Læsetid: 5 min.

På Arkens nye udstilling er den unge danske kunst både skarp, sjov og lækker

Arkens udstilling med ung dansk kunst viser værker, der både eksperimenterer stilistisk og har masser af kritisk brod. Den beviser samtidig, at kunsten sagtens kan være sjov, selvom den både er klog og lækker
Filmkabareten ’Troe og Agtsom’ af kunstner Kirsten Astrup (2017) er en eklatant kritik af nyliberalismen forklædt i glitter og stiletter, skriver anmelder Maria Kjær Themsen.

Filmkabareten ’Troe og Agtsom’ af kunstner Kirsten Astrup (2017) er en eklatant kritik af nyliberalismen forklædt i glitter og stiletter, skriver anmelder Maria Kjær Themsen.

Tore Hallas

20. august 2019

Titlen lyder lidt som en overskrift i tv-avisen: Ung dansk kunst: Samfundsprognoser.

Men der er intet kedeligt ved Arkens udstilling, der samler værker fra aktuelle kunstnere født i 1980’erne.

Tværtimod bidrager alle ti udvalgte kunstnere med det ene labre værk efter det andet, der har både stil, humor og masser af kritisk brod.

Det sidste er væsentligt, kan man mærke. Og det er vel også derfor, at udstillingen har fået denne lidet sexede titel, selvom værkerne selv er fulde af lidenskab og stilistisk overskud. Udstillingens værker er endda yderligere inddelt i tre temaer, der fortsætter tv-avisen-lingoet:

»Arbejdskultur«, »Tilhørsforhold« og »Klimakrise«.

Det er, som om at museet på forhånd vil undgå al kritik om, at samtidskunsten er svær tilgængelig eller underlig at se på ved at putte den ind i helt grå, genkendelige overskrifter, som klinger samfundsaktuelt.

Sexet arbejderkritik

Særligt herligt er det at gense Kirsten Astrups afgangsværk, filmkabareten Troe & Agtsom (2017), der allerede er en nyklassiker.

Filmen foregår inde på Post Danmarks tidligere postcentral fra 1912 på Tietgensgade i København, som i 2016 blev solgt til en norsk rigmand, der aktuelt er i færd med at bygge et nyt luksushotel på stedet.

I filmen møder alle postarbejderne ind om morgenen – en broget, festlig skare af drags og oversminkede typer i postuniform og stiletter – til kaffe, wienerbrød og gammel dansk.

Den nostalgiske tone af en tid, der er endegyldigt forbi, bliver i en gammel analog radiokanal kommenteret klogt og humoristisk via en mørk kvindestemme, der forsøger at hitte rede i fremtidens udviklinger og velfærdsstatens samtidige afvikling.

Postarbejderne skiftes til at bryde ud i sang, som veksler mellem klubstil og inderlig opera. Det er kritik af nyliberalismen forklædt i glitter og stiletter, og det bliver kritikken kun mere eklatant af.

Hannah Toticki Anbert bruger lidt det samme greb med kostumer og popsange i sine arbejderkritiske værker, der består af en række fysiske arbejdsuniformer, der hænger på giner og bøjler og ligner uniformer som kåber eller kitler, med den samlede titel Sakralt arbejde.

At arbejdet er den nye religion, gøres tydeligt i Deadline Song og The Human Ressource Management Song (begge 2016), der afspilles på en skærm, hvor teksten i klassisk karaokestil står på skærmen, så man kan synge med – med fraser som »I have a calender filled until 2025 (that duty duty, uh, that duty duty),« eller »when working feels like the only thing meaningful in my life oh oh oh.«

Det er ikke bare kritik af kapitalismens udnyttelse af individet, det er også kritik af den enkeltes blindhed over for samme udnyttelse: Vi tror, vi får det fulde udbytte af livet igennem vores arbejde.

Det er i det hele taget kendetegnende for værkerne på udstillingen; at de er lige så æstetisk formeksperimenterende, som de er kritiske analyser af vores samtid og af nogle af de mest aktuelle problemer, vores samfund står med og over for.

Mugne svampe og rustne solsenge

Dette gælder også klimakrisen for eksempel.

I en række transparente plexiglasbokse står slimede og mugne svampe og sveder.

