Serie med danske komponistbiografier har fået en flot start

Vi har en rigere musikarv, end de fleste aner. For dansk kompositionsmusik fra 1700-tallet frem til i dag er imponerende i sit omfang, forskellighed og kvalitet, vores indbyggertal taget i betragtning. Men der er skrevet få biografier om dem, der komponerede den.

Det er der nu blevet taget hånd om. Sidste år lancerede forlaget Multivers en udgivelsesserie om danske komponister, som fortjener at komme frem i lyset. De første flere end et dusin bind er sikret gennem fondsstøtte, serien kan vokse yderligere, og redaktøren for projektet, Jens Cornelius, har mindst et halvt hundrede relevante komponister i tankerne.

Indtil dato er tre bind udkommet, to er på vej i indeværende år. Og det er begyndt godt. Forfatterne er erfarne musikformidlere med forskningsmæssig baggrund. Bøgerne er skåret efter samme skabelon.

Den biografiske side er hovedsagen, men der gives også plads til ret grundige beskrivelser af hovedværkerne og et udsyn mod samtidens internationale musikliv. Dertil værklister, diskografier og litteraturoversigter, alt i alt cirka 140 sider. Overskueligt og handy.

Her skal der gives nogle perspektiver fra de første bind om operakomponisten August Enna (1859-1939), den stille senromantiker Ludolf Nielsen (1876-1939) og pioneren inden for den elektroniske musik i Danmark, Else Marie Pade (1924-2016).

Skomagersønnen fra Nakskov

Det har krævet en særlig råstyrke at komme fra provinsen og slå igennem som komponist i kongens København i slutningen af 1800-tallet.

Det siger faktisk ganske meget om Carl Nielsen (1865-1931), som kom fra beskedne spillemandskår i en fynsk landsby, at han gradvis markerede sig så stærkt som fornyende komponist, flittig dirigent og medskaber af det 20. århundredes folkelige danske sang.

Carl Nielsens aura overskyggede på den måde samtidens og de næste generationers komponister i det 20. århundrede, og han stod for en moderne, antiromantisk musik.

Det var den retning, August Enna og Ludolf Nielsen var oppe imod, for de ønskede begge at gå videre ad det senromantiske spor.

Steen Chr. Steensen giver det første samlede indblik i August Ennas løbebane, skomagersønnen fra Nakskov som voksede frem til at blive Danmarks internationalt mest kendte operakomponist i de første årtier af 1900-tallet.

Der kom 13 operaer fra Ennas hånd, de største successer herhjemme var Heksen (1892) og Den lille pige med svovlstikkerne (1897), og den gennemgående ros fra samtidens kritikere gjaldt Ennas særlige begavelse for at skrive for det store orkester, næsten som en dansk Richard Strauss. Ikke just noget man ville rose Carl Nielsen for.

Steensens store fortjeneste er at fremhæve styrker og svagheder ved Ennas ambitiøse sceneværker, og det efterlader læseren i dyb undren over, hvorfor vi i vor tid ikke fået adgang til at opleve bare nogle af disse dramaer på en hjemlig operascene.

Engang havde Enna kolossal succes i Tyskland. Den Jyske Operas tyske chef, Philipp Kochheim, tog i år initiativet til at opføre Ennas Kleopatra (1894), som har ligget i mølposen siden tiden før Første Verdenskrig. Skulle der virkelig en modig tysker til? Forstillingen var en ubetinget succes hos anmeldere og publikum, og den er nu blevet cd-optaget for Dacapo Records.

Godt så langt, men genopdagelsen må gerne fortsætte, August Enna fortjener det.

Overdådig instrumentator

Jens Cornelius tager sig selv af Ludolf Nielsen, og det er både forståeligt og betryggende, fordi han er landets mest vidende forsker på det felt.

Komponisten var gårdejersøn fra Nørre Tvede syd for Næstved og arbejdede sig støt og sikkert ind i de musikalske cirkler i hovedstaden. Læreårene ligner i høj grad den første Nielsens: fripladsen på konservatoriet, årene som orkestermusiker og studierejserne til Tyskland.

Ludolf Nielsen følte sig forbundet med senromantikken, det var ambitionen at skrive i det store format i hans personlige tilegnelse af det komplicerede, klangfulde tonesprog.

Blandt de mest bemærkelseværdige værker, som Cornelius fremhæver, er Symfoni nr. 3 (1911-13), der blev til nogenlunde samtidig med Carl Nielsens tilsvarende kaldt Espansiva.

Ludolf Nielsens Tredje er et vældigt værk med en varighed af omtrent en time, holdt sammen af både komplekse musikalske processer og et åndeligt-idealistisk program, og ikke mindst er den overdådigt instrumenteret.

Det er uforståeligt og bedrøveligt, at symfonien forsvandt ud af repertoiret.

Og det samme kunne gælde den symfoniske digtning Babelstårnet, komponeret på samme tid og ifølge Cornelius beslægtet med storværker som Schönbergs Gurrelieder og Langgaards opera Antikrist.

Første Verdenskrig og dens eftervirkninger slog Ludolf Nielsens verdensbillede i stykker, han blev ikke den samme komponist igen, nu havde modernismen for alvor grebet tidsånden, og det er igen sigende for det i denne sammenhæng indifferente danske musikliv, at hans symfonier i nyere tid er blevet indspillet af tyske orkestre. Dog findes Babelstårnet i en cd-optagelse med DR SymfoniOrkestret.

Men Jens Cornelius’ fine bog giver det hjemlige publikum virkelig gode argumenter for at opdage Ludolf Nielsen.

Fra slagere til elektronmusik

Mønstret med at have fremgang og derpå blive glemt kunne også gælde for Else Marie Pade. Bortset fra at hun nåede at opleve en overrumplende genopdagelse af en ung techno-generation. Der har været kvindelige komponister i Danmark før Else Marie Pade, et af de kommende bind i Multivers-serien vies til Hilda Sehested og Nancy Dahlberg, men alligevel forekommer hun at være en ener.

Henrik Marstal har skrevet den mangefacetterede biografi om dette usædvanlige menneske med et indtrængende engagement, som formodentlig bunder i hans personlige kontakt med komponisten.

Lige fra barneårene i 1920’ernes Aarhus var Else Marie Pade opslugt af hverdagens lyde, og det var disse medfødte store ører, der førte hende ind i den elektroniske musik.

Det begyndte nu med swingmusik og schlagere. Og så rejste hun til hovedstaden for at gå på konservatoriet med klaver og komposition i, hvad der kunne ligne den slagne vej.

Men i 1952 opdagede Pade franskmanden Pierre Schaeffers musique concrète, det vil sige lyde fra virkeligheden optaget, bearbejdet og ordnet i en musikalsk kontekst på spolebånd. Det førte over i et kreativt samarbejde med lydteknikere i Statsradiofonien, hvor hun blev ansat i musikafdelingen.

Konkret musik blev til elektronisk musik inspireret af blandt andet pionerarbejdet på den tyske radiostation WDR i Köln.

Else Marie Pade var i kontakt med ligesindede via musikavantgardens feriekurser i Darmstadt, mest opsigtsvækkende med fænomenet Karlheinz Stockhausen, som beundrede hendes arbejder.

Hendes storhedstid udfoldede sig i årtiet 1955-1964, og blandt værkerne kan nævnes lydsiden til fjernsynsudsendelsen En dag på Dyrehavsbakken (1955), Syv cirkler (1958) og Et glasperlespil I-II (1960). Important Records har udgivet kompilationen Electronic Works 1958-1995, hvor de to sidstnævnte værker figurerer.

Pade havde været modstandskvinde under besættelsen. Hun blev taget af Gestapo i 1944, udsat for voldelige forhør og interneret i Frøslevlejren indtil krigsafslutningen.

De medfølgende traumer tav hun om, og de ramte hende senere i livet så voldsomt, at hun ikke kunne arbejde som før.

Men i sine sidste år blev Pade opdaget og hyldet af sine børnebørns generation – technomusikken – og det er en fantastisk afslutning på et kunstnerliv, der evnede at forene det elitære med det folkelige.

Serie med danske komponistbiografier: 1. Steen Chr. Steensen: August Enna. Sidetal: 144. 2. Jens Cornelius: Ludolf Nielsen. Sidetal: 144. 3. Henrik Marstal: Else Marie Pade. Sidetal: 144. Forlaget Multivers. 158 kroner pr. bind