Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Feminint manifest går antifeminismens ærinde

Hvorfor være feminist, når du kan gå spadestikket dybere og være feminin? Birgitte Baadegaard opfordrer i sin bog ’ManiFEST for kvinder’ til skabelsen af den næste bølge i kvindebevægelsen, en bølge, som er feminin i sin essens. Det er en uigennemtænkt opfordring
Birgitte Baadegaard har skrevet bogen ’ManiFEST for kvinder’.

Birgitte Baadegaard har skrevet bogen ’ManiFEST for kvinder’.

Søren Bidstrup

Kultur
23. august 2019

»Man fødes ikke som kvinde, man bliver det.«

Sådan skrev Simone de Beauvoir allerede i 1949 i sit hovedværk Det andet køn.

Hun ønskede at vise, at forestillingen om, at kvinden har en særlig kvindelig »kerne«, er både forkert og farlig; den fratager kvinden muligheden for at træde i eksistens, dvs. at bruge sin frihed til at finde ud af, hvad hun går ud på.

Beauvoirs antiessentialisme har længe været udgangspunktet for samtalen i feministiske kredse, ikke mindst takket være Judith Butlers reformulering af den i den moderne klassiker Gender Trouble fra 1990.

Men tanken om, at kvindebevægelsen bør bygge på en idé om en kvindelig essens, synes at overleve ethvert forsøg på udrensning. Den dukker frem med jævne mellemrum og oplever en stigende interesse blandt især yngre kvinder i dag. ManiFEST for kvinder er et udtryk for denne tendens, og derfor er den interessant.

Ifølge Baadegaard skal vi tilbage til ideen om en kvindelig essens, fordi kvinderne ikke har det godt, som det er nu:

»Smerten er alt for mange kvinders trofaste følgesvend. Vi taler ikke om den og kalder den måske noget andet: frustration, sensitivitet, (over)følsomhed, hysteri, udmattelse, træthed.«

Birgitte Baadegaard: ’ManiFEST for kvinder’.

Saxo
Det er svært at være uenig i, at (også) kvinder oplever fremmedgørelse og smerte, og derfor er dette udgangspunkt for ManiFEST for kvinder sikkert appellerende for mange.

Bogen opstiller en model, man kan spejle sig i igennem indlevelse og identifikation. Jeg føler også smerte, og jeg er kvinde!

Men i stedet for at stoppe op ved den klare tanke, at kvinders træthed og udmattelse i særdeleshed skyldes det urimelige forhold, at de skal performe femininitet og navigere på et arbejdsmarked, der på én gang fortrænger og forudsætter deres reproduktive arbejde, så læser Baadegaard udmattelsen og trætheden som beviser på, at det er kvinders iboende kvindelighed, der lider.

Det er kvindeligheden selv, denne mystiske, evige substans, der er blevet fortrængt i den verden, vi har skabt:

»Da jeg dykkede ned i, hvad verdens grundværdier og grundoverbevisninger egentlig er, gik det op for mig, at alt omkring os er præget af et meget maskulint syn på verden, hvad enten det er på mennesker eller naturen omkring os.«

Det maskuline syn fokuserer ifølge Baadegaard på (ydre) resultater, handlinger, ejerskab, tænkning og videnskab. Det står i modsætning til det feminine syn på verden, der er optaget af proces, væren, samhørighed, følelse og intuition.

Baadegaard understreger, at både verden og det enkelte menneskes harmoni og balance er afhængig af, at begge værdisæt får plads, men katastrofen er, at det maskuline syn på verden har fortrængt kvindeligheden.

Tænkning vægtes højest

Baadegaard henter især forestillinger om psykens indretning fra psykoanalytikeren Carl Gustav Jung, og hun tænker i det hele taget meget ligesom verdens mest berømte jungianer, Jordan B. Peterson.

ManiFEST for kvinder er, ligesom Petersons 12 regler for livet fra 2018, en selvhjælpsbog, der sammenblander religiøs mysticisme, personlige anekdoter, evolutionær biologi og kønnet essentialisme.

Begge tænker de manden som det, der først og fremmest har med logik og tænkning at gøre, kvinden som det, der først og fremmest har med følelser og intuition at gøre. Begge er de overbeviste om, at deres dualisme er mere raffineret end som så, idet de betoner vigtigheden af, at ethvert menneske har lidt af det modsatte køns værdier i sig, og at verden opretholdes ved princippernes ligevægt.

Hvor verdens ubalance ifølge Peterson skyldes, at det kvindelige kaos har overtaget, så skyldes ubalancen ifølge Baadegaard, at mændenes »ultralineære tankegang« har overtaget:

»Du sanser dybt inde, at verdens tilstand, både her i landet og i øvrigt skyldes, at kvinders stemme mangler på kloden. Kvinders tone. Kvinders klangbund. Du ved instinktivt, at det er en sang, der for længe siden gik tabt eller under jorden, og at det er på tide at finde den igen. Til gavn for alt og alle.«

Kvinder skal altså finde tilbage til deres instinktive klangbund, den tone, der adskiller dem fra manden. Men man må spørge: Adskiller kvinden sig egentlig fra manden, når hun udelukkende bliver bestemt i forhold til ham? Synger hun ikke netop den samme gamle sang, når hun først og fremmest er defineret ved det, han ikke er?

Den slående lighed mellem Baadegaards manifest og Petersons 12 regler vidner om, hvordan en ligeværdsfeminisme, der fokuserer på opretholdelsen af kønsforskellen og på ophøjelsen af det særligt kvindelige, altid mimer en patriarkalsk verdensforståelse. Det særligt kvindelige er netop det, manden ikke vil være ved – hvad skulle det ellers være?

Et af de mange problemer ved ligeværdsfeminismen er nemlig, at den ikke er radikal nok. Problemet er ikke kun, at de værdier og egenskaber, vi forbinder med det feminine, er blevet undertrykt, men at den kønnede opdeling af værdier og egenskaber selv er resultatet af en magtkamp mellem kønnene.

Det er hverken kvinder eller guder, der har fundet på, at mænd har mere med tænkning og videnskab at gøre, mens kvinder (og alle andre) har mere med følelse og intuition at gøre. Den opdeling er resultat af en magtkamp, hvor vinderen har vundet retten til at definere sig selv ved alle de egenskaber, kulturen vægter højest.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i vores kultur fortsat vægter tænkningen højest, og at alt det, vi forbinder med kvindens natur: Menstruation, hormoner, evnen til at få børn osv. opfattes som noget, der distancerer hende fra den intellektuelle samtale.

»Søstersåret«

Baadegaards løsning på den kønnede uretfærdighed i verden er at pege på, at det feminine også har værdi. Hun ønsker at vise, at kvinder skal vende tilbage til den feminine urkraft, fordi den er selve nøglen til at skabe harmoni og balance i vores maskuline verden.

En sådan løsning kan helt sikkert være nydelsesfuld, fordi den giver indhold til begrebet »kvinde« og dermed identitet til alle dem, der forventes at falde under den kategori. Som Baadegaard nærmest udbryder i teksten:

»Derfor er jeg fortaler for det feminine og det maskuline og glædes over vores forskelle. Fordi jeg elsker at være »et køn« (jeg er kvinde – hurra!)«.

At ophøje det særligt kvindelige kan desuden også give kvinder en følelse af samhørighed – noget, Baadegaard taler om som en heling af »Søstersåret.«

Der er ikke noget nyt i ideen om, at kvinder skal finde deres identitet i en ophøjet, mystisk kvindelighed. Men der er en stigende popularitet i at genoverveje denne heteronormative tanke som det bedste grundlag for kvindebevægelsen.

Baadegaard er en del af denne tendens, det samme er en lang række af især unge kvindelige influencere på de sociale medier. De skaffer sig tusindvis af følgere på at fortælle kvinder, at der er en vej ud af deres smerte, hvis bare de reconnecter med deres indre gudinde.

En af disse kvinder er Avalon Seda Khan, der er en selvbestaltet »love leader.« Hun har mere end 9.000 følgere på Instagram, og på hendes hjemmeside sælger hun bl.a. ceremoniale havfruesalver, der skal hjælpe kvinder til at manifestere deres drømme.

Tidligere i år samlede hun 900 kvinder i Glassalen i Tivoli til eventet Skru Op, der havde som intention at »skabe et trygt rum for kvinder, hvor du kan være dig med alt du er og finde ind til dét, der virkeligt nærer din sjæl«.

Pris: 450 kroner. Ligesom der er penge i at fortælle mænd, at de er en modvægt til kaos, så er der penge i at fortælle kvinder, at de er mandighedens magiske sidestykke.

I stedet for som Baadegaard og Khan at lede efter kvinden i de ukendtes land, i følelserne, intuitionen og den religiøse mysticisme, har vi stadig muligheden for at vende et kritisk blik mod den såkaldt lineære verden.

Hvis vi ikke accepterer forestillingen om, at tænkning er en maskulin bestræbelse, så slipper vi også for at formulere dårlige »feminine« alternativer til den.

Birgitte Baadegaard: ’ManiFEST for kvinder’, Forlaget Aronsen, 338 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Der er ikke noget nyt i ideen om, at kvinder skal finde deres identitet i en ophøjet, mystisk kvindelighed. Men der er en stigende popularitet i at genoverveje denne heteronormative tanke som det bedste grundlag for kvindebevægelsen".

Det svarer til tidens tendenser til, på baggrund af en oplevelse af tomhed og meningsløshed (en form for fremmedgørelse), at søge efter noget autentisk og essens og en længsel efter noget paradisisk, selv om døren til paradis er lukket for længst. I den forstad vil romantikken bare ikke dø.

Måske tager Beauvoir og Butler fejl? Måske er de for ensidige i deres syn på køn? På samme måde som spørgsmålet, om vores personlighed er udtryk for arv eller miljø, heller ikke kan besvares med et enten - eller, men må besvares med et både - og. Måske er et delvist opgør med en postmoderne og post - strukturalistisk tænkning også her på sin plads?

Problemet for mig at se ved en sådan tilgang er desværre også , som man siger, at hvis man "rækker Fanden en lillefinger, så risikerer man, at han at tage hele armen".

Det afgørende må være, hvilke konklusioner og hvilke handlingsanvisninger, der vil kunne gives på baggrund af en sådan indrømmelse, som jeg giver ovenfor?

For mig at se giver det ikke grundlag for en essentialisme - tænkning på dualistisk grundlag, mellem maskulint og feminint, for vi er, i høj grad, begge dele. Der er ikke sådan noget, der "svømmer rundt" inden i os, som er henholdsvis det ene og det andet.

Det må være afgørende at undgå stereotyper og fastlåste roller og en tilbagevenden til noget dybt konservativt og reaktionært.

Det afgørende må være, at vi anstrenger os for at blive mennesker, ikke specifikt maskuline eller feminine, og at vi vælger værdier ud fra det, vi foretrækker som personer, og ikke ud fra det, der ifølge en dualistisk tænkning passer til et bestemt køn.

Måske vil der være en tilbøjelighed til, at henholdsvis mænd og kvinder vil foretrække det, vi typisk forbinder med henholdsvis et maskulint og et feminint syn på verden. Det udelukker dog ikke, at fokus på resultater, handlinger, ejerskab, tænkning, videnskab, proces, væren, samhørighed, følelse og intuition er for alle, og at vi undgår at foretage en opdeling ud fra noget, der har med køn at gøre.

Problemet ved at antage, at henholdsvis mænd og kvinder ifølge deres natur har en tilbøjelighed til at være på en bestemt måde, er at det gennem socialisering og opdragelse risikerer at blive en selvopfyldende profeti.

Således at det sociale aspekt gennem den selvopfyldende profeti i langt højere grad bliver bestemmende for den enkeltes udvikling end forskellene i de biologiske forudsætninger, der har med køn at gøre.

Det afgørende må være, at der er plads til mangfoldighed og ikke at blive fastlåst og begrænset ud fra fordomme og forventninger.

Steffen Gliese

Hvis det forholdt sig sådan, ville det være virkelig svært for mænd og kvinder at leve sammen.

Søren Kristensen

Jeg arbejder i en børnehave, hvor pigerne er piger og drengene er drenge, stort set Pigerne finder ofte sammen i grupper og er mere socialt orienterede end drengene, når de ikke lige er små prinsesser, der skal reddes af drengene. Drengene er optaget af at cykle (det er pigerene også), spille fodbold, ødelægge ting (måske for at se hvad de kan holde til), drille pigerne - eller hinanden og de er i det hele tage mere udfarende og konfliktsøgende. Der er intet der tyder på at børnene ikke er født med disse koder og jeg oplever heller ikke at de bliver "kodet" i vuggestuen. Endelig tror jeg heller ikke det sker i hjemmet i større udstrækning, ud over almindelig hensyntagen til givne normer og traditioner.
Her er hvad jeg tænker: piger fødes som piger, ligesom drenge fødes som drenge. Og det er ikke det samme. Det er egentlig meget simpelt, hvis man bare lige husker at tage højde for afvigere og grænsetilfælde, for de er der også en gang imellem og selvfølgelig skal der også være plads til dem.

@Søren Kristensen
Godt sagt
Men det er Fy at snakke om biologi og tilbøjeligheder. Selv om der er nok i verden der ellers påpeger dette (dyreriget som vi jo ikke tilhører på nogle måde, vise det ellers dette meget tydeligt)

Men ja der SKAL værre plads til dem der er ude for.
dem der ikke passe i vores kasser. Men at vi handler som om biologi ikke spille ind og hormoner ikke har en massiv påvirkeliges af vores adfærd, er for mig meget svært at forstå.

For dyre forsøg med hormoner vise en klar adfærd ændring. Men det hænger nok samme med ideologi og tanken om at vi selv er herre over eget hus og alt er en social konstruktion. Men også at det skabe nogle problemer i den såkaldte ligestilling debat.

Rikke Nielsen

Søren Kristensen, så hvis e dreng hellere vil lege med dukker, er han en "afviger"?

afviger
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=afviger
person der i sin adfærd eller holdning afviger fra det normale og alment anerkendte

Det er ikke et fy ord, men en beskrivelse. Men kan da klart bruges nedladen hvis det er, men behøves ikke at værre det. Med andre ord..kontekst og ens intention betyder.

Rikke Nielsen

Hvor mange sekunder tror I, at der går før en dreng, der hellere vil lege med dukker, ved, at nu er han en afviger? Og hvor mange sekunder tror I, at der går før denne dreng retter ind ift. de sociale normer? Børn med deres stærke antenner...

Der er forskel imellem at siger til en dreng at han er en afviger på den dårlige måder.
og så omtale at han afviger fra normen.

Men ja jeg er ikke i tvivle om at vi tilpasser os en del efter de sociale normer. Men det ændrer ikke ved at de sociale normer er et udtryk for vores biologiske tilbøjelighed også.

Der SKAL være plads til forskellighed,SKAL
Men at dele ting op i normal og unormal, er den måde vi forholder os til vores omverden på. Så vi ikke skal værre i alarmberedskab heler tiden. Men at vi kun skal scanne efter det unormaler for fare.

Og at vi som menneske er glade for ramme i vores sociale normer, er kun en naturlig ting, Men det har DESVÆRRE den konsekvens at dem der er ude for normen, blive set anderledes på.

For at se ting i stereotyper er en ting. At ikke kunne se ud over dem er en anden ting.