Læsetid: 7 min.

En ny forståelse af race, sex og køn

Charles King fortæller historien om en gruppe amerikanske antropologer, der gjorde et betydeligt arbejde for at nedbryde en race- og kønsforståelse, som var (og stadig er) meget ødelæggende for mellemmenneskelig forståelse og empati
Den amerikanske antropolog Margaret Mead, som er en af hovedpersonerne i Charles Kings bog, var meget optaget af seksuelle praksisser og deres kulturelle forankring.

Den amerikanske antropolog Margaret Mead, som er en af hovedpersonerne i Charles Kings bog, var meget optaget af seksuelle praksisser og deres kulturelle forankring.

AP

23. august 2019

Gods of the upper air er en helt fantastisk bog om amerikanske antropologers opgør med datidens opfattelse af race, sex og køn. Den handler også om antropologiens tilblivelse i det amerikanske samfund, om kærlighedsforhold og meget, meget mere.

Charles King, professor ved Georgetown University, skriver ikke kun til antropologer, men også til dem, der gerne vil forstå, hvad antropologien kan, og hvilke landvindinger de første amerikanske antropologer skabte i disciplinens spæde start, og som fik betydning langt ud over disciplinens egne grænser.

Bogen dækker perioden fra 1880’erne til 1940’erne.

Kings greb er at vise, hvordan de små historier som feltnoter fra fjerne og nære samfund, kærlighedsforbindelser og venskabsforhold mellem helt centrale antropologer fletter sig sammen med de store historier og begivenheder: den amerikanske racehistorie, eugenikken, Første og Anden Verdenskrig, og at det er denne unikke kombination, der skaber en ny forståelse af race (etnicitet), sex og gender (køn).

Charles King: ’Gods of the Upper Air'

Saxo
Bogens centrale figur er den tysk-amerikanske antropolog Franz Boas (1858-1942) og hans mange ph.d.-studerende.

Det var typisk de mandlige studerende, der fik ansættelser på forskellige amerikanske universiteter, hvorimod de kvindelige studerende fortsatte med feltarbejde det meste af deres liv og var projektansat.

Til trods for deres manglende faste ansættelse udgav de kvindelige antropologer bøger i en lind strøm, der blev læst ivrigt også uden for universitetet, og mange af bøgerne er i dag klassikere i antropologien.

I bogen fokuserer King især på Ruth Benedict, Margaret Mead, Zora Hurston og Ella Delorias arbejde og mere perifert på Alfred Kroeber, Edward Sapir og andre af Boas’ studerende. Den engelsk-amerikanske antropolog Gregory Bateson og den newzealandske antropolog Reo Fortune indgår også, mest fordi de begge – og overlappende – var Margaret Meads elskere og ægtemænd.

Boas og hans studerendes centrale projekt var kort sagt at gøre op med datidens eugenetik, racetænkning samt vestlig forståelse af seksualitet.

Især de kvindelige studerende var på talrige feltarbejder både i nærområdet (blandt nordamerikanske ’indianere’, som de hedder i bogen, og blandt sorte i sydstaterne) og fjernt (på Ny Guinea, Samoa, Haiti etc.).

Hans samtids besættelse med at undersøge, forklare – og ikke mindst hierarkisere – ’racer’ (som han selv satte i citationstegn for at vise sin distance) var for Boas båret af en helt uvidenskabelig tilgang.

Johann Blumenbachs klassifikation fra 1775, der inddelte menneskeheden i fem kategorier: ’Ethiopians’ (mennesker fra Afrika), ’Americans’ (indfødte fra Amerika og det arktiske område), ’Mongolians’ (mennesker fra Asien), ’Malay’ (mennesker fra Stillehavet) og ’Caucasians’ (mennesker fra Europa) var stadig en udbredt klassifikation i Boas’ tid – selv børnene sang sange om de ’røde, brune, gule, sorte og hvide børn’.

Analysen af hverdagslivet

Problemet for Boas var, at en klassifikation af mennesker baseret på deres fysiske forskelle ikke stopper der. De forskellige racer blev også antaget at have forskellige intelligenser og være på forskellige civilisationstrin (’savage’, ’barbarian’ og ’civilized’). Og det var den kobling, Boas igen og igen forsøgte at udfordre.

Efter sin ansættelse som professor ved antropologi ved Columbia forfulgte han raceproblemstillingen ved at sende sine studerende ud i felten med et særligt ’åbent’ mindset; de måtte ikke være forudindtaget.

Det var en interessant og broget gruppe af personer, der tog ud i ’felten’ og kom hjem med tonsvis af data om, hvordan mennesker levede både fjernt og nært.

Margaret Mead, som er Kings anden hovedperson i bogen, var meget optaget af seksuelle praksisser og deres kulturelle forankring. Hendes første bog Coming of Age in Samoa fra 1928 blev et gennembrud.

Modsat andre antropologiske monografier var Meads bog baseret på analysen af hverdagslivet – i dette tilfælde unge menneskers fortællinger om deres seksuelle praksisser – og ikke på høvdinges kortlægning af ritualer og andre mere formelle beskrivelser af livet i Ta’u i Samoa, som byen hed.

Hun fandt frem til, at de unge havde en meget fri seksualitet, inklusive homoseksualitet, inden de blev gift. Det resultat forargede amerikanerne, høvdingen i landsbyen mente, det var løgn (det skrev han til hende efterfølgende), og nogle af hendes forskerkolleger kritiserede også værket.

Især Edward Sapir, der var hendes tidligere elsker (men var blevet valgt fra) gik passioneret til værks og udgav en artikel i American Journal of Psychiatry om jalousi og det unaturlige ved homoseksualitet.

Mead svarede i en senere artikel, at hendes erfaring var, at det typisk var ældre mænd med lille begavelse, der blev jaloux. Margaret Mead fylder meget i bogen – med god grund.

Ud over at hun har bidraget til den metodiske udvikling af antropologien, har skrevet spændende bøger og er en interessant person at læse om, har hun gemt al sin korrespondance – ikke mindst sin brevveksling med Ruth Benedict, der var hendes livslange kærlighed og også en central figur i antropologien.

King skriver bevægende om Meads liv og talrige feltarbejder. På Ny Guinea, hvor hun ankommer med sin anden mand, Reo Fortune, møder de Gregory Bateson, og en stormfuld forelskelse mellem Mead og Bateson – med Fortune som tilskuer – udvikler sig.

De tre forsøger at udvikle en teori i fællesskab, men må erkende at arbejdsforholdene ikke er optimale. Senere skriver Mead Sex and Temperament (1935), i hvilken hun argumenterer for at ’gender’ (køn) blot er en anden slags ’race’, der bør stå centralt i forskningen.

Antropologernes dobbelthed

Der er også historien om Boas‘ møde med Ella Deloria, der bliver hans forskningsassistent, og som laver banebrydende arbejde om siouxindianerne (som de hed på den tid), og som hun selv var vokset op blandt. Deres lingvistisk-betonede arbejde rydder op i en række misforståelser om Sioux-kulturerne.

Og der er Zola Hurston, en afroamerikansk antropolog, der starter med at studere fattige sorte i sydstaternes USA og senere voodoo i Haiti. Hendes bøger blander den videnskabelige antropologi med skønlitteraturens format til en art autoetnografi.

Inden hendes ph.d. havde hun udgivet tre bøger, blandt andet Mules and Men (1935), der ligesom Meads bøger fik opmærksomhed også uden for universitetet for – i dette tilfælde – at give en overbevisende og nyskabende skildring af afroamerikaneres liv.

Efter ph.d.-en tager hun til Haiti, og herefter publicerer hun en række bøger om livet på Haiti. Hun fik aldrig en fast tilknytning til universitetet og levede kummerligt i perioder i sin bil. Hun døde på et billigt motel.

Så er der alle de andre historier. King beskriver detaljeret – gennem skildringer af konkrete personers handlinger – antropologiens udvikling fra at måle kraniers omfang, næse-bredder, øjenfarver etc. på nye migranter, så man bedre kunne foregribe og forstå migranters handlinger, til at beskrive udviklingen af en helt anden tilgang til analysen af mennesket, der sætter historien og aktuelle praksisser i centrum.

King diskuterer eugenik i lyset af Anden Verdenskrig og Hitlers fascination af den amerikanske raceadskillelse, der tjente som model for Nazi-Tysklands Nürnberg-love fra 1935.

Han introducerer til begrebet ’anvendt antropologi’ ved detaljeret at beskrive den rolle, en række videnskabsfolk fik i forbindelse med japanernes angreb på Pearl Harbor i december 1941. Heriblandt Ruth Benedict.

Angrebet betød, at hun sammen med en række andre forskere fik til opgave at beskrive den japanske kultur og karakter. Benedict er også en central person i bogen. Hun er forfatter til Patterns of Culture fra 1934, der fortsat er en klassiker på antropologistudier verden over.

Hun er Boas’ og Meads nærmeste fortrolige og bliver – noget atypisk for sit køn – ansat på Columbia efter sin ph.d. Hun når at blive præsident for the American Anthropological Association, men får dog først sin professorstilling på Columbia få år inden sin alt for tidlige død som 61-årig i 1948.

King dykker ned i forarbejdet til hendes sidste bog, The Chrysanthemum and the Sword fra 1946, da den tager afsæt i Benedicts arbejde med at analysere den japanske kultur og karakter. Det er endnu en af Kings fascinerende historier. Det var the American Office of War Information, der skulle bruge analysen.

Benedict får fat i en af de mange amerikanske japanere, der bliver interneret som følge af sin herkomst, og han bliver hendes ’informant’ og hovedinspiration til bogen, der blandt andre emner diskuterer for eksempel skammens betydning i det japanske samfund, der modsat skyld, ikke let kan mestres.

Opgaven bestod i at udfordre – og overkomme – den herskende idé om, at japanere var »monkey men«, »yellow bastards« og ikke til at stole på til et mere nuanceret billede, der måske ville kunne hjælpe i krigen mod en fjende, man havde svært ved at forstå. Antropologien havde mange formål.

Gods of the upper air indeholder også fascinerende historier om den dobbelthed, som antropologerne arbejdede med: på den ene side ønskede de at se ’deres eskimoer’, ’deres indianere’ og andre ’eksotiske fremmede’ som værende på lige fod med dem selv og som en naturlig del af en fælles menneskelighed, og på den anden side var deres studier i mange tilfælde også med til at rodfæste den anderledeshed, som disse medmenneskers kulturer demonstrerede.

King genfortæller den berømte historie om seksårig Minik Wallace, der i 1897 blev bragt til New York med sin far fra Grønland med fem andre inuitter. De fik bopæl på The American Museum of Natual History, hvor forskerne studerede dem. Kort tid efter deres ankomst døde Minik Wallaces far, Qisuk, og en ung Boas og en række øvrige ansatte foregav at lave en ægte begravelsesceremoni.

Herefter udstillede de faderens skelet på museet under navnet ’Eskimo’. Det skete i Boas’ tidlige år, og det var bestemt ikke en hændelse, han var stolt af.

Datidens rædsler indebar også udstillingen af en pygmæ side om side med aber i Bronx Zoo samt fremvisningen af over 1.000 menneskelige kranier fra inuitter, ’indianere’, bolivianere, peruanere og mexicanere. Altid de ikkeeuropæiske ’eksotiske’ folk.

Der var meget at gøre op med, og en mindre gruppe antropologer gjorde et betydeligt arbejde for at nedbryde en race- og kønsforståelse, som var (og stadig er) meget ødelæggende for mellemmenneskelig forståelse og empati.

Charles King: ’Gods of the Upper Air: How a Circle of Renegade Anthropologists Reinvented Race, Sex, and Gender in the Twentieth Century’. Penguin Random House, 448 sider, 25 USD.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu