Læsetid: 4 min.

Bon Iver er stadig på jagt efter skønheden i mislyden

Bon Ivers fjerde album, ’i,i’, flyder over med digital støj og elektroniske restprodukter, mens frontmand Justin Vernon i klagende falset deler ud af sit hjemlands sorger
’i,i’ er en slags folktronica med digressioner ind i både soul og gospel, mens der bliver skruet og trykket på alle knapper, der kan få lyden til at lyde alt andet end ordnet og akustisk.

’i,i’ er en slags folktronica med digressioner ind i både soul og gospel, mens der bliver skruet og trykket på alle knapper, der kan få lyden til at lyde alt andet end ordnet og akustisk.

Playground Music

23. august 2019

Jeg har aldrig været dedikeret fan af Bon Iver. Det har i første omgang ikke noget som helst med Bon Iver at gøre. Det er snarere en konsekvens af den ret uheldige refleksreaktion, jeg får, når et album eller et band pludselig bliver helt utrolig populært. For der bor en Louise-modsat i mig, der som en anden skulderdjævel hvisker mig i øret, at hvis alle andre kan lide noget, så kan jeg i hvert fald ikke.

Så når et album bliver hypet helt vildt, hvilket var tilfældet med Bon Ivers debut For Emma, Forever Ago, da det udkom tilbage i slutningen af 00’erne, slår min indbyggede automatvæmmelse til. Også selv om min rationalitet forsøger at fortælle mig, at der sagtens kan være noget om det ofte brugte kvantitetsargument om, at så og så mange mennesker ikke kan tage fejl.

Bon Iver begyndte som et biprodukt af en leverinfektion. Syg med mononukleose søgte Justin Vernon i vinteren 2006 ly i sin fars jagthytte i Eau Claire, Wisconsin. Hen over vinteren indspillede han debutalbummets ni folk-sange, hvis indbyggede ensomhed gav genklang i alverdens indieører.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu