Læsetid: 13 min.

Informations intellektuelle klimakanon – den korte version

Med filmen og bogen 'En ubekvem sandhed' fra 2006 bredte Al Gore sin forståelse af klimakrisens radikalitet og dybde ud til et stort publikum.

Med filmen og bogen 'En ubekvem sandhed' fra 2006 bredte Al Gore sin forståelse af klimakrisens radikalitet og dybde ud til et stort publikum.

Paul Yeung

30. august 2019

Klimakampen er præget af ideer, og klimabevægelsen er formet af bøger, som har lært os at tænke over forholdet mellem mennesket og naturen på en ny måde. Hen over sommeren genanmeldte Information klimabevægelsens klassikere, og vi genfortalte historierne om, hvordan de satte en ny politisk dagsorden. Her har du den korte version af de otte anmeldelser.

’Grænser for Vækst’.

Af Dennis og Donella Meadows, Jørgen Randers og William Behrens III.

I 1968 mødtes en gruppe videnskabsfolk, økonomer, humanister, industriledere og embedsfolk i Rom for at diskutere de økonomiske og miljømæssige udfordringer samt finde løsninger på dem.

Det blev til Romklubben, der fire år senere udgav Grænser for vækst.

Rapporten var den allerførste computersimulerede fremskrivning med scenarier for mulige udviklinger for befolkning, miljø, ressourcer, økonomi samt konsekvenserne af et forbrug i uændret hastighed.

Forskerholdet havde udviklet en model kaldet World 3, der tog afsæt i de fem hovedelementer befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceforbrug.

Ud fra modellen tegnede forskerne seks scenarier, hvor den eksponentielle vækst i population og ressourceforbrug risikerer at føre til et sammenbrud i verdensøkonomien, og seks scenarier, hvor teknologisk udvikling og omstilling af civilisationens levevis fører til en mere bæredygtig fremtid.

Svaret, som Romklubben kom frem til, var, at hvis de nuværende væksttendenser fortsatte, så ville jordens naturlige grænser for vækst være nået inden for de kommende 100 år, altså i det 21. århundrede.

Grænser for vækst står i dag som et banebrydende hovedværk, der allerede for et halvt århundrede siden kaldte på et opgør med den økonomiske vækstpolitik. Konklusionen var på daværende tidspunkt opsigtsvækkende.

Rapporten er pædagogisk skrevet, og dens velunderbyggede fremskrivninger læner sig nærmest profetisk op ad de nyere miljø- og klimarapporter, som vi stadig oftere præsenteres for i dag.

Senest en stor rapport lavet for European Environmental Bureau, hvor et internationalt forskerhold gør op med forestillingen om, at velhavende lande med teknologiske fremskridt kan bevare økonomisk vækst og samtidig mindske presset på klima, biodiversitet, vand og andre ressourcer.

Bemærkelsesværdigt er det også, at budskabet i dag fra de grønne bevægelser, der verden over har mobiliseret sig i hidtil uset omfang, lyder som et ekko af Romklubbens afsluttende konklusion i epilogen fra 1972:

»Den her store indsats er en udfordring for vores generation. Den må ikke blive skubbet videre til den næste. Handling skal ske resolut, uden forsinkelse, og den nødvendige opbremsning skal være foretaget i dette årti.«

Martin Bahn

’Gaia’

Af James E. Lovelock

Hvordan ville man kunne afgøre, om der er liv på Jorden uden at skulle sætte en fod på vores smukke blå planet? Det spørgsmål stillede James E. Lovelock sig selv, da han i slutningen af 1960’erne som ansat hos NASA var med til at forberede en ekspedition til Mars, som blandt andet skulle lede efter spor af liv.

Svaret, Lovelock kom frem til, var, at man på lang afstand kan afgøre, om der er liv ved at se på sammensætningen af en klodes atmosfære, om den er i samspil med noget biologi nedenunder.

12 år senere i 1979 var den grundtanke – at atmosfæren hænger sammen med resten af Jorden og verdenshavene, og at der er en gensidig konstant påvirkning – blevet til bogen Gaia, der siden er kommet til at stå som et af de mest banebrydende værker i forhold til forståelsen af, hvordan jordkloden skal ses som ét sammenhængende og selvregulerende system.

Vi bebor ikke bare planeten, vi er i symbiose med den, argumenterer Lovelock. Jorden giver betingelser for liv, men livet er også hele tiden med til at forme samme betingelser.

Lovelocks Gaia-teori fik efter udgivelsen af bogen hurtigt mange tilhængere og er i dag et solidt teoretisk paradigme med internationale konferencer og en omfattende videnskabelig litteratur.

Og ideen om Moder Jord – Gaia – som én sammenhængende mekanisme er med vor tids klimakrise kun blevet endnu stærkere.

Dog er James Lovelock i Gaia ikke kun pessimistisk, og han opfordrer gentagne gange til ikke at lade sig gribe af panik eller skræmme af miljøbevægelsens dommedagsscenarier.

Selv er Lovelock, der fyldte 100 år i juli, i dag mindst lige så alarmistisk som det meste af miljø- og klimabevægelsen – men han hævder vedblivende, at løsningerne kan findes i den teknologiske udvikling: syntetisk produceret mad, lavenergisamfund baseret på ny teknologi og begrænsning af den demografiske udvikling.

I sin seneste bog Novacene fra i år hævder Lovelock, at løsningen på klimakrisen er superintelligente robotter, der skal føre fra vores nuværende periode kaldet den antropocæne tid – hvor det er mennesket, der former alle jordens omgivelser – til den nye tid: den novacene tidsalder, hvor menneskets påvirkning af planeten igen reduceres til et mere ubetydeligt aftryk i harmoni med omgivelserne.

Jesper Løvenbalk Hansen

’Vækst eller velfærd’

Af E.F. Schumacher

Da Ernst Friedrich Schumacher 4. september 1977 døde efter et massivt hjerteanfald, mistede verden en af de mest originale og indflydelsesrige økonomiske tænkere i det 20. århundrede.

Kort forinden havde Schumacher færdiggjort A Guide for the Perplexed, som han selv opfattede som sin vigtigste bog, men det var en anden udgivelse, der bragte ham global berømmelse: Small is Beautiful – med undertitlen A Study of Economics as if People Mattered – blev udgivet i 1973 under den første oliekrise og siden solgt i fire millioner eksemplarer verden over. Herhjemme udkom den i 1975 med titlen Vækst eller velfærd.

Small is Beautiful blev i 1995 af The Times Literary Supplements listet som en af de 100 mest betydningsfulde værker udgivet efter krigen. Afsættet i bogen er det moderne menneskes fremmedgørelse fra naturen og egenforståelse som »en udenforstående magt, der skal beherske og erobre naturen«.

Kombinationen af accelererende teknologiudvikling og adgang til billig fossil energi efter krigen satte den vestlige verden i stand til at skabe en økonomi baseret på hastig produktions- og forbrugsvækst, som driver uhæmmet rovdrift på naturkapitalen og derfor uvægerligt, ifølge Schumacher, vil ende galt.

E.F. Schumachers bud på en økonomi, der er indrettet, »som om mennesker betød noget«, er en økonomi opbygget af mindre enheder og baseret på »tilpasset teknologi«, dvs. teknologier, der ikke udvikles for at overflødiggøre menneskeligt arbejde og maksimere produktionen, men for at fremme såvel glæden ved arbejdet som arbejde til flest muligt.

Heri ligger også, at målet ikke er at gøre økonomien i lokalsamfundet stedse større, men at indrette den på at øge menneskelig trivsel og samtidig værne om naturgrundlaget.

I årene op til sin tidlige død lå Schumacher vandret for at diskutere sine indsigter og forslag verden rundt med et voksende publikum. Her 42 år senere synes verden på ny motiveret for tanker, der flugter med Schumachers. I dag er det igen ret præcist sådan, som han skrev i slutningen af sin bestseller:

»Den fundamentale tvivl, som udtrykkes af unge mennesker overalt i verden, er et symptom på den udbredte bekymring, som vor industrielle civilisation i stigende grad giver anledning til.«

Jørgen Steen Nielsen

’En ubekvem sandhed’

Af Al Gore

Al Gore var kendt som en meget, meget kedelig politiker. En »træmand«, sagde de om ham, og det var ikke ment som en hyldest til hans indsats for verdens natur.

Det var en betegnelse for en politiker, der virkede stiv og stillestående.

»Ozonmanden«, sagde præsident George Herbert Walker Bush om Al Gore, fordi han var optaget af klima længe før langt de fleste andre, og det oplevede Bush som teknisk og dengset.

Men efter otte år som vicepræsident for Bill Clinton og et historisk nederlag i forsøget på selv at blive præsident blev Al Gore i løbet af 00’erne til en overraskende verdensstjerne.

Med filmen og bogen En ubekvem sandhed fra 2006 bredte han sin forståelse af klimakrisens radikalitet og dybde ud til et stort publikum.

»Sandheden om klimakrisen er ubekvem,« skriver Al Gore til sidst i bogen, »for den indebærer jo, at vi bliver nødt til at lave om på den måde, vi lever vores liv på«.

Filmen vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm, og til oscaruddelingen gik Al Gore sammen med Leonardo DiCaprio og Cameron Diaz på den røde løber: Stjernerne ville gerne være grønne, og det var Al Gore, som havde givet dem billeder, ord og argumenter.

Bogen En ubekvem sandhed er oplysende og pædagogisk, men filmen var alarmistisk. Det var som at se en katastrofefilm, der chokerede ved ikke at være en fiktion.

Den viste voldsomme billeder af de værste ødelæggelser, som allerede havde fundet sted, og de vildeste orkaner, tornadoer og oversvømmelser væltede ind over publikum i biografsalen. Det var vækkelsesaktivisme med hollywoodeffekter. Al Gore selv var det forklarende centrum, som udlagde krisen og foreslog løsninger. Der opstod en tendens til personkult.

Filmen blev kritiseret voldsomt for manipulation og vildledning. Det blev så stor en sag, at den kom for den britiske landsret, som efter konsultation med forskere fandt ni fejl i filmen. Også den danske miljøstyrelse forholdt sig til En ubekvem sandhed. De fandt visse fejl, men konkluderede, at den overordnet var redelig.

Personen Al Gore er kontroversiel, forfængelig og bestemt ikke hævet over kritik. Men effekterne af hans indsats for den grønne kamp er indiskutable. Træmanden forlod politik for at forandre verden – og blev en uforudset folkehelt.

Rune Lykkeberg

’Silent spring’

Af Rachel Carson

De, der skal forklare, hvordan den amerikanske miljøbevægelse opstod i 1960’erne, og hvorfor USA i starten af 1970’erne vedtog omfattende naturbeskyttelseslove, henviser ofte til én ting.

De fremhæver også denne ene ting, når de fortæller om den utrolige dag i 1970, hvor 20 millioner amerikanere demonstrerede på Earth Day over hele USA med kravet om beskyttelse af naturen og for retten til ren luft og rent drikkevand.

Denne ene ting var en bog: Silent Spring af forfatteren og marinbiologen Rachel Carson, der udkom i 1962 og straks blev en national bestseller.

Silent Spring var ikke bare en afdækning af, hvordan de pesticider, som skulle udrydde menneskets fjender i naturen, greb ødelæggende ind i hele vores økosystem og spredte gift i hele fødekæden. Det var også en kulturkritik:

»Spørgsmålet er, om en civilisation kan føre ubarmhjertig krig mod livet uden at ødelægge sig selv og uden at miste retten til at kalde sig selv civiliseret,« skriver Carson.

Silent Spring er et politisk og stilistisk mesterværk. Den er skrevet for at påvirke læserne følelsesmæssigt og samtidig give dem analytisk indsigt i naturens kredsløb.

Bogen indledes med den lille tekst, »En Fabel for morgendagen«, der beskriver »en by i hjertet af Amerika, hvor alt liv blev levet i harmoni med omgivelserne«. Men en dag bliver jorden underligt afsvedet. Mystiske sygdomme breder sig.

Fiskene forsvinder fra søerne, markerne giver ikke længere afgrøder, og til sidst dør også fuglene. Da foråret kommer igen, er der helt stille, fordi der ikke er nogen fugle tilbage. Deraf titlen på bogen: Silent Spring, det tavse forår.

Det, der kommer over byen, beskrives først som en forbandelse. Men her træder forfatteren ind i fablen:

»Det var ikke nogen heksekunster, det var ikke fjendtlige handlinger, som havde gjort genskabelsen af det nye liv umuligt i denne hjemsøgte by. Det var menneskene selv, som havde gjort det.«

Carson havde under hele arbejdet med bogen været syg af cancer. Og hun døde i 1964 uden at opleve de politiske konsekvenser af sit arbejde. DDT blev næsten totalt forbudt i 1973.

Rune Lykkeberg

’Spørgsmålet om teknikken’

Af Martin Heidegger

Filosoffen Martin Heidegger foretog, som Slavoj Zizek har sagt det, et »rigtigt skridt i den forkerte retning«.

Der var en kulturkritisk tendens i Heideggers tænkning, men det var naturligvis en tragisk fejltagelse at anse 1930’ernes nazistiske bevægelse som indfrielsen af dette kritiske potentiale. Hvilket Heidegger gjorde.

Når man ikke desto mindre stadig bør læse Heidegger, er det, fordi den heideggerske tænkning altid er åbnende, engageret og fuld af nuancer, som får én til at opdage nye sider ved et problem.

Forelæsningen Spørgsmålet om teknikken fra 1954 er et godt eksempel. Heidegger vil spørge ’efter’ teknikken, som han kalder det (på tysk hedder forelæsningen Die Frage nach der Technik) – dvs. opsøge dets væsen, og teknikkens væsen må spores tilbage til den grundydelse, den er udtryk for.

Med teknikken fremstilles forskellige ting, som kan bruges til forskellige formål. Den gør dermed samtidig det værende til noget, der er genstand for en mulig bestilling. Teknikken stiller sig i og over for naturen og betragter den som en ressource.

Virkeligheden fremdrages eller afdækkes i teknikken som bestand. Også mennesket selv bliver en del af bestanden, siger Heidegger, nemlig der, hvor det til sidst går i ét med sin rolle som den, der foretager bestillinger.

Heidegger anfører, at den måde at fremdrage eller åbenbare væren på, som finder sted i teknikken, er en slags fastfrysning af virkeligheden som bestand, en måde ikke længere at genskabe det frie og åbne forhold til væren. Derfor udgør teknikken en fare for menneskeheden.

Men hvori består da redningen? Den skabende frembringelse, som teknikken forvalter, kan også vise sig som kunst. Kunsten giver os en adgang til tingenes væren, som forbliver skjult for os i vores almindelige omgang med dem. Den giver os så at sige et perspektiv, som ikke ville kunne gives i nogen anden form, fordi den fremstiller væren, samtidig med at den lader den være.

Hvad kunsten kan lære os om klimaforandringerne, er i første omgang således muligvis, at vi nogle gange bare skal lade tingene være.

Måske behøver vi ikke fiske alle fiskene op, måske kunne vi godt lade Nordsøolien blive, hvor den er. Måske er det en god idé at lade nogle skove stå og kun besøge dem en gang imellem for at trække vejret eller klatre lidt i træerne. Det er bestemt ikke nogen dårlig lære.

Henrik Jøker Bjerre, lektor på Center for Anvendt Filosofi på Aalborg Universitet.

’Naturpagten’

Af Michel Serre

Én af de grundlæggende antagelser i Naturpagten er, at vi har brug for at gentænke de forbindelser, vi står i, til alt andet i verden.

Eller måske rettere: gentænke selve forbindelsen; dét, der er mellem menneskene og tingene. Hvordan kommer man af med skadedyr i en kornmark for eksempel?

Det er et spørgsmål, der godt kan isoleres og løses. Men hvad betyder det, at kornmarken også står i forbindelse med vores drikkevand, og at de giftstoffer, vi opfinder til at løse problemet med, skal produceres og distribueres på markerne?

Naturpagten er en filosofisk reorientering af menneskets syn på sin egen position i verden med udgangspunkt i en udveksling, der rent faktisk har fundet sted i et stykke tid allerede, og som for nylig er blevet global. For første gang står menneskeheden som samlet aktør over for et globalt, naturligt grundlag, som vi på utallige niveauer påvirker og er i kontakt med.

Og selv om naturen ikke kan skrive under på en kontrakt, er den alligevel indtrådt i en form for forhandling med menneskeheden. Naturen er nemlig begyndt at svare igen på den massive påvirkning, vi har udsat den for. Storme og oversvømmelser, temperaturstigninger, tørker, arters uddøen og migration.

Serres opråb i Naturpagten var ikke et romantisk eller mystisk forslag om at tilskrive dyr og planter menneskelige egenskaber, men næsten lige omvendt en ambition om at gentænke menneskets egen status i verden og lytte til de reaktioner, vores adfærd har affødt.

Det er ikke nok med et enkelt klimavalg. Der er brug for en langt mere grundlæggende gentænkning. For Serres er idealet for den kommende tids magthavere (i bredeste forstand), at de skal være »dannede dommere«, dvs. nogen, der kan mere end deres katekismus, om man så må sige.

Michel Serres døde den 1. juni, 88 år gammel. Naturpagten er ét blandt en række af væsentlige værker, han efterlod. Ikke det med størst filosofisk tyngde, kunne man mene, men måske alligevel det værk, der mest markant og betimeligt vil indgå i filosofihistorien, næsten alene fordi det ved sin titel opsamler de meget forskelligartede indsigter, Serres var i besiddelse af, og placerer dem i den rette, verdenshistoriske kontekst. Man må håbe, at der er noget, der bliver tilbage og kan inspirere nye generationer.

Henrik Jøker Bjerre, lektor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

’The Great Derangement’

Af Amitav Ghosh

Vi er moderne og rationelle, vi tror ikke på ufoer, mirakler og guddommelig indgriben i verden. Og når vi oplever det mirakuløse, kan vi ikke fortælle om det uden at træde ud af vores moderne verdensbillede og risikere at blive regnet for tosser.

Dramaet, de komplicerede sammenstød og de tragiske konflikter, er inde i mennesket og mellem menneskene. Det er os, som er de interessante i den moderne litteratur. Naturen derimod er flad og forudsigelig, ordnet og kedelig.

Det er dette litterære verdensbillede, som ifølge den indiske forfatter Amitav Ghosh har gjort det så svært at skrive god litteratur om den globale opvarmning.

»Klimakrisen er også en kulturkrise,« skriver han i The Great Derangement fra 2015, som er blevet en kulturkritisk nyklassiker: »Og derfor en krise for vores forestillingsevne.«

Bogen er ikke et anklageskrift mod forfattere, som han mener burde have skrevet litteratur om klimaforandringerne. Han hævder ikke, at kollegerne har svigtet en historisk opgave, men erkender, at han også selv har fundet det vanskeligt at drage de historiske forandringer af forholdet mellem menneskene og naturen ind i sine bøger.

Ghosh påpeger, at den modernitet, der har skabt fundamentet for klimakrisen, også har fjernet det historiske fundament for at lave store fortællinger om den. Fortællingen om katastrofer, oversvømmelser, orkaner og tørke skal være psykologisk, hvis den skal anses for lødig, moderne litteratur. Historien om naturen skal være fortællinger om mennesket.

Men klimaforandringerne betyder igen, at vi skal forestille os et perspektiv, som rækker ud over nutiden og den nære fremtid, og vi skal tænke os selv som små momenter i en langt større kæde af generationer, end vi er vant til.

Ghoshs afgørende pointe er, at vi er vant til, at mennesket er hovedpersonen i verden, og at vores politiske teorier og æstetiske traditioner er dannet i historiske kontekster, som ikke på nogen måde har taget højde for, at menneskets fremskridt som utilsigtede sideeffekter kunne have naturens genkomst som trussel mod menneskets liv på jorden.

Hvis man tænker det igennem som en kritisk erkendelse af vores fortællingers grænser og som en afdækning af vores forestillingsevnes begrænsninger, er det faktisk en frigørende bog.

Rune Lykkeberg

Studiestart 2019

Man skal vælge sin kampe med omhu – men der er masser af kampe at kæmpe som studerende. Klimakampen f.eks. I tillægget ’Studiestart’ kan du møde aktivister fra Den Grønne Studenterbevægelse og høre, hvorfor de er gået ind i klimakampen. Og du kan også møde humanister og velfærdsmedarbejdere, der har trodset deres fags omdømme og er vilde med det, de laver.

Andre artikler i dette tillæg

  • »Vi får at vide, at der ikke er behov for os. Det, mener jeg, er decideret forkert«

    30. august 2019
    Antallet af ansøgere til humanistiske uddannelser falder år for år – måske på grund af nedskæringer og den udbredte snak om ledighed og begrænsede muligheder efter studiet, måske på grund af familiemedlemmers evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvad kan man bruge det til?
  • Sprogfagene svinder ind, og det udfordrer vores verdenssyn

    30. august 2019
    Igen i år er sprogfagene hårdt ramt af lave optagelsestal på de videregående uddannelser, som blandt andet kommer som følge af mange års negativ italesættelse af sprogfagene, lyder kritikken fra fagfolk. S-regeringen er klar til at tage en »dialog« med universiteterne
  • »Vi humanister har glemt vores værdi og solgt os selv for billigt«

    30. august 2019
    Humaniora kæmper stadig med faldende optag og højere arbejdsløshed end andre fagområder. Men mange af vores moderne samfunds udfordringer – uanset om de handler om teknologi, klimakrise eller politisk ekstremisme – kræver faktisk humanistiske løsninger, påpeger forskere
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu