Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Richard III som løgnernes konge på Kronborg

Den spændstige Casper Crump spiller Richard III som en dynamisk løgnerkonge og følelseskrøbling. Men forestillingen på HamletScenen holdes i så distanceret udtryk, så man som tilskuer aldrig bliver rigtig kvalm over de mange skruppelløse mord
Casper Crump spiller spændstigt og følelsesmæssigt afstumpet den bedrageriske morderkonge i ’Richard III’.

Casper Crump spiller spændstigt og følelsesmæssigt afstumpet den bedrageriske morderkonge i ’Richard III’.

Bo Nymann/Ritzau Scanpix

Kultur
3. august 2019

»Jeg redder dig – hvis ikke, er jeg løgner! Hold ud!«

Sådan lyder Richards ord til hans bror Clarence i Shakespeares Richard III. Disse ord kan man I hvert fald læse i Niels Brunses klare oversættelse på en skærm over HamletScenen, når Caspar Crump på temperamentsfuldt engelsk lyver. Også så det driver ned ad murene på Kronborg.

For pointen er, at denne Richard netop ikke redder sin bror. Han er en løgner, der dræber alle, der står i vejen mellem ham og kongekronen.

Lars Romann Engels iscenesættelse af Shakespeares grumme kongetragedie har løgnen som omdrejningspunkt.

I Casper Crumps dystre og spændstige skikkelse bruger denne Richard skruppelløst løgnen som den mest effektive strategi.

Dermed bliver Richard III skildret som åndsbeslægtet med nutidige frontfigurer som Donald Trump, Kim Jong-un og Boris Johnson og alle de andre, der bliver grebet i løgne. Og er ligeglade.

’Clean and safe’

Alligevel får løgnen svært ved at fungere på scenen. Løgnen bliver ikke til en følelsesoverrumpling, der får rædslen til at skrige om kap med mågerne over Kronborg.

Det bliver en blodløs udryddelsesforestilling, clean and safe. Som et desinficerende terrorangreb, hvor de døde smides i et underjordisk affaldssystem.

Lars Romann Engels instruktion har fuld fokus på Shakespeares ord. Her er blik, håndkys og æstetisk strangulering.

Den fint sammensmeltede ensemble af danske og engelske skuespillere taler et imponerende godt engelsk i den ordrige tekst, der er skåret sikkert til af Nila Parly. Og de står og vandrer rundt i Catia Haubergs scenografi, der har gjort Richards berygtede kongerige til et abstrakt ingenmandsland af beton og trådhegn.

Scenen er bygget op som en rund platform med cirkelskinner, hvor trådhegn skubbes rundt og rundt. Her er ingen møbler, næsten ingen rekvisitter – og absolut ingen kongepragt. Og Mike Sheridan har komponeret en ækel lydkulisse, der buldrer ildevarslende rundt om voldgraven, mens Frank Becks lysdesign i gyldent og giftgrønt kæmper med solnedgangens hvide dødslys. 

Følelseskrøbling

Richard III spilles typisk som en pukkelrygget mand, som slæber sit ben og lader den ene arm dingle. Men Casper Crump er en fuldstændig rask og rørig Richard III. Hans deformitet ses kun, når han følelsesmæssigt bliver ramt.

Så glider han pludselig ned i det ene knæ, og hans hånd bliver til en klo, der desperat glider ned bag buksebæltet. Først her kan man se, hvordan ’anderledesheden’ har gjort ham til følelseskrøbling.

Casper Crump optræder med en imponerende performerstyrke med direkte øjenkontakt til publikum. Det underlige er bare, at man føler større medlidenhed ved at se Rikke Lylloffs sørgende Anne være næsten gennemsigtig af smerte.

Man føler større medynk med Mads Knarreborgs dræbte Clarence, der godtroende bliver ved med at insistere på sin broders kærlighed. Og man føler større gru med Anne-Lise Gabolds ranke mor, der borer sin stok i jorden og fortryder, at hun ikke dræbte sin morderiske søn, mens han stadig lå i maven på hende.

Desuden bliver man bemærkelsesværdigt bevæget af den døve, engelske skuespiller Jean St. Clair, der spiller dronning Elisabeth.

Hun udtrykker sig på tegnsprog med fugleskarpe, tænksomme håndbevægelser, der tvinger de andre skuespillere til at se på hende – og til at svare hende med ord, som om denne ord-hænder-dialog var det naturligste i hele verden.

Dermed skaber hun også den stærkeste kontrast til den engelske skuespiller Keith Dunphy som opportunisten Buckingham, der tiltrækkes af løgnens styrke og står klar til at betjene enhver magthaver.

Smigeren skinner fra hans ansigt som tyk makeup af løgn: Her er fremtidens kronprins, vicepræsident eller personlige rådgiver ...

Så ja. HamletScenens Richard III er blevet til ’Løgnernes Konge’.

’Richard III’. Iscenesættelse: Lars Romann Engel. Scenografi: Karia Hauberg Engel. Musik: Mike Sheridan. Lysdesign: Frank Beck. Dramaturgi: Nila Parly. HamletScenen på Kronborg. Til 23. august 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her