I første afsnits første minut af tv-serien The Loudest Voice ligger hovedpersonen død på gulvet på sit badeværelse. I næste klip spørger han retorisk sin kone Beth:
»Hvordan vil de beskrive mig, når jeg er død?«
Og så svarer han selv:
»Højreorienteret, paranoid og fed!«.
Velkommen til tv-serien om Roger Ailes, manden der skabte Fox News for mediemogulen Rupert Murdochs penge.
Seriens syv afsnit er lidt rigeligt kulørte og nuancefattige, men alligevel leverer instruktør Stephen Frears en effektiv beskrivelse af sin hovedperson, der var meget mere end højreorienteret, paranoid og fed.
Han var rådgiver for alle republikanske præsidenter siden Richard Nixon og en drivende kraft bag Donald Trumps sejr i 2016 og den benhårde polarisering af USA, der gik forud, og som siden er blevet forstærket.
Ailes’ visioner for tv-mediet var uhyggelige og knivskarpe: Tv kan erstatte den politiske diskurs i USA (»giv folk, hvad de vil have, selv om de ikke ved, at de ønsker det«, lød hans mantra).
Tv skal ikke informere, seerne skal bare føle sig informerede. Og hans klart politiske mission med Fox News var »at overbevise de glemte amerikanere om, at de også har en stemme.«
Trumps sejr var Ailes’ triumf
The Loudest Voice portrætterer Ailes og lidt fragmentarisk den kabelnyhedskanal, han opbyggede fra starten i oktober 1996 og næsten 20 år frem, indtil han faldt fra toppen få dage før sin ultimative triumf, Donald Trumps kroning på det republikanske partikonvent i sommeren 2016.
Trump var hans yndlingskandidat og mangeårige nære bekendt. Efter fyringen hjalp Ailes Trump med at forberede sig til tv-debatterne.
Russell Crowe spiller Roger Ailes i serien og udfylder skærmen og rollen på mere end en måde: Han er nemlig polstret og sminket til ukendelighed.
Der er lysår fra hovedrollen i Gladiator som toptrænet, muskelsvulmende oscarvinder til den voldsomt overvægtige Crowe, men han er troværdig og overbevisende, når han råber, skriger, kaster med kaffekopper og vralter rundt som ubestridt diktator i Fox-imperiet, der på få år blev USA’s største kabelnyhedskanal og hurtigt blev den bedst indtjenende del af Rupert Murdochs News Corporation med et årligt bidrag på mere end en milliard dollar.
Pengene havde højeste stemme
Murdoch er tydeligvis bekymret og griber ind, da Ailes dekreterer, at præsidentkandidat Barack Obamas mellemnavn Hussein ALTID skal nævnes for at styrke myten om, at han ikke bare er udlænding, men muslim.
Men så truer Ailes med at gå og råber af Murdoch, at han i så fald godt kan vinke farvel til Fox-milliarderne, hvorefter Murdoch senior giver ham totalt frie hænder til at manipulere nyhederne – uden hensyntagen til almindelige standarder for fairness, kendsgerninger eller etik.
Her har pengene den afgørende og højeste stemme.
Fox skulle ifølge Ailes være den »kraftigste stemme« – og blev det.
Og Ailes råber højere og er langt forud for alle andre, da han i opstartsfasen benhårdt udraderer alle den australskfødte Murdochs folk (»forpulede kænguruer«), der bare vil lave en tabloid nyhedskanal med appel til alle.
Nej, siger Ailes. Vi skal lave en kanal, som den gruppe af amerikanere – primært hvide mænd – der føler sig ladt i stikken og hader eliten, magtapparatet i Washington og den liberale østkyst-presse, vil komme til at elske.
Værter udvælges med omhu. De kvindelige skal primært være blonde og have korte kjoler på, så man kan se deres ben (»I like legs,« siger Ailes). De mandlige værter skal ose af Middle America og være dybt forankret i ultrakonservative amerikanske værdier – som Sean Hannity, der i dag er Trumps fortrolige og Fox-stjernevært, og som engang var radiovært i Georgia.
En ansøger til et værtsjob er af indisk afstamning og affærdiges hurtigt, hvorefter Ailes spørger sine rådgivere:
»Hvem fanden har bragt en marsala-fisse ind på mit kontor?«
Rå magt og sextyranni
Serien, der er produceret af Showtime og kan ses på HBO Nordic, sluttede i søndags, som den begyndte: Med Roger Ailes’ død i 2017.
