Læsetid: 4 min.

Skeptisk senior om ’Seniormagasinet’ på DR2: Man kan ikke se, om det prøver på at være sjovt

Informations tv-anmelder Lone Nikolajsen har følt sig godt underholdt af sommerens omgang ’Seniormagasinet’, men var dog forvirret over, om det var satire eller ej – og om programmet overhovedet appellerer til det grå guld, som det handler om. Det bad hun så sin 68-årige mor vurdere
I et studie, der minder om monopoltidens tv-scenografi, præsenterer Thisted forskellige livsbekræftende reportageindslag om ældre mennesker og det, de får tiden til at gå med og finder glæde og mening i.

I et studie, der minder om monopoltidens tv-scenografi, præsenterer Thisted forskellige livsbekræftende reportageindslag om ældre mennesker og det, de får tiden til at gå med og finder glæde og mening i.

Fra DR

10. august 2019

Skolernes sommerferie er ved at være forbi, og det samme er programmet Seniormagasinet, der startede som julekalender sidste år og i højsommeren blev sendt lige efter Deadline.

Udsendelserne er 8-10 minutter lange, beværtet af den tidligere (og med egne ord gamle) nyhedsvært Ole Thisted, og så handler de om det grå guld.

I et studie, der minder om monopoltidens tv-scenografi, præsenterer Thisted forskellige livsbekræftende reportageindslag om ældre mennesker og det, de får tiden til at gå med og finder glæde og mening i.

En kvinde spiller banko, et ægtepar ser verden fra hesteryg, og en pensioneret gartner tager rundt og fotograferer beplantningen i Danmarks rundkørsler.

Derudover er der interview med kendte ældre danskere, klip fra DR’s arkiver og anekdoter om værtens forkælede barnebarn og hans nævenyttige nabo. Når programmet er slut, siger Ole Thisted:

»Vi er tilbage igen i morgen – hvis vi altså lever så længe.«   

Er det satire?

To spørgsmål melder sig: Er det her satire? Og er programmet lavet til det grå guld, som det handler om, eller til os, der er yngre?

Jeg har selv svært ved at svare på det første spørgsmål, men føler mig alligevel godt underholdt. Det andet kan jeg slet ikke afgøre, så jeg sender begge spørgsmål videre til en nærtstående pensionist og skeptisk anlagt tv-seer: min mor, Ellen Christiansen.

Hun er 68 år, bor i Grenaa og var også umiddelbart forvirret over de mange forskellige signaler, programmet sender: 

»Jeg havde set Deadline og blev hængende på kanalen, fordi jeg så, der kom noget med Ole Thisted. Han er jo en gammel mr. News, og jeg ville gerne se, hvad han var blevet slæbt tilbage i kassen for.«

De første minutter af programmet beskriver min mor som »irriterende, irriterende, irriterende.«

»Det kunne lige så godt være en reklame for tandproteser. De kan næsten ikke få armene ned og munden til at sidde normalt.«

Det næste, der faldt min mor for brystet ved Seniormagasinet, var Ole Thisteds måde at bestride værtsrollen på. Den forhenværende nyhedsoplæser er hverken nærig med spydige stikpiller til de mennesker, der medvirker i programmet, eller til andre (herunder især yngre) mennesker i det hele taget. Med små vitser, der tydeligvis er skrevet i forvejen, og som leveres helt tørt, lyder han som en parodi på en gammel gnavpot, der synes, alt var bedre i gamle dage. 

»Jeg kunne ikke finde ud af, om programmet prøvede på at være sjovt eller ej,« siger min mor.

»Der var en ironisk distance, der irriterede mig. Når man lige har vist et indslag om en nyslået enkemand, synes jeg ikke, man kan tillade sig at sidde og have en ironisk distance til det næste, der sker i programmet. Så virker det, som om det hele bare er for sjov. Jeg synes heller ikke, den ironiske distance er der i selve reportageindslagene.«

Jeg spørger min mor, om hun tror, det skyldes en generationsforskel, at hun bliver irriteret over den uigennemskuelige ironiske distance, mens jeg synes, den er sjov. Jeg er vokset op med Mikael Bertelsen, hvor man aldrig viste, om han tog pis på det, han talte om, mens den lune og loyale Otto Leisner (som også optræder i mange af Seniormagasinets arkivklip) var den toneangivende tv-vært i hendes barndom.

»Jeg tror det faktisk ikke,« siger min mor.

»Jeg har jo også set Bertelsens programmer, og dem kunne jeg godt lide. Det er bare, som om det her program ikke har bestemt sig for, hvad det vil.«

Irriterende interessante gæster

Den tredje ting ved Seniormagasinet, der irriterer min mor, er, at hun alligevel endte med at blive draget af det. 

»Desværre kom jeg sådan set til at synes, programmet var lidt spændende.«

Det var lidt spændende at se reportageindslagene; lidt spændende at se, om der nu var nogle Otto Leisner-vittigheder med; lidt sjovt at høre Ole Thisted tale om sit forkælede barnebarn Adrian (der heldigvis har nogle godt opdragede forældre) og spændende at se interviewene med folk som Susse Wold, Jacob Haugaard og Flemming Jensen.

»Her er Ole Thisted pludselig oprigtigt interesseret og lytter – uden ironisk distance. Og gæsterne er lyslevende mennesker, der tænker sig om og har gang i ting.«

– Hvis man nu ser bort fra, hvordan det her program er lavet, ville du så have lyst til at se et tv-program om at blive ældre, og som havde ældre som målgruppe?

»Din far ville i hvert fald aldrig. Han kan ikke lide, at man deler folk op på den måde. Jeg ved ikke, om jeg ville, det afhænger af indholdet. Det giver mening, at noget tv er lavet til børn, mens andet er lavet til unge. Men når man først er blevet voksen, vil man bare gerne identificeres med det, man render rundt og laver. Derfor savner man ikke et program, der hedder noget med senior.«

Min mor fortæller om en samtale, hun og min far har haft for nylig med nogle af hendes seminarieveninder og deres mænd: 

»Det vi egentlig var enige om er, at det sværeste ved at være efterlønner eller pensionist, er, at man er så meget sammen med jævnaldrende og kommer til at savne folk i andre aldre. Sådan tror jeg, mange kan have det.«

Seniormagasinet har ikke været noget samtaleemne i min mors hverdag:

»Jeg har faktisk aldrig snakket med andre end dig, der har set det. Jeg tror, introen skræmmer folk på min alder væk,« siger hun og tilføjer, at det jo ikke gør noget, hvis meget af det, der bliver sendt på tv, er ligegyldigt. Så er der bare mere tid til andre ting som f.eks. at passe haven.

’Seniormagasinet’ kan ses på dr.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Underspillet satire, hvor de fleste afsnit var ok.

De forlorne grinende tandsæt var mest af alt komiske. Den 64-årige cougar med det lumske smil i dæmpet belysning med musikledsagelse var dog direkte pinlig.

Hans Houmøller

“Otto Leisner (som også optræder i mange af Seniormagasinets arkivklip) var den toneangivende tv-vært i hendes barndom.”
Var han den toneangivende tv-vært, er jeg da gået glip af en del, kan jeg regne ud, for på de udsendelser jeg har set den gang, var det altså ikke ham, der var mest på, monopolet til trods. Nå, hukommelse er jo selektiv, så jeg trykker på pytknappen.

Jeg hører i øvrigt også til dem, der ikke synes, tingene skal deles så hårdt op set i forhold til alder.

Ellers en god artikel med fin vinkel med valg af interviewperson.

PS! Forresten har jeg ikke haft et tv-apparat i et par årtier.

Tåkrummende dårligt program. Vi har set ét helt og to-tre halve programmer (det skulle jo lige ha' en chance). Så var bægeret fyldt.

Programmet hvor en Mette Utzon smalltalker med politikere er på samme pinlige niveau.

Vi savner 'Jersild uden spin' og 'Jersild om Trump'. Og DEADLINE med Nynne Bjerre. Ikke at forglemme 'TV i Tivoli' med Volmer Sørensen - i sort-hvid.

Nå, men kan heldigvis slukke for koma-akvariet og foretage sig fornuftigt.

Mvh to seniorer, som hver dag kalkulerer med, at få i morgen med.

Helt fantastisk program! Den ironiske distance - i bedste Michael Bertelsen-stil - formår virkelig på befriende vis at tage pis på den yngre generations ofte alt for tidstypiske og politisk korrekte selvsving med det helt rigtige glimt i øjet. Det er en ironi, der balancerer og aldrig bliver ondsindet, men bare kærligt drillende.

Lene Sørensen

Jeg er helt enig med Lone Nicolaisens mor: et virkelig tå-krummende program, og Ole Thisted er overhovedet ikke morsom. Jeg føler mig talt ned til på hele ældregruppens vegne!.

På et tidspunkt var der, også lige efter DEADLINE, (som er obligatorisk her i hytten), én eller anden kaot, der gav en 'alternativ' vejrudsigt. Denne blev flettet sammen med diverse vanvittige kommentarer, som vist skulle forestille at være fra hans eget (køns)liv.

Dét var i reglen morsomt, iblandt var det hylende morsomt.

Det hed vist 'Vejret på DR2'.

Maj-Britt Kent Hansen

Hvor jeg synes Seniormagasinet er moderat morsomt - sådan hø-hø, fandt jeg vejrprofeten meget anstrengende. Godt nok underspillet, men kedelig og totalt umorsom.

Man må konstatere, at som i mange andre henseender er mennesker ikke ens.