Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Grieg og Tjajkovskij glødede med nye farver under ekstraordinær weekend i Tivolis Koncertsal

Barokorkestret Concerto Copenhagen gik hånd i hånd med Budapest Festival Orkester, da de i Tivoli viste, hvor fantasifuldt man kan behandle den romantiske orkestermusik. Trods markante forskelligheder søger de begge tilbage til oprindelige måder at musicere på for at revitalisere de kendte mesterværker
Kultur
29. august 2019

Sidste weekend var ganske ekstraordinær i Tivolis Koncertsal. De to koncerter, som fandt sted lørdag og søndag, blev en eventyrlig konfrontation mellem en svunden og en nutidig klangverden i romantikkens musik – med et dansk orkester, der spiller på historiske instrumenter, og et moderne eliteorkester fra Budapest.

Koncerterne formidlede indsigter i, hvor begavet og fantasifuldt man kan forholde sig til klangtraditioner og opførelsespraksis i tiden efter Beethoven og Schubert. Og så meget mere opsigtsvækkende var det for Concerto Copenhagens vedkommende, at man hørte musik af Niels W. Gade og Edvard Grieg gengivet så lyslevende med instrumenter fra deres egen tid. Det var romantisk musik på en helt ny måde, selv om den var gammel.

Historisk Grieg

Concerto Copenhagen (Coco) og Lars Ulrik Mortensen var gået sammen med den norske stjernepianist, Leif Ove Andsnes, i Griegs gennemtrawlede Klaverkoncert. Alene det partnerskab er usædvanligt, for Andsnes spiller normalt på vor tids Steinway-flygler og andre limousiner af samme slags. Men her havde man fremskaffet et tysk Blüthner-flygel fra 1867, to år yngre end datoen for klaverkoncertens uropførelse i København.

Coco var udvidet til 45 musikere med instrumenter fra samme tid, formodentlig svarende til orkestrets, Det Kongelige Kapels, størrelse ved uropførelsen. Som tilmed havde lånt Coco et sæt pauker fra 1855, måske havde de også været med i 1869.

Volumenet fra disse gamle instrumenter var mindre end nutidens, men man hørte dog klange og fraseringer, man ikke før havde hørt hos Grieg. Eksempelvis fra det varme, blødt klingende Blüthner-flygel, uden bulder i bassen og hårdhed i diskanten, med ædel majestætisk klang i forte og et douce farvespil i piano.

Med et let anslag, som muliggjorde suverænt kontrollerede løb gennem klaviaturet helt ned til det uhørlige. Og Leif Ove Andsnes viste sig som en mester på dette instrument, og han elskede det, kunne man se.

En tilsvarende klangverden kom til live i orkestrets oplæg, modsvar og soloreplikker. Og en af de mest iørefaldende forskelle til vor tids praksis var fraværet af det vedvarende vibrato, som faktisk først blev standardiseret i 1930’erne. At strygerne spillede på tarmstrenge som i barokmusikken er en anden årsag til, at der kom en ‘ren’ klang uden pres, bjergtagende realiseret i deres poetiske indledning i den langsomme sats, fjernt fra den sentimentalitet, der ofte klæber til denne musik.

Rytmisk spænding og spændstighed var et andet fokusområde, som i Andsnes lette attak på finalens dansetema i dyst med orkestrets eksplosioner. Det var en form for genfødsel af klaverkoncerten, skriver jeg vel vidende, at mange nok vil foretrække en ganske almindelig version.

Overtonerigt og upoleret

Grieg huskes, Niels W. Gade glemmes, kan man konstatere med en vis overdrivelse. Men danskerens otte symfonier er nu stort set gået i vore orkestres glemmebøger, kun den første med titlen På Sjølunds fagre sletter opføres regelmæssigt. Coco og Lars Ulrik Mortensen har imidlertid lavet en epokegørende indspilning af den tyske version af Elverskud, og på Tivoli-koncerten fremførte de så 1. Symfoni i en nyorientering som hos Grieg. Det var ganske simpelt en erodering af fortidens rutine, der tvang tilhøreren ud på kanten af stolen – måske særligt i mellemsatserne, i scherzoens skift mellem elverdans og skovmystik og i andantinoens vidtspundne kærlighedsmusik. Med Cocos solooboist Antoine Torunczyk hørte vi i den sidste del et fremmedartet instrument, som Peter Bastian ville have elsket, overtonerigt, upoleret og indtrængende.

At høre Budapest Festival Orkester i romantisk musik den næste dags eftermiddag var naturligvis en ganske anden oplevelse. Næsten dobbelt så stor en besætning som Cocos og med en klangdynamik, der gik fra det mildt sagt overvældende til det mest nænsomme. Det er et orkester ud over det sædvanlige, som det bl.a. viste sig i ekstranummeret.

Alle musikerne rejste sig med et nodeblad i hånden og samlede sig om dirigenten Ivan Fischer – bror til ‘vores egen’ Adam Fischer – for at synge en vemodig ungarsk korsang, smukt og stemningsfuldt. Det siger noget vigtigt om deres musikalske rødder. Så at sige alle orkestrets medlemmer er ungarske, ulig andre eliteorkestre med mange nationaliteter, og disse budapestere har fra barnsben gennemgået den samme skoling, som komponisten Zoltan Kodály lagde navn til. Her er folkesangen fundamentet for alt det, der bygges op sidenhen.

Skuffende Berlioz

Deres udlægning af Wagners forspil til Mestersangerne i Nürnberg var overrumplende. Næsten hele orkestret spillede stående, og denne mere frie position udløste åbenbart en ekstra entusiasme i musikerne; særligt de to violingrupper placeret på hver side af dirigenten bemægtigede sig rummet med en pragtfuld klang, så man mærkede væggene synge med.

Dette med at spille stående var almindeligt i bl.a. romantikkens Gewandhaus Orkester i Leipzig, hvor Gade i øvrigt var dirigent, og at genoptage en sådan praksis er typisk for Fischers tanker om at gøre tingene anderledes. Resten af programmet blev dog afviklet siddende.

Styrken blev reduceret i Hector Berlioz’ sangcyklus Les nuits d’été, til overvejende dystre digte af Théophile Gautier og først og fremmest med mørke stemmetyper som mezzosopranen og alten i tankerne. Her stødte vi på problemer. Solist var den lyse svenske stjernesopran Miah Persson, sangenes tonearter var derfor sat nogle trin i vejret, og Fischer lod sig desværre rive med af denne lysning.

Tempi var i overkanten, og han dirigerede mere på overfladen end ned i dybden, så selv på trods af Perssons smukke stemme mistede cyklussen sine bundfarver af romantisk længsel og sorg over for tidlig død.

Orkesterspillet i Berlioz var dog præget af fine solistpræstationer og en næsten telepatisk ensembleånd, og disse kvaliteter blev endnu mere manifeste i den bemærkelsesværdige fremførelse af Tjajkovskijs 6. Symfoni ‘Pathétique’.

Igen kunne man fornemme Ivan Fischers blik tilbage i den romantiske spilletradition. Det gjaldt den udstrakte brug af et fleksibelt tempo inden for bare en enkelt takt, ofte overladt til musikerne selv, og det gjaldt i høj grad den sparsomme anvendelse af vibrato. Det var forbløffende at høre så megen ren lyd hos Tjajkovskij.

Den voldsomme udvikling i førstesatsen var vitterlig emotionel i udtrykket, men ikke for patetisk eller overgearet. Valsen i 5/4 svævede med en mozartsk lethed og sangbarhed, skubbet ud på gulvet af den eminent klingende cellogruppe. Og det ungarske strygerkorps viste sin høje klasse i den afsluttende adagio lamentoso; her udfolder Tjajkovskij for sidste gang sit geni for at udvikle et melodisk forløb med gentagelse på gentagelse, mere og mere intenst frem til et punkt, hvor alting bryder sammen, opløses og forsvinder i mørket. Således også her med disse fænomenale budapestere.

Berwald, Grieg og Gade. Leif Ove Andsnes (klaver) og Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensen. Tivolis Koncertsal 24. august.

Wagner, Berlioz og Tjajkovskij. Miah Persson (sopran) og Budapest Festival Orkester under Ivan Fischer. Tivolis Koncertsal 25. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her