Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Marker og Hendricks holder sig på høflig afstand af politisk konflikt i deres nye bog

De to filosoffer, Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks, vil kvalificere de ofte ekstremt polariserede identitetspolitiske diskussioner. Men spørgsmålet er, om ordentlighed og akkuratesse nu også er svaret på politisk konflikt
Filosofferne Vincent F. Hendricks og Silas L. Marker forsøger i deres nye bog at kvalificere debatten om identitetspolitik og krænkelse gennem en slavisk begrebsafklaring. En »filosofineurotisk tiltro til begrebspræcisionens egen helende virkning«.

Filosofferne Vincent F. Hendricks og Silas L. Marker forsøger i deres nye bog at kvalificere debatten om identitetspolitik og krænkelse gennem en slavisk begrebsafklaring. En »filosofineurotisk tiltro til begrebspræcisionens egen helende virkning«.

Robin Skjoldborg

Kultur
22. august 2019

Du kan være cirka lige så vis på, at der, mens du læser dette, kører en historie om endnu en uforvarende rusfest, der har forbrudt sig mod denne eller hin nye vanvidsregel fra de krænkelsesparate, som vil afføde en kanonsang af stukne grise fra debatdanmarks demokratihungrende tørvegrave.

Identitetspolitik suger opmærksomhed til sig som en skolesvamp, der har ligget i kridt hele sommeren og genererer både klik til gavn for mediebaronerne og meningsvakuumer til skade for opbyggelig samtale.

Men faktisk svarer de refererede historier sjældent til kendsgerningerne, og der er 117 forskellige meninger om, hvad ’identitetspolitik’ overhovedet vil sige.

Amerikaniserede snowflake-studerende eller lige såvel fagbevægelsens højtbesungede arbejderfigur? Progressivitet i det 21. århundrede eller en snedig ideologisk manøvre opfundet for at vaccinere folkestemningen mod venstreradikalisering?

Denne diagnose er udgangspunktet for en ny bog af de to filosoffer fra Københavns Universitet, Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks.

Med Os og dem – identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter gelejder de os gennem fire lettilgængelige kapitler og syv fortrøstningsfulde diplomatråd i retning af et mere »oplysende og konstruktivt debat- og meningsmiljø uden et os versus dem, politiske bobler og andet uvæsen«.

Bogen er således et forsøg på at styrke debattens vilkår ved at kvalificere vores kendskab til det identitetspolitiske tankegods og de dertil hørende begreber (kulturel appropriation, sexisme, politisk korrekthed), den åndshistoriske baggrund (oplysningsidealer, mikromagtanalyse, intersektionel feminisme) og de aktuelle betingelser for verserende kontroverser (opmærksomhedsøkonomi, misinformation, glidebaneargumentation).

Os og dem består for store dele i en forsøgsvis systematisk opsummering af ræsonnementerne bag velkendte synspunkter, hvilket er nyttigt omend en anelse repetitivt, hvis man har fulgt nogenlunde med i de sidste års flittige meningsudvekslinger. En oplagt gaveidé til din onkel.

Derudover indeholder den gruopvækkende fact checks af de største mediesager, så man hurtigt kan få gjort kål på enhver eventuelt resterende respekt for borgerlig clickbait-journalistik.

Forfatterne byder os at bevise, at vi ikke er sløje lemminger i en skyttegrav, men kan opbygge en forståelse af ’identitetspolitik’, der går ud over det vanlige skrækbillede af en afskyelig stråmand med konspiratoriske overherredømmeambitioner og pronomenpolitiet brusende ud af munden.

Det politiske bidrag

Men den egentlige styrke ved bogen, der da også emmer umiskendeligt af filosofineurotisk tiltro til begrebspræcisionens egen helende virkning, skal findes i visse lyspunkter i det konceptuelle apparat, samt i dens ærinde som politisk intervention i et serielt overkogende debatklima.

Silas L. Marker & Vincent F. Hendricks: 'Os og dem'.

Saxo
For eksempel påpeger forfatterne, at folk ofte går skævt af hinanden, simpelthen fordi de vurderer en handling ud fra forskellige parametre. Mens den ene part forholder sig til effekten (»givet n-ordets historiske anvendelse og det ubehag, det derfor vækker i folk, er det racistisk at bruge«), udtaler den anden part sig om intentionen bag (»sådan skrev Halfdan Rasmussen nu engang, og vi mener jo ikke noget dårligt med det!«).

Af andre formålstjenlige distinktioner kan nævnes deres skelnen mellem en hård og en blød tese om privilegieblindhed, der muliggør mere nuancerede standpunkter.

Med den bløde tese kan jeg holde på, at min hvidhed ikke på forhånd diskvalificerer enhver tanke, jeg måtte have om racistisk undertrykkelse, men at den ikke desto mindre er bestemmende for min erfaringsverden og dermed dels pålægger mig et moralsk ansvar, dels begrænser min umiddelbare videnshorisont.

Dette fungerer fint som formel fremstilling af efterhånden almene, men ikke desto mindre gedigne pointer. Om algoritmernes online-lejehær også vil være lydhør over for sådan konceptuel elitegymnastik er en anden sag.

Det politiske bidrag står, så vidt jeg kan se, på to ben. For det første har Marker og Hendricks en høne at plukke med det, de kalder »krænkelsesnarrativet«, som består i at neutralisere og umyndiggøre reel politisk kritik ved at gøre den til et spørgsmål om individuelle følelser.

»Som en ærkeliberalist ikke kaldes krænket over skattetrykket, og som en klimaaktivist ikke kaldes krænket over klimaforandringerne,« skriver de, »bør en feminist ikke kaldes krænket, fordi vedkommende kritiserer et DSB-piktogram.«

For det andet, og det er vel nok bogens hovedgreb, prøver forfatterne på lige dele smidig og sympatisk facon at afværge de emsige automatangreb på venstrefløjsaktivister ved at stipulere en definition af ’identitetspolitik’, der er bred nok til at indbefatte populisme, nationalisme, antifeminisme og generisk højreradikale projekter.

Vi kender folketingspolitikeres fetichering af danskhed eller Generation Identitærs fiksering på etnicitet.

Det er kløgtigt, men har den hage, at det forkætrede ord risikerer helt at udvandes som analytisk kategori. Tilbage er kun at smide det som en flad fisk på køleren, gøre øjne og komme videre i programmet.

I virkeligheden intet modsætningsforhold

Det går pænt stærkt hen over siderne, og filosofisk set – hvilket her vil sige begrebsteknisk – giver teksten også visse steder indtryk af hastværk.

For det første indeholder den en række unøjagtigheder: for eksempel er et safe space ikke (nødvendigvis) separatistisk, holdninger og interesser er ikke sammenfaldende (så det sidste kan godt følge af en social identitet, selv om det første ikke gør), og der er altså ikke nogen tvingende forbindelse mellem at være feminist og ikke-essentialist.

Ugyldige slutninger og teoretisk klamphuggeri kan man jo gå let hen over, men ikke når bogens eksistensberettigelse er at rydde op i en forfejlet debat.

Forfatterne fremfører (ganske Jordan Petersonsk), at »det identitetspolitiske blik« hidrører fra »det 20. århundredes franske og tyske filosofi« som sådan, hvilket kan synes en lidt friskfyragtig idehistorie.

Og det er på grænsen til overflødigt åndrigt gejl at introducere den franske filosof Louis Althussers begreb om symptomallæsning som yndet fortolkningsstrategi for dette blik, når forfatterne alligevel ikke forstår andet ved termen, end dets dagligdags sygdomsmetaforiske brug, som at min sexistiske joke er ’symptom’ på min (eller samfundets) sexisme.

For det andet er det, som om Marker og Hendricks står og vipper med tæerne på syvmetervippen i stedet for at tage konsekvenserne af deres egne analyser.

Hvis identitetspolitik er politik baseret på socialt tilhørsforhold, hvorfor så ikke gå planken ud og placere nedskæringspolitik og anden materiel klassekamp under samme kategori?

Hvis forskellen på »universalistisk« og »tribalistisk« identitetspolitik er at den første insisterer på partikularisme som vejen til universel lighed (tænk på Black Lives Matter), mens den sidste betegner en chauvinistisk styrkelse af en bestemt gruppe (som Trumps Amerika), hvorfor så ikke bekende kulør, vælge side?

Skulle man lave en symptomallæsning af bogen, ville den netop hæfte sig ved dette skisma mellem på den ene side at proklamere et samfundsmæssigt engagement og på den anden side stivnakket holde fast i en videnskabelig professionalisme, der tror på skyldens gensidighed, som var det en himmelnedfalden sandhed.

Symptomet står allerede og blinker med bogens titel, der udpeger den polariserede ’os og dem’-struktur som det gode samfunds ypperste trussel. Men hvad er der nu galt med at have fjender, spørger jeg bare, så længe det er de rette, man mobiliserer imod?

At reducere problemet til ren form afslører en høflig liberal holdningspluralisme som svaret på, hvordan vi skal forholde os til de sociale konflikter, identitetspolitikken bringer frem.

I virkeligheden er der intet modsætningsforhold: Det private er identitetspolitisk, og al god identitetspolitik er universalisme!

Silas L. Marker & Vincent F. Hendricks: Os og dem – identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter. Gyldendal. 215 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
" ---- oplysende og konstruktivt debat- og meningsmiljø uden et os versus dem ---- ".

Det er der vist ikke mange, der kan have noget imod, så derfor må der i forhold til værkets tema være nogle forglemmelser i behandlingen af problemstillingerne, eller også må anmelderen have overset noget?

Problemet er ikke " ---- oplysende og konstruktivt debat- og meningsmiljø ---- ", men at nogen vil lægge begrænsninger på debatten og meningerne ved at indføre formelle og uformelle regler og lovgivning om, hvem der har lov til at udtale sig om hvilke emner i hvilke sammenhænge og på hvilken måde.

Problemet er ikke, at nogen har " ---- konspiratoriske overherredømmeambitioner og pronomenpolitiet brusende ud af munden", så længe de vil deltage på lige fod med andre i debatten, og de ikke vil indføre begrænsninger i andres ytringsfrihed i f.eks. offentlige debatter, ved demonstrationer, i kunstneriske udfoldelser og i akademiske og intellektuelle sammenhænge.

Ud over de begrænsninger i ytringsfriheden, der allerede er formuleret i lovgivningen om racisme og injurier.

Man skal vise hensyn og undgå at krænke andre, men andre har ikke et ubetinget krav på ikke at blive krænket. Det må være i min ret i nogle sammenhænge at sige, at det vil jeg ikke respektere, og at her går du for vidt.

Det mindste man kan forlange af en boganmeldelse er, at læserne får at vide , om bogen er god, middelmådig eller dårlig. Ploug drukner os i ironi, sarkasmer, selvopfundne sære ord, fx filosofineurotisk, og ikke mindst unødvendligt dangelsk såsom snowflake-studerende. Det er ikke på niveau. Eller simpelt hen en træls anmeldelse.