Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Britisk tv-serie er en aktivistisk spand isvand i hovedet

’Years and Years’ er en rystende og alligevel troværdig tv-serie, der strækker sig ind i en nær fremtid, hvor vi bliver slået komplet omkuld af en højrepopulistisk flodbølge. Er der håb? Well, se serien til ende
I ’Years and Years’ er Vivienne Rook (Emma Thompson) den mesterlige højrepopulist – nærhvidhåret som Boris Johnson – der forstår, at langt de fleste mennesker ikke kan se længere end til deres næsetip. Eller måske lige ud til hånden, som holder lønsedlen.

I ’Years and Years’ er Vivienne Rook (Emma Thompson) den mesterlige højrepopulist – nærhvidhåret som Boris Johnson – der forstår, at langt de fleste mennesker ikke kan se længere end til deres næsetip. Eller måske lige ud til hånden, som holder lønsedlen.

HBO Nordic

Kultur
16. august 2019

Det er et enkelt, men effektivt greb, som den britiske mini-tv-serie Years and Years betjener sig af. Nærhed, tidslig nærhed.

Den begynder i nutiden og den allernærmeste fremtid. Ja, faktisk er begyndelsen af serien allerede fortid for dig, der begynder at se den nu. Den havde nemlig premiere på BBC i Storbritannien den 14. maj 2019, og dér begynder den.

Der er politisk tv-debat, og parlamentsmedlemmet, løsgængeren og forretningskvinden Vivienne Rook (spillet med svovl og intellekt af Emma Thompson) bliver spurgt, hvad hun mener om, at Israel begrænser elektriciteten til Palæstina til to timer.

»Hvad angår Israel og Palæstina, så er jeg skideligeglad,« svarer hun.

»Jeg vil bare have, at de tømmer min skraldespand en gang om ugen. Og kan folk ikke holde op med at parkere på fortovet?«

Publikum klapper, og hjemme i stuerne ser hele England med. Også i familien Lyons, der sms’er med hinanden og faktisk synes, at Rook er et forfriskende pust. Selv om de godt ved, hun ikke burde sige det, hun siger.

Og så ser Rook mod kameraet, ud på os og siger:

»Nå, nu hører I efter, hvad?«

Klassisk falsksigerske

Det skal jeg love for. Ikke bare fordi hun så skamløst dyrker hyggelig isolationisme og hverdagslig inhumanisme. Men også fordi vi genkender hende.

Vivienne Rook er den mesterlige højrepopulist – nærhvidhåret som Boris Johnson – der forstår, at langt de fleste mennesker ikke kan se længere end til deres næsetip. Eller måske lige ud til hånden, som holder lønsedlen.

Hun er den skamløse manipulator, der så sikkert formår at skabe et dem og et os, og i processen reducerer de nødstedte til en helt anden art end den menneskelige.

Hun indsnævrer næstekærlighedens radius til kun at rumme familien, vennerne og måske naboen – hvis hun altså ikke er indvandrer. Det ses også i den ellers ganske sympatiske og politisk mangefarvede familien Lyons, hvor der først går panik i familien, da deres egne bliver ramt.

Og Vivienne Rook er den klassisk fremmedfjendske falsksigerske, der hævder, at de liberale har monopoliseret en falsk sandhed, når det i virkeligheden er hende og hendes lige, der har patenteret, hvordan virkeligheden ser ud: fordrejet som et sted, hvor de fremmede – om det så er firmaer eller mennesker – er den egentlige trussel mod vores velfærd og sammenhold. 

»Det er jo hele pointen. At vi aldrig må sige sandheden,« vrænger hun på tv.

Da Rook kommer til magten, begynder klapjagten på indvandrere og flygtninge, mens demokratiet langsomt afmonteres, og de dårligere stillede ærkebriter udgrænses.

En teenager vil uploades

Ti minutter inde i Years and Years springer serien fem år frem til 2024. Det sker i en hurtigspoling gennem store begivenheder. Trump bliver genvalgt. Og kineserne bygger en kunstig ø – Hong Sha Dao – med en militærbase i neutralt farvand.

Så er vi i 2024 og kan for alvor fordybe os i familien Lyons liv, hvor alt trods et femårsspring er ved det gamle. Der er den bistre revisorkone Celeste (T’Nia Miller) og hendes godmodige finansmand Stephen Lyons (Rory Kinnear).

