Læsetid: 5 min.

Ny biografi: Karen Blixens afrikanske farm var et tidligt Woodstock

Tom Buk-Swientys herlige og velskrevne nye Karen Blixen-biografi ’Løvinden’ beskriver hende som del af en generation af begavede enere på flugt fra moderniteten. Men når de overhovedet huskes, er det på grund af Karen Blixens ’Den afrikanske farm’
Mange unge aristokrater følte sig hjemløse i 1900-tallets Europa og søgte eventyret. En af dem var Karen Blixen. Tom Buk-Swientys nye Karen Blixen-biografi er velskrevet og rejser tankevækkende diskussioner: Hvad er egentlig det bedste liv – kort og brændende, eller langt og pligtopfyldende?

Mange unge aristokrater følte sig hjemløse i 1900-tallets Europa og søgte eventyret. En af dem var Karen Blixen. Tom Buk-Swientys nye Karen Blixen-biografi er velskrevet og rejser tankevækkende diskussioner: Hvad er egentlig det bedste liv – kort og brændende, eller langt og pligtopfyldende?

Arkivfoto: Ritzau Scanpix

28. august 2019

Mange unge aristokrater følte sig hjemløse i Europa i 1900-tallets første årtier. Nogle søgte eventyret og emigrerede til blandt andet det nuværende Kenya. Én af dem var forfatteren Karen Blixen (født 1885), og i sin vidunderlige bog Den afrikanske farm (1937) satte hun netop Europas lykkeriddere og lødige overflødige et storslået minde.

Det er ikke mindst dette spor, Tom Buk-Swienty følger i sin storslåede og vidende nye Blixen-biografi, Løvinden – Karen Blixen i Afrika.

Efter bestsellerne om krigen i 1864 har Buk-Swienty brugt hundredvis af sider alene på familien Dinesen. Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, og hans krigstraumer er skildret i to bøger, og i 2016 udkom Tommy og Tanne. Det store i livet om Karen Blixen og hendes syv år yngre bror Thomas Dinesen. Nu er turen altså kommet til Blixen selv.

Tom Buk-Swientys biografier indrammer sine hovedpersoner med den tidsånd, de indgik i. Det gælder også Løvinden, der beskriver Karen Blixens liv fra barndommen til hjemrejsen fra Afrika, med hovedvægten på årene i Afrika 1913-1931.

Hos Buk-Swienty bliver Karen Blixen, bogens ’Tanne’, mindre en ener og mere en del af en generation.

Der står over Kenyas hvide kolonister i 1900-tallets første årtier en em af rastløs intelligens, vildfarne talenter og en utilpassethed i forhold til den modernitet, der vinder frem i Europa og USA omkring Første Verdenskrig.

Løvinden henter sin energi fra modsætningen mellem på den ene side det heroiske – ’det store i livet’, som søskendeparret Tommy og Tanne kalder deres livsmål, frit efter faderen, Wilhelm Dinesen – og på den anden side den borgerlige samvittighedsfuldhed, personificeret i forretningsmanden onkel Aage og i Mohder (med hårdt d), Karen Blixens mor Ingeborg.

Flugten fra det stillestående

Mange af kolonisterne var, som Blixen selv, kvinder på flugt fra et stillestående liv som hustruer eller ugifte, eller, som ægtemanden Bror Blixen og hendes store kærlighed Denys, yngre brødre af fine familier, der satte pris på en aristokratisk livsstil. Mange brugte i rask fart formuen på tvivlsomme projekter og døde i 40-45-årsalderen af ulykker eller sygdom.

Afrikas ’modernitetsflygtninge’ ville derfor næppe være blevet husket, hvis det ikke netop var for Karen Blixens Den afrikanske farm, og Buk-Swienty udfolder bogens berømte skikkelser: fra utilpassede, poetiske væsener som Denys, Gamle Knudsen, Berkeley Cole og Kamante til de driftsikre og jordbundne som Ingrid Lindström og Farah.

Selv befandt Tanne sig midt imellem det heroiske og det borgerlige, mener vist Buk-Swienty, som fremhæver hendes mod og eventyrlyst, men også hendes flid og samvittighedsfuldhed.

