Læsetid: 6 min.

Feminint manifest går antifeminismens ærinde

Hvorfor være feminist, når du kan gå spadestikket dybere og være feminin? Birgitte Baadegaard opfordrer i sin bog ’ManiFEST for kvinder’ til skabelsen af den næste bølge i kvindebevægelsen, en bølge, som er feminin i sin essens. Det er en uigennemtænkt opfordring
Birgitte Baadegaard har skrevet bogen ’ManiFEST for kvinder’.

Birgitte Baadegaard har skrevet bogen ’ManiFEST for kvinder’.

Søren Bidstrup

23. august 2019

»Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.«

Sådan skrev Simone de Beauvoir allerede i 1949 i sit hovedværk Det andet køn.

Hun ønskede at vise, at forestillingen om, at kvinden har en særlig kvindelig »kerne«, er både forkert og farlig; den fratager kvinden muligheden for at træde i eksistens, dvs. at bruge sin frihed til at finde ud af, hvad hun går ud på.

Beauvoirs antiessentialisme har længe været udgangspunktet for samtalen i feministiske kredse, ikke mindst takket være Judith Butlers reformulering af den i den moderne klassiker Gender Trouble fra 1990.

Men tanken om, at kvindebevægelsen bør bygge på en idé om en kvindelig essens, synes at overleve ethvert forsøg på udrensning. Den dukker frem med jævne mellemrum og oplever en stigende interesse blandt især yngre kvinder i dag. ManiFEST for kvinder er et udtryk for denne tendens, og derfor er den interessant.

Ifølge Baadegaard skal vi tilbage til ideen om en kvindelig essens, fordi kvinderne ikke har det godt, som det er nu:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Der er ikke noget nyt i ideen om, at kvinder skal finde deres identitet i en ophøjet, mystisk kvindelighed. Men der er en stigende popularitet i at genoverveje denne heteronormative tanke som det bedste grundlag for kvindebevægelsen".

Det svarer til tidens tendenser til, på baggrund af en oplevelse af tomhed og meningsløshed (en form for fremmedgørelse), at søge efter noget autentisk og essens og en længsel efter noget paradisisk, selv om døren til paradis er lukket for længst. I den forstad vil romantikken bare ikke dø.

Måske tager Beauvoir og Butler fejl? Måske er de for ensidige i deres syn på køn? På samme måde som spørgsmålet, om vores personlighed er udtryk for arv eller miljø, heller ikke kan besvares med et enten - eller, men må besvares med et både - og. Måske er et delvist opgør med en postmoderne og post - strukturalistisk tænkning også her på sin plads?

Problemet for mig at se ved en sådan tilgang er desværre også , som man siger, at hvis man "rækker Fanden en lillefinger, så risikerer man, at han at tage hele armen".

Det afgørende må være, hvilke konklusioner og hvilke handlingsanvisninger, der vil kunne gives på baggrund af en sådan indrømmelse, som jeg giver ovenfor?

For mig at se giver det ikke grundlag for en essentialisme - tænkning på dualistisk grundlag, mellem maskulint og feminint, for vi er, i høj grad, begge dele. Der er ikke sådan noget, der "svømmer rundt" inden i os, som er henholdsvis det ene og det andet.

Det må være afgørende at undgå stereotyper og fastlåste roller og en tilbagevenden til noget dybt konservativt og reaktionært.

Det afgørende må være, at vi anstrenger os for at blive mennesker, ikke specifikt maskuline eller feminine, og at vi vælger værdier ud fra det, vi foretrækker som personer, og ikke ud fra det, der ifølge en dualistisk tænkning passer til et bestemt køn.

Måske vil der være en tilbøjelighed til, at henholdsvis mænd og kvinder vil foretrække det, vi typisk forbinder med henholdsvis et maskulint og et feminint syn på verden. Det udelukker dog ikke, at fokus på resultater, handlinger, ejerskab, tænkning, videnskab, proces, væren, samhørighed, følelse og intuition er for alle, og at vi undgår at foretage en opdeling ud fra noget, der har med køn at gøre.

Problemet ved at antage, at henholdsvis mænd og kvinder ifølge deres natur har en tilbøjelighed til at være på en bestemt måde, er at det gennem socialisering og opdragelse risikerer at blive en selvopfyldende profeti.

Således at det sociale aspekt gennem den selvopfyldende profeti i langt højere grad bliver bestemmende for den enkeltes udvikling end forskellene i de biologiske forudsætninger, der har med køn at gøre.

Det afgørende må være, at der er plads til mangfoldighed og ikke at blive fastlåst og begrænset ud fra fordomme og forventninger.

Søren Kristensen

Jeg arbejder i en børnehave, hvor pigerne er piger og drengene er drenge, stort set Pigerne finder ofte sammen i grupper og er mere socialt orienterede end drengene, når de ikke lige er små prinsesser, der skal reddes af drengene. Drengene er optaget af at cykle (det er pigerene også), spille fodbold, ødelægge ting (måske for at se hvad de kan holde til), drille pigerne - eller hinanden og de er i det hele tage mere udfarende og konfliktsøgende. Der er intet der tyder på at børnene ikke er født med disse koder og jeg oplever heller ikke at de bliver "kodet" i vuggestuen. Endelig tror jeg heller ikke det sker i hjemmet i større udstrækning, ud over almindelig hensyntagen til givne normer og traditioner.
Her er hvad jeg tænker: piger fødes som piger, ligesom drenge fødes som drenge. Og det er ikke det samme. Det er egentlig meget simpelt, hvis man bare lige husker at tage højde for afvigere og grænsetilfælde, for de er der også en gang imellem og selvfølgelig skal der også være plads til dem.

@Søren Kristensen
Godt sagt
Men det er Fy at snakke om biologi og tilbøjeligheder. Selv om der er nok i verden der ellers påpeger dette (dyreriget som vi jo ikke tilhører på nogle måde, vise det ellers dette meget tydeligt)

Men ja der SKAL værre plads til dem der er ude for.
dem der ikke passe i vores kasser. Men at vi handler som om biologi ikke spille ind og hormoner ikke har en massiv påvirkeliges af vores adfærd, er for mig meget svært at forstå.

For dyre forsøg med hormoner vise en klar adfærd ændring. Men det hænger nok samme med ideologi og tanken om at vi selv er herre over eget hus og alt er en social konstruktion. Men også at det skabe nogle problemer i den såkaldte ligestilling debat.

Rikke Nielsen

Hvor mange sekunder tror I, at der går før en dreng, der hellere vil lege med dukker, ved, at nu er han en afviger? Og hvor mange sekunder tror I, at der går før denne dreng retter ind ift. de sociale normer? Børn med deres stærke antenner...

Der er forskel imellem at siger til en dreng at han er en afviger på den dårlige måder.
og så omtale at han afviger fra normen.

Men ja jeg er ikke i tvivle om at vi tilpasser os en del efter de sociale normer. Men det ændrer ikke ved at de sociale normer er et udtryk for vores biologiske tilbøjelighed også.

Der SKAL være plads til forskellighed,SKAL
Men at dele ting op i normal og unormal, er den måde vi forholder os til vores omverden på. Så vi ikke skal værre i alarmberedskab heler tiden. Men at vi kun skal scanne efter det unormaler for fare.

Og at vi som menneske er glade for ramme i vores sociale normer, er kun en naturlig ting, Men det har DESVÆRRE den konsekvens at dem der er ude for normen, blive set anderledes på.

For at se ting i stereotyper er en ting. At ikke kunne se ud over dem er en anden ting.