han bugter sig gennem det 19. århundredes statsdannelser. Fokuser i stedet på hans detaljerige diskussion af den japanske elites rolle i industrialiseringen, eller dyk ned i han klassisk gramscianske læsning af det italienske borgerskabs fald.

Endnu bedre er Sassoons diskussion af, hvordan demokratisk politisk praksis spredte sig før 1914. Spring over det kapitel, der opruller kolonialismens historie som et art mølædt rædselskabinet. Antiimperialisme kan findes i mere overbevisende former andetsteds. Nyd i stedet Sassoons værdiladede behandling af franske og britiske parlamentariske debatter om imperiets rationale.

Eller start nær slutningen, hvor Sassoon i et af sine bedste kapitler beskriver hvordan den store økonomiske nedtur i 1873 igangsatte en bevidsthed om globalisering og skabte en bølge af protektionisme. Han gennemgår den franske debat med stor dygtighed, men er alt for affejende i sin behandling af britisk protektionisme. Det var aldrig »moderne«, oplyser han os friskt, og vifter dermed Joe Chamberlain til side.

Men læs videre derfra og giv dig selv den endelige overraskelse. Pludselig og uden varsel, lige før 1914, stopper Sassoon op. Fra det tidlige 20. århundredes handelskrige springer han ind i nutiden. Efter et stort hop hen over de to første verdenskrige, giver han os et fejende overblik over pro- og antikapitalistisk politik, med nik til både Venezuelas indædte Chavister og Hyman Minsky, 2008-krisens profet.

Det er finurligt genialt. Men det er også et sidespring. En historie om kapitalismens guldalder, der korrekt insisterer på statsmagtens og økonomiens intime forbindelse, men som ikke forholder sig til Første Verdenskrig, bliver uvægerligt nostalgisk. Det er en besynderlig afslutning på en besynderlig bog.

Donald Sassoon: ’The Anxious Triumph: A Global History of Capitalism 1860-1914’, forlaget Allen Lane, 768 sider, 30 GBP

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her