Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rapkæftet rapport fra et kaos

René Jean Jensens kanonflotte klaustrofobiske digte tripper uroligt om selve skammen ved at være et ’jeg’
Kultur
23. august 2019

Selvironien er den klædeligste selvoptagethed, vi ved, fastslår René Jean Jensen i sin anden digtsamling, hans fjerde bog, som mestendels lader sig læse som rapkæftet rapport fra et kaos.

Ironi og patos støder sammen konstant, men af den konflikt flyver der vilde gnister: muntre udladninger fra et nedsmeltende sprogkraftværk, gakkede grimasser, spøjse spasmer, vildskud og pletskud i fjumret flok.

Und Dem selv at læse lidt eller meget højt af dette værk og derved underholde et måbende publikum på mindst én lydhør person, og De vil alle skråstreg begge mærke et veloplagt talent i frieste udfoldelse:

»tre skorstene længere mod vest kommer en armbrøstmand på hjemmebesøg.« Denne gæsteskytte er antagelig bare teksten.

René Jean Jensen: ’I nat bar jeg Caligula’.

Saxo
Digtenes gennemgående, men meget lidt selvsikre, endsige stabile jeg, beskriver sig selv som »kong gulerod på en trone af ord« og »minehund i egen mine«.

Det drejer sig om at demonstrere, at man faktisk kan bo i kaos. Derfor bliver grundstemningen overalt åbent klaustrofobisk:

»her på småfolksvej er der muselort på slagbænken.«

Digteren har det som én, som får tildelt en spand at steppe i – og også samvittighedsfuldt forsøger, skønt han ved, det er umuligt, eftersom han er og forbliver en »enøret kanin på et banelegeme«.

Alle andre steder er evakueret hertil, hedder det karakteristisk. Diagnosen lyder:

»du har forstuvet venstre side af hjernen, sagde lægen
det virker, som om jeg er nogens antipode
en nogen, der indsluser tanker i mig«.

Jegets indre stemmer »er ikke hinandens modsætninger / kun variationer / og derfor så hjælpeløse«.

Længslen efter at løse et problem gør på forhånd løsningen dum. Subjektet mislykkes, bliver ikke »helt så nulstillet som ønsket«, er stadig »en restperson / med et meget viljestærkt behov / for at være viljeløs«. Vi kan sige det sådan, at samlingen fremfor at fejre et stort og mageligt selvberoende superindivid boltrer sig i »skammen ved at være et jeg«.

En boblende humor og en opløftende rastløshed

En tyk og lærd disputats fastslog for over ti år siden, at den overordnede polaritet i dansk lyrik efter år 2000 stod mellem enstemmig centrallyrik og dialogisk interaktionslyrik. Ydermere hed det, at førstnævnte, altså tekster med et såkaldt lyrisk jeg i centrum, dyrkede et ideal om »beherskelse«.

I tilfældet René Jean Jensen konfronteres læseren derimod med et subjekt, som ikke har styr på en skid:

»jeg forstår apatien, at pessimister læsser af på hinanden / og håber at finde den kongepessimist, som indgyder håb.«

Den instans må så vel nærmest siges at bestå i digtene selv! Garantien for håbet ligger helt enkelt i den poetiske praksis med dens veloplagt vrængende tone og selve det overskud, hvormed digteren sjovt saboterer de falske diskurser, som konstituerer den sociale praksis – som i dette uddrag fra hans (personlige) kursuskatalog:

kursus i frisættende arbejde

kursus i at lutre sig selv gennem fravær

kursus i indre slyngkraft

kursus i kaos (uden kropsåbninger)

kursus i kontrapassivitet

kursus i nøjeregnende generøsitet

kursus i det spontanes straksudløb

Nærværende anmeldelse må siges at udgøre kritikerens kursusbevis. Tilbage bliver kort at beskrive, hvad det er, der i denne omgang gør René Jean Jensen så god: en boblende humor, en opløftende rastløshed, en skånselsløs skepsis over for nemme lyriske løsninger, og så altså en særlig samtidssensitivitet, som gør ham troværdig, når det foreslås, at samlingen må forstås som et (OK, mislykket, men hvad gør det) forsøg på at samstemme en subjektiv krise med en objektiv.

Hvori den erkendte mislykkethed består, antyder digteren undervejs, eksempelvis dér hvor det hedder, at afmagten, som vækkede ham og dermed satte hans digte i gang, »gjorde mig 360-graders vågen / men den aftog ikke ved at blive til skrift«.

Sproget forblev »for oplyst af centralt placeret lyskilde« og »originaliteten flakser rundt og leder / efter en pind at lande på«.

Denne indre tvivl gør kun samlingens mesterligt monomane manøvrer så meget mere overbevisende. Man samstemmer med udelt fornøjelse i digterens ydmyge ønske:

»lidt mere ubændighed
er det for meget forlangt?«

René Jean Jensen: ’I nat bar jeg Caligula’. Digte. Gyldendal, 131 sider, 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her