Læsetid: 9 min.

Rune Lykkeberg: ’Once Upon a Time … in Hollywood’ skaber nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte

Quentin Tarantinos film om filmindustrien, ’Once Upon a Time … in Hollywood’, er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Med sin æstetiske suverænitet kommer den ud med et forbløffende brag på den anden side af historien
’Once Upon a Time ... in Hollywood’ er æstetisk suveræn, afsindigt morsom og behageligt bevægende. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

’Once Upon a Time ... in Hollywood’ er æstetisk suveræn, afsindigt morsom og behageligt bevægende. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

Sony Pictures

16. august 2019

Om sin tids åndspersoner skrev Nietzsche, at de var så overlæssede med historie og tynget af gammel kultur, at de ikke kunne skabe noget nyt. De gik gennem historiens have, som om den var en garderobe af teaterkostumer, de kunne tage på og tage af, som de havde lyst. Verden var reduceret til et repertoire af gamle historier og roller, og nutiden var blevet opslugt af fortiden. Dette var for Nietzsche tegn på, at kulturen var blevet træt og selvtilfreds. Det var symptomer på en dekadent civilisation.

Noget lignende kan man iagttage i vor tids store filmfortællinger: Vi får film om fortidens bedrifter som månelandingen og Anden Verdenskrig, helteportrætter af gamle ikoner som Elton John, Ingrid Bergman og Freddie Mercury og uendelige udvidelser af filmserier som Star Wars. Nutidens stjerner spiller fortidens stjerner, og det store publikum sidder i biografsalenes fortryllende mørke og nyder minderne om og billederne af det, vi har været engang.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Tom Hansen
Eva Schwanenflügel og Tom Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

SUMMARY: Morten tillads himself det vrisne viewpoint at Tarantino is a misanthrope and begrunds med noget Wittgenstein.

Det er umuligt at forholde sig kritisk til Quentin Tarantino fordi han ikke kan lide mennesker, så jeg vil nøjes med at forholde mig til, ikke det problematiske som kunstner i ikke at kunne lide mennesker, men hvad det *betyder* ikke at kunne lide mennesker. Opgaven er at *beskrive*.

Jeg oplever noget tilsvarende med Paul Auster. Han kan heller ikke lide mennesker.

Jeg kan godt lide mennesker.

Men hvad kan udsagnet ”Kan ikke lide mennesker” betyde?

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/08/15/filosofisk-undersoegelse-at...

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Land mig straks erkende, at jeg er for gumpetung til at kunne påskønne den kontrafaktiske afslutning på "Inglourious Basterds".

Du antyder fint en tilsvarende kontrafaktisk afslutning på "Once Upon a Time … in Hollywood", og du lægger spændende spor ud.
Okay - det går jo nok; men det er nu noget pudsigt med disse omskrivninger af en veldokumentret fortid.

Men selvfølgelig skal man se filmen alene for de 2 hovedpersoners skyld.

Brad Pitt er i mine øjne aldeles vidunderlig med sit maskuline udtryk - og jeg er endda bare almindelig kedelig hetero, der ikke får den søde rislen i rygraden ved at se ham.

Jeg havde det på samme måde med Johnny Eliasen i hans tid som solodanser på Balletten.

Maj-Britt Kent Hansen

Rollen som Steve McQueen fik jeg ikke øje på, men især Brad Pitt, som hidtil absolut intet har sagt mig, gjorde det vældig godt som stuntmand. DiCaprio er og bliver decideret uinteressant. Der hænger for mange barneroller ved ham.

Og man slap for blod og splatter bortset fra en kortere scene i slutningen af filmen.

Så det er, hvad vist normalt betegnes: En rigtig god underholdningsfilm.

Morten Hjerl-Hansen

"Brad Pitt er i mine øjne aldeles vidunderlig med sit maskuline udtryk - og jeg er endda bare almindelig kedelig hetero, der ikke får den søde rislen i rygraden ved at se ham."

For mit vedkommende var der i omegnen af 50 gode grin sammen med min ledsager, men jeg synes stadig det er noget koldt over foretagendet.