Fortolkningshistorien for Beethovens symfonier er lang og legendarisk, og engang var det dirigentnavne som Mahler, Weingartner, Walter, Toscanini, Furtwängler, Klemperer, Karajan og Bernstein, der var hæftet på den.
I dag er billedet langt mere sammensat, og det skyldes blandt andet indflydelsen fra den historisk informerede opførelsespraksis med de såkaldte originalinstrumenter.
Beethoven bliver spillet af specialister og generalister, små orkestre og store orkestre, store ånder og ikke så store ånder.
Adam Fischer er en stor ånd og en magisk orkesterleder. Det vidste vi godt fra hans 20 år som chef for DR UnderholdningsOrkestret – fra 2015 Danmarks Underholdningsorkester – med Mozart som omdrejningspunktet. Men med indspilningen af Beethovens symfonier har de nu erobret en højere tinde.
Dirigenten John Eliot Gardiner sagde engang, at han måtte gøre oprør mod fortidens dyrkelse af Beethoven som et mausoleum, og så kom hans omvæltende symfonicyklus med Orchestre Révolutionnaire et Romantique i 1990’erne.
Adam Fischer går endnu mere radikalt til værks med Danmarks Underholdningsorkester. Man kan roligt sige, at de gennemgående undviger de vante løsningsmodeller.
Beethoven taler med en overbevisende nutidighed i deres genskabelse, angiveligt på basis af et teamwork second to none. Fischer siger selv, at han ikke kan komme så langt og så dybt med andre orkestre, uanset hvor prominente de måtte være.
De absolutte symfonier
Mangfoldighed er nøgleordet i denne cyklus, en overrumplende mangfoldighed i klangdannelse, artikulation, dynamik, rytmisk og retorisk fantasi og ikke mindst tempobeherskelse.
Lad os først se på de fire symfonier (1., 2., 4. og 8.) uden et egentligt idémæssigt indhold – med andre ord ’absolutte’ symfonier, som viderefører den wienerklassiske model i sporet af Haydn og Mozart.
Det er påfaldende, hvor kammermusikalsk Fischer behandler disse symfonier, hans instrument har jo også en beskeden størrelse.
Det er, som om han sætter Haydns briller på næsen og morer sig med den symfoniske videnskab, med motivets betydning for helheden, med uventede formuleringer af temaforløb, med instrumentgruppernes saftige konversationer. Men allerede i den Første er Beethoven Beethoven hos Fischer, når det gælder dynamikken.
Den er vældig kontrastrig, ganske særligt med de pludseligt accentuerede sforzandi, som kan virke ganske krasbørstige.
Og så skønhedsoplevelsen i den Andens larghetto. Orkestret synger intenst tilbageholdt, pulsen er bevægelig, retorikken nøje afvejet i diverse afskygninger af legato og staccato, man oplever en næsten visuel dramaturgi i dialogerne mellem de luftige strygere og de bløde blæsere. Som i disse to første symfonier udforsker Beethoven værkets livmoder i den Fjerdes langsomme introduktion.
Det er et gådefuldt tonedigt i sig selv, ingen melodi, kun få motiver, klange og harmonier, som efterhånden føder satsens overordentligt livlige krop. Og hos Fischer begynder det netop som en mystifikation med et blegt lys på en fremmedartet tone, det elegiske Ges, som får betydning senere.
Den muntre Ottende læser han muligvis i et kærligt-ironisk tilbageblik på Beethovens to store forgængere, især Haydn. Det er en med urette overset symfoni, faktisk er den mere avanceret end den fortærskede Syvende. Atter går Fischer til grænsen af det tænkelige med hensyn til artikulation, dynamik og formgivning. For meget af den slags ville blive for grotesk, men han balancerer på en knivsæg.
Eroica, Skæbnen og Pastoralen
Sættets tre store midtersymfonier med en mere eksplicit idéverden nedtoner ikke overraskende den komplekse mytologi, som fortidens gralsvogtere har indhegnet dem med.
Adam Fischer musicerer mere, end han forelæser. Man kan opfatte den Tredje – Eroica – som Beethovens selvterapeutiske proces efter accepten af døvhedens indgriben i hans liv.
Kampen, døden, genopstandelsen og apoteosen kunne være overskrifterne på de fire satser. Og sådan kan man godt høre Fischer. Også i den grad at desperationen er ved at løbe af med ham i førstesatsen. Men det er i finalens variationsrække, man hører den fuldstændig betvingende optimisme, som satte en uendelighedshorisont op for komponistens nye vej.
Den Femte og Sjette – Skæbnen og Pastoralen – er på sæt og vis et tvillingepar, komponeret på samme tid og uropført samtidig. De udtrykker en dobbeltessens af Beethovens tænkning. Den Femtes konfliktzoner og forløsningsekstase står forbundet med samtidens etiske fordringer, den moralske kamp mod lidelsen og individets frisættelse. Den Sjette sætter derefter mennesket i en større sammenhæng, midt i naturen, som det nok kan kultivere, men ikke betvinge. Hør, hvor dynamisk og dialektisk disse to store eposser konfronteres med Adam Fischer.
Måske er Pastoralens andante, ’Scenen ved bækken’, det mest bevægende forløb i hele sættet. Genskabt som en rislende evighedsoplevelse med sordinerede strygere (dæmpere, der giver en fløjlsblød klang), hvad der faktisk ikke er angivet i partituret, men virkningen er magisk.
Spillet med den inderligste følsomhed i disse bestandige udvekslinger af æteriske melodier og fuglekald.
Syveren og Nieren
Man må imponeres af det danske kammerorkester. Det bevæger sig aldrig trægt eller ufokuseret, reaktionerne på styrmandens tegn og gerninger kommer lynsnart og kontrolleret, der er vilje og gejst. Som i de tre hurtige satser i den Syvende, dansens apoteose ifølge Wagner.
Man hører her ting, man ikke har hørt før: fremhævede mellemstemmer, en baslinje forvandlet til en Fafnerdrage, frapperende betoninger, svævende rytmik og provokerende klangfarver.
Men måske er Fischer mest vidtgående i den ikoniske allegretto, den med det første temas gentagne daktyliske rytme i en form, der stiger og falder. Med et væld af små korrektiver til forventningerne befolker han forløbets tematik med karakterer, der ikke før er dukket op.
Helt afgørende er der langt mere smerte, end der er skønhed, mere klarhjernet barok end romantisk gestus.
Også i den Niende – symfonien med Schillers ode til glæden i korfinalen – får man en del at tænke over. Det er et mytologisk værk med en tung bagage.
Man kan forestille sig, at Fischer nærmer sig symfonien med det 21. århundredes ører, og måske sådan som den stokdøve Beethoven selv hørte den og de samtidige gale strygekvartetter inden i sig selv.
Derfor står førstesatsens endeløse skalaer, brudte akkorder og knappe motiver så krystalklart, én lang dramatisk fødselsproces i tårnhøje bølgebevægelser, der så at sige nedkommer med scherzoen, den næste sats, som forløber helt modsat: relativt roligt, afmålt og elegant pointeret. Og strømmer adagioen med de uendelige melodier, ja, strømmer livsaligt fra strygere til blæsere, uden pres, uden patos, uden vibrato.
Men efter alt dette nye er det en skuffelse at opleve en finale, hvor de vokale kræfter hænger bagefter det fremragende orkester. Solisterne fremstår som et ujævnt team, dog med kontratenoren som et overraskende positivt valg i altpartiet, og DR’s kor lyder ikke rigtig som sig selv, undertiden i en sær ubalance.
Det ville unægteligt have været spændende at høre det sanglige i en mere overbevisende symbiose med det instrumentale.
Dette forbehold får ikke glansen til at gå af Fischer og det danske orkester. I 2020 vil 250-året for Beethovens fødsel blive markeret i alle ender og kanter. Man kan forudse, at denne cyklus vil blive en målestok i den stormflod af opførelser og udgivelser, der uvægerligt vil ramme os næste år.
Beethovens symfonier. Danmarks Underholdningsorkester. Dirigeret af Adam Fischer. Sara Swietlicki (sopran), Morten Grove Frandsen (kontratenor), Ilker Arcayürek (tenor), Lars Møller (baryton). DR Koncertkoret. Naxos. Boks med 5 cd’er.
