Læsetid: 7 min.

Anmeldelse af Don Juan på Sort/Hvid: Okay, lad os dyrke sex på dametoilettet

Don Juan er død for længst, men hans ånd lever driftigt videre på teatret Sort/Hvid, der i disse dage slår dørene op for en sjældent set kombination af nyfortolket opera, performance og eminent forførelse af publikum. Det er trods skønhedsfejl lidt af en begivenhed
Alle mændene er konsekvent iklædt dametøj og bordelkostumer som kvinderne, og driften, den udadvendte erotiske kraft, er den samme.

Alle mændene er konsekvent iklædt dametøj og bordelkostumer som kvinderne, og driften, den udadvendte erotiske kraft, er den samme.

Emilia Therese

9. august 2019

En næsten overjordisk smuk kvinde har sat sig tæt op ad mig på en bænk, hvor jeg som den artige anmelder, jeg kan være, sidder med en blok og noterer mig indtryk af alt det, jeg ser.

»Skriver du et kærlighedsdigt,« spørger hun kælent og begynder at nusse mig i håret.

Hun har gylden hud, langt mørkt hår og en krop så spinkel og yndefuld, som det næsten ellers kun tilkommer romanheltinder fra franske romaner i 1800-tallet at have.

Hun er alt dét, jeg – en kvinde af lyshåret jysk bondeslægt med kraftig knoglebygning og små tykke fingre, der har gravet kartofler op i århundreder – ikke er, og hun er fuldkommen uimodståelig.

Dertil kommer, at hun taler godt for sig. Hun spørger ind til mig og min kærestes sexliv, og af en eller anden grund, jeg har svært ved at forklare – ud over at det er mig nærmest umuligt at lyve over for denne kvinde på en nærmest løgstrupsk måde (indrømmet, det virker malplaceret at inddrage Løgstrups tanker om løgn og sandhed lige her, Løgstrup havde næppe sex på hjernen, da han formulerede de suveræne livsytringer, men de beskriver faktisk meget godt min situation) – fortæller jeg lidt om det hele og håber på, at det ikke kommer ud.

Emilia Therese

Hun spørger mig, om jeg har dyrket sex med en kvinde før og fortæller lidt om, hvor dejligt det er.

Hun tilbyder mig rundhåndet sin krop og begynder at messe en eller anden form for forførende besværgelse, jeg ikke helt kan høre, fordi der i den verden, jeg er gået ind i, foregår så mange ting, der normalt ikke foregår i min lejlighed; her oser det ikke sindssygt meget af sex, men mere af fyldte poser med lortebleer og bidder fra makrelmadder, man kan glide i.

Lad os dyrke sex

Så jo, når jeg lige at tænke, det er da en glimrende idé, lad os gå ud på dametoilettet og dyrke sex, på en måde er det jo det eneste rigtige at gøre. Faktisk er det vel nærmest oplagt. Og i næsten samme øjeblik kysser kvinden mig – hvorpå hun så vender ryggen til mig på jagt efter et nyt offer. Pludselig husker jeg, hvor jeg egentlig er.

Og hvor er så det? Jo, denne verden findes i øjeblikket på teateret Sort/Hvid, hvor ånden fra den afdøde Don Juan genoplives i en særegen dødsmesse.

Forestillingen Don Juan, som hører under programmet for CPH Opera Festival, er et slags totalteater, hvor en række af de største yngre danske operatalenter og musikere optræder med en nyfortolkning af Mozarts Don Giovanni – foretaget af Mads Brauer fra bandet Efterklang.

Derudover indflettes de to skuespillere Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry (den lokkende skønhed), en sabelsluger, et slangemenneske og en luftakrobat – og så er hele herligheden instrueret af en af Danmarks mest (aner-)kendte instruktører Christian Lollike.

Der er altså ganske meget stjerneglimmer, fyldige ambitioner og store armbevægelser på færde – og det mærker man straks, når man ankommer til Sort/Hvid. Der er ganske enkelt proppet med mennesker både udenfor og i forhallen, og dertil kommer, at publikummet er væsentligt ældre, end hvad man ellers oplever på stedet.

Det må være operaen, der trækker, den klassiske dannelse, tænker jeg først – men måske har det i virkeligheden også noget at gøre med alle de letpåklædte optrædende og erotiske takter. Man ved aldrig med seniorer og pensionister nu om dage. Det skulle ikke undre mig, hvis de tog til frække dødsmesser for at slå sig løs, nu da de efterhånden selv kan leve evigt.

Vellystig inddragelse

Jeg forstår også ret hurtigt, hvorfor stykket tiltrækker så store menneskemængder. Man kunne måske sige det sådan, at denne opsætning af Don Juan overskrider ideen om en forestilling og snarere bliver en begivenhed, man skal forholde sig til, en oplevelse, der skal diskuteres.

Anmeldelser betyder i den sammenhæng ikke så meget, de er inferiøre i forhold til den intensitet og kraft, opsætningen løfter publikum ind i, på samme måde som eksempelvis performancegruppen Signas værker – måske især Saló, der i en gammel villa på Østerbro udforskede perversionens væsen og i døgndrift udøvede volds- og sexorgier med inddragelse fra publikum.

