Læsetid: 9 min.

Rune Lykkeberg: ’Once Upon a Time … in Hollywood’ skaber nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte

Quentin Tarantinos film om filmindustrien, ’Once Upon a Time … in Hollywood’, er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Med sin æstetiske suverænitet kommer den ud med et forbløffende brag på den anden side af historien
’Once Upon a Time ... in Hollywood’ er æstetisk suveræn, afsindigt morsom og behageligt bevægende. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

’Once Upon a Time ... in Hollywood’ er æstetisk suveræn, afsindigt morsom og behageligt bevægende. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

Sony Pictures

16. august 2019

Om sin tids åndspersoner skrev Nietzsche, at de var så overlæssede med historie og tynget af gammel kultur, at de ikke kunne skabe noget nyt. De gik gennem historiens have, som om den var en garderobe af teaterkostumer, de kunne tage på og tage af, som de havde lyst. Verden var reduceret til et repertoire af gamle historier og roller, og nutiden var blevet opslugt af fortiden. Dette var for Nietzsche tegn på, at kulturen var blevet træt og selvtilfreds. Det var symptomer på en dekadent civilisation.

Noget lignende kan man iagttage i vor tids store filmfortællinger: Vi får film om fortidens bedrifter som månelandingen og Anden Verdenskrig, helteportrætter af gamle ikoner som Elton John, Ingrid Bergman og Freddie Mercury og uendelige udvidelser af filmserier som Star Wars. Nutidens stjerner spiller fortidens stjerner, og det store publikum sidder i biografsalenes fortryllende mørke og nyder minderne om og billederne af det, vi har været engang.

Filmene og forbruget af dem forekommer sentimentalt. Fortidens store scener og helte bliver poleret og pudset og stillet frem som en skål slik, publikum kan forbruge uden anstrengelser og nyde uden modstand. Det er kun Hollywood, som kan have hovedet så meget oppe i røven på sig selv uden at opdage, at det lugter af lort.

Titlen på den amerikanske instruktør Quentin Tarantinos nye film taler til denne dekadente tendens: Once Upon a Time … in Hollywood. Det er en film om filmindustrien, som foregår i Hollywood, og skuespillere spiller skuespillere, som spiller skuespil. Historiske ikoner som Bruce Lee, Sharon Tate, Charles Manson, Steve McQueen og Roman Polanski er karakterer i filmen, som er fuld af referencer til filmhistorien og ladet med Hollywoods mytologi.

Sentimental, ikke nostalgisk

Man kunne tro, at Once Upon a Time … in Hollywood markerede en mesterinstruktørs fald ned i sentimental længsel efter tiden, før #MeToo skandaliserede filmbranchen, og Donald Trump trak mørket hen over Amerika. At det var Tarantinos fortrængning af virkeligheden og drøm om at make Hollywood great again.

Men Tarantinos film er ikke sentimental, den er nostalgisk. Og det er noget andet. Nostalgi er både smerten over tabet af den gamle verden og længslen efter at vende hjem. For den nostalgiske er afstanden mellem nutiden og den tabte verden et vilkår. Når man anerkender distancen, skal man intensivere erindringen for at genskabe lydene, billederne og fornemmelser fra dengang.

Og det lykkes for Tarantino i Once Upon a Time … in Hollywood, som fremmaner den gamle verdens skønhed ledsaget af glimt af, hvordan den er ved at gå under.

Tarantino gendanner mesterligt fornemmelsen af at sidde på bagsædet af en bil, som kører gennem 1960’ernes Los Angeles oplyst af billboards, indhyllet i cigaretrøg og befolket af hippier i bare tæer, mens Simon and Garfunkel synger om Mrs. Robinson i radioen. Billederne er ikke – som ofte hos Tarantino – skudt udefra og ind gennem forruden til karaktererne, men inde fra bilen og ud i Los Angeles, hvor solen skinner, biografernes skilte med sorte og røde typer på hvid baggrund lokker med drømme, og hvor unge mennesker med langt hår og næsten uden tøj stikker deres tommelfinger frem.

De er i gang med at erobre verden, de unge ved det, og de gamle ved det.

Filmens helt, Rick Dalton (Leonardo DiCaprio), er en parodi på den skikkelse, Nietzsche så i sin samtid: Han er en skuespiller, der lever på minderne om sine stjernestunder og med bevidstheden om, at hans storhedstid er forbi.

»No one knows who the fuck I am anymore,« som han siger. 

Han har plakater fra sine store roller på væggene i sit hjem i Hollywood og plasker alkoholiseret rundt i sin swimmingpool, mens han prøver at lære replikker til de mindre roller, som er blevet deroutens næste fase.

»Jeg hyrede dig som skuespiller, Rick, ikke som tv-cowboy,« siger en skuffet instruktør til ham.

I en af filmens første scener møder han en agent, der forklarer ham, at Dalton ikke længere er helten i fortællingerne, men den, der får bank af helten.

»Det er nu officielt,« siger han efter mødet:

»Jeg er en has-been

Historiens tabere

Dalton er historiens taber, som har fået frakendt sit kørekort, fordi han har kørt spirituskørsel.

Hans bedste ven og partner i filmen er også en »has-been«. Cliff Booth (Brad Pitt) var såkaldt stunt double for Dalton, da han var på toppen. Han gjorde det beskidte og brutale arbejde. Men ingen vil længere bruge Cliff Booth som stuntman på grund af rygter om, at han har slået sin kone ihjel, og en episode, hvor den primitive stuntman blev så provokeret af en ny tids østlige meditative fighter, Bruce Lee (Mike Moh), at han pryglede ham og smed ham op imod en bil. Booth er nu degraderet til Daltons personlige assistent, som kører hans bil, løber hans ærinder og plejer hans forfængelighed.

»Du er Rick Fucking Dalton,« siger Booth til Dalton på vej ind til optagelserne: »Glem ikke det.« 

Deres forhold er med deres egne ord lidt tættere end et broderskab og lidt mindre tæt end ægteskab. De er begge mænd af den gamle verden. Den ene følsom, selvoptaget og forfængelig, den anden voldelig, primitiv og underligt usårlig.

»Du må ikke græde foran mexicanerne,« siger Booth med den enfoldige hvide mands omsorg til Dalton, da han kommer ud fra det nedslående møde med agenten, og beder skuespilleren sætte sig ind i bilen.

De drikker sig fulde sammen i Daltons lækre villa i Hollywood om aftenen, mens de ser Daltons nye skurkeroller på tv, inden Booth kører alene hjem til sin egen skurvogn, hvor han fodrer sin kamphund og ser gamle dramaer på tv.

Men en dag opdager de, at fremtiden er flyttet ind i huset ved siden af Dalton. Det er den europæiske stjerneinstruktør Roman Polanski, som netop har fået et gennembrud med Rosemarys baby, og hans smukke unge hustru, skuespilleren Sharon Tate. Polanski er det kunstneriske nybrud i Hollywood, som fik Daltons cowboyfortællinger til at se primitive og gammeldags ud. Han bliver dyrket som en filmkunstner.

»Her sidder jeg på min røv, og hvem flytter ind ved siden af mig,« udbryder Dalton lykkeligt – og forestiller sig, hvordan han vil blive inviteret til cocktailparty hos Polanski og blive tilbudt en ny rolle i instruktørens film, som vil give ham en ny fremtid.

Han håner sig selv som en afdanket og falleret alkoholiker og truer med at skyde sig selv, hvis han ikke kan tage sig sammen og lære sin replikker. Men han er også så fortryllet af drømmemaskinen i Hollywood, at han uanset hvad stadig tror på hvert eneste nyt møde som en ny chance for et stort gennembrud.

Det er komisk, men det er også rørende. Og det er netop Tarantinos greb: Hans film udstiller den snobbede, forfængelige og latterlige sociale kultur i Hollywood, men den producerer med sine egne billeder, replikker og karakterer samme fortryllelse.

Dem, som alle kigger efter

Sharon Tate er modstykket til Dalton. Hun er ung, drømmende og selvsikker. I en karakteristisk scene går hun i biografen for at se sig selv, forklarer billetsælgeren, at hun bør komme gratis ind, fordi hun spiller med i filmen, og hun ender med at blive modtaget som en dronning og fotograferet ved siden af filmens plakat.

Modsætningen i filmen er åbenlys: På den ene side de to mænd, som pludselig ikke er på mode mere, på den anden side hippierne og parret inde ved siden af, som på hver deres måde definerer den nye verden. Dem, som verden vender sig væk fra, over for dem, som alle kigger efter.

Men forholdet mellem den gamle og den nye verden viser sig i løbet af filmen mere kompliceret: Fra sin position inde bag rattet ser Booth gang på gang den samme hippiepige, som han sender et peace-tegn efter, smiler til og til sidst samler op og kører ud til det sted, hvor hun skal hen. Mere skal ikke afsløres her. Booth er klædt i en hawaiiskjorte, som er præget af modkulturens kulørte æstetik, og køber en cigaret dyppet i syre af hippierne. Han bliver inspireret af dem og tiltrukket af dem.

Under filmoptagelser møder Dalton en pige, som han skal spille sammen med. Han taler til hende som et umyndigt barn, men hun sætter ham på plads og kræver anerkendelse som skuespiller. Hun vil ikke tales ned til, og hun har sin egen metode som skuespiller, der forekommer Daltons overlegen.

Men efter hun har krævet anerkendelse som hans jævnbyrdige, mødes de to fortællinger om de bøger, de hver især er ved at læse. Og det bliver i samspillet med hende, at Dalton løfter sig selv som skuespiller. Han må ikke tiltale hende med diminutiver, og da han i en scene, de spiller sammen, kaster hende hen ad gulvet, bliver hun begejstret:

»Det er det bedste skuespil, jeg nogensinde har set,« siger hun til ham.

»Rick Fucking Dalton,« siger han euforisk til sig selv.

Fordi han har behandlet hende som et stærkt individ, kommer han selv videre.

Fortiden genfortolket

Nostalgien i Once Upon a Time … in Hollywood er stærk og bevægende, fordi vi ikke kun oplever den gamle verdens skønhed og løfter om lykke, bilkørsel uden bevidsthed om klimaforandringer og rygning uden frygt for cancer. Men også hvordan den nye verden, som i filmen umiddelbart virker truende og degraderende for Booth og Dalton, også bliver frigørende for de fallerede mænd.

Og så har Tarantino en anden omgang med historien end de sædvanlige sentimentale besyngelser af fortiden. Han åbner den, griber ind og genfortolker historien. 

Det var nemlig ikke kun den nye verden, som flyttede ind ved siden af Dalton på Cielo Drive i Hollywood. Det var også den kendte historie, som blev skudt ind i fiktionen. Det var afslutningen på hippietidens uskyld, da medlemmer af Charles Mansons kult brød ind og myrdede den gravide Sharon Tate i august 1969. Filmen bevæger sig således frem mod et historisk klimaks, som vi kender, men også med en fortæller, som flere gange har taget sig den radikale frihed at spørge, hvad nu hvis det skete sådan her i stedet?

Afslutningen skal på ingen måde afsløres her, men jeg kan love en finale, hvor fiktionen og historien mødes og fører den virkelighed, vi troede, vi kendte, et helt nyt sted hen.

Det definitive opgør med den nostalgi, som gør Once Upon a Time … in Hollywood til et forførende gensyn med Los Angeles, finder således sted til sidst, hvor Tarantino demonstrerer filmkunstens evne til at skabe nye verdener ud af det, vi troede, vi kendte. Det forklarer de tre prikker i titlen mellem Der var engang og i Hollywood.

Once Upon a Time ... in Hollywood er æstetisk suveræn, afsindigt morsom, behageligt bevægende og langt mere tankevækkende, end man umiddelbart skulle tro. Tarantino fremkalder det bedste i Leonardo DiCaprio, der som Rick Dalton spiller nogle af sine sjoveste, mest overraskende og følsomme scener overhovedet, og Brad Pitts minimale maskuline udtryk kommer originalt charmerende til udtryk i rollen som den forhenværende stuntman.

Men de er også de eneste overbevisende karakterer i filmen. Alle andre – inklusive Margot Robbie som Sharon Tate, der ikke har mange replikker, Mike Moh som Bruce Lee og Al Pacino som den gamle agent – er reduceret til endimensionale rekvisitter i de to mænds udviklingsfortælling.

Det begrænser filmen, og det gør fortællingen mindre interessant, at så mange karakterer ikke er andet end symboler, som bekræfter de forestillinger, vi havde om dem på forhånd.

Alligevel ender vi ikke i den tur gennem historiens have, som Nietzsche beskrev og beklagede. For de to karakterer, som Tarantino bevæger og folder ud, og den epoke, han genskaber og overtager, kommer ud med et forbløffende brag på den anden side.

’Once Upon a Time ... in Hollywood’. Instruktion og manuskript: Quentin Tarantino. Fotografi: Robert Richardson. Længde: 165 minutter. (Biografer i hele landet.)

Stuntman Cliff Booth (Brad Pitt) og skuespiller Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) diskuterer deres fremtid i Hollywood i Quentin Tarantinos nye film, ’Once Upon a Time ... in Hollywood’.
Læs også

 

Serie

Quentin Tarantinos forførende verden

Den 15. august er der dansk premiere på Quentin Tarantinos niende og efter alt at dømme næstsidste spillefilm, Once Upon a Time … in Hollywood. Han er en af de seneste 25 års mest originale filminstruktører, som har skabt et nyt filmsprog, hvor han filtrerer, bearbejder, dekonstruerer og genskaber de genrer og den filmhistorie, som han selv er vokset op med og formet af. I de kommende dage skriver vi om de otte film, Tarantino selv har instrueret. Vi forsøger at indkredse, hvad det er, der gør Tarantino og hans film så specielle.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Tom Hansen
Eva Schwanenflügel og Tom Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

SUMMARY: Morten tillads himself det vrisne viewpoint at Tarantino is a misanthrope and begrunds med noget Wittgenstein.

Det er umuligt at forholde sig kritisk til Quentin Tarantino fordi han ikke kan lide mennesker, så jeg vil nøjes med at forholde mig til, ikke det problematiske som kunstner i ikke at kunne lide mennesker, men hvad det *betyder* ikke at kunne lide mennesker. Opgaven er at *beskrive*.

Jeg oplever noget tilsvarende med Paul Auster. Han kan heller ikke lide mennesker.

Jeg kan godt lide mennesker.

Men hvad kan udsagnet ”Kan ikke lide mennesker” betyde?

Læs mere:

https://www.othernewspaper.com/da/2019/08/15/filosofisk-undersoegelse-at...

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Land mig straks erkende, at jeg er for gumpetung til at kunne påskønne den kontrafaktiske afslutning på "Inglourious Basterds".

Du antyder fint en tilsvarende kontrafaktisk afslutning på "Once Upon a Time … in Hollywood", og du lægger spændende spor ud.
Okay - det går jo nok; men det er nu noget pudsigt med disse omskrivninger af en veldokumentret fortid.

Men selvfølgelig skal man se filmen alene for de 2 hovedpersoners skyld.

Brad Pitt er i mine øjne aldeles vidunderlig med sit maskuline udtryk - og jeg er endda bare almindelig kedelig hetero, der ikke får den søde rislen i rygraden ved at se ham.

Jeg havde det på samme måde med Johnny Eliasen i hans tid som solodanser på Balletten.

Maj-Britt Kent Hansen

Rollen som Steve McQueen fik jeg ikke øje på, men især Brad Pitt, som hidtil absolut intet har sagt mig, gjorde det vældig godt som stuntmand. DiCaprio er og bliver decideret uinteressant. Der hænger for mange barneroller ved ham.

Og man slap for blod og splatter bortset fra en kortere scene i slutningen af filmen.

Så det er, hvad vist normalt betegnes: En rigtig god underholdningsfilm.

Morten Hjerl-Hansen

"Brad Pitt er i mine øjne aldeles vidunderlig med sit maskuline udtryk - og jeg er endda bare almindelig kedelig hetero, der ikke får den søde rislen i rygraden ved at se ham."

For mit vedkommende var der i omegnen af 50 gode grin sammen med min ledsager, men jeg synes stadig det er noget koldt over foretagendet.