Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

I forestillingen ’Skyd Snehvide’ på Sydhavns Teater er det også synd for mor

Det er ikke nemt at være menneske, det er ikke nemt at være mor – og det er slet ikke nemt at være barn af et selvoptaget moderdyr. Eventyrlig og grotesk fabel om mørket i mor på Østre Kapel
I forestillingen Skyd Snehvide er moderrollen ikke kærlig og omsorgsfuld, men mørk og narcisistisk. Det er en kærkommen italesættelse af moderens menneskelighed med »voldsomt imponerende og effektive« kostumer og scenografi, skriver anmelder Nanna Goul

I forestillingen Skyd Snehvide er moderrollen ikke kærlig og omsorgsfuld, men mørk og narcisistisk. Det er en kærkommen italesættelse af moderens menneskelighed med »voldsomt imponerende og effektive« kostumer og scenografi, skriver anmelder Nanna Goul

Lars Grunwald

Kultur
23. august 2019

I sommerferien erkendte jeg det pludselig. Det skete i en snusket lejlighed i Neuköln, Berlin – venligt udlånt af veganske kommunister fra Chile – da jeg fik en af deres utallige, idiotiske hjemmegjorte drømmefangere i hovedet: Jeg er ikke et pædagogisk menneske. Jeg er enebarn, mine forældre anede ikke, hvad de lavede, og de nåede aldrig at blive klogere. Selv arbejder jeg ikke med børn eller anden form for pædagogisk arbejde, og pludselig forstod jeg det: Jeg ved heller ikke, hvad jeg som forælder laver.

For at råde bod på det begyndte jeg at læse op på pædagogiske tilgange og blev hurtigt klogere. Mantraet lyder: Du skal rumme alt – og du skal aldrig hæve stemmen. Og så var jeg vel egentligt lige vidt.

I Sydhavns Teater er de for tiden optaget af de samme problematikker. I forestillingen Skyd Snehvide, der spiller i det stemningsfulde Østre Kapel på Vestre Kirkegård, er det netop det umulige moderdyr, der bliver zoomet ind på. Eller rettere, mor-datter-relationen i en lettere grotesk opsætning, der flirter med de gamle folkeeventyr og lader den uskyldsrene Snehvide være datter af en mørk og narcissistisk mor, der langsomt forgifter datteren.

Når man i skumringen ankommer til kapellet, langs stierne ad Vestre Kirkegård, er det første, der møder én, overvejende foruroligende billeder af mødre og døtre, som hænger på kapellets nøgne, afskallede vægge. Det er fotografier, som man har malet hen over. Først ser man måske ikke løkkerne omkring mødrenes og døtrenes halse, lænkerne eller de sorte tårer, der grædes. Men så er de der. På toiletterne, hen over spejlene og væggene er der skrevet citater fra mor-datter-relationens litteratur. Dette er klart en forestilling, der vil gøre op moderkærligheden som noget entydigt godt – måske kan man elske sit barn og samtidigt ødelægge det?

Moderen som edderkoppekvinde

Scenografien og kostumerne i Skyd Snehvide er voldsomt imponerende og effektive. Moderen – og skuespilleren Mille Maria Dalsgaard – er iklædt en enormt overproportioneret sort kjole med draperinger ud i rummet, der nærmest fylder hele scenegulvet. Der sidder moderen som en mørk edderkoppekvinde, der stråler i sin skønhed og venter på sit bytte. Det er mørkets herskerinde, der leger med sin datter, Snehvide, spillet af Jonas Littauer, og datteren skuffer hende. Hvorfor er hun ikke blevet til hendes spejlbillede? Hvorfor skal hun absolut gå egne veje? Hvorfor er hun ikke mere som moderen selv?

Mellem Snehvide og den mørke mama findes et reb, de begge holder fast i. Som en navlestreng, de ikke kan give slip på, og som både kan forvandles til en stridens evige trækken frem og tilbage og en løkke, som man kan hænges i. Undervejs forsøger Snehvide at give denne dødsensfarlige navlestreng fra sig, til publikum, men hun bliver ved med at finde en ny navlestreng. Moderens indflydelse er uomgængelig.

Skyd Snehvide er en slags allegorisk installation, et symbolsk drømmende syn i én akt, mere en beskrivelse af en tilstand end en klassisk fremadskridende forestilling. Og måske er Skyd Snehvide, som i øvrigt er et stykke nyskrevent dramatik af Miriam Boolsen, også et slags moderne eventyr, hvor heltinden og godheden (Snehvide) dør til sidst? I hvert fald lykkes installationen og eventyret godt langt hen ad vejen, men indimellem går den også en anelse i tomgang. Og så sidder jeg lidt tilbage med en fornemmelse af, at der mangler noget, en form for klarhed over, hvad man egentligt vil med denne italesættelse af den mor-datter-relation.

For jeg er helt med på, at det er kærkomment at italesætte moderens menneskelighed, men på den anden side kan det vel heller ikke bare erstattes af en total omfavnelse af mørket? Af at omfavne afmagten? I hvert ville det have løftet forestillingen lidt, hvis man kunne fornemme en idémæssig forankring, et perspektiv, man kunne diskutere ud fra. Nu bliver det bare meget mørkt i kapellet.

’Skyd Snehvide’. Sydhavns Teater. Skrevet af: Miriam Boolsen. Medvirkende: Mille Maria Dalsgaard og Jonas Littauer. Instruktør: Marc Wortel. Kostumedesigner: Renske Kraakman. Spiller frem til 11. september.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her