Læsetid: 5 min.

’Mellem linjerne’ er et ikke helt godt forsøg på en komedie om kulturelitens frygt for fremtiden

Tweets eller digtsamlinger? Hardback eller iPad? Både unge og gamle får et drag over nakken i Olivier Assayas’ knap vellykkede forsøg på at lave en snakkekomedie ud af den franske kulturelites oplevelse af sammenstødet mellem i forgårs normer og de forvirrende, nye tider
Den fløjlsjakkeklædte forlægger Alain (Guillaume Carnet) ser sig selv fanget mellem en digital omstillings-optimisme og en tro på, at bøger stadig har deres plads i verden. Tweets er den nye haiku, bliver der rent faktisk sagt i den forbindelse.

Den fløjlsjakkeklædte forlægger Alain (Guillaume Carnet) ser sig selv fanget mellem en digital omstillings-optimisme og en tro på, at bøger stadig har deres plads i verden. Tweets er den nye haiku, bliver der rent faktisk sagt i den forbindelse.

Camera Film

23. august 2019

Det er nogle herlige detaljer i Olivier Assayas’ seneste film, den frankofile, fløjlsjakkede snakkekomedie Mellem linjerne.

Tv-skuespillerinden Selena, spillet kvikt af Assayas-darling Juliette Binoche, har i knap et årti haft en affære med den uglede forfatter Leonard Spiegel (Vincent Macaigne).

Leonard skriver – engang med stor, nu med dalende succes – autofiktive romaner. Det betyder egentlig bare, at han skriver om egne oplevelser med sex, indre ynk og svære kærlighedsrelationer og så udskifter virkelighedens inkriminerende egenavne med andre. »Røgslør«, kalder han det, selv om de fleste omkring ham ser lige igennem røgen.

I sin seneste roman har Leonard i detaljer beskrevet, hvordan hovedpersonens Selena-lignende elskerinde giver ham et blowjob i en biograf.

Selena er fornærmet over scenen: I romanen ser de Hanekes Det Hvide Bånd. Men i virkeligheden så de Star Wars. Hvorfor dette uærlige snobberi?

Senere, i et fjendsk radiostudie, bliver Leonard stegt af værten for at gøre Hanekes mesterværk om ondskab og om optakten til Første Verdenskrig til tapet for en primal sexscene. Så beder radioværten ham inkvisitorisk om at forklare lytterne, hvad Det Hvide Bånd rent faktisk handler om. Leonard væver i det. Han ikke aner, hvad han skal svare. Han har mistet sit tag om verden. Når han komfortabelt vil læne sig op ad tidligere tiders trygge rammer for fransk mandeforfatteradfærd, skvatter han.

Da han ydmyget efter udsendelsen taler i telefon med sin kone (Nora Hamzawi), sulten efter uærlig ros og opmuntring, lovpriser hun i stedet som det mest logiske i verden radioværten for at være så skarp og velforberedt. At være gift betyder ikke, at man har fået en spiller på eget hold. 

Akke ak

Nej. Akke ak. Der er ikke gratis nåde til Leonards slags længere. Folk antager ikke engang, at han er dannet. Det er han så måske heller ikke. Til et dårligt besøgt forfatterarrangement i en boghandel konfronteres han ud af det blå med en for ham ukendt shitstorm på internettet over hans autofiktive greb. 

Har hans karakterer ikke ret til at fortælle deres egne historier? Autofiktionsmærkatet er ikke længere en usynlighedskappe, der undsiger ham ansvar.

Olivier Assayas har siden midt-80’erne med andenårlig rytme formået at zigzagge sig legende og undersøgende rundt i alskens filmgenrer, senest med den mærkværdigt dragende Kristen Stewart-arthousegyser Personal Shopper, der mystificerede de fleste i Cannes i 2016.

Mellem linjerne (på fransk Dobbeltliv og på engelsk Non-fiction) er endnu et tempo- og genreskift og Assayas’ knapt vellykkede forsøg på at lave en velturneret snakkekomedie ud af den franske kulturelites oplevelse af sammenstødet mellem i forgårs normer og de forvirrende, nye tider.

I en tid, hvor …

Filmens sjoveste scener er dem, hvor karaktererne ydmyger og latterliggør hinanden med overraskende bramfri ærlighedstæsk, alt imens de lever stort set utynget af skyld over alle de hemmeligholdte romantiske og seksuelle alliancer, der samtidig findes mellem dem på kryds og tværs.

