Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mælkeflasker, fnat og stikpiller

Elisabeth Gjerluff Nielsen bruger skriften som terapi
Elisabeth Gjerluff Nielsen bruger skriften som terapi

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Kultur
23. august 2019

Elisabeth Gjerluff Nielsen (f. 1957), sanger, musiker og medium kendis (lillesøster til Peter A.G. fra Gnags), har altid haft det svært med sine tre søskende. Igennem barndommen i Skjern var det, som om der aldrig rigtig voksede nogen søskendekærlighed frem. Der var mange ufarlige drillerier og sammenstød, men de slog alligevel hårdt, fordi kærligheden ikke lå som en flyverdragt omkring dem til at tage de værste stød.

Nu, hvor Elisabeth Gjerluff Nielsen er blevet ældre, vil hun gerne undersøge, hvad der er gået galt. For også i voksenlivet har de i alt fire søskende store sammenstød, de bryder med mellemrum kontakten og kommer jævnligt ud i dramatiske skænderier. Hvorfor er det mon sådan? Det forsøger sangerinden at udforske i sin erindringsbog, Store børn, og som det indledende citat, af en amerikansk præst og forfatter Eugene H. Peterson, lyder:

»Mennesker er ikke problemer, der skal løses, men mysterier, der skal udforskes.«

Elisabeth Gjerluff Nielsen vil altså forsøge at nærme sig sine søskende – og sine relationer til dem – som mysterier.

Sludrende opremsninger og konflikter

Hvis man skal være venlig, kan man sige, at lige præcis dét projekt lykkes i Store børn. Som læser bliver jeg nemlig aldrig klogere på den dybereliggende årsag til alle disse konflikter, og det gør forfatteren tydeligvis heller ikke.

Igennem hele bogen kører sludrende opremsninger af, hvad man eksempelvis kan foretage sig i Skjern, evindelige tidsbilleder af alt mellem himmel og jord som en slags baggrundsmusik, der skrues op og ned for, og som fungerer som en slags buffer for alle de tilspidsede episoder og konflikter søskende imellem, der efterhånden oprulles.

Vi hører om det tøj, Elisabeth Gjerluff Nielsen gik med i Skjern, at man kunne gå hen og købe flødeskum på mejeriet for to kroner (før de elektriske piskeris), hvordan man kurerede fnat med tjære, og om hvad forfatteren oplevede en sommer i Tyrol.

Store børn af Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Det er akkurat lige så besættende, som det lyder.

Det andet spor, konflikterne, familiestridighederne, ja, de er sådan set bare jævnt pinlige.

Jeg sidder som kritiker og værger mig, for jeg vil helst ikke være personlig i en anmeldelse, men hvad skal man stille op, når man skal anmelde en række personlige udfald, blinde vinkler og smertelige, personlige sår?

Vi hører mest om konflikterne med broren Peter A.G. – forsangeren i Gnags – og det er og bliver noget mærkeligt noget.

På den ene side refereres samtaler, hvor han angiveligt har sagt noget sårende eller ikke sagt det rigtige. Der berettes lidt giftigt (og lidt morsomt) om, hvordan Peter A.G. lidt mut turnerer rundt i Jylland til en række private fester og konferencer lige efter hinanden, og hver gang træder op på en scene og synger »Det er den dejligste morgen i hundrede år – og jeg lever«. Underforstået, at det er det i hvert fald ikke. Den dejligste morgen.

Og så er der en række anklager, der mest af alt afslører, at Elisabeth Gjerluff Nielsen selv har så svært ved at se klart i denne fejde, at hun ikke kan se sine egne urimeligheder. Eksempelvis beskriver hun en situation, hvor Peter A.G inviterer hende og hendes barn i byen og køber legetøj til pigen og kager til dem alle.

Men på én eller anden mystisk måde, får forfatteren vendt det til noget negativt. For legetøjet forsvandt jo allerede ugen efter! Og faktisk fik den lille ondt i maven af den kage – og i øvrigt grisede kagen også barnevognen alt for meget til!

Dette forvrængede blik bliver ærgerligt nok et gennemgående spor i bogen. Man skal som læser ikke være psykolog for at se, at alle de ubehageligheder, forfatteren anklager og opregner fra de forskellige søskende, ikke just kommer som isolerede lynnedslag fra en klar himmel.

Elisabeth Gjerluff Nielsen ser ikke de solbriller, der farver den virkelighed og de episoder, hun beretter om – men det gør læseren. Og det gør læsningen akavet. Ikke mindst fordi forfatteren hele tiden fremhæver, hvor gerne hun vil familien, og det tror jeg virkelig, hun vil. Men hun ser ikke sin egen fjendtlige fremfærd. Derfor bliver det nærmest en slags tragisk ironi, at bogen er tilegnet familien.

Jeg tror, at bogen bliver svær at læse som en udstrakt hånd. Man kunne sige, at det er ufrivilligt komisk, men egentligt er det jo bare trist.

Jeg mener, at man ville have gjort forfatteren en stor tjeneste ved ikke at lade Store børn udkomme. Men nu står den her. Og jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med den.

Elisabeth Gjerluff Nielsen: ’Store børn. Erindring om en familie’. Gyldendal, 264 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her