Det er slutningen af juli. Dine venner er rejst på ferie. Byen omkring dig føles bar og efterladt. Du overvejer, hvad der er galt. Du føler dig afskåret fra virkeligheden. Du har hovedtelefoner i ørerne konstant. En eller anden begynder at snakke til dig i et grødet tonefald dybt indefra. Han gentager sit spørgsmål:
»do you feel
what I feel
the pain?«
Andre klimprer formålsløse melodier på elektrisk guitar og klaver. Det er kun dig, der kan høre det.
Stemmen, der lykkes med at trænge igennem, tilhører den amerikanske lo-fi houseproducer Baltra, og følelsen af distanceret demotivation kommer fra hans debutalbum, Ted, opkaldt efter hans nyligt afdøde far. Strenge og tangenter slås an af ambientartisterne Jonny Nash og Gigi Masin.
Mental aircondition
Baltras albumdebut er den bedste undskyldning for at isolere sig. I knap en time og et kvarter kan man tillade sig selv at dyrke den for sæsonen forbudte følelse af utilfredshed uden at få dårlig samvittighed. For Ted er perfekt afkølet, elektronisk underlægningsmusik til en højsommer blegnet af uforklarlig apati og kuldsejlede forventninger.
Gennem skiftevis vidtstrakte synthflader, højtflyvende blæsersoloer og udfarende breakbeats formulerer Baltra den ambivalente tilstand, sommerferien indebærer for mange.
På de iørefaldende deep house-numre kan man nynne med på sin egen, såvel som andres utilnærmelighed, uforståelighed og uopnåelighed.
Albummets sidste indslag, »Forever Alone«, bryder den monotone bevidsthedsstrøm og opsummerer i hjerteskærende falset den ensomhed, det kan være så svært at vide, hvad man skal stille op med.
Hvor Baltra sætter ord på sine følelser, lader Jonny Nash og Gigi Masin instrumenterne tale for sig.
De seks kompositioner puster sig langsomt op, som krøllede badedyr med et ked af det-udtryk i øjnene, i deres elektronisk freejazzopsætning.
Titlen på albummet Postcards from Nowhere kan forstås på to måder. Enten kan den dække over postkort, man har modtaget fra et ligegyldigt ikkested, eller også kan den betyde, at man ikke har modtaget nogen postkort overhovedet.
Men modsat Teds klare, paralyserede frustration, vil Postcards From Nowhere hverken be- eller afkræfte lytteren i sin ensomhed. I stedet kommer albummet med det, man rent faktisk har brug for: lidt luft.
Det er, som om at de to elektroniske musikere forsøger at lufte ud i tankerne. Deres samarbejde om albummet Postcards from Nowhere lykkes med at tænde for det mentale airconditionanlæg. Og guitarens pedaleffekter sænkes ned over lytteren som et behageligt beskyttende vattæppe.
Det er som om, den tunge sommeratmosfære, der har overtaget ens hjerne, bliver friskere og renere, når Jonny Nash og Gigi Masin spiller.
Baltra: ’Ted’ (96 And Forever) og Jonny Nash & Gigi Masin: ’Postcards from Nowhere’ (Melody As Truth)
