Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Tak til Strøm Festival for at lede den elektroniske musik ud til folket

Elektronisk musik er ikke kun noget, man kan vride sig mekanisk til i de rå nattetimer i en aflagt fabrikshal. Det kan også nydes i skrædderstilling på gulvet i en hundrede år gammel teatersal eller i fuld fart på rulleskøjter. Årets Strøm Festival var et interessant miks af rolig rave, hensynsfuld retro-futurisme og elegant støj
Under dette års Strøm-festival var der folkefest på hjul.

Under dette års Strøm-festival var der folkefest på hjul.

Martin Fælt Gonzales

Kultur
12. august 2019

Musikfestivalen Strøm har siden 2006 givet sensommeren stød ved at bringe elektroniske nichegenrer som house, noise og ambient ind i kirker, svømmehaller og andre spøjse lokationer, så også folk, der normalt ikke hører den slags, får mulighed for at snuse lidt til lyden.

Årets festival åbner med en dobbeltkoncert kurateret af Fast Forward Production, en gruppe af technoaktivister, der siden 2015 har arrangeret raves og andre elektroniske events, hvor sexisme, racisme og homofobi er bandlyst.

Det lille teater Riddersalen på Frederiksberg lægger hus til. Der er knirkende trapper og lavloftet i lobbyen, hvor de fremmødte ser sig forvirrede om mellem de mange teaterplakater og sætter sig på de mørkerøde møbler, mens de venter på at blive lukket ind i salen. Ikke én hænger sit overtøj i garderoben, selv om der hurtigt bliver hedt i den mørke teatersal.

Da døren ind til salen åbnes, sætter publikum sig på de flade trappetrin som udgør gulvet, nogle med ryggen lænet op ad de høje harlekinmønstrede træpaneler. En marionetdukke af H.K.H. Dronning Magrethe II kigger ned på dem fra sin miniaturebalkon på den ene væg. Det er ikke just de omgivelser, man forventer sig til en technokoncert.

Scenen er oplyst af et støvet rødt lys. Det eneste, der står på den, er en stor pult. Repro med det borgerlige navn Alexander Salomonsen sniger sig ind og stiller sig i mørket bag pulten. Han spiller en dyster og faretruende ambient. Fra et melankolsk dyb knitrer og svirper det, mens der projiceres roterende ansigter i forskellige formationer af lys op mod scenen. Lydene fører os lyttere dybere og dybere ind i et kollektivt ubevidst bulder.

Jern skraber støjende hen over asfalt, og knasende fodtrin i grus nærmer sig. Et beat suppleres med et simpelt klaverstykke, og jeg føler det et øjeblik, som befinder jeg mig i en horrorfilm, hvor et barn øver sig på at spille klaver i et forladt industriområde. Melodien kommer trippende, indtil en radiosender nedsmelter, og en dyster trommerytme tager over.

Hen mod slutningen skruer Repro op for et syntetisk blæsevejr, der rusker og river i ørerne. Det er tungt og angstfuldt. En forvrænget stemme klynker og gisper, som var den ved at kvæles i sit eget mismod.

Publikum sidder stadig opslugt og høfligt lyttende på gulvet, da Repro efter præcis en time afslutter sit sæt for at give plads til Rune Bagges mere drømmende lydstrømme. Bagge forsvinder bag en hinde af flammende lys. Hans tunge beats ulmer under bløde lag af syntetisk orgel. Og Magrethe-dukken på væggen nikker anerkendende.

Åbningskoncerten er nok den roligste rave, man kan forestille sig. Der er ikke meget Ibiza, hardcore technotramp og plukke-æbler-dans over Riddersalen denne aften.

En folkefest på hjul

Selv var jeg for ung i 1990’erne til at tage del i den ravekultur, som knytter sig til technomusikken. Til gengæld stod jeg meget på rulleskøjter, hvilket viser sig at komme mig til gode torsdag aften, da Motor City Drum Ensemble spiller op til rulleskøjtedans i DGI-byen.