Der er Rosie (Ruth Madeley), som sidder i rullestol og falder næsegrus for Vivienne Rook, selv om hun ikke vil være ved det (som så mange højrepopulistiske vælgere). Daniel Lyons (Russell Tovey kendt fra HBO’s Looking) arbejder med genhusning af flygtninge.

Og der er bedstemoren Muriel (Anne Reid), der holder familien sammen. Det er hos hende, de samles og holder traditionerne i hævd.

For livet går jo videre, ikke?

Og der er revisoren og finansmandens datter Bethany (Lydia West), der helt ønsker at forlade sin krop, altså blive uploadet, gjort til et omnipræsent onlinevæsen. Det beskrives ikke som en tosset grille – selv om Bethany er en ægte teenager – men som en reel og interessant mulighed.

Years and Years kerer sig selvfølgelig ikke kun om de euforiske aspekter af teknologien, men også om hvordan den bruges til overvågning, virkelighedsmanipulation, vold og andre antidemokratiske delikatesser.

Men først og fremmest insisterer Years and Years på, at alt er ved det gamle i fremtiden. Vi er stadig passive i 2024, og folk lader sig stadig manipulere af symbolske løfter om nyvunden national stolthed, bedre kår for den indre svinehund og told på alt fremmed.

Efter den første episodes femårsspring, bevæger serien sig et år frem for hver af de resterende fem episoder. År for år strammes grebet om demokratiet, først umærkeligt og så med den totalitære logiks brutalitet.

Der er helte i serien. David Lyons kæmper for at få sin nye ukrainske kæreste, Viktor Goraya (Maxim Baldry), til England. Som homoseksuel må han flygte gennem et Europa, hvor landene falder som dominobrikker til ekstremistiske bevægelser fra både højre og venstre af det politiske spektrum, mest højre.

Og søsteren Edith Lyons, en mystisk og brillant politisk aktivist, står og lyser som seriens handlekraftige håb. Og hun er ikke en rasende indigneret 68’er, hun er et køligt intellekt, der læser sprækkerne i systemet som noget, der kan udvides, så hele balladen ramler.

Dengang politik var kedeligt

For handling skal der til, og som Greta Thunberg siger, så er det ikke nødvendigvis af den lovlige slags. Civil ulydighed og mere end det er på bordet i Years and Years.

Serien halter lidt, fordi familiedynamikken er blevet udstyret med hovedpersoner, som er en smule stereotype – i et åbenbart forsøg på at repræsentere et bredt udsnit af befolkningen.

Tydeligst med Rosie Lyons, der med sine arbejdsklassemanerer virker, som om hun er opvokset i en helt anden familie end i Lyons’ middelklassevelfærd.

Musikalsk er serien nogle gange lidt for hysterisk, andre gange lige tilpas. Og fotografisk er den ikke ophidsende.

Men bliv alligevel hængende, for det er en fin og rørende og så pludselig rystende familiekrønike på futuristisk fast forward.

Og den vil animere til eftertanke, optimalt reaktion. Det er en aktivistisk lussing. En televiseret spand isvand mod passiviteten.

»Vi syntes, politik var kedeligt. Det var tider. Nu er jeg bekymret for alting,« som David Lyons formulerer det.

Ja, det var tider.

’Years and Years’. Instruktion: Simon Cellan Jones og Lisa Mulcahy. Manuskript: Russell T. Davies. Fotografi: Tony Slater Ling og Stephen Murphy. Alle seks episoder kan ses på HBO Nordic.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Ok, tak.

Lise Lotte Rahbek

Pænt skræmmende og virkelighedsnær efter 2 afsnit. :-|

Niels østergård

Ja, de har også en Vermund i England. Håber den danske ender i samme grøft.

Lise Lotte Rahbek

Niels Østergaard
Rook i serien får magt - det ønsker jeg bestemt ikke sker for de danske pendanter. Der er et par stykker.
Men det kan godt være vi bliver nødt til at lette rumpen og forhindre, at det sker.

Niels østergård

Lise Lotte Rahbek,
Ja, Rook får magt, men ender i muddergrøften. (Undskyld at jeg afslører lidt af det videre forløb).
De danske pedanter har vel haft magt(en) de seneste 20 år. Peronificeret af bl. a. Pia K.
Og endnu mangler Mette F. vel egentlig at vise at hun ikke er endnu en dansk pendant.

Lise Lotte Rahbek

AAAaaaaaaahhhh, spoler-alarm. :D :D :D

Lise Lotte Rahbek

*spoiler

Niels østergård

Ja, det er vel den rette betegnelse. Men jeg vil alligevel anbefale at man ser serien til ende.