I de forløbne omkring seks timer skildres magtkampe, Ailes’ dominans over sin trofaste kone Beth (underspillet fint og præcist af Sienna Miller, der med få midler uden drama antyder et funktionelt ægteskab uden passion ud over den højrepolitiske totale enighed) og hans chikane over for stjerne-morgenværten, den tidligere Miss America Gretchen Carlson, hvis benhårde ambitioner og beundring for Ailes langsomt slides op af den ydmygende sexchikane, han udsætter hende for.
Det må naturligvis ende galt, og det gør det også.
Det var Gretchen Carlsons sagsanlæg mod Ailes, der medførte, at snesevis af andre kvinder begyndte at tale åbent om hans sextyranni, hvorefter han blev fyret på gråt papir med en gylden faldskærm på 40 millioner dollar.
Naomi Watts er intens urovækkende, men ikke helt troværdig i rollen som Carlson, og Annabelle Wallis spiller intenst Laura Luhn, en Fox-medarbejder, der i en årrække blev tvunget til oralsex, mens Ailes videofilmede hende.
Da hun til sidst er et rystende nervevrag og vil væk, tvinger Ailes hende til at oplære en afløser, før han lader hende slippe. Vi er ikke i tvivl om, at manden med den højeste stemme også er et gedigent dumt svin.
En af seriens hovedproducere er Tom McCarthy, der skabte den fremragende og oscarbelønnede spillefilm Spotlight om avisen The Boston Globes epokegørende afsløringer af det udbredte sexmisbrug i den katolske kirke.
Han og hans episodeinstruktører har med The Loudest Voice skabt en serie holdt i en anderledes dramatisk, næsten hæsblæsende nyhedsstil, hvor der ikke er plads til de finere nuancer, menneskeskildringer og autenticitet, som prægede Spotlight.
Citizen Kane uden kunst
Beretningen om den nutidige medieboss Roger Ailes er blevet sammenlignet med Orson Welles-klassikeren om avismogulen William Randolph Hearst, Citizen Kane. Men hvor Welles-filmen er et vellykket og nuanceret kunstværk, der forsøger at forklare fænomenet Hearst, er The Loudest Voice mest af alt en effektiv og underholdende tv-serie.
Den trænger ikke dybt nok ned til, at vi for alvor forstår DEN dybere baggrund for Ailes’ ultrahøjreorienterede, næsten fundamentalistiske paranoia. Eller, for den sags skyld hans aktive og med tiden dominerende rolle i politik, der er velbeskrevet både i litteraturen og i utallige avisartikler.
Det er blandt andet hans succesrige rådgivning af Richard Nixon under 1968-valget, hvordan han hjalp George W. Bush med at skabe et billede af en handlekraftig og patriotisk præsident efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001 – og Ailes’ beskidte tv-reklamer imod George Bush den ældres modkandidat Michael Dukakis.
For at trænge dybere ned i Ailes’ massive rolle i nyere amerikansk politik – ikke kun som skaberen af USA’s første rent partipolitiske tv-kanal – kan man supplere tv-serien med den bog, som serien er bygget på og har taget navn efter.
Den udkom til Roger Ailes’ utæmmede vrede i 2014 og er skrevet af den fremragende journalist Gabriel Sherman, hvis opfølgende artikler i New York Magazine også har bidraget til seriens manuskript.
Og tv-serien er endnu et eksempel på, hvordan de store streamingtjenester – herhjemme vises Showtimes serie på HBO Nordic – i modsætning til mainstream Hollywood ikke tøver med at producere politisk relevant og kritisk indhold i form af både underholdende politiske drama- og dokumentarserier og film.
Som for eksempel den spritnye dokumentariske Netflix-serie The Family om en lille, magtfuld religiøs organisations massive indflydelse på amerikansk politik og HBO og Channel 4.
The Loudest Voice er et magtfuldt indslag i den politiske debat, fordi den kombinerer tv-drama, dygtige stjerneskuespillere og dokumentarisk materiale.
Den vil næppe overbevise de stålsatte Trump-kernevælgere, men den store gruppe af tvivlere har fået noget at tænke over. Ikke mindst fordi nok er tv stadig magtfuldt, men streaming stjæler flere og flere seere fra traditionelt tv og bliver derfor mere indflydelsesrigt end den dengang visionære – men i dagens mediebillede lidt gammeldags Roger Ailes.
’The Loudest Voice’. Skabere: Stephen Frears, Kari Skogland, Jeremy Podeswa. Hele sæsonen er nu tilgængelig på HBO Nordic.
Det er faktisk rigtigt. Jeg har også bemærket at Russel Crowe har taget på hen over årene. Til december, hvem ved hvilken rolle han så får lov at spille?