»Jeg er helt med på at fordømme de klamme mænd, bare den klamme mand ikke er mig«

Når man laver standup, er det bedst at gå lige til grænsen. Problemet er, at grænsen i disse år ændrer sig hele tiden, og hvis man bare træder en millimeter over stregen, ændrer tilstanden hos publikum sig øjeblikkeligt. Før skreg de af grin. Nu har det ændret sig til rent had.

Nogenlunde sådan formulerer en af Danmarks mest veletablerede standupkomikere i sit nye onemanshow, Typisk Jonatan Spang, komikkens vilkår i dag.

Manden bag er ikke overraskende Jonatan Spang (f. 1978), der ud over at have et betydeligt virke som skuespiller også i flere år har stået bag det succesfulde – og til tider kontroversielle – talkshow, Tæt på sandheden på DR2.

I hans nye show og morskabsregime griner man heldigvis mest. Hadet udebliver, selv om der er små vrede antaster, når stenaldermanden, der også bor i Jonatan Spang, skal ud og lufte køllen. For nok ved Jonatan Spang, at vi befinder os i nye tider. Men han er ikke helt klar til at give slip på de gamle. 

Grundlæggende må man ellers sige, at Jonatan Spang slipper glimrende fra sit forehavende i det nye show. Han udviser tilmed et ekvilibristisk overskud og en stor sans for at skrue et forløb sammen.

Jeg lyder som en gammel skolelærerinde, når jeg siger, at Jonatan Spang er en enormt dygtig håndværker, når det kommer til opbygningen og afviklingen af det humoristiske plot og den fortælling, som showet Typisk Jonatan Spang dybest set er.

Men der er virkelig tale om et gennemarbejdet materiale lige efter (dansklærer)bogen. Der bygges op, der skabes spænding, laves effektfulde gentagelser, cirkulære bevægelser, og der bindes sløjfer, ikke mindst.

I begyndelsen beklager Jonatan Spang sig over, at han ikke er en rockstjerne, for så kunne han slippe af sted med udelukkende at spille alle de gamle numre – for ingen fans gider typisk at høre musik fra et bands nye plade. Som standupper derimod skal man finde på nye jokes.

I showets afslutning (spoiler alert!) gives der så, som en rockstjerne, ekstranumre, men på standuppens præmisser. Giv mig et stikord fra et tidligere show, hvad som helst! Publikum byder ind, og uden den mindste tøven genopfører Jonatan Spang det ene nummer efter det andet fra tidligere repertoire. Det er faktisk lidt frygtindgydende. Standuppere er altså lidt insane.

Uopfindsomt pikket

Typisk Jonatan Spang er et show, der tager livtag med en række af de mest dagsaktuelle politiske og samfundsmæssige debatter, vi har. Samfundets invasion af intelligente robotter og digital selvbetjening, den grønne omstilling og klimadebatten samt selvfølgelig – #MeToo.

Jonatan Spang har et veludviklet blik for de komiske situationer i hverdagen og også en skarp fornemmelse for problematikker i en mere kompleks og nuanceret verden. Alligevel vokser træerne ikke ind i himlen. Fornyelse af genren er der ikke tale om, og Jonatan Spang har en stor forkærlighed for den klassiske standups parodierende hyggesexisme.

Han elsker trods alt sin pik for højt til helt at kunne droppe de klassiske vittigheder om porno, masturbation i køkkenruller og dét, som (pige)kæresten og mor ikke kan finde ud af. Det er ikke kun emnet, der er noget galt med, også vinklingen er dybt uopfindsom, alt for pikket og kører totalt på automatpilot. Nye boller på suppen, tak.

På trods af at italesættelsen af #MeToo også kan dufte lovligt meget af testosteron, er det ikke desto mindre interessant, når Spang forklarer, hvorfor han – og mange andre mænd, mener han – har svært ved helt at kunne omfavne #MeToo.

Han siger noget i retningen af: »Jeg er helt med på at fordømme de klamme mænd, bare den klamme mand ikke er mig.« Og dér ligger netop angsten. Har han tilbage i slutningen af 80’erne taget én på røven? Har han overskredet grænser, han har glemt alt om? Sikkert. Og derfor hænger plakater på Bremen Teater, hvor showet opføres, med påskriften: »Ring og få en undskyldning!«

At tiden har flyttet sig, ikke bare i forhold til #MeToo, men også i forhold til kønsidentiteter og LGBT-grupperinger, får Spang måske allerbedst fat om. Ikke mindst når det kommer til den måde, det har påvirket vores humor – og dermed også standuppen på. På de områder er det gået stærkt.

I Gladsaxe, hvor Spang voksede op, fandtes et sted, der blev kaldt ’bøssekrattet’, som for børn var et nærmest mytologisk sted, der affødte lige dele spænding og frygt. Ingen vidste præcist, hvad en bøsse var. Begrebet dækkede over alt fra at have en pik i munden og til at kaste uengageret med en håndbold. Nu får man automatisk skiftet CPR-nummer, når man får foretaget kønsskifteoperation.

På samme måde med humoren. Da Spang var barn, var det en virkelig sjov vittighed, når man spurgte, hvorfor hiphopduoen Kris Kross havde bukserne omvendt på. Jo, det var da fordi, at så kunne Michael Jackson nemmere bolle dem i røven, når de optrådte sammen. Jonatan Spang erkender, at det ikke rigtig er en sjov vittighed længere. Tiden, men også humoren, har ændret sig. Og måske er det faktisk ikke helt dumt.

’Typisk Jonatan Spang’. Af og med Jonatan Spang. Spiller på Bremen Teater til 5. september. Derefter turné i hele landet frem til december.