Læsetid: 4 min.

Først lokker kunsten, og så går der Temalørdag på DR2 i ’Adressaten ubekendt’ på Det Kongelige Teater

Det Kongelige Teater byder med en kunstnerisk opsætning af en brevroman om 1930’ernes Tyskland, ’Adressaten ubekendt’, både på klassisk drama og efterfølgende historietime med live dramatisering. Man bliver bestemt klogere, men kunstnerisk er det lidt kedeligt
Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen har i ’Adressaten ubekendt’ et nærmest ukrænkeligt højt niveau. De spiller henholdsvis Max, der er jøde, og Martin, der er ’arie’, under Anden Verdenskrig.

Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen har i ’Adressaten ubekendt’ et nærmest ukrænkeligt højt niveau. De spiller henholdsvis Max, der er jøde, og Martin, der er ’arie’, under Anden Verdenskrig.

Det Kgl. Teater

29. august 2019

For nogle år siden talte hele branchen om, hvordan man skulle få den yngre generation ind i teatret.

Man var bekymret for, om der overhovedet ville være nogen, der kunne tage over, når de gråhårede damer med ravkæder og læseklubber pludselig røg i svinget på en af deres kulturrejser. Man talte om, at teatret måske helt ville uddø som kunstnerisk genre, og man forsøgte sig med flere forskellige nye tiltag for at komme de unge i møde.

Heriblandt kunne man nævne mærkbart lavere billetpriser, publikumsinddragelse og generelt et mere naturligt og tidssvarende teatersprog. Min fornemmelse er helt klart, at det har givet pote. Man ser langt flere opsætninger direkte henvendt til ungdommen, og jeg ser ofte den yngre generation og skoleklasser vælte sig fnisende rundt i pauserne. Måske har det gjort, at man i branchen føler sig tryggere. Måske endda så tryg, at man igen tør satse på klassisk konfekt til seniorerne.

Sådan ser det i hvert fald ud med Det Kongelige Teaters koncept i forbindelse med forestillingen Adressaten ubekendt. Her går man benhårdt efter de konservative teatergængere, der måske er blevet lovligt rystede over alle de malede madonnaer og nøgne mennesker på scenerne ude i byen.

Det nye koncept, der vel egentlig er ret gammelt, går ud på, at man som i en anden velkendt undervisningssituation først oplever et kunstværk og derefter diskuterer værket ud fra et perspektiverende oplæg.

Breve til Das Vaterland

Således ser publikum i arrangementets første time selve den rene dramatiske vare, den kunstneriske opførsel af brevromanen Adressaten ubekendt opført af Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen.

Romanen er skrevet af Kathrine Kressmann Taylor og udkom i 1938 med stor succes i USA, idet den satte begribelige ord på nazistyrets udvikling og ånd gennem et menneskeligt og dermed mere håndgribeligt blik på uhyrlighederne.

Adressaten ubekendt omhandler udviklingen i venskabet mellem Max og Martin fra før og efter Hitlers magtovertagelse. Max er jøde, bosat i USA, og Martin derimod ’arie’ bosat i Das Vaterland.

Vi ser, hvordan Martin ændrer holdninger og gemyt, mens totalitarismens hånd presser sig hårdere og hårdere sammen om ham, og hvordan han undlader at gribe ind, da Max’ søster pågribes af ’brunskjorterne’ og herefter forsvinder i koncentrationslejrene. Max fortsætter med at skrive breve til søsteren, men får brevene uåbnede tilbage med påskriften ’Adressaten ubekendt’. Og så ved man ulykkeligvis, hvad klokken har slået.

Efter pausen går der så Temalørdag på DR2 i den. Her udbreder historiker og forfatter Bo Lidegaard (eller radiovært og historiker Christoffer Emil Bruun) sig om tidsånden dengang i Nazityskland og ikke mindst, hvordan demokratiet så ud herhjemme i Danmark på samme tid.

Der fremhæves forskelle og ligheder, der tales Kanslergadeforliget, populisme og i det hele taget om ’Kampen for demokratiet’, som overskriften på denne anden halvlej lyder. Indimellem pepper de to ældre stjerner, Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen, historikernes foredrag op med dramatiseringer – og altså levende oplæsninger – af karakteristiske historiske taler, notater eller måske uddrag fra breve eller manifester.

Det er sådan en slags dramatiseret dokumentar live, der foregår her, med mulighed for efterfølgende debat.

Ikke sindsoprivende

Hvad skal man så sige om det format? Tja, det er bestemt ikke sindsoprivende eller særligt nytænkende, men det er da helt i orden. Hvorfor skulle man ikke have lov at lave noget historisk public service-teater på Det Kongelige, hvor man ud over at blive klogere også rider på så sikre heste som Anden Verdenskrig, Bo Lidegaard, Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen? Det skal de da have lov til.

Men måske er det også sådan, at når man spænder sikkerhedsbæltet så godt, er det næsten en slags hybris – så skal man mindes om, at noget kan gå galt. Denne rolle – som usikkerhedsmomenternes gudinde – spillede Ghita Nørby vederkvægende den aften, jeg så forestillingen. Hun sad som en tikkende lady blandt publikum og var helt klar til at gå i rette med Bo Lidegaard.

»Nej, jeg taler ikke om at være bange, jeg taler om ANGST.«

Alle var et øjeblik ret bange for, hvad der nu skulle ske. Men så drev uvejret over. Næsten ærgerligt. Adressaten ubekendt kunne godt have brugt lidt af Ghita Nørbys lynild.

Men lige så i orden det er at lave denne slags didaktiske dramatiseringer, lige så meget skal man huske på, at det jo virkelig ikke er her, kunsten kommer til at springe ud. Selve teaterdelen af Adressaten Ubekendt var da udmærket. Sætter-Lassen og Lars Mikkelsens præstationer har jo altid et nærmest ukrænkeligt højt niveau, og selv om man nok kunne diskutere troværdigheden i det øjeblikkelige sindelagsskift hos ariske Martin, der sker nærmest fra det ene brev til det andet, er der også et fint svirp med halen til sidst i form af den hævn, som den jødiske Max får iværksat. De ondsindede gerninger ligger ikke blot og ulmer i Nazityskland.

Alligevel bliver det tydeligt, at man i denne type setup sætter selve det kunstneriske værk i en spændetrøje. Hvordan kan man, når præmisserne i den grad er politisk og historisk temaaften, andet end at forstå og tænke på forestillingen som et stykke dramatiseret stykke historie? Kan forestillingen leve i sig selv? Det synes jeg bliver svært.

Det er, som om kunsten – og fiktionen – her bruges som en slags illustrativ slikkepind, inden vi kommer til selve diktaten og karakteruddelingen. Og det bliver alt andet lige ret kedsommeligt og ikke mindst en temmelig styret måde at indtage et kunstværk på.

Adressaten ubekendt. Tekst af Kathrine Kressmann Taylor. Medvirkende: Lars Mikkelsen og Søren Sætter-Lassen. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Spiller i Skuespilhuset og er på turné rundt i landet frem til 3. november.

Der er høje forventninger til Betty Nansens Elisa Kragerup og Det Kongelige Teaters Kasper Holten
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu