Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Rudimentært, min kære Frandsen

Peter Poulsen hylder Benny Andersen og giver den på skrømt som lyrisk hyggepianist
Peter Poulsen hylder Benny Andersen og giver den på skrømt som lyrisk hyggepianist

Grøndahl Marianne

Kultur
23. august 2019

Med syv digtsamlinger fra og med 2010 og frem til i dag er Peter Poulsen (f. 1940, debut 1963) godt i gang med at rejse et lyrisk senværk af dimensioner. Han, som tilbage i 1970’erne var med til at tegne, hvad Henrik Nordbrandt så sarkastisk kaldte »i-går-da-jeg-sad-på-Gråbrødre-Torv-og-drak-mig-en-øl-skolen« i nyere dansk poesi, søgte omkring årtusindskiftet tilbage til sine rødder i den internationale modernisme, samtidig med at han bevarede sin jazzede rytmefornemmelse og sin sans for ’det talte digt’ i modsætning til det småsnakkende. Desuden blev han bedre til at sortere slappe og decideret fjottede indfald fra.

I sin nye samling Danseskole for bjørne balancerer han tit uhyggeligt tæt på den afgrund, der hedder Lyrisk Hyggepianist. Men vover det faktisk med vilje og har da også tilegnet bogen mindet om Benny Andersen, hvis tone og verbale teknik af og til tydeligt mærkes:

»Selv
de sødeste smil viser tænder.
Venligheden ligger gemt
inde mellem træer og buske.
Uledsagede krykker går lange ture
op og ned ad de tomme gader
i mørket, som allerede har gjort
et par katte grå.«

Typisk for Poulsens ven og forbillede er her drejningen af et kendt udtryk (»I mørke er alle katte grå«). Udgangspunktet tages hos begge i det fælles, ligesom i et andet digt om såkaldte sociale tabere, hvor lange underhylere går strækmarch gennem kældergangene!

Erkendelsesmæssigt opsøger Peter Poulsen denne gang konsekvent ubestemmelighedszoner: Han vil stå som ’mellemrummets’ digter. Første del, »Det flygtige« (25 digte) rummer forsvindingsbilleder og fraværssituationer. Noget dukker op og forsvinder, eller noget forsvinder, før det er dukket op. Eller noget uhåndgribeligt viser sig, som kun digtet formår at gribe. I andendelen (48 digte), hvis overskrift også er hele bogens titel, dominerer forundringsbilleder og stærkt sete surreelle billedsammenstød, og med tredje del, »Søvnløse øjeblikke« (41 digte), rendyrkes bogens hovedtema, tidens ubønhørlige gang og verdens gradvise forsvinden, i en række uvirkelighedsbilleder tilsat småfilosofisk eftertanke.

Peter Poulsen: ’Danseskole for bjørne’

En smule for sig selv står følgende politiske digt, »Kong Ubu« , som Donald Trumps tilbud (eller trussel) om at købe Grønland gør dobbelt aktuelt:

»Han kommer fra et stort land
hvor alle har ret til at skyde hinanden
selv sig selv
i selvforsvar.
Hans mor må have været en stor patriot.
Selv om familien egentlig ikke var religiøs
lod den børnene føde ved jomfrufødsler.
For en sikkerheds skyld var de hvide.
Nogle var iført bibelbælter
for at holde bukserne oppe.
Andre gik mere indirekte til værks.
Han blev konge i republikken
som han lovede
at gøre stor igen.«

Her genkender man med megen glæde Peter Poulsens hvasse kritiske side. Men andre steder bliver han unægtelig mere indolent henkastet, end godt er, lidt for hyggenykket tilfreds med sin charme og lidt for sikker på sit faste lyriske inventar (i denne runde repræsenteret ved gråspurve, ekskrementer og rigelige mængder af hvidvin).

Men tag nu endelig ikke fejl. Pludselig kommer der, igen, en dødsenspræcis enkeltstrofe eller et helt digt, som bare sidder lige i skabet, som f.eks. dette, med den overraskende titel »Korrekturlæseren«:

»Dette har engang været fremtiden.
Det er ikke så længe siden.
Æblerne var ikke æbler.
Tømmermændene var ikke grundlagt.
Skyerne boede dengang på Shetland.
Ishuset havde vinterlukket.
Fluen, der læser korrektur på mit digt, var
en lille larve på det tidspunkt
og levede i et nu
som er et da.«

»Fremtiden
synker gennem vand
så hurtigt som en sten« citerer Poulsen amerikaneren Elisabeth Bishop for. Og fortsætter selv:

»Når den lander på søens bund
er den allerede nutid
og forbi.
En fisk svømmer hen over den
slår med halen
og er væk
i tidens mørke.«

Det digt står karakteristisk nok i flygtighedssektionen.

Uvirkelighedsafdelingen

Fra uvirkelighedsafdelingen kunne man fremhæve »Årsagssammenhæng«, der pudsigt nok formår at koble fra Sherlock Holmes til samtidens florerende konspirationsteoretiske dille:

»Rudimentært, min kære Frandsen.
Der er kommet en hest i grappaen.
En hjulbenet kistesnedker
har været på indkøb:
vinbjergsnegle, mariekiks
et par chilier, nogle hvidløg.
Han er rasende.
Han har fundet spor af agurk i sit opkast
han som aldrig spiser agurk.
Det må være fascisternes skyld …«

Her genser man såmænd den surrealistiske Poulsen. Eller er det Jess Ørnsbo tilsat et stænk Storm P? I hvert fald nyder man med frygtblandet forundring den måde, hvorpå digtet forskyder sig fra linje til linje.

Enkelte digte i bogen kan virke overstyrede i deres jagt efter selvmodsigelser og paradokser, og jeg kan personligt let blive grundigt træt af lune læserhenvendelser af typen: Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Dog går disse, sådan set, udmærket i spænd med hele samlingens overordnede interesse i det tilnærmede, søgende, spørgende, for så vidt egentlig ufærdige udtryk leveret af »en gammel digter / på vej ind i glemslen / og den gentagne barndom«, usikker på egen hukommelse. Sin sprogglæde har han visselig ikke glemt.

Peter Poulsen: ’Danseskole for bjørne’, Lindhardt og Ringhof, 133 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her