Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Jaime Rosales pudser smukt og stilsikkert Aristoteles af i sit stilfulde skæbnedrama ’Petra’

Jaime Rosales skaber smukt en tidløs stemning af klassisk tragedie i sit stramt komponerede skæbnedrama ’Petra’ tilsat dansk korkomposition
Kultur
15. august 2019

Man skal ikke lade sig forvirre af, at Jaime Rosales indleder sit skæbnedrama Petra med kapitel 2. Rosales har en plan, og den fungerer fortræffeligt, når han fortsætter med kapitel tre for så at springe tilbage til kapitel et.

Petra er en stramt komponeret film, hvor hver indstilling og informationsdosering er tænkt minutiøst igennem.

Heldigvis er det samtidig en film med både lys, humor og liv, selv om den tragiske familiefortælling er som taget ud af en græsk myte med en følelse af forestående undergang fra første færd.

Filmen følger den unge kunstner Petra (Bárbara Lennie), som ved filmens start ankommer til den anerkendte skulptør Jaumes (Joan Botey) imponerende landsted for at lære af mesteren. Jaumes kone (Marisa Paredes) advarer om, at hendes mand ikke kan lære nogen noget, og at det ikke er her, man finder sandheden i kunsten.

Alligevel bliver Petra hængende og udvikler et venskab med Jaumes fotografsøn (Àlex Brendemühl), som hele livet har stået i skyggen af sin evigt nedgørende far.

Med hushjælpen, hendes mand og deres søn i periferien er scenen sat for et intenst familiedrama, hvor historien flere gange tvister, mens vi finder ud af mere om fortidens hemmeligheder og Jaumes ubehagelige personlighed.

Isnende kunstnerpatriark

Faktisk leverer den 77-årige debutant Joan Botey et af de mest isnende portrætter af en hensynsløst selvoptaget og ondskabsfuld kunstnerpatriark, man længe har set på film. Hans få skødesløst knivskarpe replikker skærer sig ind i sjælene omkring ham, mens han ødelægger det ene liv efter det andet blandt de lige så nedtonet storspillende medspillere.

Konsekvenserne gennem en livstid formidler Paredes formidabelt i sit indestængte spil, som ligger så langt fra hendes Almodóvar-præstation i Alt om min mor, det næsten går at forestille sig.

Spansk film har mange tonelejer, og her er vi sammen med en fortrinlig Lennie (fra blandt andet Asghar Farhadis Alle ved det) og Brendemühl i den kontrollerede ende af skalaen, hvor det sammen med kronologilegen umiddelbart er sværere at engagere sig følelsesmæssigt.

Til gengæld sætter filmen stærke spor, mens den systematisk skaber nye udfordringer for menneskene omkring Jaume.

Tidløst smugkiggeri

Rosales har sagt, at hans sjette spillefilm (den første med dansk premiere) er inspireret af Aristoteles’ ord om, at alt skal være overraskende og nødvendigt. Indimellem ser man tingene komme, blandt andet fordi Rosales spoiler kommende handling i kapiteloverskrifterne.

Alligevel er man fascineret fra start til slut i selskab med Hélène Louvarts stemningsfulde kamera, som sniger sig ind på karakterernes konflikter og bliver hængende i rum og landskaber efter, at de der mennesker er gået.

Billedsiden arbejder smukt med tomhed, døre og spejle, mens vi smugkigger på karaktererne og den kunst og natur, der omgiver dem.

Sammen med Kristian Eidnes Andersens musik, der med et kommenterende kor elegant skaber både brud og overgange, skaber Rosales’ spansk-fransk-danske co-produktion en forførende fornemmelse af tidløshed, som klæder tragedien.

Vi er milevidt fra forrige premiereuges storstøjende og rodede familiedrama Stilheden, og det er skønt.

’Petra’. Instruktion: Jaime Rosales. Manuskript: Jaime Rosales, Michel Gaztambide og Clara Roquet. Fotografering: Hélène Louvart. Længde: 107 min. (Vises i Grand Teatret og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Nordkraft i Aalborg samt andre fine steder landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Eva Novrup Redvall

Jeg læste også anmeldelsen i JyllandsPosten.

Åbenbart kender Petra ikke sin far identitet - moderen har ikke ville røbe det;
men Petra arrangerer selv et studieophold hos den ældre kunstner Jaumes -
og forelsker sig i hans søn ....

Shit .... og al det på spansk !!

@Eva Novrup Revall
Marisa Paredes var altså ikke med i Alt om min mor. Men derimod fx i Høje hæle. en lapsus?

Eva Novrup Redvall

Hun er med I begge :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Overskrifterne hjælper nu med at finde ud af, hvor vi skal hen. Nu kronologien er rodet. Men uden roderiet havde det været knap så god en film.

Humor synes jeg dog ikke, at den indeholder. Og Jaume er vel snarere følelseskold end ondskabsfuld.

@Eva Novrup Revall
Hvilken rolle spiller Marisa Paredes i Alt om min mor?

Ups: du har ret. Undskyld.