Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Scary Stories to Tell in the Dark’ kan ikke hamle op med de grufulde billeder, som forestillingsevnen selv kan mane frem

Guillermo del Toro er med ny gyserfilm med til at fejre den amerikanske børne- og ungdomsbogklassiker ’Scary Stories to Tell in the Dark’, der har skabt frydefulde kuldegys før sengetid. Det gør filmatiseringen bare ikke
Hvem er ikke bange for et fugleskræmsel?

Hvem er ikke bange for et fugleskræmsel?

George Kraychyk

Kultur
8. august 2019

Det er en klassisk grundfortælling i gysergenren, at det at blive teenager, at blive seksuelt aktiv, kan slå dig ihjel. Syndefaldet fører direkte i helvede. Særligt i amerikansk sammenhæng er der en stærk tradition for at fortælle historier på den måde.

Hele Twillight-sagaen er baseret på den seksualitetsforskrækkede antagelse, at afholdenhed giver dig dybe venskaber og akademisk succes, mens sex gør dig til vampyr.

Gysergenren er fyldt med teenagere, der, det øjeblik de viser bare en anelse fysisk interesse for et andet menneske, bliver opslugt af en gotisk malstrøm af kadavere og kødsår.

Det er derfor ikke overraskende, at filmen Scary Stories to Tell in the Dark starter med at slå fast, at det var i deres »barndoms sidste efterår«, at noget frygteligt skete for vennegruppen Auggie, Chuck og Stella (Gabriel Rush, Austin Zajur og Zoe Margaret Colletti).

Scary Stories to Tell in the Dark er oprindeligt en antologi af spøgelseshistorier for børn og unge skrevet af Alvin Schwartz. Hvis man er vokset op i USA i 1980’erne og 90’erne, er der stor sandsynlighed for, at man ville kunne lukke øjnene og se Stephen Gammells gruopvækkende, men alligevel afmålte, illustrationer af Scwartz’ historier for sig. Det er en af den slags sjældne generationsdefinerende udgivelser.

Lejrbålsoverleverede småhistorier

I filmatiseringen bindes flere forskellige Schwartz-historier sammen i et plot, hvor vennerne sammen med deres nye bekendte Ramon (Michael Garza) bryder ind i en lille bys forladte, faldefærdige og derfor naturligvis myteomspundne hus.

Historien om huset fortæller, at den rige familie, der engang boede der, havde en syg datter indespærret, der skrev spøgelseshistorier, og hvis man gik ind i huset og bad Sarah om at fortælle en historie, så ville frygtelige ting ske.

Det er sådan, en sand urban legend fungerer – dengang i 1968, hvor filmen foregår og nu. Fænomenet har nemlig vist sig ikke bare at have overlevet, men at være blevet styrket af internettets udbredelse.

I huset finder Stella Sarahs bog, og selv om Sarah har været død i mere end et halvt århundrede, så er hun ikke færdig med at fortælle historier. Auggie, Chuck, Stella, Ramon og andre af byens teenagere bliver ufrivilligt en blodig del af dem.

Kan man godt lide lejrbålsoverleverede småhistorier om lig, der leder efter kropsdele, om hævnlystne fugleskræmsler og horder af edderkopper og andre af barndommens mareridt, der bliver til virkelighed, så er der rigeligt at komme efter i Scary Stories to Tell in the Dark.

Filmatiseringen er produceret af selveste Guillermo del Toro, der er kendt for sine egne fantasifulde og på én gang dragende og frastødende overnaturlige væsner. Og der er da også øjeblikke i filmen, hvor man forstår, hvorfor netop del Toro blev fascineret af Gammells illustrationer.

Man aner et vist slægtskab mellem dem i for eksempel historien om den vanvittigt smilende, blege pige, der tilsyneladende bare gerne vil have et kram (for evigt og evigt og evigt).

Men filmen savner generelt originalitet og troværdig sammenhæng. Historien og karaktererne, der skal få plottet til at hænge sammen, er simpelthen ikke overbevisende og spændende nok.

En god spøgelseshistorie er dybt afhængig af timing og tålmodighed, og den løber instruktør André Øvredal tør for mod filmens slutning. Scenerne med slæbende skridt, lange skygger og truende stilhed bliver for korte og forhastede og når ikke at skabe uhygge nok til, at man bliver sådan ordentligt bange og siden frydefuldt forskrækket.

Filmen taler meget om historiers magt, og det giver bestemt mening i denne voldelige sammenhæng. Men Scary Stories to Tell in the Dark har større magt som bog og mundtligt overleverede spøgelseshistorier end som film.

Som filmskaber er det simpelthen svært at hamle op med de grufulde billeder, som forestillingsevnen selv kan mane frem i mørket ved hjælp af et par siders spøgelseshistorie og en enkelt underspillet blyantstegning.

’Scary Stories to Tell in the Dark’. Instruktion: André Øvredal. Manuskript: Dan Hageman, Kevin Hageman og Guillermo del Toro. 111 minutter. Amerikansk. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her