Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mennesket er en munter bolledej styret af griskhed og drifter

Ungarske László Krasznahorkais debutroman om en verden i opløsning og en flok ryggesløse fordrukne og forhorede mennesker er genial romankunst
Kultur
30. august 2019

Romanen, der er fra 1985, skulle egentlig have været ikke bare László Krasznahorkais første, men også hans sidste. Det er en af mange ejendommeligheder ved forfatteren; han skriver noget af den mest opsigtsvækkende og prisbelønnede litteratur i Europa, men gør det tilsyneladende nødtvungent. Det gjaldt ikke kun debuten, også de senere bøger er blevet udgivet med en besked fra forfatteren om, at den her meget vel kunne blive den sidste.

Det modvillige stopper ikke her.

Flere af romanerne er med stor, især kunstnerisk succes blevet filmatiseret af vennen Béla Tarr – det gælder både Satantango og hovedværket Modstandens melankoli – selv om Krasznahorkai ved flere lejligheder har udtrykt sin foragt eller i hvert fald komplet manglende interesse for filmmediet.

Det modvillige hos ham har jeg selv oplevet. Jeg traf ham engang i Berlin i jobmæssig anledning. Det modvillige bestod ikke i noget reserveret eller tvært, det havde jeg heller ikke ventet.

Hans romaner er fulde af en grotesk humor, ikke som bobler eller små nålestik, men en humor, der omfatter hele virkelighedsbilledet fra værtshuset til planeternes vandring. Og som afgjort rummer et element af menneskelig overbærenhed.

Det modvillige var derimod en detalje, en rekvisit, han havde medbragt: en bjergbestigerbrille.

Brillen var en sindrig konstruktion af spejle og glas, der kunne vippes og drejes om hinandens akser. Pointen var så ifølge forfatteren, at bjergbestigeren, når han eller hun dinglede i sin snor eller sad fastspændt til en karabinhage højt over jorden, ved blot at vippe en gang med glas og spejle kunne slippe for synet nedad og i stedet ufravendt glo op i himlens blå hav og hvide puder.

László Krasznahorkai: ’Satantango’

Og Krasznahorkais pointe med at bære bjergbestigerbrillen i gaderne i Berlin?

Nogenlunde den samme, nemlig at slippe for at se på al den jordiske idioti og fortræd og i stedet hengive sig til himlens blåhvide intethed.

Bjergbestigerbrillen kunne godt være en rekvisit i Krasznahorkais forfatterskab (og er det måske i en tekst, jeg ikke har læst).

Men bortset fra det og bortset fra den vittige måde at udtrykke sin modvilje mod virkelighedens trøskede elendighed er det ellers ikke metoden i hans bøger.

Tværtimod driver han ubarmhjertigt læseren gennem alle de menneskelige fællesskabers svampede kød og væskende sår.

Her i debutromanen ankommer to vagabondagtige skikkelser til en lille udørk af en landsby, romanen igennem omtalt som »kolonien«. Trods det lurvede over de to skikkelser har deres ankomst også et messiansk præg.

De har været der før, for et par år tilbage, præcis under hvilke omstændigheder og med hvilket resultat er uklart, men forventningerne er grandiose og behovet af tilsvarende dimensioner: Kolonien er i hastigt og omfattende forfald, alt hænger i laser; huse, økonomi, moral. Selv jorden, de går på, og naturen omkring dem er angrebet af tæring og opløsning.

Er romanen en guddommelig komedie? Sandsynligvis

Typisk nok for Krasznahorkai kan vi ikke føre årsagerne tilbage til noget bestemt, hverken i romanens eget univers eller med et af fortolkningernes mange bud.

Er det kommunistlederen János Kádars Ungarn, der her tegnes et billede af? Muligvis. Er det massen, den mærkelige bolledej, det driftsstyrede søle og ælte af en menneskelighed, der er emnet for romanen? Sikkert. Er romanen en guddommelig komedie om de dødes og forpinte staklers rige på jorden, og forfaldet og opløsningen bare et grundprincip? Sandsynligvis.

Romanen består af en halv snes lange kapitler, side for side består de igen af et tekstmassiv uden indrykninger og uden mange punktummer, men til gengæld med et væld af synsvinkelskift og replikker. Det alt sammen er bagt ind til to-tre koncentrerede dage, også det sidste siger noget om bogens og fortællingens træge masse.

Det mest karakteristiske ved den halve snes kapitler er måske, at de alle rummer et overdådigt mylder af mennesker, holdt under en form for imaginær observation af byens misantropiske doktor.

Doktoren kan se sine bysbørn på den indvendige side af sit hoved og noterer nidkært ned: bysbørnene på druk på byens bodega og berusede både af brændevinen og musikken, i gang med at hore eller med ønsket om det stående ud af alle porer, på ladet af en lastbil på vej et sted hen eller bunket sammen i en sovesal efter tilsyneladende – måske, måske ikke – at være blevet taget grundigt i røven.

Det er en kollektivroman, som det med et noget køligt ord hedder, men i Krasznahorkais fortællestil er der ikke noget, der er køligt. Her består det kollektive snarere i burleske og karnevalistiske scener med vilde overdrivelser af liderlighed, grimhed og griskhed, som forvandler, hvad jeg før kaldte hans modvilje, til indlevelse og ømhed. Og varme.

Den djævelske tango, som romanen byder op til, ligner et forspil til hovedværket, som den har mange træk til fælles med. Det geniale og den helt usædvanlige sans for det grotesk morsomme er allerede ikke til at tage fejl af.

László Krasznahorkai: ’Satantango’. Oversat af Peter Eszterhás. Forlaget Sisyfos, 303 sider, 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her