Midt i en stor sal i det københavnske idrætsanlæg hænger en gigantisk diskokugle og blinker til de festivalgæster, der har slået sig ned på den ø af kunstgræs, der er anlagt i skøjteorkanens øje. Jeg har fundet mine side by side-Bauere frem fra skabet, og det er en frydefuld fornøjelse at løbe rundt og rundt og rundt til tonerne fra enmandsensemblet.

Et enmandsensemble kan umiddelbart lyde ulogisk, men det er ikke desto mindre, hvad Motor City Drum Ensemble er. Den tyske musikproducer og trommemaskineentusiast Danilo Plessow er en dedikeret samler af gamle trommemaskiner, som han bruger i sin såkaldte futuristiske retro-house. Elegant får han mixet det ene nummer over i det andet, så det bliver en lang strøm af dansevenlighed. Numre som »Step Right Back« af Mezzoforte flyder over i motowngruppen Four Tops »Standing In the Shadow Of Love«, og på den måde kører jazzet funk over i soulet disco forklædt som deep house, mens skøjteløberne smyger sig ind og ud mellem hinanden.

Der er små piger, der vimser omkring mellem benene på de mere og mindre rutinerede voksne i alle aldre og størrelser. Der er nybegyndere, hvis usikkerhed på de ustabile inliners får dem til at stavre kalveknæede rundt i kanten. Og der er en skøjteprinsesse og et par moslende mænd, der kappes om at kunne de vildeste tricks. Enkelte skvatter, men ellers er feltet et festligt sammenrend af fart og smil og arme, der svinger.

Rullediskoet varer hele seks timer. I den del af det, som jeg skøjtede mig igennem, får Motor City Drum Ensembles både skabt en halvfjerdsernostalgisk diskostemning, samt indflettet lidt latin og afrobeat, bl.a. med Fela Kutis »Opposite People«.

Ud på aftenen bliver pladsen for skobeklædte dansere i midten foran dj-pulten mere og mere klemt, mens luften mellem løberne bliver større. Salen emmer af hensynsfuldhed. Sjældent har det været så folkeligt at høre elektronisk musik.

Rå skygger af lyd

Anderledes skrabede, rå og industrielle er omgivelserne i den aflagte sporvognsremise KPH Volume, der ligger i skellet mellem Vesterbro og Sydhavnen. Her skiftes Yuri, Minais B og Lyra Valenza til at spille den mørkelagte røgmaskinetilrøgede hal op med hver deres korte koncert.

En halv times tid arbejder Susanne Benther Mouritsen under aliasset Yuri koncentreret i lysskæret fra sin lap top med at frembringe sine tordenulmende droneklange. Variationerne er få og udstrakte. Skygger af samtaler kastes op fra en blød mur af lyd, og en sløv rytme får folk til at svaje mildt fra side til side. Jeg fornemmer en elegant og stilren sensibilitet i musikken, når enkelte lyse melodier skærer som digitale diamanter gennem de skrabede sus og dronemørket.

Mere hakkende og omskiftelig er Minais B’s noisenumre, der følger efter. Den konservatorieuddannede producer Villads Klint, som også udgør den ene tredjedel af Khalil2POP, blander hvileløst raslen og summen med demonstrativt gumpetunge akkordskift og enkelttoner. Iført en hvid kjortel vugger han sit pjuskede pagehår til den dundrende bas, mens han skifter mellem de to synthesizere, han er flankeret af.

Afslutningsvist giver duoen Lyra Valenza med sin energiske dance det begejstrede publikum rig mulighed for at vrikke maskinelt til de hektiske rytmer og det smældende daka daka duk. Kun få minutter skal der til, før folk giver sig helt hen til de repetitive digitale svingninger. 

Strøm Festivalen blev afholdt på Frederiksberg og København fra 7.-10. august 2019.

Fast Forward – Åbningskoncert med Repro og Rune Bagge. Riddersalen onsdag den 7. august 2019.

Rulledisko – Motor City Drum Ensemble. DGI-byen torsdag den 8. august 2019.

Proton Agency præsenterer Lyra Valenza, Minais B og Yuri. KPH Volume lørdag den 10. august 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her