Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Essaysamling minder mig om, hvor meget på vildspor jeg var i min opfattelse af Maos Kina

Ved læsningen af Yu Huas essaysamling ’Kina i ti ord’ minder os om, hvad der virkelig skete og sker i Kina. Og den minder mig om, hvor meget på vildspor min generation var i vores opfattelse af Maos Kina
Kultur
26. august 2019

Jeg er fra en generation, hvor vi boede i kollektiver, der blev kaldt ’folkekommuner’ eller Tusind Blomster eller ligefrem Maos Lyst.

Vi havde ikke noget empirisk kendskab til Maos kulturrevolution, men det forhindrede os ikke i at oversætte det, vi hørte, til vores egen politiske forståelse: Bekæmpelse af autoriteter; professorer og patriarker; forestillingen om, at det var en kulturrevolution, vi var i færd med; troen på, at vi kunne ændre samfundet til et egalitært frihedssamfund uden ledere.

Ved læsningen af Yu Huas essaysamling Kina i ti ord, bliver jeg endnu en gang mindet om, hvor meget på vildspor vi var i vores opfattelse af Maos Kina, men det betød ikke, at det, vi troede om den kinesiske kulturrevolution, ikke blev betydningsfuldt for vores politiske udvikling.

Rødstrømpebevægelsen, som jeg var med til at danne, opfattede vi som en kulturrevolution, der var begyndt, vi dannede grupper, hvor vi ’talked bitterness’ om den undertrykkelse, vi havde følt, og vi forsøgte at skabe et helt nyt samfund – på Femø og i kvindehuse.

Det ville have forstyrret slemt, hvis vi vidste, hvad der virkelig skete i Kina!

Yu Hua er født i 1960 og voksede op under kulturrevolutionen, og hans beretninger om årene i 1960’erne løber som et gennemgående tema i essaysamlingen.

Om volden, de summariske henrettelser af ’kontrarevolutionære’, de stridende rødgardistgruppers indbyrdes kampe og ofte dødbringende vold. Om Det Store Spring Fremad der endte i landsdækkende hungersnød og en lang række andre tragiske og tragikomiske ting, som han kan berette om i tiden frem til i dag.

Yu Hua har udvalgt ti karakteristiske ord, ’leder’, ’folket’, men også eksempelvis ’læse’, og med dem som stikord giver han et omfattende indblik i, hvad der er gået og går for sig i Riget i Midten.

Yu Huas: 'Kina i 10 ord'

Hans overordnede greb er at sammenligne det politiske, strengt styrede Kina under Mao med det økonomifikserede Kina af i dag.

»Når et samfund ændrer sig drastisk fra en tid med ekstrem undertrykkelse, følger ofte en tid med ekstremt løse normer,« konstaterer han, og beskriver Kina af i dag som et land af anarkister og individualister, men med enorme forskelle.

»På den ene side følger man pligtskyldigst love og regler, på den anden side giver folk pokker i det hele og gør, hvad der passer dem.«

Folk tillader sig de mest udspekulerede skurkestreger. Nogle slipper godt fra det og ryger til tops i samfundet, mens andre går til bunds.

Gamle huse bliver revet ned, mens ingen er hjemme, og familien må acceptere den bolig, der får anvist, mens skyskraberne og forureningen kappes om at dække himlen.

Et eksempel på de enorme forskelle i dagens Kina er, at Kina er gået fra at være stedet, hvor luksusvarerne blev produceret, til at være stedet, hvor de forbruges, bemærker han.

Løgne, mistro og overvågning 

Under kulturrevolutionen var alting fastlagt af staten. Alle kontrollerede alle og angav enhver, der kom under mistanke for ’at gå den kapitalistiske vej’.

En pige i anden klasse var kommet til at folde et billede af Mao, så der fremkom et kors hen over hans ansigt. Hele skolen blev indkaldt til kritikmøde, og pigen græd utrøsteligt, mens hun erkendte sin forbrydelse.

Når den politiske kultur samtidig var strengt hierarkisk, førte det til et system, hvor underordnede lokale embedsmænd forsøgte at indynde sig hos deres overordnede på falske grundlag.

Under Det Store Spring Fremad overdrev de lokale embedsmænd vildt høstudbyttets størrelse, hvilket førte til, at statens andel blev langt større end det faktiske udbytte. Bønderne mistede deres kornrationer, såsæd og foderkorn. Hungersnøden brød ud.

Man fik ingen oplysninger om verden uden for Kina, Yu Hua fortæller, at han som barn kun kendte fire udlændinge, nemlig Marx, Engels, Lenin og Stalin. Han troede ikke, der var flere.

Den tilgængelige litteratur var lige så sparsom, hvorimod husmurene blev tykkere og tykkere af vægplakater. Ingen turde rive en plakat ned, så man klistrede bare de nye ovenpå.

Man kunne læse Maos digte, hans ’lille røde’, som alle gjorde klogt i at bære rundt på, og så var der en forfatter, der hed Lu Xun, hvem et af essayene er viet, og det var det.

Som tyveårig blev Yu Hua udpeget til tandlæge. Man kunne heller ikke selv vælge, hvad man ville være, så den vordende forfatter tilbragte – uden tandlægeuddannelse – en del år med at trække tænder ud. Det var det, behandlingen bestod i.

I dagens Kina kan han fortælle bizarre historier om, hvordan kopier af mobiltelefoner har bredt sig til kopier af snart sagt alt.

Selv har Yu Hua oplevet at læse interview med sig selv, som han aldrig har givet, eller støde på store reklamer, hvor Barack Obama reklamerer for en kinesisk pirattelefon.

Man bliver klog på Kina, og det er mere interessant, end jeg først havde forestillet mig. Yu Hua har en status i Kina, så han kan omtale ting, andre ville være kommet galt af sted med.

Dog har Kina i ti ord, der indledes med massakren på Tiananmen, måttes udgives i Taiwan. Oversættelsen fra kinesisk er langt hen god, men højttaler staves altså med to t’er.

Yu Hua: ’Kina i ti ord’. Oversat af Anne Wedell-Wedellsborg. 258 sider, kr. 249,95,- (vejl.) Klim.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thorkel Hyllested

Hvor har du været de sidste 30 år, siden du først får denne ahaoplevelse nu? der er udgivet den ene biografi efter den anden, hvor f.eks. brutaliteten under "Kulturrevolutionen" beskrives på et personligt plan. Nogen af biografierne er inficeret med liberalistiskt og/eller kristent filter, men mange er absolut læseværdige.

Gustav Alexander

Var der hungersnød og fejlslagen politik i Kina? Ja. Døde mange mennesker? Ja. Kan disse observationer substituere en behandling/kritik af deres politiske projekt samt de filosofiske antagelser, der lå til grund derfor? Nej, det mener jeg ikke.

Jeg ville glædeligt læse en kritik af maoismen, men den får man aldrig i borgerlige værker, der kritiserer Mao eller kulturrevolutionen. Man lader ideologien ligge og lader i stedet dødstallene tale for sig selv - det kan man simpelthen ikke!

Reducerer vi revolutionsdebatten til spørgsmålet om hvem der slog flest ihjel, så ender vi i en reaktionær afvisning af social forandring i sig selv, eller i et fatamorgana om den fredelige omvæltning for kapitalejere giver slip på produktionsmidlerne af sig selv.

Man bør overføre den måde, der snakkes om revolutionerne i Kina og Rusland til måde vi er vant til at forstå den franske revolution. Anvender vi samme moralske præmisser (død og vold er aldrig retfærdiggjort) så ender vi i at afvise den franske Republik til fordel for Monarkiet. Det kan selv borgerlige kommentatorer vel umuligt mene? Her må der vel være en anerkendelse af at de 30.000 der endte i guillotinerne var et værdigt offer for fremtidens demokrati, for monarkiets fald, for ophævelsen af den tredjestandens armod og kummerlighed. Er det ikke en retfærdig og endda nødvendig vold, hvis vi skal kalde os oprigtige humanister?

Jeg vil ikke sidestille Maos politiske betydning med Robespierre. Maos projekt slog fejl - men netop derfor klinger de vante anklager om mord og hungersnød hult. Det er ikke observationer, som man kan bruge til meget andet end en universel fordømmelse af den vold, der kommer med social revolution.

Ville det ikke være mere potent om vi diskuterede Maoismens indhold, dens mål samt hvorfor flere af disse mål slog fejl? Det ville være en mere produktiv kritik i mit perspektiv.

Det er måske nok lidt rigeligt, at sige, det var en hel generation. Vi var altså en hel del (også på venstrefløjen) som absolut ikke var maoister

Finn Jakobsen

Jeg er enig med MH. Også i min erindring står det dog nogenlunde klart, at alt for mange af de dengang antiautoritære venstreorienterede kastede sig i næsegrus beundring for kulturrevolutionen i Kina. Vi mangler stadig at finde løsningen på, at sejrrige revolutionære partier overalt indtil nu er degenereret til bestialske og gennemkorruperede partidiktaturer.

Henrik Bjerre

Mange af mine venner i NRA er ret vilde med Formand Mao: "Magten vokser ud af et geværløb!" vækker f.eks. altid begejstring.

Helle Degnbol

Jeg sætter mig et øjeblik i oversætterens sted. Man har leveret sine 258 sider, var det indsatsen værd? Bogen bliver heldigvis anmeldt i den gode avis Information.

Anmelderen konstaterer sammenfattende: "Man bliver klog på Kina, og det er mere interessant, end jeg først havde forestillet mig".

Ikke nok med det, anmelderen vurderer selve oversættelsen i en afsluttende sætning. Storladenr, dog ikke uden et blik for detaljen, og her sættes oversætteren så sandelig på plads: "Oversættelsen fra kinesisk er langt hen god, men højttaler staves altså med to t’er."

Stiger kunsten, hvis jeg citerer Den Danske Ordbogs tvende opslagsformer, der er altså to muligheder: "højttaler eller højtaler" ?

Man kan studere videre på den slags i Ordbog over det danske Sprog, hvor der foruden i høj(t)taler vises variation i lækkerbiskener som høj(t)agte, høj(t)forlovet, høj(t)travende, uden at jeg skal kunne sige hvorfor eller hvordan helst i de enkelte tilfælde.

Ikke alle på venstrefløjen lod sig forføre af maoismen, men blandt de mange, der gjorde det, finder man fx Ebbe Kløvedal Reich, hvis folkebog om N.F.S. Grundtvig (Frederik,1972) slutter med en henført hyldest til "den store rorgænger" alias Mao ( kap.17 "Det evige liv, s. 353-55).
Den forfløjne duo Grundtvig & Mao inspirerede også kunstnerparret Dea Trier Mørch og Troels Trier. Samme år udsendte de nemlig en tegneserie, hvor Mao Zedong "anses som den den, der kan føre Grundtvigs visioner ud i livet".
Tegneserien blev bragt af Højskolebladet 1972 og er reproduceret i artiklen " Grundtvig , folk og fællesmarked" ved Michael Herslund m. fl. (Se "Konfliktzonen Danmark", red. Sissel Bjerrum Fossat m.fl., 2018,s. 280).
Tegneserien består af to striber, hvoraf den øverste i Dea Trider Mørchs nuttede streg viser en gruppe storsmílende unge kinesere, der alle svinger deres Lille Røde.
Den nederste stribe, tegnet af Troels Trier, viser en tudsegammel Grundtvig, som hæver en knyttet næve og forkynder: "Se det var et jævnt og muntert folk - og virksomt". "Jeg er enig med dig, Mao", fortsætter Grundtvig, der i sidste billede flankeres af den store rorgænger. Begge anfører i kor: "Folket og folket alene er drivkraften i verdenshistorien".

Hvor kom denne Grundtvig-Mao fascination fra?

For en god ordens skyld: I I972, da de lavede tegneserien om Grundtvig og Mao, var Dea T.Mørch og Troels Trier DKP'ere.