Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bon Iver er stadig på jagt efter skønheden i mislyden

Bon Ivers fjerde album, ’i,i’, flyder over med digital støj og elektroniske restprodukter, mens frontmand Justin Vernon i klagende falset deler ud af sit hjemlands sorger
’i,i’ er en slags folktronica med digressioner ind i både soul og gospel, mens der bliver skruet og trykket på alle knapper, der kan få lyden til at lyde alt andet end ordnet og akustisk.

’i,i’ er en slags folktronica med digressioner ind i både soul og gospel, mens der bliver skruet og trykket på alle knapper, der kan få lyden til at lyde alt andet end ordnet og akustisk.

Playground Music

Kultur
23. august 2019

Jeg har aldrig været dedikeret fan af Bon Iver. Det har i første omgang ikke noget som helst med Bon Iver at gøre. Det er snarere en konsekvens af den ret uheldige refleksreaktion, jeg får, når et album eller et band pludselig bliver helt utrolig populært. For der bor en Louise-modsat i mig, der som en anden skulderdjævel hvisker mig i øret, at hvis alle andre kan lide noget, så kan jeg i hvert fald ikke.

Så når et album bliver hypet helt vildt, hvilket var tilfældet med Bon Ivers debut For Emma, Forever Ago, da det udkom tilbage i slutningen af 00’erne, slår min indbyggede automatvæmmelse til. Også selv om min rationalitet forsøger at fortælle mig, at der sagtens kan være noget om det ofte brugte kvantitetsargument om, at så og så mange mennesker ikke kan tage fejl.

Bon Iver begyndte som et biprodukt af en leverinfektion. Syg med mononukleose søgte Justin Vernon i vinteren 2006 ly i sin fars jagthytte i Eau Claire, Wisconsin. Hen over vinteren indspillede han debutalbummets ni folk-sange, hvis indbyggede ensomhed gav genklang i alverdens indieører.

Årstiden og en tv-serie, han så dér i sin selvvalgte isolation, gav ham ideen til bandnavnet, der er en bevidst fejlstavning af det franske bon hiver, som betyder ’god vinter’.

Ikke et soloprojekt

Bon Iver består primært af den 38-årige singersongwriter og producer Justin Vernon, selv om han ikke selv tænker det som et soloprojekt.

Da Information i 2011 interviewede den følsomme amerikanske multiinstrumentalist i forbindelse med udgivelsen af Bon Ivers andet album, Bon Iver (et album, der sikrede ham to grammyer for henholdsvis bedste nye kunstner og bedste alternative albumudgivelse), sagde han:

»Musikken handler aldrig kun om mig, det er et projekt, du kan give noget af dig selv til, og så får du også noget tilbage. En person er defineret gennem sine omgivelser. Derfor kalder jeg også projektet Bon Iver frem for mit eget navn.«

På det aktuelle fjerde album i,i omgiver Justin Vernon sig med seks andre musikere. Selv spiller han guitar, bas, synthesizer og synger. Derudover er der bidrag fra blandt andre den engelske sanger James Blake, The National-tvillingerne Aaron og Bryce Dessner og Velvet Negroni, der synger en alternativ form for r&b.

Albummet åbner med et klippeklistret tapet af computerlyde og stemmen fra en af Vernons venner, der afspilles i halv hastighed.

I det hele taget myldrer i,i med digital støj, og hvad der umiddelbart virker som elektroniske restprodukter, som Vernon spreder med løs hånd ud over de 11 numre. Det får albummet til at minde om bandets forrige, 22, A Million. Stilen er en slags folktronica med digressioner ind i både soul og gospel, mens der bliver skruet og trykket på alle knapper, der kan få lyden til at lyde alt andet end ordnet og akustisk.

Skønhed i mislyd

Førstesinglen »Hey, Ma« har albummets mest insisterende omkvæd. Det forfølger én, når man har hørt det et par gange. Under Vernons sang svæver et rumklanget backtrack, og det spøger med smølfekorsstemmer. Lidt over halvvejs knækker sangen over i et kaotisk mellemspil, der tvinger diverse instrumenter baglæns gennem en kværn og giver associationer til Ondskabens hotel, kun for at vende tilbage til det luftige melodiske udgangspunkt.

Førstesinglen »Hey, Ma« fra Bon Ivers fjerde album, ’i,i’

»Naeem« åbner med et par soulede akkorder på et klaver, som en klassisk pianist nok ville have krævet stemt. Men det er en del af sangens charme, at bandet leder efter skønhed i mislyd frem for at hige efter de reneste klange. Vernons vokal skifter mellem at være desperat anstrengt og næsten vredladen på versene og en klagende falset på omkvædet, hvor han konstaterer, at han kan høre gråd overalt omkring sig. En konstatering, der gentages af et kor af mærkelige løsrevne og computerfingerede stemmer, inden nummeret slutter med en melankolsk trompetfanfare.

Herefter bliver numrene mere jazzede og forvirrende. Eksempelvis når Michael Lewis overtrutter det næstsidste nummer »Sh’Diah« med sin saxofon. »Sh’Diah« er Vernons måde at forkorte »the shittiest day« på, og titlen referer til den, ifølge Vernon, værste dag i amerikansk historie: Da amerikanerne vågnede op til Donald Trump som præsident.

Vernon har da også for et par uger siden taget offentlig afstand fra den kendte amerikanske rapper, producer og Trump-støtte Kanye West, som han ellers har samarbejdet med tidligere.

Et andet sted har Justin Vernon sagt om Bon Iver, at han ser bandet som en vandhane, han kan tænde og slukke for. Og lytter man til de sidste ord på albummets sidste nummer, »RABi«, kan man godt få den tanke, at de også kan blive Bon Ivers sidste:

»This not a veil or a fairytale in the least
So what of this release?
Some life feels good now, don’t it?
Don't have to have a leaving plan
Nothing’s gonna ease your mind
Well it's all fine and we’re all fine anyway.«

Hvis i,i er de sidste dråber, der kommer til at dryppe fra Bon Iver, er det et fint sted at slutte for et band, jeg har lært at lytte til, men aldrig bliver dedikeret fan af.

Bon Iver: ’i,i’ (Jagjaguwar / Playground Music).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her