Det er så også sammenstødet mellem de gode gamle dage og de uforståelige nye tider, der gør filmen trættende.

For Assayas er ingen Woody Allen. Den misantropiske selvironi bobler ikke under alle filmens replikker, selv om enkelte slår vidunderligt hårdt. 

Det meste snak i filmen består derimod af evindelige dialoger og gruppesamtaler i Paris’ intellektuelle overklasse, der på skramlede stamcafeer, lokale restauranter, fyldte barer og i bogbugnende bohemelejligheder med friske abrikoser, brød med dyppelse og rødvin i munden snakker og snakker om fortid og fremtid, udvikling og fremtidsforfald: I en tid med fake news … i en tid, hvor flere læser blog end bøger … i en tid, hvor ingen læser, men hvor alle på godt og ondt skriver tweets … i en tid, hvor den autentiske politiker er forsvundet, og image og kalkule står tilbage … i en tid, hvor den foretrukne kultur er tv-serier, man kan splatte ud til for at glemme sig, ikke teater, der skal gøre ondt på eksistensen … i en tid, hvor man kan tage hele verdens bibliotek med på ferie fra sin tablet … i en tid, hvor vi læser bøger på telefonen … i en tid, hvor man kunne droppe al fysisk samvær og bare holde skypemøder, i en tid, i en tid …

Filmens karakterer repræsenterer hver deres position og formulerer alt det om ’tiden‘, man kunne forvente sig af de positioner: skepsis, foragt, begejstring osv.

Ikke mindst den trykte bogs overlevelse eller ikkeoverlevelse i en verden af blogs og billige e-bøger fylder meget, virkeligt meget, fordi filmens mest dominerende hovedperson, den fløjlsjakkeklædte forlægger Alain (Guillaume Carnet), ser sig selv fanget mellem en digital omstillingsoptimisme og en tro på, at bøger stadig har deres plads i verden. Skal forlaget lægges helt om og satse alt på e-bøger of nye digitale fortællerformater?

Tweets er den nye haiku, bliver der rent faktisk sagt i den forbindelse. I længden, i gentagelserne, i denne uendelige variation over det samme sammenstød mellem nyt og gammelt, bliver det dræbende at deltage i (måske særligt, skal det indrømmes, hvis en del af ens ledelsesarbejde på et dagblad involverer samme slags samtaler).

I en velkendt verden

Selv om det hele skal gøre lidt tragikomisk ondt, så vil Assayas slutteligt gerne forsone sig med sammenstødene. Det er parforholdet, der ved første øjesyn ligner en bizar togulykke, som måske i virkeligheden er stærkest, fordi de to ultimativt lever af erkendelsen af, at de og verden er absolut uperfekte.

Og når man har forladt biografen og renset ørerne for al den snak om zeitgeist, så står det klart, at Assayas nok faktisk ikke er så bekymret igen. Hans film foregår i en tryg og velkendt verden, hvor man stadig ligger i hotelsengene, på den tilrøgede café, i sommerhuset med grillet fisk og vender stort og småt, hvor man lever med andres og egne løgne. 

Selv om alt og alle udleveres, tager Mellem Linjerne på den måde selv stilling til sit eget tema ved ikke at lukke fremtiden ind i sine kulisser. Og til syvende og sidst føles det, som om dens udsagn er, at al den fremtids- og omstillingssnak også bare er noget sniksnak. At vi altid er mennesker. At den, der ægte frygter fremtiden, ikke har tweedjakke på. Og det har Assayas ved Gud i denne film.

’Mellem linjerne’. Instruktion og manuskript: Olivier Assayas. Kamera: Yorick Le Saux. 108 min. (Vises i Grand Teatret og Dagmar i København, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen Nordkraft i Aalborg, Café Biografen i Odense og i en håndfuld andre biografer landet over)

Usentimental. Uden sentimentalitet formår filmen at sætte de mange spørgsmål om fortidens plads i nutiden i spil.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Kunne der mht. ovenstående opnås enighed om, hvorvidt jakken er af fløjl eller tweed?

Har set filmen - uden at bemærke jakkestoffet, og den er slet ikke værst til trods for betegnelsen "komedie", som jo ellers normalt er en gedigen advarsel.

Der var nogle få franskmænd i biografen, hvoraf den ene grinte, men alle andre inklusiv overtegnede gjorde ikke.

Jeg vil strække mig til at sige, at det er en ganske lun film med gode skuespillerpræstationer.