Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stærke fortællinger fra kanten af USA

Velfortalt og tankevækkende bog om et USA i kamp med sig selv
I Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York skildrer Sara Maria Glanowski en by, hvori USA’s dybeste grundkonflikter om race, køn og ulighed i disse år udspiller sig for fuld hammer.

Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York skildrer Sara Maria Glanowski en by, hvori USA’s dybeste grundkonflikter om race, køn og ulighed i disse år udspiller sig for fuld hammer.

Christian Als

Kultur
16. august 2019

Boksehistoriens største navne er amerikanere, og en pæn portion af dem har trænet i Gleason’s Gym i New York. Billederne af dem hænger på væggen i bokseklubben, hvis lokaler damper af »mug, surt læder, sved og noget, jeg senere ville genkende som frygtferomoner – lugten af frygt,« som Sara Maria Glanowski skriver i Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York, der skildrer en by, hvori USA’s dybeste grundkonflikter om race, køn og ulighed i disse år udspiller sig for fuld hammer.

Den danske forfatter og journalist er endt i New York for at studere og i Gleason’s Gym, fordi hun har brug for at røre sig. »Jeg anede intet om boksning, havde aldrig set en kamp og var ikke engang i form, jeg kom bare for at træne – stive mig selv lidt af, mens mit liv i New York enten faldt på plads eller fra hinanden,« som Glanowski skriver i fortællingen »Ringrust«.

Hendes motiv for at starte bogen hér virker imidlertid alt andet end tilfældigt og impulsivt. »Boksning er det stof, Amerika er gjort af,« siger en af klubbens trænere, og som Glanowski også selv redegør for, så har nationen produceret næsten alle sportens mægtigste og mest mytologiske stjerner i den periode, der »også er kendt som det amerikanske århundrede, fordi det kulturelt, politisk, økonomisk, teknologisk og militært forløb på USA’s præmisser …«

Sara Maria Glanowski: ’Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York’.

Sara Maria Glanowski: ’Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York’.

Saxo
Sådan er det ikke længere. I dag er boksning nærmest en nichesport, hvis største navne kommer fra det tidligere Sovjetunionen, og som undertitlen på bogen mere end antyder, står det ikke meget bedre til uden for ringen: Det amerikanske århundrede er groft sagt rindet ud, og nationen nærmer sig den kant, hvor Glanowski har fundet de skæbner, der udgør hendes fortællinger.

Lugten af frygt

Ud over »Ringrust«, som jeg vender tilbage til, indeholder Skyggebokser også »Sort forår« og »Forræder«. I førstnævnte tager Glanowski os med ind bag NYPD’s linjer og med i hælene på den farvede Jack LaSalle, der hver dag filmer politiet med videokameraer og på den måde fungerer som en art vagtværn mod politivold i de fattige sorte kvarterer.

Afsættet er her drabet på Eric Garner, en 43-årig sort far til seks, der solgte løse cigaretter i Tomkinsville Park. Hans død i sommeren 2014 er ikke »en sag om nogle få brodne kar i NYPD – det var hele systemet, der var knækket«, som Glanowski skriver i en rystende skildring af, hvordan politiets kontroversielle og kontante arbejdsmetoder i New Yorks sorte kvarterer er slået fejl.

Særligt de mange gadestop, båret af den såkaldte Stop & frisk-strategi, »bliver ikke alene brugt racistisk, det er også dovent politiarbejde, som ignorerer den alvorlige kriminalitet og skaber en mentalitet af os mod dem – de blå mod de sorte og brune. Det er farligt for os alle sammen,« ifølge en pensioneret betjent.

En endnu mere synlig form for racisme kommer til udtryk blandt landets voksende White Power-bevægelse, som bogens sidste fortælling, »Forræder«, handler om. Her følger vi en skinhead, der netop er blevet prøveløsladt og kæmper for at få fjernet sine nazitatoveringer og frigøre sig fra sit racistiske broderskab.

I begge disse fortællinger fremskriver Glanowski et miljø præget af frygt, mistillid, racisme korruption og vold. Anslaget veksler mellem reportage, interview og historiske perspektiveringer, hvor vi kommer omkring både De sorte pantere, Ku Klux Klan, Black Lives Matter, White Aryan Brotherhood og så videre. Det er stærk og sober læsning, og skulle jeg undervise i enten Fortællende journalistik eller Amerikansk historie, ville jeg fluks sørge for at få langet disse tekster ud til de studerende.

Allerstærkest står dog »Ringrust«, der ud over at portrættere en falmende sport fanger den amerikanske kønskamp, der hvor den virkelig gør nas. »Boksning er for mænd, handler om mænd, er mænd,« som Joyce Carol Oates skrev i sin bog Om boksning (1987) – som også Glanowski citerer – og selv om det er Muhammad Ali, Mike Tyson og andre legender, der har gjort Gleason’s Gym berømt, er dets nuværende seks verdensmestre alle kvinder.

Glanowski følger et par af dem, Alicia Ashley og Heather Hardy, der begge »udfordrede forestillingen om, at boksning og lysten til at erobre et andet menneske tilhører mænd«. Undervejs beslutter Glanowski sig for selv at gå i ringen, og denne personlige mission – der blandt andet handler om at »tage brydegreb med tanken om at give afkald på børn« – væves elegant ind i den større historie om en sport og en verden styret af mænd, der hænger i tovene og stædigt nægter at overgive sig.

Der er aldrig tvivl om, hvem Sara Maria Glanowski hepper på, men næsten hele vejen igennem har hun held med at give begge sider af en sag stemme. Kun enkelte steder skinner sympatien unødigt igennem, hvilket dog ikke ændrer ved helhedsindtrykket: Skyggebokser er en velfortalt og tankevækkende bog om et USA i kamp med sig selv – og »Ringrust« er noget af de bedste, jeg har læst om amerikansk boksning.

Sara Maria Glanowski: ’Skyggebokser. Fortællinger fra kanten af New York’, Gyldendal, 238 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her