En sådan radikalitet er der i Don Juan slet ikke tale om, men der er tale om en vellystig inddragelse, mindre grænseoverskridelser og nøgen hud, så det skal nok skræmme nogen væk – og lokke tilsvarende mange til.

Opsætningen af Don Juan er opdelt i to akter, som også den oprindelige Don Giovanni er det. Centralt i historien og selve skikkelsen Don Juan ligger et grundlæggende dilemma – eller en diskussion, om man vil – som disse to akter i Lollikes opsætning hver især italesætter.

Første del illuderer primært den sorg, ulykke, angst og vold(-tægt), der ligger i kølvandet på forførerens færden. Her møder vi skyggesiden af Don Juan, forføreren, der – ikke ulig psykopaten i øvrigt – skamløst lyver og charmer sig effektivt til kvindens skød og ubekymret begiver sig videre, når han har knust ikke bare et hjerte, men ofte et helt liv.

Det er den amoral, der her anholdes: Don Juans hensynsløshed over for både mennesker, god opførsel og samfundets institutioner som sådan.

Emilia Therese

På den led passer det også meget smukt, at andet akt tager form som en nærmest celestial dødsmesse, hvor publikum i første omgang ledes ind i et dunkelt rum, hvor de medvirkende som henholdsvis talende og syngende statuer (der skal jo være talende statuer i en ægte Don Juan-opsætning!) leder os ind i operaens vidunder.

For det er det jo! Jeg er ikke noget operamenneske, men I guder, Mozarts Don Giovanni kan jo få enhver sten til at flække.

Ikke mindst, når den åbenbares med det hold, der her er på spil: Det vilde talent Morten Grove Frandsen – den første uddannede kontratenor i Danmark – Clara Thomsen, sopranen Margaux de Valensart, der kan spise trøstechips, mens hun synger opera, flæbende, over Don Juans svigt, og ikke mindst bassen Nicolai Elsberg, der lyder som djævlen, der fra dybet forsøger at synge mareridtsfremkaldende vuggeviser.

Det er virkelig ret fantastisk og ikke mindst passende.

Efter denne første og mere højstemte akt, der lod publikum være i fred, går man så direkte over til anden akt, der med en eufemisme nok kan siges at være mere udadvendt og publikumsinddragende.

Her går vi ind i et ganske andet rum, hvor man konkret kan forsyne sig med alkohol i en bar, imens både operasangere, skuespillere og nu også en sabelsluger, et slangemenneske og en luftakrobat slår sig løs som charmerende Don Juaner.

Forførelsen er begyndt. Mænd og kvinder kærtegnes, komplimenteres, udfordres og fortsætter herfra forestillingen ud, mens opera, monologer, interaktion pludselig opstår og går i sig selv, indtil forestillingen slutter med en slags fælles fest.

Om det må man bare sige, at skuespillerne og operasangerne gør et udtalt imponerende arbejde i deres opmærksomme flirt og samtaler med publikum, der netop ikke rigtig frastøder, men snarere lokker folk – som meningen jo er. Der bliver i den grad udvekslet kindkys, kram og kærlige dansetrin.

Køn i opløsning

Det er klart, at der, når man i dag laver en opsætning med en hvid heteroseksuel forfører som Don Juan, ikke kan undgå at tale ind i #MeToo-debatten. Det formår Lollike dog udmærket at jonglere, synes jeg. Ikke bare fordi opsætningen i kraft af sin første og anden akt både har en mørk skyggeside og en mere hedonistisk erotiserende side, men især fordi kønnene opsætningen igennem er i markant opløsning.

Der er ganske enkelt ikke den store forskel på kvinderne eller mændene.

Alle mændene er konsekvent iklædt dametøj og bordelkostumer som kvinderne, og driften, den udadvendte erotiske kraft, er den samme. På den måde smelter kønnene sammen til en unisexet masse, der har som opgave at frigive en masse seksuel energi, og på den måde undgår Lollike, at det bliver en kamp mellem kønnene.

Emilia Therese

Driften tilhører alle – og forførelsen formidler og praktiserer de medvirkende i Don Juan til topkarakter. De giver publikum en intensiv opmærksomhed – og selv om det kun er for et par minutter, hvor man i den grad bliver set og komplimenteret, er der ikke noget, som vi egoistiske dyr elsker mere.

Det er umuligt at modstå, og det er også med den oplevelse, at jeg går så opløftet fra Don Juan. For nok kunne man sætte spørgsmålstegn ved opsætningens lidt fesne og udramatiske afslutning og spørge, hvorfor det egentlig er strengt nødvendigt med en sabelsluger, et slangemenneske og en luftakrobat (uanset, hvor godt de gør det).

Det tilfører for mig en unødvendig dosis cirkuskulør, hvor forførelsens essens ville have stået klarere for mig uden. Men fred være med det. Det er og bliver en opsætning, man skal se.

’Don Juan’. Samproduktion mellem Sort/Hvid og CPH Opera Festival. Instruktør: Christian Lollike. Sangere, performere, skuespillere: Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux de Valensart, Nicolai Elsberg, Cecilia Gosilla, Ylva Maia Havndrup, Michiel Tange van Leeuwen, Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry. Diverse musikere. Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart. Spiller på Sort/Hvid frem til 17. august.

Der er simpelthen for mange bolde i luften, for mange kulører og for mange krydderier fra hele verden i ’Dark Noon’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu