Læsetid: 4 min.

Man forlader Kammerballetten nærmest lykkelig. Og lidt forelsket

Kammerballetten og Trio Vitruvi stormer hen over Takkelloftet med inderlighed og råstyrke
Tobias Praetorius bøjer sig over Alba Nadal i et heftigt opgør hos Kammerballetten.

Tobias Praetorius bøjer sig over Alba Nadal i et heftigt opgør hos Kammerballetten.

17. august 2019

Er de forelskede? Er de naive? Eller er de bare usædvanligt talentfulde, disse kåde dansere og musikere i Kammerballetten? De er i hvert fald forelskede i dansen og musikken, og de smitter tilskuerne med deres jublende glæde over den klassiske balletteknik og den klassiske musik. Når de er allerbedst, spiller musikerne helt tæt rundt om dansernes kroppe, så toner og bevægelser smelter sammen. Som når pianisten Alexander McKenzie sidder på sin klaverbænk, mens balletdanseren Emma Håkansson omfavner ham heftigt på skødet af ham – og hans hænder spiller videre alligevel.

Kammerballetten opstod sidste år på initiativ af den fremadstormende Trio Vitruvi og nogle dansere fra Den Kongelige Ballet. I disse tider, hvor dansen ofte opløses til installationslignende kropsudtryk, er det en befrielse at se Kammerballettens toptrænede kroppe dirre af ivrige muskler, samtidig med at de finder nye udtryk for det moderne menneskes længsler. Kammerballetten er uforskammet poetisk – og tak for det!

Kvindespejling

Adam Lüders, tidligere danser ved New York City Ballet, har skabt en Stavinskij-ballet med titlen Suite Italienne. Her danser den smilende Emma Håkansson og den milde Stephanie Chen Gundorph rundt om den nysgerrige Tobias Praetorius i en koreografi, der sender mange hilsner til Balanchines neoklassiske tåspidsverden. Her opstår en uskyldsren hvirvlen af åbne arme. Smukt og sart.

Det er ellers den tjekkiske koreograf Jiri Kylian, hvis inspiration mærkes mest i disse nye værker. Den finske koreograf Kristian Lever har skabt Unravel – over Ravels Pavane pour une infante défunte – til Alba Nadal og Tobias Praetorius med stærk dynamik og heftige blikke. Men det er i hans kvindeduet til Rachmaninovs Vocalise, at Kristian Levers koreografiske styrke virkelig brager igennem. Her danser den muskuløse og hyperintense Alba Nadal rundt i hudfarvet undertøj i bevægelser, som om hun hele tiden er ved at bryde sammen. Over for hende står den linjesikre, påklædte Stephanie Chen Gundorf, der hanker op i hende. Måske skildrer dansen bare én kvinde med hendes sikre ydre og tvivlende indre. Måske er kvinderne to veninder. Uanset hvad er det psykologisk interessant, hvordan de spejler hinanden. Også da de knæler ned, som om de skal til at sætte af til et 100 meter-løb. For de kommer bare til at løbe på stedet. Råt og illusionsløst.

Praetorius stråler

Den kun 23-årige danser Tobias Praetorius har skabt Chorale Dances til musik af Bach. Her skinner hans egne legende kvaliteter som danser klart igennem. Når hans solodansersøster Ida Praetorius rækker hånden ud mod hele tre mænd på én gang, er der i hvert fald lutter smil i salen. Både når hun vender sig mod den iltert smidige solist Liam Redhead, men også mod de to letfodede gentlemen, brødrene Guilherme Menezes og Vitor Menezes. Samtidig får Tobias Praetorius antydninger af sjæledramaer til at opstå, når han lader Ida Praetorius dvæle i stemninger som i Kameliadamen, mens Liam Redhead blafrer i åben skjorte og brændende blik, som var han Othello.

Indimellem spiller Trio Vitruvi overdådigt nok også musikstykker af Schubert, Debussy og Pärt. Trio Vitruvi opstod i 2013 og har en sans for at udvælge tilsyneladende lettilgængelige musikværker, som de fortolker overraskende og subtilt. Her høres det ikke mindst i Fratres af Arvo Pärt, hvor Jacob la Cour spiller med så varm en glød og med så tynde toner på celloen, og hvor Alexander McKenzie spiller så meddrømmende og dog så stringent på tangenterne, at rummet sitrer i ét fælles åndedrag.

Gemmeleg med flygel

Finaleværket Absolute Pitch-Black af den 33-årige Sebastian Kloborg rammer dog renest Kammerballettens kendetegn: At den levende musik og den levende dans glider umærkeligt sammen. Her rulles en række kostumestativer ind, funklende af sorte kostumer, og danserne leger gemmeleg bag dem, mens de klæder sig på i festtøj – eller klæder sig af – og mens Fazioli-flyglet trilles med rundt i gemmelegens labyrint.

Her blander den høflige Benjamin Buza sig i løjerne med den festlige Ryan Tomash og den charmerende antihelt Ulrik Birkkjær, der nu er solodanser ved San Francisco Ballet. Birkkjær lader violinisten Niklas Walentin ’spille’ med sin violinbue på sin arm, mens Chopins musik et kort øjeblik flyver videre gennem rummet i Sune Martins syrede lyddesign. Walentins forrygende violinistfingre flytter sig hurtigere, end øjnene kan nå at registrere det. Og da Birkkjær trækker armen til sig, fortsætter violinisthånden såmænd bare med at spille på Birkkjærs efterladte jakkeærme – eller hans opbundne butterfly. Vidunderligt meddigtende.

Så legende kan dans også være. Derfor er det umuligt at forlade Takkelloftet i sommeraftenen uden at føle sig nærmest lykkelig. Og lidt forelsket.

Kammerballetten. Koreografier: Adam Lüders, Kristian Lever, Tobias Praetorius og Sebastian Kloborg. Musik: Stravinskij, Ravel, Debussy, Bach, Rachmaninov, Pärt og Chopin. Trio Vitruvi og dansere fra Den Kongelige Ballet og San Francisco Ballet. Takkelloftet på Operaen. Til 19. august 2019.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu