Læsetid: 2 min.

’En rigtig kærlighed’ stikker til kulturborgerskabets konventioner

Brutal og gribende historie
Romanen nyder at stikke til kulturborgerskabets konventioner, men selv om bemærkningerne kan være rammende, bidrager de ikke altid med noget ny, skriver Martin Bastkjær.

Romanen nyder at stikke til kulturborgerskabets konventioner, men selv om bemærkningerne kan være rammende, bidrager de ikke altid med noget ny, skriver Martin Bastkjær.

Tor Birk Trads

16. august 2019

Det er på mange måder et almindeligt parforhold, Tomas Lagermand Lundme beskriver i En rigtig kærlighed. Fortælleren og hans kæreste bor i en fin københavnerlejlighed med deres kat. De hygger sig med de andre i opgangen, går ture i Zoologisk Have, vrisser ad hinanden over ligegyldigheder og prøver at få et barn. Alligevel er forholdet ikke socialt accepteret. For begge parter er mænd, så deres kærlighed er ikke velkommen i gadebilledet, og de kæmper med at overbevise kvinden fra adoptionsbureauet om, at de kan blive kompetente forældre.

Den navnløse jegfortæller føler sig næsten altid uden for. I sociale situationer tænker han en hel masse, han aldrig siger højt. I samfundets øjne er han unormal på grund af sin seksualitet, og selv i parforholdet er han den skæve, for det er kun kæresten, der kan finde ud af at snakke med naboerne. Det er også primært kæresten, der drømmer om at få et barn:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu