Læsetid: 4 min.

Simon Grotrian har skrevet noget, der kunne blive digterens folkelige gennembrud

I sin nye digtsamling skriver Simon Grotrian lige så enkelt og folkeligt, som den prunkløse titel, ’Digte’, lægger op til
Grotrian kan læses i detaljen, og når man så bevæger sig ud i hele digtsamlingen og den tur i den blå vogn, det er, så ved man, hvor vidunderligt frisættende, det er at gå med på digterens surrealistiske billeder, skriver litteraturanmelder Kamilla Löfström om digterens nye – og sidste – digtsamling, der bærer den prunkløse titel ’Digte’.

Grotrian kan læses i detaljen, og når man så bevæger sig ud i hele digtsamlingen og den tur i den blå vogn, det er, så ved man, hvor vidunderligt frisættende, det er at gå med på digterens surrealistiske billeder, skriver litteraturanmelder Kamilla Löfström om digterens nye – og sidste – digtsamling, der bærer den prunkløse titel ’Digte’.

Joachim Adrian

16. august 2019

Kunne Simon Grotrians nye digtsamling, der udkommer på det mindre, men ikke mindre vigtige, forlag Herman & Frudit, mon gå hen og blive digterens folkelige gennembrud?

Tanken strejfer mig, og den er rar. Rar, fordi Grotrian har et irriterende ry for at være svært tilgængelig. Irriterende, siger jeg, fordi det er spild af god digter, hvis en god digter ikke bliver læst.

I den aktuelle bog skriver Grotrian indimellem lige så enkelt som den prunkløse titel, Digte, netop lægger op til.

Det er faktisk ikke noget nyt, at Grotrian ved siden af de lidt mere krævende, billedrige digte skriver lige ud ad landevejen, men måske er det mere udtalt her.

Grotrians version af folkelighed og tilgængelighed ligger i ordspillet og humoren, måske også i en barnlighed, jeg holder meget af. Tænk at turde at være barnlig og tænke barnlige tanker. At smide al forfængelighed over bord.

Den russiske digter Osip Mandelsjtam (1891-1938) erklærede engang, at fra nu af ville han kun læse og skrive børnelitteratur og tænke barnlige tanker. Han havde skrevet et smædedigt om Stalin og blev derfor forvist.

Grotrians Stalin er blevet så lille, at han kan sys på et skæg. Barnligheden viser sig i forvrængede proportioner og overraskende madbilleder. En uhyggelig juleaften kan være »spaghettilang«. Men også i at forbinde Jesus på æslet med et æseløre i en bog.

At skabe forbindelser er Grotrians helt store.

Fordi den nye samling har hvisket til mig, ’at nye læsere kan begynde her’, kommer nu en meget kort Grotrian-introduktion: Grotrian debuterede med Gennem min hånd i 1987 og hører til blandt senfirserdigtere som Pia Juul, Niels Frank, Thomas Boberg og Morti Vizki.

Han giver kun sjældent interview, og jeg har aldrig hørt ham læse op. Den poetiske kommunikation med omverdenen foregår nærmest kun i bøgerne. Også det er ret enkelt og ligefrem rent.

I mange år udkom Grotrians bøger (mindst) en gang om året på Borgens Forlag som en selvfølge. Fra 1987 til nu er der kommet rundt regnet 50 bøger fra hans hånd.

Jeg begyndte selv at læse ham i 2000, da Livet er en ko udkom. Måtte eje mit eget eksemplar og lå der i Kongens Have og læste ord og billeder, jeg aldrig havde set lignende før. Billedstormende og konkret er Grotrians poesi.

I 2006 udkom digterens første salmer, Jordens salt og verdens lys, og to år senere bønnebogen Citroner til Vorherre. For mig er Grotrians religiøsitet en åben fest, for eksempel lyder en af hans mundrette bønner:

»Lær mig at tro på, at mit hjerte kan blive befriet for sin indespærring, at det som en fugl kan flyve ud og drysse gode frø hos andre. Jeg deler jo min angst med mennesker i din verden, men angsten skiller mig også fra dem. Lad mig blive en svævende fugl under dit elskede ansigt.«

De nye Digte med gulmønstret omslag af Peter Brandes er inddelt i fem afsnit eller suiter med hver sin meget grotrianske titel: »Månen er af amisulprid«, »Poesi for faldne kvinder«, »Hvordan man syr Stalin på skægget«, »Med svaj i hænderne« og »Vandrekort til søen«.

Første titels ’amisulprid’ slog jeg op. Det er et antipsykotika, og sammen med tidligere Grotriantitler som Risperdalsonetterne (2000) og Melatonin (2005) peger de på digterens egen sygehistorie og på vores fælles sygehistorie om et generelt stigende forbrug af psykofarmaka i vores del af verden. Amisulpridmånedigtet lyder sådan her:

»Mit indre er en pløjemark
idet synet haler sporene fra verden
gennem sjælens brønd,
hvor Atlantis funkle
månen er af amisulpri
derfor sner det kun om sommeren
jeg står, overskyllet af mørket
som en hegnspæl i dit hjerte
søvnen invaderer befolkningens mætningskurver
som får i dammen af trøske
havfruen svømmer i sofaen
foran det vidtåbne fjernsyn
i et par bukser, der strammer om halsen
din helikopter og min
skal parre sig i nat.«

Jeg kan blive længe ved en titel som »Vandrekort til søen«.

Ordene lyder som en trøst, hvis alt andet glipper, findes der altså et kort, som viser vej til en sø, og man behøver ikke andet end sine fødder.

I den afdeling står prosadigtet her:

»At heles af det sprælske. Fra mit lager af væltede sylter. Ét er at forvirres af søkort, noget andet at drukne. Paradisets stolte mur kalder på en Marseillaise. En krone på en tørresnor mellem ørerne. Lyserøde mus, dine ranglede kys. Jeg kærtegner dig med en kran.«

I Grotrians intimitet indgår både kran og helikoptere, der er afstand og nærvær. Med et ord eller en linje kan man komme fra jorden til universet, og så kan jeg særligt godt lide ordene »at heles af det sprælske«.

At det kaotiske, det, man ikke har kontrol over, også kan lindre.

Grotrian kan læses i detaljen, og når man så bevæger sig ud i hele digtsamlingen og den tur i den blå vogn, det er, så ved man, hvor vidunderligt frisættende, det er at gå med på digterens surrealistiske billeder. Fra hans »lager af væltede sylter«.

Simon Grotrian: ’Digte’, Herman & Frudit, 78 sider, Nummereret og signeret, 200 kroner.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu