Læsetid: 3 min.

Med klap for øjet i grænselandet

100 instruktive siders indføring i den uimodsigeligt komplicerede historie om Slesvig og Holsten, hvor spørgsmålet om dansk og/eller tysk er noget mere nuanceret, end det blafrende nationale føleri ellers lader forstå
2. august 2019

Det er ikke for meget sagt, at sedlerne på den grønne dug med spørgsmål om Danmarks sydlige grænselande var de mest frygtede ved eksamensbordet.

Englands daværende premierminister Palmerston skal efter sigende være blevet spurgt af dronning Victoria, hvordan det forholdt sig med dette hersens Slesvig-Holsten, og svarede, at der kun var tre mennesker i verden, der havde styr på den sag: Den ene var Victorias gemal, prins Albert, men han var jo død; den anden en tysk historieprofessor, men han var blevet skør. Og den tredje er mig, sagde Palmerston, og jeg har glemt det.

Hvordan en omverden i øvrigt skulle kunne vide, hvad årsagen var til opgøret om Slesvig i 1864, er meget forlangt.

De dybe konflikter, der foreløbigt endte med tysk sejr, hvor Danmark hovedsageligt som følge af en ubehændig ført dansk udenrigspolitik som bekendt tabte det hele til op under armhulerne af Kolding, tager udgangspunkt i Valdemar 2.s testamentariske bestemmelser i 1232.

Her skete den uheldige udskillelse af det danske kongerige af det store frugtbare og rige område.

Landene som tyskerne senere fordrede, med henvisning til et ret tilfældigt og flertydigt dokument fra 1460, skulle være evigt udelt sammen: ewich tosamende ungedelt, som har skabt så utallige problemer.

Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet.

Saxo
Valdemar – med det noget misvisende tilnavn af Sejr – havde tre sønner, der skulle tilgodeses; landene syd for Kongeåen og nord for Elben kom i spil med det resultat, at et ellers nogenlunde politisk sammenhængende konge- og stormandsstyret (mafiøst) rige gerådede i kongemord og mangeårig borgerkrig.

Det yderligere resultat var, at Slesvig og Holsten sidenhen som et eller mange flere hertugdømmer fremover fik uens og skiftende tilknytning til henholdsvis det danske og nordtyske statsapparat.

Alting var måske gået fredeligere for sig, såfremt Slesvig – i hvert fald Sydslesvig – og Holsten på et tidligt tidspunkt kunne have slået sig naturligt sammen til et selvstændigt rige mellem det danske og tyske.

Tilløbene var flere især med hertugerne i Gottorp som interessenter med robuste muligheder for at spille på stormagternes – først og fremmest Ruslands – ønske om hånd i hanke med Danmark og stræderne.

Det hele er uimodsigeligt kompliceret, al den stund nationale stemmer, det vil også sige den historiske tradition på begge sider, har betragtet det slesvig-holstenske med skyklap for hvert sit ene øje.

Historikeren Carsten Porskrog Rasmussen leverer i den fine serie 100 danmarkshistorier på de tildelte 100 sider i Hertugdømmet en oversigt over det fænomen, der uigendriveligt, før vore dages hysteri om indvandrere og flygtninge, har vækket flest voldsomme følelser i det dansk nationale sindelag.

Sønderjylland, som regionen også kaldes, passer sådan set ikke ind i forestillingen om et samlet dansk rige.

Mere nuanceret end det blafrende nationale føleri

Status af hertugdømme efterhånden med hver sin politiske, kulturelle og sproglige udvikling i henholdsvis Holsten og Slesvig betød ikke alene forskelligartede vilkår nord og syd for den grænse, vi kender i dag, den betød også en ihærdig accent på den nationale fordring.

Den som man her til lands har kunnet bevidne ved en temmelig forløjet fædrelandslyrik efter 1864 og siden eksempelvis Dansk Folkepartis lejlighedsvise demonstrationer i grænselandet angiveligt for at få det danske mindretal tilbage i riget.

DF’s daværende chefideolog, præsten og agitatoren Søren Krarup, gjorde i sin tid meget ud af, at sameksistens og Grænseforening ikke må svække kravet om at få det tabte retur, Danmark til Ejderen og mindretallet hjem.

Men spørgsmålet om dansk og/eller tysk er noget mere nuanceret end det blafrende nationale føleri, mere mangetydigt, mindre ensidigt og nationalt selvfølgeligt.

Som Carsten Porskrog Rasmussens lille bog anskueligt fremhæver, har kampen også stået om Historiens legitimitet. Eftersom sagen som antydet af Palmerston er uhyre kompleks, er argumenterne ofte tilsvarende forenklede og nu og da direkte misvisende.

Dertil kommer fortidige danske herskeres fejltagelser.

Blandt andre Christian 5., der ville have kunnet gafle hele Slesvig til Ejderen til sig mod at afgive Holsten og dermed fastslået dansk herredømme over et entydigt område med grænsen fastlagt, som det formentlig ville have betydet i al evighed fremover.

Men kongen sagde nej, han ville have det hele; han havde ganske enkelt ikke en national dagsorden, det havde man ikke på den tid, kun dynastisk interesse (og grådighed). Forenklet gengivet.

Det kan man så ærgre sig over eller lade være – eller glæde sig over at det trods alle krige og lidelser og afsavn endte godt i 1920 med den grænse, vi kender i dag, og som ligger fast – om end desværre atter bevogtet.

Og nu med vildsvinehegn.

Carsten Porskrog Rasmussen: Hertugdømmet. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider, ill. 100 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Grethe Preisler
Per Klüver og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu