Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Ser du månen, Daniel’ er desværre kun sindsoprivende, når Esben Smed bliver mishandlet

I filmatiseringen af ’Ser du månen, Daniel’, Puk Damsgårds dokumentariske bog om den danske fotograf Daniel Rye, der blev taget til fange af IS i Syrien, ser man en jordnær, jysk gut kæmpe imod håbløsheden med al den ballast, han har med hjemmefra
To af Islamisk Stats fanger, amerikanske James Foley (Toby Kebbell) og danske Daniel Rye (Esben Smed), hilser på hinanden i ’Ser du månen, Daniel’.

To af Islamisk Stats fanger, amerikanske James Foley (Toby Kebbell) og danske Daniel Rye (Esben Smed), hilser på hinanden i ’Ser du månen, Daniel’.

Martin Dam/Nordisk Film

Kultur
30. august 2019

Alting er blændende lyst i den scene, der åbner gidseldramaet Ser du månen, Daniel, som er baseret på Puk Damsgårds dokumentariske bog af samme navn. Det stærke lys og slørede fokus danner først et abstrakt billede, der bevæger sig lidt uroligt. Så bliver billedet skarpt, og man ser en flok voksne gymnaster i kridhvidt tøj, spændte inden en indmarch til et vigtigt stævne.

Daniel Rye, der senere bliver krigsfotograf og gidsel hos Islamisk Stat i 398 dage, er blandt gymnasterne. Han spilles af Esben Smed, og det er svært at forestille sig nogen bedre til den rolle. Man er aldrig i tvivl om, hvad der er vigtigt for karakteren, og alt hvad Daniel retter sit blik mod, fremstår vigtigt, fordi hans stille og rolige dedikerede måde at være på er så overbevisende gestaltet.

I åbningsscenen er det gymnastikken, der er i fokus. Daniel flyver gennem luften med præcise bevægelser, mens hans forældre, søstre og kæreste hepper på ham fra tilskuerpladserne. Han lander forkert, brækker foden og er pludselig ikke længere lovende, men derimod forhenværende elitegymnast med et ’udueligt’ ben og en akut mangel på noget nyt at dedikere sig til.

Hjemme hos forældrene i parcelhuset i den lille midtjyske by Hedegaard klager Daniel sin nød til kæresten, Signe (Sara Hjort Ditlevsen), der gerne vil have ham med til København, nu han ikke længere er bundet til den hjemlige gymnastikforening.

Over frokostbordet skændes Daniel med sin snusfornuftige storesøster Anita (Sofie Torp). Hun synes, hendes voksne bror slipper for billigt ved at bo gratis hos forældrene og snakke løst om en hypotetisk fotografkarriere. Det provokerer Daniel til at flytte til København, hvor det lykkes ham at blive assistent for krigsfotografen Tue Berg (Rasmus Bjerg).

Ikke tiltrukket af elendigheden

Ser du månen, Daniel er instrueret af Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen (som her debuterer som instruktør), og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet. Alle tre er garanter for bred appel. Det har denne film også. Det er et lige ud ad landevejen gidseldrama, som hylder sammenhold, om det så er mellem familemedlemmer eller IS-fanger.

Det handlingsspor, der handler om familien derhjemme er dog lidt tjept eksekveret. Daniels familiemedlemmer og kæreste fremstår aldrig rigtigt som afrundede karakterer, men derimod som arketypiske filmjyder. En stor del af deres indbyrdes samtaler går med at opsummere forløbet for publikum. Det er en skam. 

Filmen er bygget op om kontrasten mellem det trygge hjem, Daniel forlader, og den brutale virkelighed, der venter ham i Syrien. Her tager Daniel Rye hen i 2013, to år inde i borgerkrigen. Nu hvor han ikke længere er elitesportsudøver, savner han spænding i tilværelsen, der pludselig fremstår som en forudsigelig række af nærmest allerede afgjorte livsvalg, der leder direkte hen til pensionisttilværelsen. En karriere som omrejsende fotograf repræsenterer en vej ud af den trygge trummerum, Daniel selv er formet af.

På sin første rejse med Tue Berg opdager Daniel, at han ikke er nær så draget af elendighed og ulykke som af det liv, der leves på trods af den. Mens Tue Berg fotograferer blødende patienter på et underbemandet afrikansk hospital, går Daniel ud på fodboldbanen udenfor og fotograferer de fodboldspillende børn. Hjemme igen beslutter han sig for at tage til Syrien og dokumentere den hverdag, der trods alt fortsætter.

Daniels søde og forstående forældre Kjeld (Jens Jørn Spottag) og Susanne (Christiane Gjellerup Koch) køber hans gamle bil, så der er råd til flybilletten. Planen er, at han hver dag skal rejse ind i Syrien over den tyrkiske grænse og hver aften tage tilbage og overnatte i sikkerhed.

Til at hjælpe sig har Daniel en lokal fixer, en chauffør og så en sikkerhedsrådgiver hjemme i Danmark, ekssoldaten Arthur (Anders W. Berthelsen), som også arbejder på at finde den forsvundne amerikanske journalist, James Foley. Det bliver også Arthur, der bistår familien i forhandlingerne med Daniels kidnappere. 

Hvad der lige præcis går galt, går filmen ikke så meget op i, men galt går det, og Daniel bliver hurtigt taget til fange af islamister fra Islamisk Stat. Det er opholdet hos dem i skiftende uhumske lokaler og i selskab med en snes medfanger af blandet vestlig herkomst, der udgør filmens tyngdepunkt.

Ressourcestærk fange

Mens frygten og afmagten i Daniels familie ikke rigtig bliver gribende at se på, er torturscenerne i Ser du månen, Daniel intenst ubehagelige at se på. Ikke fordi blodet sprøjter vildt og voldsomt, men fordi hvert slag, der rammer hans fodsåler, gør indtryk.

Voldsparatheden kommer kun lejlighedsvis direkte til udtryk, men lurer alligevel i alle scener fra IS-fængslet. Det er et sympatisk træk ved filmen og en grusom påmindelse, at Daniel Rye til allersidst citeres for, at mange af dem, der er kommet hertil fra Syrien, har oplevet meget værre ting, end han har.

Parallelt med Daniels oplevelser i Syrien skildrer filmen hans families forsøg på at få ham hjem igen. Der er sat en løsesum på Daniel, men den danske stat betaler af princip ikke løsepenge for gidsler, og som henholdsvis lastbilchauffør og butiksekspedient har Kjeld og Susanne ikke selv mulighed for at skrabe millionerne sammen. Deres kamp handler dels om at appellere til civilsamfundet derhjemme, dels at holde sammen på familien.

Daniel er ikke en machohelt, der udholder alle prøvelserne med oprejst pande, men en kapabel og pragmatisk indstillet person og en ressourcestærk fange. Han søger ikke konflikter med sine fangevogtere, men forsøger på forskellig vis at undslippe sin situation. På et tidspunkt underviser Daniel endda sine medfanger i gymnastik. Her fungerer den sunde midtjyske idrætsforeningskultur, han har med sig hjemmefra, nærmest som en overlevelsesstrategi. 

Blandt Daniels medfanger er førnævnte James Foley (Toby Kebbell), som nok er det mest berømte gidsel, Islamisk Stat har taget. Han skildres som en helt med humoristisk overskud, heltemod og åbenlyse lederevner. Det gør ham svær at relatere til – i modsætning til Daniel, hvis kvaler man (ikke mindst takket være Esben Smed) let lader sig leve ind i.  

’Ser du månen, Daniel’. Instruktion: Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Fotograf: Eric Kress. Længde: 139 minutter. Vises i biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så filmen i dag og er meget enig med Lone Nikolajsen:
Ingen bør snyde sig selv for at opleve Esben Smed i endnu en fuldendt pragtpræstation.
Vi bør i vores lille sprogområde lykønske hinanden med, at vi "ejer" et talent som ham.
Stort til lykke - og tak - herfra!