Det er Silas Inoues organiske skulpturer, Infrastructure, der nærmest ændrer sig, mens man kigger på dem.

Han har smurt yoghurt ud på nogle træplader, som så begynder at danne forskellige svampearter, mug og bakterier. Og han har formgivet en række gopler i sukker og puttet dem ned i gul madolie, som i serien Future Friture. Sukkeret er alle vores kropsceller afhængige af, mens det samtidig har en af de mest makabre historier om kolonialisme og slaveudnyttelse klistret til sig.

Det er kunst, der taler om liv og biologisk vækst på en måske lidt klam måde, men som også er virkelig fascinerende at kigge på, hvis man kan komme sig over brækfornemmelsen af al den mug, svamp og madolie.

Det handler om næring – dét, der nærer os – som meget hurtigt kan vende sig om og blive dét, der ødelægger os. Biologisk, historisk. Det hele hænger sammen i én stor uendelig cirkelslutning af liv og død.

Der er noget tilsvarende på færde i Nanna Abells værker, der viser rustne solsenge, der har fået bikinier spændt omkring sig. Som om kroppen er forsvundet og bare er gået i ét med sengen.

Den skinnende sol er her repræsenteret ved et stort gult Shell-skilt med det velkendte muslingelogo. At olieindustrien er en af de store klimasyndere i forhold til den globale opvarmning er ingen nyhed, men måden Abell kobler skiltet sammen med en række formalistiske skulptureksperimenter og vikler bikinier rundt om solstole, giver nye dimensioner til den sprængfarlige historie om vestens overmod:

Bikinien er opkaldt efter øgruppen Bikini Atoll, hvor de første atomprøvesprængninger fandt sted og ødelagde hele øgruppens biodiversitet. Også hos Abell er de æstetiske og skulpturelle eksperimenter tæt knyttet til både popkultur og kapitalistiske udnyttelser af jorden.

Fuld af stil er også Astrid Myntekærs elegante installation, der både involverer små fine pyramideformede bunker af grønt spirulinapulver, japanske vifter og en tændt computer.

Spirulina skulle være så sundt, og japansk kultur er i det hele taget forbundet med ideen om elegance og helse. Men så er der computeren.

Det allestedsnærværende redskab, der hele tiden suger os til sig. Det er små elegante, men meget ladede møder, Myntekær sætter i spil i sin installation, som man i sig selv kan bruge lang tid på både at beundre og forstå.

Æstetik og kritik er sjældent spundet så lækkert sammen som hér.

Sammen eller hver for sig

Hvor værkerne på Ung dansk kunst: Samfundsprognoser hver for sig er vildt gode – både formelt og indholdsmæssigt – så halter det lidt mere med den samlede installationsoplevelse, der kan komme til at minde lidt om de afgangsudstillinger, hvortil flere af værkerne også oprindeligt er skabt.

Som når Nanna Abells rustne solstole ligger ved Astrid Myntekærs sarte og komplekse installationsskulptur, eller når Silas Inoues mugne svampeskulpturer står klos op ad Benedikte Bjerres lange kufferttransportbånd, der skal ligne noget fra en lufthavn.

På den anden side er der også noget frigørende ved, at udstillingen ser lidt mudret ud, og det ikke er forsøgt at gøre den æstetisk sammenhængende.

Aros-udstillingen Cool, Calm and Collected (2016), der som det første museum forsøgte at skabe en generationsudstilling med den yngre samtidskunst, kom til at proppe værkerne ind i en lidt glat designskabelon, så de passede til titlen.

Aros havde så samtidig en langt større præsentation, end de beskedne ti kunstnere Arken viser.

Det er lidt få til en såkaldt »generationsudstilling«. Til gengæld er der så meget tyngde, gods og stil i alle værker, at man ikke føler, man får for lidt.

’Ung dansk kunst – Samfundsprognoser’. Marie Thams, Silas Inoue, Masar Sohail, Kirsten Astrup, Hanna Toticki Anbert, Tabita Rezaire, Astrid Myntekær, Mo Maja Moesgaard, Benedikte Bjerre, Nanna Abell. Arken Museum for Moderne Kunst i Ishøj. Indtil 15. marts 2020.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer