Læsetid: 4 min.

Essaysamling minder mig om, hvor meget på vildspor jeg var i min opfattelse af Maos Kina

Ved læsningen af Yu Huas essaysamling ’Kina i ti ord’ minder os om, hvad der virkelig skete og sker i Kina. Og den minder mig om, hvor meget på vildspor min generation var i vores opfattelse af Maos Kina
26. august 2019

Jeg er fra en generation, hvor vi boede i kollektiver, der blev kaldt ’folkekommuner’ eller Tusind Blomster eller ligefrem Maos Lyst.

Vi havde ikke noget empirisk kendskab til Maos kulturrevolution, men det forhindrede os ikke i at oversætte det, vi hørte, til vores egen politiske forståelse: Bekæmpelse af autoriteter; professorer og patriarker; forestillingen om, at det var en kulturrevolution, vi var i færd med; troen på, at vi kunne ændre samfundet til et egalitært frihedssamfund uden ledere.

Ved læsningen af Yu Huas essaysamling Kina i ti ord, bliver jeg endnu en gang mindet om, hvor meget på vildspor vi var i vores opfattelse af Maos Kina, men det betød ikke, at det, vi troede om den kinesiske kulturrevolution, ikke blev betydningsfuldt for vores politiske udvikling.

Rødstrømpebevægelsen, som jeg var med til at danne, opfattede vi som en kulturrevolution, der var begyndt, vi dannede grupper, hvor vi ’talked bitterness’ om den undertrykkelse, vi havde følt, og vi forsøgte at skabe et helt nyt samfund – på Femø og i kvindehuse.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pietro Cini
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
Pietro Cini, Steffen Gliese, David Zennaro og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

Hvor har du været de sidste 30 år, siden du først får denne ahaoplevelse nu? der er udgivet den ene biografi efter den anden, hvor f.eks. brutaliteten under "Kulturrevolutionen" beskrives på et personligt plan. Nogen af biografierne er inficeret med liberalistiskt og/eller kristent filter, men mange er absolut læseværdige.

Gustav Alexander

Var der hungersnød og fejlslagen politik i Kina? Ja. Døde mange mennesker? Ja. Kan disse observationer substituere en behandling/kritik af deres politiske projekt samt de filosofiske antagelser, der lå til grund derfor? Nej, det mener jeg ikke.

Jeg ville glædeligt læse en kritik af maoismen, men den får man aldrig i borgerlige værker, der kritiserer Mao eller kulturrevolutionen. Man lader ideologien ligge og lader i stedet dødstallene tale for sig selv - det kan man simpelthen ikke!

Reducerer vi revolutionsdebatten til spørgsmålet om hvem der slog flest ihjel, så ender vi i en reaktionær afvisning af social forandring i sig selv, eller i et fatamorgana om den fredelige omvæltning for kapitalejere giver slip på produktionsmidlerne af sig selv.

Man bør overføre den måde, der snakkes om revolutionerne i Kina og Rusland til måde vi er vant til at forstå den franske revolution. Anvender vi samme moralske præmisser (død og vold er aldrig retfærdiggjort) så ender vi i at afvise den franske Republik til fordel for Monarkiet. Det kan selv borgerlige kommentatorer vel umuligt mene? Her må der vel være en anerkendelse af at de 30.000 der endte i guillotinerne var et værdigt offer for fremtidens demokrati, for monarkiets fald, for ophævelsen af den tredjestandens armod og kummerlighed. Er det ikke en retfærdig og endda nødvendig vold, hvis vi skal kalde os oprigtige humanister?

Jeg vil ikke sidestille Maos politiske betydning med Robespierre. Maos projekt slog fejl - men netop derfor klinger de vante anklager om mord og hungersnød hult. Det er ikke observationer, som man kan bruge til meget andet end en universel fordømmelse af den vold, der kommer med social revolution.

Ville det ikke være mere potent om vi diskuterede Maoismens indhold, dens mål samt hvorfor flere af disse mål slog fejl? Det ville være en mere produktiv kritik i mit perspektiv.

Det er måske nok lidt rigeligt, at sige, det var en hel generation. Vi var altså en hel del (også på venstrefløjen) som absolut ikke var maoister

Finn Jakobsen

Jeg er enig med MH. Også i min erindring står det dog nogenlunde klart, at alt for mange af de dengang antiautoritære venstreorienterede kastede sig i næsegrus beundring for kulturrevolutionen i Kina. Vi mangler stadig at finde løsningen på, at sejrrige revolutionære partier overalt indtil nu er degenereret til bestialske og gennemkorruperede partidiktaturer.

Henrik Brøndum

Mange af mine venner i NRA er ret vilde med Formand Mao: "Magten vokser ud af et geværløb!" vækker f.eks. altid begejstring.

Helle Degnbol

Jeg sætter mig et øjeblik i oversætterens sted. Man har leveret sine 258 sider, var det indsatsen værd? Bogen bliver heldigvis anmeldt i den gode avis Information.

Anmelderen konstaterer sammenfattende: "Man bliver klog på Kina, og det er mere interessant, end jeg først havde forestillet mig".

Ikke nok med det, anmelderen vurderer selve oversættelsen i en afsluttende sætning. Storladenr, dog ikke uden et blik for detaljen, og her sættes oversætteren så sandelig på plads: "Oversættelsen fra kinesisk er langt hen god, men højttaler staves altså med to t’er."

Stiger kunsten, hvis jeg citerer Den Danske Ordbogs tvende opslagsformer, der er altså to muligheder: "højttaler eller højtaler" ?

Man kan studere videre på den slags i Ordbog over det danske Sprog, hvor der foruden i høj(t)taler vises variation i lækkerbiskener som høj(t)agte, høj(t)forlovet, høj(t)travende, uden at jeg skal kunne sige hvorfor eller hvordan helst i de enkelte tilfælde.

Ikke alle på venstrefløjen lod sig forføre af maoismen, men blandt de mange, der gjorde det, finder man fx Ebbe Kløvedal Reich, hvis folkebog om N.F.S. Grundtvig (Frederik,1972) slutter med en henført hyldest til "den store rorgænger" alias Mao ( kap.17 "Det evige liv, s. 353-55).
Den forfløjne duo Grundtvig & Mao inspirerede også kunstnerparret Dea Trier Mørch og Troels Trier. Samme år udsendte de nemlig en tegneserie, hvor Mao Zedong "anses som den den, der kan føre Grundtvigs visioner ud i livet".
Tegneserien blev bragt af Højskolebladet 1972 og er reproduceret i artiklen " Grundtvig , folk og fællesmarked" ved Michael Herslund m. fl. (Se "Konfliktzonen Danmark", red. Sissel Bjerrum Fossat m.fl., 2018,s. 280).
Tegneserien består af to striber, hvoraf den øverste i Dea Trider Mørchs nuttede streg viser en gruppe storsmílende unge kinesere, der alle svinger deres Lille Røde.
Den nederste stribe, tegnet af Troels Trier, viser en tudsegammel Grundtvig, som hæver en knyttet næve og forkynder: "Se det var et jævnt og muntert folk - og virksomt". "Jeg er enig med dig, Mao", fortsætter Grundtvig, der i sidste billede flankeres af den store rorgænger. Begge anfører i kor: "Folket og folket alene er drivkraften i verdenshistorien".

Hvor kom denne Grundtvig-Mao fascination fra?