Tom Buk-Swienty: 'Løvinden'

Farmen var på størrelse med Albertslund Kommune, og med hundredvis af ansatte var Tanne én af samtidens største kvindelige virksomhedsledere.

Hun eksperimenterede med afgrøder som kaffe og hør, trods sygdom og en ægtemand, der i desperation solgte og pantsatte alt, der ikke var sømmet fast, så snart hun vendte ryggen til.

Blandt de hvide i Kenya skilte Tanne sig ud ved sin højkulturelle status og sin relative succes, som dog også skyldtes, at familien postede penge i kaffefarmen i hvert fald ti år længere, end den forretningskloge onkel Aage anså for rimeligt.

Afrikas hvide romantikere

Bogens 754 sider er vittigt og spændende fortalt. Skal man tro Buk-Swienty, lignede Kenya i årene omkring Første Verdenskrig et tidligt Woodstock. Med Nairobis aristokratiske Muthaiga Klub som fast mødested blev der eksperimenteret med livsformer, som gav stof til mundheldet: ’Er De gift, eller bor De i Kenya?’

På den ’borgerlige’ side fremhæver Buk-Swienty to ’voksnes’ omsorg og empati: Aage Westenholz brugte en betydelig del af de penge, han havde tjent på gummi i Østen, på niecens afrikanske drøm, og Karen Blixens mor holdt gennem alle årene r … oppe på Karen Blixen, økonomisk og menneskeligt.

Så heldige var ikke alle Afrikas hvide romantikere.

Denys nåede akkurat at fylde 44, da han blev dræbt i en flyulykke. Karen Blixens eksmand, Bror Blixen, blev 59, men havde som 40-årig mistet hår og tænder. Karen Blixens nære ven, Berkeley Cole, blev 42.

Inden da havde alle tre mænd opgivet at tjene penge i Afrika. Bror og Denys gav sig derfor til at arrangere storvildtjagter for rige turister, der – som Hemingway begejstret beskriver – søgte det store i livet ved at plaffe løs på vilde dyr, som arrangørerne tirrede frem af buskadset.

Ekspræsident Roosevelt og hans søn nedlagde for eksempel ’512 stykker vildt, herunder 17 løver, 11 elefanter, ni giraffer, otte flodheste, 19 zebraer og ni aber’.

Jagterne udgør den strammeste del af bogen. Foto afløser foto af hvide, der stolt poserer med nedlagte næsehorn, løver og elefanter. Før kolonitiden var store dele af Afrikas dyre- og menneskeliv derimod på stadig vandring, og kontinentet havde plads nok til, at man ikke konstant stødte ind i hinanden.

Tom Buk-Swienty moraliserer dog ikke unødigt. Først på side 547 beskriver han, hvordan Denys Finch Hatton i 1927 begynder at reflektere over massakrerne på vilde dyr, som han skriver adskillige debatindlæg om i The London Times.

I 1929 gjorde Wall Street-krakket en ende på farmen, og i 1931 var det slut.

Buk Swienty har sit eget publikum, og det vil være herligt, hvis hans bog kan lokke også yngre læsere ind i Den afrikanske farm, stadig dugfrisk, hvis oprigtige engagement i en fremmed kultur desuden stadig skiller sig ud.

Nyt er det dog ikke helt, at farmen aldrig var Karen Blixens – det står allerede i Karen Blixens breve fra Afrika, der i 2013 udkom uforkortet ved Marianne Juhl og Marianne Wirenfeldt Asmussen. Det ville heller ikke have skadet Buk-Swienty at indleve sig lidt mere i en usædvanlig kvindes skæbne.

Han beskriver fint Karen Blixens ungdomsforelskelser, men jeg savner mere forståelse for hendes intellektuelle længsel i de ungdomsår, hvor mange uddannelser var lukket for kvinder. Ægteskab var faktisk den bedste karrieremulighed!

Buk-Swienty mener, at Karen Blixen selv betragtede sit afrikanske liv som sit egentlige liv. Det siger hun også selv, og det er fra dette afgrundsdybe tab – »Jeg havde en Farm i Afrika« – hun skriver.

Det siger næsten sig selv, at Buk-Swientys anderledes robuste stil ikke fanger Den afrikanske farms stemning og poesi. Det ville også være for meget forlangt.

Men han gør noget andet i sin svimlende vidende biografi – nemlig rejser tankevækkende diskussioner: Hvad er egentlig det bedste liv – kort og brændende, eller langt og pligtopfyldende? Og hvad gør nutidens rastløse sjæle, når hverdagen strammer?

Interessant er også, at man måske også kan se frem til et bind 2, der beskriver Blixens liv i Danmark i 1940’erne og 50’erne, hvor hun – sammen med Knud W. Jensen – var omdrejningspunkt for en gruppe yngre forfattere. Spændende!

Tom Buk-Swienty: ’Løvinden’. Gyldendal. 754 sider, rigt illustreret. Kr. 400

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Christian Mondrup
  • Karen Grue
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
Katrine Damm, Christian Mondrup, Karen Grue, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Olaf Tehrani og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Den afrikanske farm var ejet af et aktieselskab med onkel Aage og i mor Ingeborg som hovedaktionærer.
Der er udgivet en bog med gennemgang af alle selskabets årsregnskaber og generalforsamlingsreferater - underskud hvert evig eneste år og stadige kapitalindsprøjtninger fra familien.
Så vidt jeg husker, var Karen Blixen direktør i selskabet og Aage Westenholz formand for bestyrelsen.

Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Jan Eskildsen anbefalede denne kommentar
Karsten Olesen

Oplysninger om Karen Blixen kan findes i

http://kasler-journal.lha.dk/blixen10.htm

Aristokratfamilien under “Blixen”
og regnskaber under “Karen Coffee Company”

Onkelen, Aage Westenholz, de. 1935,havde indlagt elektricitet I Bangkok, og var en af Danmarks top-erhvervsmagnater.
Westenholz, Aage 1859-1935, ingeniør; Siam Electricity Co,  Karen Coffee Company, Corner Coconut Co, Westenholz Brothers Co, Jendarata Rubber Co, United Plantations, International Plantations, Dansk Rekylriffel Syndikat; Corps Westenholz. rekylkorps.

Registeret omfatter et meget stort antal erhvervsfolk før 1940.

John de Summer-Brason

Blandt os få der har forsket i Karen Blixen som erhvervskvinde, har det i mange år været en kendt sag, at Karen Blixen som dygtig. fremadstormende kvindelig CEO løbende blev holdt i tøjret af sin magtfulde, men også sympatisk indstillede bestyrelsesformand og hovedaktionær Aage Westenholz. Læs min Politiken-kronik "Baronessens mærkevarer", 2.4.2000 eller min Berlingske-kronik "Den perfekte forretningskvinde", 15.5.2016: https://www.berlingske.dk/kronikker/den-perfekte-forretningskvinde. Gyldendals argument for i deres markedsføring at hylde og tilegne researchresultater Tom Buk-Swienty, er, at de oprindelige forskere ikke er kommet ud over rampen. Hvilket set fra min synsvinkel er en farlig diskurs at komme ind på, at den med de højeste oplagstal implicit har mest ret! Efter at have skrevet "Berømmelsens anatomi" (Børsen, 2004), der mest handler om Blixen, har jeg f.eks. selv holdt +100 foredrag og forelæsninger. Derfor bliver man lidt overrasket, når man ser den adjungerende professor udtale: "Bogen vil vise, at hun var en forretningskvinde. Det er her, jeg virkelig kan tilføje noget nyt." Berlingske, 3.1.2019.

Morten Hjerl-Hansen

Man modtager altså ikke en middagsinvitation fra mig på grundlag af at have skrevet 6-7 bøger om Karen Blixen. Det er virkelig yderst pinligt for mig at måtte korrigere Tom Buk-Swienty, sikke dog et rædsomt navn, det har ingen signalværdi, er vi oppe eller… nede?, offentligt, for det viser i al dets afskyelige tydelighed medlemmerne af Maradjøngades Salon at han ikke er blevet det de steder hvor han nu går til middag. Overhovedet; som fru Pia Kjærsgaard plejer at afslutte sine rædselsfulde sætninger med.

En hilsen fra Maradjøngade fra hans faste plads på bænken i nærheden af pingvinsøen i Københavns Zoo:

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/08/29/replik-til-tom-buk-swienty/

PS Jeg forlanger af enhver at de læser "Den ideelle amerikaner".